Kunsten at give slip

Det er en af de dage, hvor det ikke rigtig bliver lyst. Regnen har silet ned fra morgenstunden og trommer mod tag og vinduer med monoton lyd. Det er en lyd, jeg elsker. Næsten ligeså højt som synet af stearinlysets blafren og flammens dans, det bløde skær over skrivebord og dagens tarotkort. Efterår og snart... Continue Reading →

Moon

Fuldmåne min, endelig overgav jeg mig til dig. Endelig forstod jeg, at du har været så insisterende, fordi vi to hører sammen og du spejler dit lys i min sjæl. Hengivelse, jeg hører min sjæl hviske i glæde og genkendelse, endelig kom hun frem til det sted, hvor floden er dyb nok og hvor trangen... Continue Reading →

Mørket kalder mig hjem

Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg... Continue Reading →

Den stille stemme

Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det... Continue Reading →

At komme hjem

I disse dage skriver jeg på de allersidste kapitler af min kommende bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men den fase slutter den 21. december ved Vintersolhverv. Så sluttes en cirkel og jeg træder ind i en ny fase. I bogens tilblivelse er det så detektivfasen, som bl.a. indeholder gennemlæsning, gennemskrivning og... Continue Reading →

Tango i mørket

Jeg kommer til at holde mere og mere af november, efterhånden som jeg læser ord og fortællinger fra deltagerne i Vintercirklen. Hun er præcist, som hun skal være, November. Hendes tilsyneladende benhårde væsen er i virkeligheden den største kærlighedsgave, for uden den evne, hun har til at skære igennem og gå dybt, uden sin evne... Continue Reading →

Stilhed og mørke

Mens jeg barsler med et nyt blogindlæg om efteråret og en forunderlig gæstebog, som stammer fra dette års ferietur til Sverige, får du her en fortælling, som jeg skrev i og om Oktober sidste år. ”I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være.... Continue Reading →

Øen af stilhed

Kom, lad os mødes igen og køre ud til øen. Lad os vende tilbage og sige endeligt farvel til sommeren. Lad os stå lige dér, hvor havet møder himlen og årstiderne blidt omfavner hinanden. Hvor dagen forsvinder i disen og natten dukker op. Det sidste kærtegn, et sagte suk. Lad os dø med sommeren og... Continue Reading →

Lad det ske

Det er en smuk sensommerdag og ifølge kalenderen er det sommerens sidste dag. Jeg har lovet mig selv at tilbringe så meget af dagen udendørs som overhovedet muligt og har sidst på formiddagen har jeg sat mig ud med ord og en kop grøn te. Solen varmer, vinden er blot en let brise og himlen... Continue Reading →

Skabt til at blomstre

  Kære ven, jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu blot er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er lidt tung... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑