Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Jeg forsøger at huske, hvad hun fortalte mig i går. Hvad jeg lærte. Men for at huske det, må jeg gå dybere og ind i kroppen. Så jeg sætter mig stille på kanten af den nye dag og mediterer. Siger tak. For den vej, der åbner sig i mig som en sprække. Lyset er dristigt... Continue Reading →
Jeg har savnet hende, men denne morgen mærker jeg igen hendes kald. En stille sang breder sig i mit bryst, hun nynner og lader mig vide, at jeg er på rette vej. En kæmpe omvej af mørke og frygt, der som en kødædende plante blev min rute gennem december. Et dybt sted af sorg og... Continue Reading →
Hvad nu hvis din sjæl kender vejen og ved, hvad der vil skænke dig sindsro og glæde i livet? Hvis livsfloden flyder en gylden sti i dit blod og det eneste, du skal mestre er tilliden til din egen kraft og formåen? Hvis du brænder de falmede facitlister til livet og rejsen, som andre har... Continue Reading →
På en inderlig måde forstår jeg nu, at det, der blev forkastet og gemt bort på skændselens mødding er det allervigtigste, jeg har. Det er en kraft og en styrke, en evne til at mærke og tune ind, en sensitivitet og et talent for at lytte. Samtidig er det min bøn og en manifestation af... Continue Reading →
Jeg er lettet, da jeg ser hende, for jeg har brug for en som hende i dag. ”Der er healing i at være hjertemodig” lyder hendes hilsen, da hun lander på mit bord. ”Hjertemodig, det er et stort ord” sukker jeg, ”det ved jeg ikke, om jeg er.” Men hun forvisser mig om, at det... Continue Reading →
Det gør godt at dyppe pennen i det, der er. Den grå morgen, skydækket og trætheden. Lade ordene danse med dampen fra teen. Bare sidde og lade fingrene finde vej over tangenterne eller forme ord på papiret. Det er som en dans. Denne morgen er dansen langsom og tøvende. Som om noget i mig har... Continue Reading →
Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til... Continue Reading →
Det er i skriveprocessen som i livet. Vi oplever dage med pludselig tristhed eller andre tunge følelser. Som om en sky er gledet ind foran solen og vi bevæger os langsomt ind i en tåge af tvivl. Jeg har også sådanne dage, men jeg har lært mig selv at skrive alligevel. Accept Når jeg mærker tristheden, starter... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 