Sjælen og den gule rute

Lige om lidt går jeg ud. Så forlader jeg min skrivestue og kører ud til sted i skoven, hvor bilen skal parkeres. Herfra går jeg. Jeg vandrer ind mellem stier og stammer af en rute, jeg gik engang for længe siden. Resten lader jeg ske og opstå undervejs. For du kalder. Og det gør du ikke fra min plads i skrivestuen, men fra et sted blandt stammer og træer. Du kalder mig ud til det sted, hvor du befinder dig i dag.

Min intention

Jeg har en intention om at bevæge mig intuitivt og lade vejen vise vej. Solen skinner, løvfaldssommeren bader landskabet i lys og eftermiddagen er kun lige begyndt. Jeg har en intention og min indre fortællerske kalder fra et sted i skoven. Jeg adlyder hendes kald. Jeg kommer.

Mit magiske skriverum er ikke begrænset til det fysiske rum i min stue

Skrivestuen er ikke begrænset til at være det magiske rum, jeg har skabt i min fysiske bolig. Ord og fortællinger er ikke begrænsede i forhold til kun at opstå her. Selvom det ofte er her, at jeg lader dem skrive, lever de allerede et sted derude som små inspirationsfrø eller hele fortællinger og jeg kan søge dem i det naturlige element. Ja, faktisk er det ofte sådan, at de ligefrem kræver eller i hvert fald kærligt inviterer mig til at komme ud og bevæge mig lidt væk fra rummet her i skrivestuen.

Gå ud og skab forbindelse. Oktober har rullet sin løber ud med nedfaldsblade af gul, orange og rød. Oktober synger sin sang og drager mig til at vandre. For at lytte, sanke og synge med. Ud til dig, ind til hende. Dybt i skoven, dybt i mig selv.

“Kom nu bare”, siger hun og kalder for sidste gang. Du skal ikke tænke. Hvornår lærer du det? Lad være med at lade dig fange af tankernes spind og alle de lange tråde af tvivl. Gå med den vished, du har i hjertet. Alt er tilsyneladende. Se mig. Lyt til mig. Fornem mig i dit indre og lad din intuition føre dig på vej.

Sjælen og den gule rute

Det er tre dage siden, jeg vandrede i skoven og for vild på den gule rute. Og lige siden har jeg hver eneste morgen forsøgt at skrive mig ind for at hente den fortælling ud, som jeg fik med mig. Forgæves. Titlen på fortællingen fik jeg allerede, mens jeg gik i skoven, men efterhånden som ordene nægtede at lægge sig til rette i noget, der kunne tyde på, at fortællersken i mig var til stede og at hun havde historien i sin hule hånd, gik det op for mig, at det måske slet er en af den slags fortællinger.

Det har jeg jo prøvet før …

Jeg formodede. Jeg antog. Jeg kender jo processen, den kreative proces og alle de snoede veje, stier og endda vildfarelsen er jeg bekendt og efterhånden fortrolig med. Jeg har lært mig selv at turde fare vild. Når jeg opdager, at jeg er på vildspor og de gule prikker på ruten ophører med at eksistere, når jeg ikke længere ved, hvor jeg befinder mig eller om vejen, jeg går, er den, der vil føre mig tilbage til udgangspunktet, så tænker jeg:

Vildfarelsen er tilsyneladende. Lysningen i skoven kan kun findes af den, som er faret vild. Og jeg har fundet mange skønne lysninger i vildfarelsens navn. Jeg har lært, at når man ikke ved, så nytter det sjældent mentalt at søge et svar. For sind og tanker går som regel i ring og serverer de gamle løsninger og historier.

Ikke at vide skaber en åbning

Ikke at vide skaber en åbning. Når man ikke ved, så er der plads til at noget kan lade sig formgive og at nye døre kan opstå. Når vi ikke ved, er vi åbne for overraskelser og for de svar, der er til os, når vi skriver og går vejen.

Vi har lært at vi skal vide alting og have svar på rede hånd, men svarer vi prompte og er vi skråsikre i en bestemt holdning, lukker vi døren. Vi afbryder. På skriverejsen er det lidt anderledes. Her giver vi plads til mysteriet og eventyret, selvom det til tider kan være et frygtindgydende færd. Frygten hører med!

Men jeg var ikke bange

Jeg blev ikke bange, mens jeg vandrede med hunden i skoven og for vild på den gule rute. Jeg sansede snart, at dette var et af eventyr som jeg elsker, og da jeg fandt pennen på jorden foran mig, var jeg ikke et sekund i tvivl.

Gule prikker og de gamle træers vej

Der var spor og ledetråde, en vandpost, da jeg mærkede tørst og nedfaldne blade badet i oktoberlys. Lys og magi dansede foran mig og jeg gik af de gamle træers vej, jeg lyttede og … nej, ved du hvad. Det passer ikke. For på et tidspunkt blev jeg faktisk ret optaget af at finde de gule prikker på træerne. Jeg hastede forbi hver og et, hvis de ikke havde det gule kastemærke tatoveret på stammen. Jeg ville finde vejen og ænsede ikke så meget af det, træerne hviskede til mig. Jeg tilskrev det vinden, som fik bladene til at rasle mellem træerne.

Jeg blev først bange bagefter. Da fortællingen efter flere dages ihærdige skriveforsøg udeblev. Jeg mediterede og gik flere ture i skoven. Og jeg har haft mystiske, symbolske drømme og følt mig underdrejet og ude af takt.

Det var ikke en af den slags fortællinger. Eller var det?

Nu sidder jeg her tre dage efter og en hviskende vished danser i mig. Det var ikke en af den slags fortællinger. Men processen er jo interessant, siger jeg nonchalant og hun smiler i mig, min indre fortællerske, fordi hun hele tiden har set og vidst. Men hun var nødt til at lade mig løbe linen ud.

Vov vildnisset og vov at fejle.

Endnu en station på skriverejsen har set dagens lys

Hvad slags fortælling var det så, spørger du måske og også her må jeg tøve, for det ved jeg ikke endnu. Man skal være varsom med at sætte fortællingerne i kategori og sætte dem i glas og ramme, før de virkelig har skrevet sig færdig. De kan nemlig forandre sig undervejs. Og de forandrer dig og mig, hvis vi altså skriver og lader os gribe. Fortællingerne, min ven, mestrer shape-shifting, forvandlingens kunst. Så jeg venter lidt og skriver i min rejsedagbog, at jeg vist har lært en ny en station på skriverejsen at kende. Jeg smiler, mens jeg skriver det. Og hun smiler i mig. Min indre fortællerske. Vi kan begge se ironien og latteren står på lur. Kom, lad os le!

Lad det ske

Jeg gik ud i går, jeg gik i skoven og jeg for vild. Der skete en masse uforudset og sådan er det både på vandreture, i livet og på skriverejsen. Lad det ske! Men jeg formodede snart, at der var en fortælling undervejs og at den ville lande på præcist samme måde, som den har gjort så mange gange før. Jeg tog fejl. Og dog …

Fortællingen bag det tilsyneladende

For mens jeg skriver de sidste strofer i min konklusion går det op for mig, at der faktisk var en fortælling og at jeg har skrevet den. Den handler om en kvinde, som for vild. En kvinde, som har en vidunderlig sans for eventyr og magi og som altid har haft en poetisk åre, hun kan ro med. Men hun glemte, at eventyr, magi og poesi ikke er noget, man kan indfange og sætte i bås. Hun glemte det og gik ud med sit sommerfuglenet for at jage og indfange. Hun bildte sig ind, at hun var åben og modtagelig, men hun var så opsat på at finde vej og de gule prikker på træernes stamme, at hun glemte at lytte til fortællingen bag det tilsyneladende.

Intuition og timing 

Åh, hun smiler nu, hun har vandret i morgendisen og budt velkommen til den første frost. Snart bliver efterår til vinter. Og lige i mellemrummet opdagede hun, at hendes indre fortællerske også er et kærligt vidne, der betragter og ser. En fortællerske, som ikke drager forhastede konklusioner eller dømmer det, hun ser. Hun venter. På sin timing.

Og den timing har ALT at gøre med hendes intuition, en evne, som hun kontinuerligt opfordres til at udvikle og stole på.

“Så skete det igen” smiler hun og skænker kaffe i min kop. “Du kom ind i et dybere lag af fortællingens kraft. Intuition. Og du huskede noget, som du glemte i farten.

Når vi skriver og lever intuitivt, så kan vi kun gøre det i nuet. Vi kan ikke tænke os til det, endsige planlægge os ud af det. Det eneste, vi kan og skal gøre er kontinuerligt at skabe rum og gøre os så modtagelige, som vi nu formår, velvidende at der er læring i hvert eneste fejltrin. Men bedst som du tror, at dansen er slut og alt håb er ude, så opdager du det igen.”

Lad mysteriet leve

“Sjælen og den gule rute? Kan du se det nu?”

Jeg ryster på hovedet. Latteren klukker og dagen gryr.

“Både og og. Den har mange tråde. Men det gør ikke noget. Tværtimod. Lad mysteriet leve.”

All is being healed.

Kærlig hilsen
Lene

Er dér ord i din jord? 

Hverdagspilgrim_womanwoods

Måske har du det som de fleste af de kvinder, der deltager i mine skrivecirkelforløb og på de intuitive skriveworkshops?

Du har skrivelængsel. Noget, som paradoksalt nok er svært at sætte ord på. En dyb, spirituel længsel, der manifesterer sig gennem sproget. Der er ord i din jord.

Kom gerne med på et af mine skrivekurser i efteråret og vinteren 2018/19. Du finder en lille introduktion herunder. Hjertelig velkommen ❤

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop (1)

SAMHAIN – intuitiv skriveworkshop i mørkets tegn

Jeg har 1 plads tilbage på den intuitive skriveworkshop i anledning af Samhain den 31.oktober. Er den din?

Gå mørket i møde på en skrivedag for sjælen

Vi møder mørket gennem ord og fortællinger og gør os klar til vinter. Vi skriver intuitivt og lader vejen vise vej. Vi åbner os for fortællingens kraft og skænker hinanden en dag fuld af godgørende historiemedicin.

Sammen vil vi danne cirkel omkring vores fælles intention for skrivedagen: At være åbne, modtagelige, nysgerrige og undrende. Forestil dig gerne, at vi er på skrivende pilgrimsfærd og at vi denne dag møder hinanden og slutter cirkel for at tage imod de ord og fortællinger, som ønsker at blive skrevet gennem os.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Samhain og støtter dig på din indre rejse fra efterår til vinter.

Den intuitive skriveworkshop i anledning af Samhain finder sted

Onsdag den 31. oktober 2018
kl. 10:00-16:30
Skrivehuset v. Ringsted

Der er kun plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Dér er 1 plads tilbage, som gives efter først-til-mølle. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis pladsen er din.

Pris pr. person DKK 1050,-
som inkluderer kaffe, te, kildevand, lidt sundt og lidt sødt.
Du medbringer selv din frokost.

Tidspunkt
: kl. 10:00-16:30 (døren åbnes kl. 09:45)
Sted: Skrivehuset v. Ringsted (ca. 6 km udenfor Ringsted)

Jeg glæder mig til at byde velkommen til en skrivedag for sjælen.

Klik her for invitation og detaljer.


Kommende eSkrivekurser og skrivecirkelforløb

eSkrivekursus – du skriverejser på egen hånd (online)
Skrivecirkelforløb – du skriverejser i en cirkel af kvinder (online)

I alle forløb er jeg med som skrivemor og guide i skrivebjergene.

Vintercirklen - Den indre rejse

Vintercirklen, den indre rejse – eSkrivekursus for kvinder

Starter den 23. oktober
Et skrivefordybelsesforløb for sjæl og hjerte
Der er endnu et par ledige pladser.
Skriv din vintersjæl og find ro og fordybelse på vejen gennem vinter.

KLIK HER FOR INVITATION OG DETALJER

Fortællersken

Fortællersken – skrivecirkelforløb for kvinder
Starter den 9. januar

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om.

Giv din vise kvinde ordet

Fortællersken er for dig, som ønsker at arbejde og lege med ord og skriverier gennem vinteren og den første del af foråret og i endnu højere grad en tidligere at give din indre vise kvinde ordet.

Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri. Hun har gaver med til dig.

Jeg har åbnet for tilmeldinger og flere har allerede sluttet sig til cirklen af skrivende fortællersker. Kom med, hvis du kan mærke skrivelængslen kalde. Hvis du kan høre hende. Som en hvisken. Der er ord i din jord.

Klik her for invitation og detaljer

Sjælen og den gule rute

Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er min lige nu.

 -Bitten Hedegaard –
som har deltaget i Vintercirklen og andre skriveforløb hos mig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: