Efter mørkestormen

“Hvornår er du allermest dig selv” spørger han i morgenlysets rødmen og måske rødmer jeg også, som himmel så kvinde, for spørgsmålet rører ved noget dybt i mig. Jeg tøver lidt, men kender ham godt nok til at vide, at han forventer et svar og at det svar er et, der skal siges højt. Som... Continue Reading →

Myten om skriveflow

Lad os være enige om én ting. Skriveflow er en skøn ting. Det føles så godt og det er også lækkert at sige det højt og fortælle om det på de sociale medier. Men skriveflow og kilder, der åbner sig, er kun en del af den kreative proces. Derfor er det en gave at lære... Continue Reading →

Sjælen og den gule rute

Lige om lidt går jeg ud. Så forlader jeg min skrivestue og kører ud til sted i skoven, hvor bilen skal parkeres. Herfra går jeg. Jeg vandrer ind mellem stier og stammer af en rute, jeg gik engang for længe siden. Resten lader jeg ske og opstå undervejs. For du kalder. Og det gør du... Continue Reading →

Stille viden hvisker

Stille viden. Vished om noget, der strømmer fra et sted dybt i mig. Det eneste, du skal gøre, er at skrive, hvisker stemmen. Skriv. Hun faldt i et mellemrum Hun faldt i et mellemrum. Sætningen danser for mit indre som en lydløs tone af noget, jeg ikke kan sætte ord på. Skrivning er en kraftfuld... Continue Reading →

Vildfarelse og ikke at vide

På skriverejsen sker det under tiden, at vi farer vild og støder på steder i os selv og i vores fortællinger, hvor vi virkelig ikke ved. Og den følelse er ganske ubehagelig, for vi har jo altid lært, at vi skal vide og have svar på rede hånd. Har vi ikke det, er der altid... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑