Lad svarene finde dig

skov_sø

Ørnen var med den dag i Småland. Vi kom kørende af en skovvej og i det samme lettede han fra grøften og fløj mod øst helt tæt på min side af bilen. Han svævede lidt i kanten af skoven og fulgte med os uden helt at gøre det. Jeg så ham straks og lod mit blik dvæle, vendte mig i bilen og slap ham først af syne, da bilen drejede rundt i et sving. De sekunder varede i en evighed og jeg fik tårer i øjnene. Jeg havde været i tvivl før, det indrømmer jeg, men nu vidste jeg det igen. Alt var godt. Småland og det gyldenbrune efteråret, lyset og vinden.

Budskabet kom svævende i minutterne efter som havde han sluppet det fra luften, da han lettede og sollyset dansede i de smukt udforme vinger. Han strøg til vejrs ind over grantræerne på sin særligt svævende facon og hans blotte tilstedeværelse bundfældede sig som en sukkende manifestation. Han lod svaret falde, så det kunne dale gennem luften og ramme mine udstrakte håndflader i små dryp af kærlighed.

Vær dig. I værdighed.

Glæden smøg sig om mig, sydende og boblende på en stille måde. Og lige dér på Smålands veje huskede jeg den. Værdigheden. Følelsen af at falde til ro et sted dybt i mig selv. Da jeg sidst på eftermiddagen skrev om oplevelsen i min sjælebog, gik det op for mig, at jeg nu vidste det på en ny måde og fra et dybere erfaringsgrundlag. De svar, vi søger, og som vi ved hjælp af fint formede spørgsmål sender ud, kommer først senere. De kommer, når vi er klar og når svarene er modne.

”Når du er moden” hvisker ørnen og selvom hverken han eller jeg er i Småland længere, gør det ikke noget. For nu sidder vi her i spisestuen med tusindvis af små stearinlys, som varmer og lyser op. Det er tidligt morgen og novemberdisen smyger sig i daggryet udenfor vinduerne. Endnu engang er jeg tidligt oppe. Marken ligger hen i dis og alt ånder fred.

”Svarerne kommer, når du er moden”. Jeg smiler, drikker en slurk af teen, kigger lidt ud på landskabet og lader så igen blikket falde på ordene, der drypper som regn. Det går op for mig, at det er perfekt timing, noget jeg aldrig selv ville kunne regne ud. Svarene kommer, når de er klar og vi er modne til at modtage dem. Det er vel nærmest en slags alkymi, for hvis vi fik svarene for tidligt i processen, ville vi ikke være klar og vi ville ikke kunne forstå dem på den rigtige måde fra det rigtige sted.

De magiske spørgsmål

At stille spørgsmål til nogle af de mere uhåndgribelige ting og hændelser i livet er også en måde at hengive sig til livets mysterium på. Lad spørgsmålene være en slags undren og rumme et ydmygt ønske om større klarhed. Svarene kommer dog sjældent med det samme. Det er som om både svar og vi skal have tid til at modnes. Og ofte kommer svarene på en anden måde eller i en anden slags indpakning, end vi måske havde forestillet os.

Det eneste, vi behøver at gøre, er at lade spørgsmålene opstå fra et dybtfølt sted i os selv. Herefter kan vi stille dem. Og det er lige netop det, vi gør. Vi stiller dem. Vi giver slip på dem og så forlader vi det sted, hvor vi stillede dem i tillid til, at de sagtens kan klare sig selv og vil komme tilbage til os i form af svar, erkendelser eller indsigt, når tid er. Vi stiller dem og går i tillid, for tillid skaber forbindelse.

Skriv dine spørgsmål

Og vi kan skrive vores spørgsmål som en del af skriveprocessen og rejsen. Skrive dem, når vi går i stå i vores bøger eller historier eller helt bevidst udforme spørgsmål i sjælebogen, som er dedikeret til formålet; at spørge vores sjæl til råds. Og tag ikke fejl, sjælen er allerede forbundet og hvis vi lader den udfolde sig, så behøver vi slet ikke at foretage os særligt meget. Vi skal blot lytte og følge de små subtile anvisninger af genklang, længsel og glæde. Det hænder, at vi selv formulerer svarene, når vi mindst af alt venter det og er i færd med at skrive noget helt andet. Men det sker også, at vi får svarene ude i naturen eller når vi, som jeg gjorde det i oktober, tager væk og holder en tiltrængt ferie og slapper af uden at forvente noget som helst

Processens kraft

Endnu engang går processens kraft op for mig. Vigtigheden i at turde give slip i tillid til, at alt folder sig ud i helt sit eget tempo. At følge naturen eksempel og rytme er noget af det bedste, vi kan gøre for os selv.

Jeg sidder på kanten af dagen og skriver mig ind i morgenen med taknemmelighed. Her i stearinlysenes skær føler jeg mig pludselig meget vis, men den slags vished kommer og går. Ordene smelter sammen i min lysegrønne bog og Småland slutter sig om mig som en dyne.

When we surrender, when we do not fight with life
When it calls upon us, we are lifted
And the strength to do what needs to be done
finds us
– Orian Mountain Dreamer –

Det er også min erfaring. Vi finder ikke sandheden. Sandheden finder os. Og hvis vi har skrivelængsel og kontinuerligt møder op og rent faktisk skriver, så sker det ofte, at sandheden finder os. Gennem ordene og mellem linjerne.

Kærlig hilsen
Lene

skov_sø


Skrivelængsel?

Skrivecirkler – bliv del af en skrivegruppe samtidig med du selv er på skriverejse
Skriveworkshop – giv dig og din skrivelængsel en sjæledag på
intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Skrivecoaching – 1:1 – din helt personlige skriverejse

Svar fra hjertet

mig

Jeg vågnede en morgen og opdagede, at jeg var flyttet ind i min drøm. Den drøm, der har boet i mit hjerte så længe jeg kan huske. Engang var jeg overbevist om, at drømmen en dag ville gå i opfyldelse, men senere var jeg ikke helt så sikker.

Men netop den morgen gik det for alvor op for mig. Lyset strømmede gennem persiennerne, og da jeg åbnede dem fik jeg øje på det tågede morgenlandskab udenfor. Træerne gemte sig i disen, som små væsener dansede de til deres egen melodi i horisonten. Jeg åbnede vinduet, trak vejret dybt og lyttede. Forsigtigt drev melodien i min retning og landede i min håndflade. Den duftede af dråber, dug og efterårsmorgen.

Jeg er din sjæl, sagde den. Jeg er dit dybeste ønske, din længsel og dine svar.

* * *

Hvis vi virkelig spørger vores sjæl, så får vi alle de gode svar serveret. Ærlige, oprigtige og kærlige svar om, hvordan vi ville elske vores liv, hvis vi altså turde.

Sjælen ved besked. På et dybt plan kan den kontaktes og hvis man spørger, får man svar. Det kan gøres via skriverier, som jeg selv gør det. Det er en fantastisk måde at få kontakt med sit højere selv eller sin sjæl. Kald det hvad du vil. Du kan også kalde det din muse. Eller Gud. Det er helt op til dig, men for mig er det som oftest min sjæl.

Jeg skrev mig selv  og min sjæl via bloggen Poetiske Paradokser. I årevis bloggede jeg hver morgen, hver eneste dag, og så gled sandheden frem i lyset. Min drøm stod at læse sort på hvidt. Og bedst af alt, jeg elskede det jo. Jeg elskede at skrive. Jeg blev så glad, så livlig og så opfyldt af lys og kærlighed. Kærligheden forbavsede mig, jeg følte ikke helt selv, at jeg var et specielt kærligt og givende mennesker, Jo i portioner og til visse tætte relationer, men nu opdagede jeg, at jeg rummede meget mere glæde og kærlighed, end jeg gik og troede. Og den glæde og kærlighed ville ud. Den ville skrives, deles og vokse sig større. Den manifesterede sig i historier og den boltrede sig i poesi. Samtidig gjorde den mig opmærksom på alle de smukke ting i livet, detaljerne, linjerne, kurverne. Og hver eneste gang, jeg fordybede mig i beskrivelsen af noget af det, jeg så eller oplevede, lærte jeg at sætte pris på det. Jeg fik øje på så mange undere og mirakler, som jeg tidligere havde været blind for.

Det var et mirakel!

Glæde, kreativitet og kærlighed

Jeg taler og skriver ofte om, hvor meget glæde, kreativitet og endda kærlighed, der findes i os. Selvfølgelige er der også andre ting, vi vil støde på og er nødt til at konfrontere, hvis vi ønsker at skrive fra sjælen og være helhjertede skribenter. Vi ønsker jo at fortælle vores historie – hele vores historie. Og kroppen gemmer på det hele. Det bor indeni. Vi ved ikke på forhånd, hvad vi vil støde på, når vi gennem ord og skriverier begynder vores eventyr.

Hvad så med frygten?

Og vi vil uden tvivl møde frygten. Men den gode nyhed er, at vi nu får mulighed for at hilse på frygten og give den et navn. Vi skriver om den, lærer den at kende og når vi kalder den ved navn og sætter ord på, fratager vi til dels dens styrke og magt over os. Vi får den frem i lyset og vi ser, hvad den egentlig er for en størrelse. Måske vil vi ende med at konstatere, at den er en bange lille trold, som blot ville have opmærksomhed. Lidt kærlighed, forsoning og tilgivelse. Eller noget helt tredje. Vi bliver således gennem vores skriverier bekendte med, hvad der ligger bag vores frygt og vi får skrevet om den.

At skrive sig hel

Så det handler ikke kun om det ”gode”. Men vi må også lære, at det er en god ide slet ikke at dele oplevelserne op i ”gode” og ”dårlige”. De er bare oplevelser. De er måder at få kontakt til vores sjæl og komme bag alt det, der har blokeret os i så mange år. Vi giver dem navn, vi beskriver dem og sætter dem fri. Det er der meget frihed i. Det letter. Måske er vi nødt til at konfrontere frygten og det svære igen og igen, men det kommer der også historier ud af.

Når vi skriver fra hjerte og sjæl og kontinuerligt begiver os på skrivevej, favner vi vores liv og tager ansvar på en helt anden måde. Vi indser, at vi har valg og at vi faktisk kan skrive os frem til de valg, der er de helt rigtige for os.

Stil spørgsmål og få svar – skriveøvelse

Hvis du har lyst til at prøve, så start allerede i dag. Du kan vælge at lade skrivningen være en slags bøn, hvor du simpelthen beder din sjæl om svar. Fat pennen eller sæt dig ved computeren og stil så de spørgsmål, du har brug for svar på eller råd til. Der findes ingen forkerte eller dumme spørgsmål. Du må gerne sætte dig et stille dig og ligesom tune ind, sæt noget beroligende, stille musik på, som du kan mærke gør dig godt og lyt så. Brug mindst en halv time på at kontakte dit indre orakel. Gerne mere.

Stil et spørgsmål. Skriv det ned.

Og lyt så til det svar, der vil skrives og skriv det. Lad gerne svaret blive en flydende skrivegerning og lad det komme, som vil skrives. Bliv ikke forbavset, hvis du opdager, at en hel række råd og gode formuleringer blot har ventet på, at du kontaktede dem og skrev dem.

Du kan eventuelt vælge at følge en bestemt linje og uddybe spørgsmålene mere eller mere. Hvis du gør det, vil du til sidst nå ned til roden af de problemer, du tumler med.

* * *

Nogle gange hun dukker op. Pludselig. Så stikker hun sit søde hoved frem og ser smilende på mig. Fuld af sårbar kærlighed. Hun stoler på mig. Nu stoler hun på mig. Derfor kommer hun oftere og oftere. Hun begynder at fylde mere og hun smider små perler af huskestøv på min vej. Vi er nu forbi de tungere kugler af alt det andet, som fyldte engang og som gjorde, at hun måtte gemme sig langt væk. Vi er forbi det skab, hvor hun sad gemt bag støvede kjoler og frakker, som for længst var blevet for små. Skabet står åben nu, tøjet er givet videre og vi har ryddet op. Hun bor dér ikke længere. Hun er flyttet ind i et langt behageligere rum, som passer meget bedre til hende. Et rum fuld af varme, lys og en lindrende mild havbrise. Nu bor hun i mit hjerte.

Og jeg spørger hende til råds og hun svarer mig. Jeg elsker de svar, hun giver og måden, hun beskriver det på. Det er som hun kender mig bedre end jeg kender mig selv. Hun svarer mig fra mit hjerte.

Kærlig hilsen
Lene