Vildfarelse og ikke at vide

WomanForest

skriverejsen sker det under tiden, at vi farer vild og støder på steder i os selv og i vores fortællinger, hvor vi virkelig ikke ved. Og den følelse er ganske ubehagelig, for vi har jo altid lært, at vi skal vide og have svar på rede hånd. Har vi ikke det, er der altid andre, som ved og som er hurtige til at bringe svar og løsninger på banen. Hvis vi ikke ved, er vi dumme og tabt bag en vogn.

Eller er vi nu også det?

Hvad gør man så, når man tilsyneladende er faret vild og processen føles kringlet og frygtindgydende? Forvirrende? Når man ikke kan se skoven for bare træer eller støder panden mod en mur?

Tillid til, at det er præcist som det skal være

Den kreative proces og den første kreative fase er på ingen måde lineær eller forudsigelig. Det, min ven, er en del af eventyret. Et frygtindgydende eventyr for den, som er vant til at ville vide og skal være sikker på, hvor vejen fører hen, før hun begynder at gå.

Hav tillid til, at det er præcist som det skal være, selvom du (eller din indre censor) måske fortæller dig selv, at du er faret vild, fordi du mangler noget eller fordi nogen ikke giver dig pejlemærker og retningsanvisere. Så er det vi søger vi ud. Hvad synes du om det her? Bedøm mig. Døm mig.

Når vi skriver, har vi været vant til at den slags gøres med røde streger, konstruktiv kritik, dom og en klar indikation af, hvad der er godt og skidt. Desværre er det ofte ødelæggende for de små spirer og det, som er undervejs.

Guf for den indre censor, men gift for den spirende muse

Vi er nødt til at værne om den første kreative fase og de små skridt, vi tager i retning af at folde os ud. Uanset om vi er vant til at skrive eller ej. Det handler ikke om en særlig erfaring og om skråsikre metoder til at skrive noget på en bestemt måde. Det handler om tillid til dig selv og processen. Den første kreative fase er og bliver et sårbart sted, et hårfint balancepunkt, hvor vi som linedansere er nødt til at kunne øve os, falde og rejse os igen. Som Pema Chödrön så fint siger det: Vi skal blive bedre til at fejle.

Vejen lærer os den bedste måde og beriger os undervejs

Kun du kan gøre det. Tage pennen i hånden og begynde at skrive. Gør du det i tillid og bliver du ved, vil du snart opdage, at du ikke alene skriver vejen. Vejen skriver også dig.

Vejen lærer os den bedste måde at nå frem på og den beriger os, mens vi vandrer ad den.
– Paulo Coelho, Pilgrimsrejsen –

I skrivecirkelforløbene holder jeg rummene i henhold til Julia Camerons regler for Den Hellige Cirkel og det gør jeg helt bevidst og med næb, kløer og kærlighed.

Det er et rum, hvor vi giver plads og lov til den allerførste kreative fase og hvor nye skud får lov at spire og gro uden at blive dømt. Vi oplever, går i nysgerrighed og i kærlighed til processen.

Lad mig blive bedømt, så jeg kan blive bedre – men til hvad?

Vi fortæller ofte os selv, at vi har brug for at blive bedømt, fordi det vil gøre os bedre. Men hvad er bedre? Er det at skrive på en bestemt måde eller er det at turde bevæge os frit i den kreative proces og gå på opdagelse, eventyr og se, hvad der mon sker, hvis vi ikke begrænses af andres (og egen indre censors) rammer og kritik, der kan være så ødelæggende i den første kreative fase.

Omvendt er det grænseoverskridende og nogle gange frygtindgydende at give os selv lov til at skrive uden dommer og bedømmelse. Vi er vant til at få kritik, røde streger og at nogen mener noget om, hvad der er godt og skidt og hvordan vi skal gøre det, hvis vi skal være gode nok og blive bedre.

Skovbund sol

Hav tillid til, at nogen i dig ved. Og at du vil få hjælp undervejs fra uventet side

Men hvad med at have tillid til, at nogen inde i dig selv ved? Din indre fortællerske, den vise kvinde, din sjæl?

Ikke at kunne se vejen er faktisk en forudsætning for, at vi kommer helt derud (eller ind), hvor vi får fat i noget andet, autentisk og måske mere originalt. Det er en forudsætning for, at vi kan skrive fra sjæl og hjerte. Vi må turde øve os og i processen lære os at skrive frit, boltre os og få direkte erfaring med kreativitetens væsen, som vi selv er en del af.

Vi kan skrive og rejse med en intention om at folde os ud og lade vores egen autentiske stemme få lyd, rum og plads til at synge frit og inderligt.

Lysningen kan kun findes af den, som er faret vild

Tomas Tranströmer siger det således:

“Midt i skoven findes der en lysning, som kun kan opdages af den, der er faret vild.”

Breve, bøn og spørgsmål

Men selvfølgelig er der noget, du kan gøre, hvis du føler, at du er faret vild og mangler råd og retning. Du kan skrive og bede om hjælp.

Du kan sætte dig i bøn, meditation eller skrive dig på vej. Skrive det, du føler, mærker og har brug for. Men gør det i et hemmeligt skriv, som du ikke viser til andre end dig selv, papiret og Kilden, måske i form af en fortælling, et brev eller en bøn. Bed om brødkrummespor, tegn og ledetråde. Og forhold dig så åben og modtagelig, så du faktisk også kan modtage, når det du søger, lander på dit papir eller banker på din dør.

Guddommelige Kilde, vis mig den vej, jeg skal gå
Lad tegn og ledetråde falde som regn på min vej
Lad mig forblive åben og modtagelig for de gaver,
der er til mig 
Lad mig skrive og skabe i tillid
Lad vejen skrive mig

Vis, at du er åben og villig til at tage imod og hav så tillid til, at det du søger, vil dukke på lidt senere, mens du skriver og går vejen på skriverejsen. Det kan være ganske magisk.

Ikke at vide er ofte en gave på skriverejsen

Det ”ikke at vide” er ofte en gave på skriverejsen, fordi det skaber en åbning. Når vi ikke ved, er vi åbne for overraskelser og for de svar, der er til os, når vi skriver og går vejen.

Vi har lært at vi skal vide alting og have svar på rede hånd, men svarer vi prompte og er vi skråsikre i en bestemt holdning, lukker vi døren. Vi afbryder. På skriverejsen er det lidt anderledes. Her giver vi plads til mysteriet og eventyret. selvom det til tider kan være et frygtindgydende færd. Og frygten hører med!

 I do believe in an everyday sort of magic — the inexplicable connectedness we sometimes experience with places, people, works of art and the like; the eerie appropriateness of moments of synchronicity; the whispered voice, the hidden presence, when we think we’re alone.
– Charles de Lint –

Min intention med at skabe kærlige skriverum

Det er en af mine intentioner med at skabe og holde rummet i skrivecirklerne: At du som deltager øver dig på at danse med den kreative proces i alle dens op- og nedture. At du lærer alle stationerne at kende og finder din egen vej og stemme.

Et lille citat fra Den Hellige Cirkel af Julia Cameron: 

“Den hellige cirkel bygger på respekt og tillid. Billedet på den er en have. Hver plante har sit navn og sin plads. Der findes ikke en blomst, som overflødiggør en anden. Hver blomst har sin enestående og uerstattelige skønhed.

Lad os være nænsomme ved hinanden. Lad os ikke rykke hinandens ord og ideer op med rode, før de har haft mulighed for at blomstre. Lad os give tid til udviklingsprocessen, de sovende tanker, regelmæssigheden, dannelsen af frugt og at ny sæd sås. Lad os aldrig afsige forhastede domme eller være letsindige i vores trang til at fremme en unaturlig hurtig udvikling. Lad der altid være et sted, hvor kunstnerens tumling kan forsøge sig, vakle, mislykkes og forsøge igen.

Lad os huske på, at i naturens verden er der en mening med hvert eneste tab, man lider. Det samme gælder for os mennesker. Hvis man forstår at udnytte det, kan en kunstnerisk fiasko være den gødning, der nærer næste års kunstneriske succes. Husk, vi er med for at trække seje træk, for at modnes og høste, ikke for at få et hurtigt fix. Vi har et åndeligt fællesskab.”

Tillid skaber forbindelse

Tillid skaber forbindelse og det er en af hemmelighederne ved skriverejsen. Den vigtigste tillid er den, du skænker til dig selv og til Kilden, tilliden til den hjælp, der er til dig, når du øver dig på at skrive og inviterer fortællingens kraft med på skriverejsen.

Selvom jeg har været på skriverejse i mange år og har øvet og øvet mig, så sker det kontinuerligt. Jeg bliver ikke fri for indre censor, frygt, modstand, vildfarelse eller steder og situationer, hvor jeg ikke ved. Tværtimod. De stationer dukker op igen og igen.

Jeg har lært mig selv at danse i den kreative proces, jeg kender efterhånden de mange stationer og steder, MEN jeg bliver stadig overrasket.

Og jeg øver mig stadig! 

Jeg har lært mig selv at danse i den kreative proces og har stor tillid til Kilden, intentionen og fortællingens kraft. Jeg har vished om, at jeg vil få hjælp og det ofte fra uventet kant, når jeg skriver og og rejser i tillid. Det har altid vist sig at være sådan, det sker igen og igen. Blot sker det ikke altid så hurtigt, som vi går og tror og når det sker, er det ikke altid på den måde, vi troede det ville ske.

Jeg skriver. Jeg sanker. Jeg beder. Jeg vandrer.

Og jeg gennemfører kontinuerligt de ritualer og går den proces igennem, som jeg har lært er god for mig.

Du har din egen vej og måde. Din egen indre fortællerske og måde at skrive og fortælle på. Men du er nødt til at øve dig. Møde op, skrive og skrive igen.

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration læs også gerne “Øvelse gør menneske og ørn.”


forarscirklen

Forårscirklen. Et online-skrivegruppeforløb for sjæl og hjerte.
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.
Start den 1. marts 2018

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Forårscirklen er forankret i foråret fra de første spæde tegn på nyt liv fra begyndelsen af marts og til naturen står i fuldt flor i slutningen af maj.

Forankring i forårets energi gennem ord og fortællinger

I de 3 måneder, forløbet varer, vil du gennem ord og skriverier forankre dig i forårets energi. Skriveøvelser og afsæt tager udgangspunkt i hver måneds kvalitet og vil give dig en god fornemmelse af den kreative proces.

Du lærer forårets måneder og dig selv at kende på en ny måde gennem ord, stemninger og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja til den skrivelængsel, der ofte er et kald fra sjælen.

Du finder invitation og detaljer i linket her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

For kvinder med skrivelyst og længsel.

Fortællersken

Fortællersken er et online skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelængsel.

Forårsholdet starter den 5. april 2018.
Varighed 4 måneder.

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om. 

Lad svarene finde dig

skov_sø

Ørnen var med den dag i Småland. Vi kom kørende af en skovvej og i det samme lettede han fra grøften og fløj mod øst helt tæt på min side af bilen. Han svævede lidt i kanten af skoven og fulgte med os uden helt at gøre det. Jeg så ham straks og lod mit blik dvæle, vendte mig i bilen og slap ham først af syne, da bilen drejede rundt i et sving. De sekunder varede i en evighed og jeg fik tårer i øjnene. Jeg havde været i tvivl før, det indrømmer jeg, men nu vidste jeg det igen. Alt var godt. Småland og det gyldenbrune efteråret, lyset og vinden.

Budskabet kom svævende i minutterne efter som havde han sluppet det fra luften, da han lettede og sollyset dansede i de smukt udforme vinger. Han strøg til vejrs ind over grantræerne på sin særligt svævende facon og hans blotte tilstedeværelse bundfældede sig som en sukkende manifestation. Han lod svaret falde, så det kunne dale gennem luften og ramme mine udstrakte håndflader i små dryp af kærlighed.

Vær dig. I værdighed.

Glæden smøg sig om mig, sydende og boblende på en stille måde. Og lige dér på Smålands veje huskede jeg den. Værdigheden. Følelsen af at falde til ro et sted dybt i mig selv. Da jeg sidst på eftermiddagen skrev om oplevelsen i min sjælebog, gik det op for mig, at jeg nu vidste det på en ny måde og fra et dybere erfaringsgrundlag. De svar, vi søger, og som vi ved hjælp af fint formede spørgsmål sender ud, kommer først senere. De kommer, når vi er klar og når svarene er modne.

”Når du er moden” hvisker ørnen og selvom hverken han eller jeg er i Småland længere, gør det ikke noget. For nu sidder vi her i spisestuen med tusindvis af små stearinlys, som varmer og lyser op. Det er tidligt morgen og novemberdisen smyger sig i daggryet udenfor vinduerne. Endnu engang er jeg tidligt oppe. Marken ligger hen i dis og alt ånder fred.

”Svarerne kommer, når du er moden”. Jeg smiler, drikker en slurk af teen, kigger lidt ud på landskabet og lader så igen blikket falde på ordene, der drypper som regn. Det går op for mig, at det er perfekt timing, noget jeg aldrig selv ville kunne regne ud. Svarene kommer, når de er klar og vi er modne til at modtage dem. Det er vel nærmest en slags alkymi, for hvis vi fik svarene for tidligt i processen, ville vi ikke være klar og vi ville ikke kunne forstå dem på den rigtige måde fra det rigtige sted.

De magiske spørgsmål

At stille spørgsmål til nogle af de mere uhåndgribelige ting og hændelser i livet er også en måde at hengive sig til livets mysterium på. Lad spørgsmålene være en slags undren og rumme et ydmygt ønske om større klarhed. Svarene kommer dog sjældent med det samme. Det er som om både svar og vi skal have tid til at modnes. Og ofte kommer svarene på en anden måde eller i en anden slags indpakning, end vi måske havde forestillet os.

Det eneste, vi behøver at gøre, er at lade spørgsmålene opstå fra et dybtfølt sted i os selv. Herefter kan vi stille dem. Og det er lige netop det, vi gør. Vi stiller dem. Vi giver slip på dem og så forlader vi det sted, hvor vi stillede dem i tillid til, at de sagtens kan klare sig selv og vil komme tilbage til os i form af svar, erkendelser eller indsigt, når tid er. Vi stiller dem og går i tillid, for tillid skaber forbindelse.

Skriv dine spørgsmål

Og vi kan skrive vores spørgsmål som en del af skriveprocessen og rejsen. Skrive dem, når vi går i stå i vores bøger eller historier eller helt bevidst udforme spørgsmål i sjælebogen, som er dedikeret til formålet; at spørge vores sjæl til råds. Og tag ikke fejl, sjælen er allerede forbundet og hvis vi lader den udfolde sig, så behøver vi slet ikke at foretage os særligt meget. Vi skal blot lytte og følge de små subtile anvisninger af genklang, længsel og glæde. Det hænder, at vi selv formulerer svarene, når vi mindst af alt venter det og er i færd med at skrive noget helt andet. Men det sker også, at vi får svarene ude i naturen eller når vi, som jeg gjorde det i oktober, tager væk og holder en tiltrængt ferie og slapper af uden at forvente noget som helst

Processens kraft

Endnu engang går processens kraft op for mig. Vigtigheden i at turde give slip i tillid til, at alt folder sig ud i helt sit eget tempo. At følge naturen eksempel og rytme er noget af det bedste, vi kan gøre for os selv.

Jeg sidder på kanten af dagen og skriver mig ind i morgenen med taknemmelighed. Her i stearinlysenes skær føler jeg mig pludselig meget vis, men den slags vished kommer og går. Ordene smelter sammen i min lysegrønne bog og Småland slutter sig om mig som en dyne.

When we surrender, when we do not fight with life
When it calls upon us, we are lifted
And the strength to do what needs to be done
finds us
– Orian Mountain Dreamer –

Det er også min erfaring. Vi finder ikke sandheden. Sandheden finder os. Og hvis vi har skrivelængsel og kontinuerligt møder op og rent faktisk skriver, så sker det ofte, at sandheden finder os. Gennem ordene og mellem linjerne.

Kærlig hilsen
Lene

skov_sø


Skrivelængsel?

Skrivecirkler – bliv del af en skrivegruppe samtidig med du selv er på skriverejse
Skriveworkshop – giv dig og din skrivelængsel en sjæledag på
intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Skrivecoaching – 1:1 – din helt personlige skriverejse

Svar fra hjertet

mig

Jeg vågnede en morgen og opdagede, at jeg var flyttet ind i min drøm. Den drøm, der har boet i mit hjerte så længe jeg kan huske. Engang var jeg overbevist om, at drømmen en dag ville gå i opfyldelse, men senere var jeg ikke helt så sikker.

Men netop den morgen gik det for alvor op for mig. Lyset strømmede gennem persiennerne, og da jeg åbnede dem fik jeg øje på det tågede morgenlandskab udenfor. Træerne gemte sig i disen, som små væsener dansede de til deres egen melodi i horisonten. Jeg åbnede vinduet, trak vejret dybt og lyttede. Forsigtigt drev melodien i min retning og landede i min håndflade. Den duftede af dråber, dug og efterårsmorgen.

Jeg er din sjæl, sagde den. Jeg er dit dybeste ønske, din længsel og dine svar.

* * *

Hvis vi virkelig spørger vores sjæl, så får vi alle de gode svar serveret. Ærlige, oprigtige og kærlige svar om, hvordan vi ville elske vores liv, hvis vi altså turde.

Sjælen ved besked. På et dybt plan kan den kontaktes og hvis man spørger, får man svar. Det kan gøres via skriverier, som jeg selv gør det. Det er en fantastisk måde at få kontakt med sit højere selv eller sin sjæl. Kald det hvad du vil. Du kan også kalde det din muse. Eller Gud. Det er helt op til dig, men for mig er det som oftest min sjæl.

Jeg skrev mig selv  og min sjæl via bloggen Poetiske Paradokser. I årevis bloggede jeg hver morgen, hver eneste dag, og så gled sandheden frem i lyset. Min drøm stod at læse sort på hvidt. Og bedst af alt, jeg elskede det jo. Jeg elskede at skrive. Jeg blev så glad, så livlig og så opfyldt af lys og kærlighed. Kærligheden forbavsede mig, jeg følte ikke helt selv, at jeg var et specielt kærligt og givende mennesker, Jo i portioner og til visse tætte relationer, men nu opdagede jeg, at jeg rummede meget mere glæde og kærlighed, end jeg gik og troede. Og den glæde og kærlighed ville ud. Den ville skrives, deles og vokse sig større. Den manifesterede sig i historier og den boltrede sig i poesi. Samtidig gjorde den mig opmærksom på alle de smukke ting i livet, detaljerne, linjerne, kurverne. Og hver eneste gang, jeg fordybede mig i beskrivelsen af noget af det, jeg så eller oplevede, lærte jeg at sætte pris på det. Jeg fik øje på så mange undere og mirakler, som jeg tidligere havde været blind for.

Det var et mirakel!

Glæde, kreativitet og kærlighed

Jeg taler og skriver ofte om, hvor meget glæde, kreativitet og endda kærlighed, der findes i os. Selvfølgelige er der også andre ting, vi vil støde på og er nødt til at konfrontere, hvis vi ønsker at skrive fra sjælen og være helhjertede skribenter. Vi ønsker jo at fortælle vores historie – hele vores historie. Og kroppen gemmer på det hele. Det bor indeni. Vi ved ikke på forhånd, hvad vi vil støde på, når vi gennem ord og skriverier begynder vores eventyr.

Hvad så med frygten?

Og vi vil uden tvivl møde frygten. Men den gode nyhed er, at vi nu får mulighed for at hilse på frygten og give den et navn. Vi skriver om den, lærer den at kende og når vi kalder den ved navn og sætter ord på, fratager vi til dels dens styrke og magt over os. Vi får den frem i lyset og vi ser, hvad den egentlig er for en størrelse. Måske vil vi ende med at konstatere, at den er en bange lille trold, som blot ville have opmærksomhed. Lidt kærlighed, forsoning og tilgivelse. Eller noget helt tredje. Vi bliver således gennem vores skriverier bekendte med, hvad der ligger bag vores frygt og vi får skrevet om den.

At skrive sig hel

Så det handler ikke kun om det ”gode”. Men vi må også lære, at det er en god ide slet ikke at dele oplevelserne op i ”gode” og ”dårlige”. De er bare oplevelser. De er måder at få kontakt til vores sjæl og komme bag alt det, der har blokeret os i så mange år. Vi giver dem navn, vi beskriver dem og sætter dem fri. Det er der meget frihed i. Det letter. Måske er vi nødt til at konfrontere frygten og det svære igen og igen, men det kommer der også historier ud af.

Når vi skriver fra hjerte og sjæl og kontinuerligt begiver os på skrivevej, favner vi vores liv og tager ansvar på en helt anden måde. Vi indser, at vi har valg og at vi faktisk kan skrive os frem til de valg, der er de helt rigtige for os.

Stil spørgsmål og få svar – skriveøvelse

Hvis du har lyst til at prøve, så start allerede i dag. Du kan vælge at lade skrivningen være en slags bøn, hvor du simpelthen beder din sjæl om svar. Fat pennen eller sæt dig ved computeren og stil så de spørgsmål, du har brug for svar på eller råd til. Der findes ingen forkerte eller dumme spørgsmål. Du må gerne sætte dig et stille dig og ligesom tune ind, sæt noget beroligende, stille musik på, som du kan mærke gør dig godt og lyt så. Brug mindst en halv time på at kontakte dit indre orakel. Gerne mere.

Stil et spørgsmål. Skriv det ned.

Og lyt så til det svar, der vil skrives og skriv det. Lad gerne svaret blive en flydende skrivegerning og lad det komme, som vil skrives. Bliv ikke forbavset, hvis du opdager, at en hel række råd og gode formuleringer blot har ventet på, at du kontaktede dem og skrev dem.

Du kan eventuelt vælge at følge en bestemt linje og uddybe spørgsmålene mere eller mere. Hvis du gør det, vil du til sidst nå ned til roden af de problemer, du tumler med.

* * *

Nogle gange hun dukker op. Pludselig. Så stikker hun sit søde hoved frem og ser smilende på mig. Fuld af sårbar kærlighed. Hun stoler på mig. Nu stoler hun på mig. Derfor kommer hun oftere og oftere. Hun begynder at fylde mere og hun smider små perler af huskestøv på min vej. Vi er nu forbi de tungere kugler af alt det andet, som fyldte engang og som gjorde, at hun måtte gemme sig langt væk. Vi er forbi det skab, hvor hun sad gemt bag støvede kjoler og frakker, som for længst var blevet for små. Skabet står åben nu, tøjet er givet videre og vi har ryddet op. Hun bor dér ikke længere. Hun er flyttet ind i et langt behageligere rum, som passer meget bedre til hende. Et rum fuld af varme, lys og en lindrende mild havbrise. Nu bor hun i mit hjerte.

Og jeg spørger hende til råds og hun svarer mig. Jeg elsker de svar, hun giver og måden, hun beskriver det på. Det er som hun kender mig bedre end jeg kender mig selv. Hun svarer mig fra mit hjerte.

Kærlig hilsen
Lene