Ørnen var med den dag i Småland. Vi kom kørende af en skovvej og i det samme lettede han fra grøften og fløj mod øst helt tæt på min side af bilen. Han svævede lidt i kanten af skoven og fulgte med os uden helt at gøre det. Jeg så ham straks og lod mit blik dvæle, vendte mig i bilen og slap ham først af syne, da bilen drejede rundt i et sving. De sekunder varede i en evighed og jeg fik tårer i øjnene. Jeg havde været i tvivl før, det indrømmer jeg, men nu vidste jeg det igen. Alt var godt. Småland og det gyldenbrune efteråret, lyset og vinden.
Budskabet kom svævende i minutterne efter som havde han sluppet det fra luften, da han lettede og sollyset dansede i de smukt udforme vinger. Han strøg til vejrs ind over grantræerne på sin særligt svævende facon og hans blotte tilstedeværelse bundfældede sig som en sukkende manifestation. Han lod svaret falde, så det kunne dale gennem luften og ramme mine udstrakte håndflader i små dryp af kærlighed.
Vær dig. I værdighed.
Glæden smøg sig om mig, sydende og boblende på en stille måde. Og lige dér på Smålands veje huskede jeg den. Værdigheden. Følelsen af at falde til ro et sted dybt i mig selv. Da jeg sidst på eftermiddagen skrev om oplevelsen i min sjælebog, gik det op for mig, at jeg nu vidste det på en ny måde og fra et dybere erfaringsgrundlag. De svar, vi søger, og som vi ved hjælp af fint formede spørgsmål sender ud, kommer først senere. De kommer, når vi er klar og når svarene er modne.
”Når du er moden” hvisker ørnen og selvom hverken han eller jeg er i Småland længere, gør det ikke noget. For nu sidder vi her i spisestuen med tusindvis af små stearinlys, som varmer og lyser op. Det er tidligt morgen og novemberdisen smyger sig i daggryet udenfor vinduerne. Endnu engang er jeg tidligt oppe. Marken ligger hen i dis og alt ånder fred.
”Svarerne kommer, når du er moden”. Jeg smiler, drikker en slurk af teen, kigger lidt ud på landskabet og lader så igen blikket falde på ordene, der drypper som regn. Det går op for mig, at det er perfekt timing, noget jeg aldrig selv ville kunne regne ud. Svarene kommer, når de er klar og vi er modne til at modtage dem. Det er vel nærmest en slags alkymi, for hvis vi fik svarene for tidligt i processen, ville vi ikke være klar og vi ville ikke kunne forstå dem på den rigtige måde fra det rigtige sted.
De magiske spørgsmål
At stille spørgsmål til nogle af de mere uhåndgribelige ting og hændelser i livet er også en måde at hengive sig til livets mysterium på. Lad spørgsmålene være en slags undren og rumme et ydmygt ønske om større klarhed. Svarene kommer dog sjældent med det samme. Det er som om både svar og vi skal have tid til at modnes. Og ofte kommer svarene på en anden måde eller i en anden slags indpakning, end vi måske havde forestillet os.
Det eneste, vi behøver at gøre, er at lade spørgsmålene opstå fra et dybtfølt sted i os selv. Herefter kan vi stille dem. Og det er lige netop det, vi gør. Vi stiller dem. Vi giver slip på dem og så forlader vi det sted, hvor vi stillede dem i tillid til, at de sagtens kan klare sig selv og vil komme tilbage til os i form af svar, erkendelser eller indsigt, når tid er. Vi stiller dem og går i tillid, for tillid skaber forbindelse.
Skriv dine spørgsmål
Og vi kan skrive vores spørgsmål som en del af skriveprocessen og rejsen. Skrive dem, når vi går i stå i vores bøger eller historier eller helt bevidst udforme spørgsmål i sjælebogen, som er dedikeret til formålet; at spørge vores sjæl til råds. Og tag ikke fejl, sjælen er allerede forbundet og hvis vi lader den udfolde sig, så behøver vi slet ikke at foretage os særligt meget. Vi skal blot lytte og følge de små subtile anvisninger af genklang, længsel og glæde. Det hænder, at vi selv formulerer svarene, når vi mindst af alt venter det og er i færd med at skrive noget helt andet. Men det sker også, at vi får svarene ude i naturen eller når vi, som jeg gjorde det i oktober, tager væk og holder en tiltrængt ferie og slapper af uden at forvente noget som helst
Processens kraft
Endnu engang går processens kraft op for mig. Vigtigheden i at turde give slip i tillid til, at alt folder sig ud i helt sit eget tempo. At følge naturen eksempel og rytme er noget af det bedste, vi kan gøre for os selv.
Jeg sidder på kanten af dagen og skriver mig ind i morgenen med taknemmelighed. Her i stearinlysenes skær føler jeg mig pludselig meget vis, men den slags vished kommer og går. Ordene smelter sammen i min lysegrønne bog og Småland slutter sig om mig som en dyne.
When we surrender, when we do not fight with life
When it calls upon us, we are lifted
And the strength to do what needs to be done
finds us
– Orian Mountain Dreamer –
Det er også min erfaring. Vi finder ikke sandheden. Sandheden finder os. Og hvis vi har skrivelængsel og kontinuerligt møder op og rent faktisk skriver, så sker det ofte, at sandheden finder os. Gennem ordene og mellem linjerne.
Kærlig hilsen
Lene
Skrivelængsel?
Skrivecirkler – bliv del af en skrivegruppe samtidig med du selv er på skriverejse
Skriveworkshop – giv dig og din skrivelængsel en sjæledag på
intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Skrivecoaching – 1:1 – din helt personlige skriverejse
Skrivecoach Lene Frandsen 
Skriv et svar