Når skrivelængslen kalder
Når manuskriptet har forvandlet sig og jeg ved mere, end jeg gør nu, kan du læse om hvem jeg mødte i skoven. Om mange måneder, måske år. For jeg har igen sat fortællingerne fri, jeg har modstået min trang til at vide. Nu gør jeg mig modtagelig for de ord, der falder som regn på... Continue Reading →
Den næste morgen er der faldet sne, lette fnug falder fra skumringshimlen. Haven har skiftet udseende og er klædt i hvidt. Efterår er blevet vinter. Vi er tæt på nymåne og jeg mærker den indadvendte energi som modstand mod at stå op og blive konfronteret med Gwyneth og Maize i spisestuen. Søndagens måltider sørgede vi... Continue Reading →
Måske er der bare ingen ord i dag? Måske gemmer de sig bag skyerne eller i krattet af usikkerhed? Måske har slagen slugt dem og de er forevigt gået tabt? Alligevel skriver jeg mig ind, nyt blæk strømmer fra min pen, bogstaver formes og bliver til ord. Det i sig selv er en magisk gerning.... Continue Reading →
Jeg må smile af mine egne formodninger. Det er morgen efter regnen og skydækket ligger som et hæklet tæppe smidt over den endnu sovende dag. Enkelte solstrejf finder vej gennem huller i tæppet og spejler sig i dråberne på marken. Jeg smiler, da jeg får øje på hende i kanten af kornet, byg hvis du... Continue Reading →
“Just follow the instructions” sagde Ravnen til mig forleden dag og jeg så bogen for mig. Det sker midt i kaos, et indre stormvejr som har hvirvlet alle frygttrickere op. Jeg kastes frem og tilbage i søvnløs drøm og stormen hiver i den ham, jeg endnu holder fast i. Men det er tid, så jeg... Continue Reading →
“Din nye brik er tillid, en dybere form for tillid. Venlighed er en hellig gral, det lærte du i går. Tillid er også et bæger. Et bæger fuld af venlig godtroenhed ikke at forveksle med naivitet.” Odderen er forsvundet ligeså pludseligt, som han dukkede op. For lidt siden gik han på stien, vi havde skabt... Continue Reading →
”Det er en god proces” betror jeg Nathair. Noget er sket og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle sige de ord og mene det. På vej gennem porten til Det Magiske Univers smeltede årstider sammen som floder, der mødes i havet. Og han trives her på den stenede jord, i græsset på den... Continue Reading →
Jeg møder ham de fleste morgener i tusmørket. Han besøger haven og sidder ved rosenbusken, mens jeg går tur med hunden. Når jeg kommer tilbage, hilser vi på hinanden og ofte sker det, at han flyver mod vest. Men jeg så ham, vi så hinanden. Nogle gange synger han, andre gange er han stille. Men... Continue Reading →
“Du kender sandheden, du ser den, mærker den i krop og sjæl. Men du skubber den bort, fordi den er ubehagelig. Den passer ikke ind i det verdensbillede, du fik overdraget. Den siger det, der forblev usagt, fordi det var anderledes og provokerende for dem, der hørte din sang. Du skubbede den bort, fordi den... Continue Reading →
“All is well” siger Wren, “du er ikke forkert.” Dis danser, sne smelter og kvinde træder ud af sin hoveddør og møder en fugl. ”Hov, det går for hurtigt, burde jeg ikke gå dig i møde og gennem porten til Det Magiske Univers?” ”Du er vågnet i Det Magiske Univers” siger Wren, som egentlig er... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 