Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det kræver tålmodighed at blive lukket ind i en fortælling. Ofte må du bevæge dig et stykke først, inden du når til tærsklen og det sted, hvor landskabet åbner sig. Du kan gøre det med en opvarmningsøvelse, hvor du tømmer dig for overfladisk tankeaffald og gør dig klar til dit kreative eventyr. Det kan gøres... Continue Reading →
Mine fødder vil danse. Mit hjerte ved. Men jeg holder igen. Noget i mig passer på. Da jeg opdager det, stopper jeg op og mærker efter og beslutter mig for at spørge: ”Hvem er du og hvad er du bange for?” ”Jeg er din indre vogter” svarer stemmen, der er lys og barnlig. Hun er... Continue Reading →
Det går op og ned, det går ud og ind. Rytmen skifter, der er omkvæd og forunderlige vers, der er lange strofer og bløde pauser. Der er musik. Og musikken varierer, skifter mellem dur og mol, bølger mellem toner og har forskellig kraft og tryk. Allegro, Adagio, Crescendo, Staccato, Con Meto. Tag ikke noget for... Continue Reading →
Jeg klatrer op af det samme bjerg, men jeg kommer ingen vegne. Det er mørkt, det er stejlt og jeg har lyst til at skrige: ”Så hjælp mig dog væk fra det her sted.” Det samme stejle bjerg, det samme mørke som en evig gentagelse af noget, jeg har oplevet før. Igen og igen. Det... Continue Reading →
Maj er frodig dejlighed. Maj er tidlige morgener, hvor lyset finder sprækker og siver ind. Maj er fuglesang, blomstring og blæst fra øst. Eidheann, siger jeg til mig selv, da jeg vågner tidligt og ligger stille i håb om at falde i søvn igen. Du skal nyde det nu. Ikke som en bebrejdelse, men en... Continue Reading →
Fem gæs flyver over mit hus ved havet. Dybt i november og på et sted, hvor mørket har fået magt. Daggry opstår som et hul i himlen, jeg står bag huset ved brændeskuret og ser det ske. Altid har jeg været en morgenfugl. Nu hilser jeg på de fem gæs som venner. Venner, der som... Continue Reading →
Det er på septembers syvende dag at jeg beslutter mig for at ære tomrummet. Ubetinget tillid, kaldte Ørnen det. Jeg forstår at tomrummet er et vilkår. Det findes ikke uden. Det er zonen mellem det, der var og det, der skal komme. Her opstår alt nyt liv og alle ny livstråde. Her bor ideer, der... Continue Reading →
Dagen før ”Stille nu” siger Willow May pludselig, da vi på majs fjerde dag sidder omkring spisebordet. Virginia har serveret frokost bestående af en nærende salat, brød og hjemmelavet hummus. Der er vand på kanden, hvor citronskiver og mynte svømmer omkring som havfruer. Stemningen er løssluppen og snakken går. Vi taler i munden på hinanden.... Continue Reading →
Vi sidder omkring morgenbordet på majs tredje dag. Elva og Maize fortæller, at de skal af sted for at mødes med deres respektive lærere. Nu ved jeg at Elva er i lære hos Grace på Primrose Café og at hun boltrer sig med kunsten at lave magisk te. En snert af misundelse stikker mig som... Continue Reading →
Næste morgen møder jeg igen Ceridwen på stranden. Hun kommer gående mod mig fra syd. Jeg står stille og vinker til hende, hun nikker og med lange skridt når hun frem. Vinden har vendt sig og kommer nu fra vest, havet bruser kraftfulde bølger mod land. Det er køligt, diset og dråber af saltvand og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 