Tango i mørket

tango-november-dancing-in-the-air

Jeg kommer til at holde mere og mere af november, efterhånden som jeg læser ord og fortællinger fra deltagerne i Vintercirklen. Hun er præcist, som hun skal være, November. Hendes tilsyneladende benhårde væsen er i virkeligheden den største kærlighedsgave, for uden den evne, hun har til at skære igennem og gå dybt, uden sin evne til at danse videre trods nostalgi og en impuls til ”at blive hvor man er”, kunne hun ikke vise os vejen og måden. Hun er sin egen dans. November.

Nogle gange er jeg nødt til at blive November for at forstå hende. Og i samme øjeblik som jeg træder ind i hendes sfære og forvandles af novemberenergien, oplever jeg et suk af lettelse over at få lov at låne hendes evner. Så er det pludselig ikke så svært længere. Så danser jeg bare.

Tillid

Jeg er vild med kontrasterne, dybderne og den naturlige måde, hvorpå hun med selvsikre skridt bevæger sig videre. Time for time, dag for dag. Selvom selvsikker er nok ikke er det rigtige ord, for hun går i tillid. Det er den tillid, jeg så gerne vil mestre. Jeg har øvet mig hele året siden Vintersolhverv, hvor jeg fik ordet ”tillid” som årsoverskrift. Nu har jeg en klar fornemmelse af, at tillid er meget mere end en overskrift. Det er blevet en leveregel. Mit mantra. Tillid.

Nu viser November mig hvordan uden at prædike og forsøge at få mig over på sin side. Der er ingen manipulation. Hun går videre, uanset om jeg vælger at følge med eller ej. Hun er sin cyklus og rytme. Hun danser i disen på tidlige morgener. Hun falder med snefnug, skinner med lyset og bliver mørk og fløjsdyster i skumringen, hvor jeg sidder i mit vindue og kigger ud. Jeg mediterer mig ind i November og jeg mærker hendes åndedrag i mit. Hun står tydeligt frem i skumringen, hvor andre linjer udviskes og går i sort. Tydelig i sit budskab og i sin undervisning.

Hun tegner ikke engle i den nyfaldne sne, hun er en engel og jeg kan dufte hendes fodspor i den blå time. Jeg kan høre hendes stemme, hendes klare hvisken og jeg bliver november. Forening af liv og død. Broen til vinter, skumringstimen, hvor væggen mellem verdener er tynd. Hun danser. Frem og tilbage. Hun er sin dans. November.

magiskfortaellerkabe

Tør du?

Det er tid til at slippe de sidste blade, de sidste forbehold. Hun sætter min tillid på prøve. Tør du? Tage næste skridt? Tør du? Give slip og stå nøgen tilbage? Tør du? Gå den vej, som er din og som kalder dig på dig fra mørke steder, som du undgik før? Tør du? Leve din drøm ud, helt derud, hvor der ingen vej er tilbage? Tør du? Kende din drøm i dybden og folde det ud, der har ventet tålmodigt på dig? Tør du?

Jeg nikker og løfter blikket, jeg har for længst besluttet mig for at turde. Og efterhånden er jeg kommet til at holde ualmindelig meget af November. Hendes væsen, hendes energi og hendes unostalgiske farvel til det, der var. Dybderne. Nuancerne. De rolige møder i skumringstimen, hvor jeg tuner ind og bevidst vælger at forbinde mig til hendes energi. Et valg. Mit valg. November.

“Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.”
– Jeff Brown –

Den anden side af sandheden

Det bliver tydeligt i november. Pludselig forstår jeg det, gaven, den paradoksale gave af vished, der opstår i selvsamme øjeblik, jeg citerer Jeff Brown. Først i mørket kan jeg se. Og det har været i mørket, dybt i november, at jeg virkelig har lært mig selv at kende og fået øje på de gaver, som før blot var små støvkorn i kælderskakten. Det er det syn, hun skænker mig. Et slags nattesyn, der ligesom fuldmånen viser mig den anden side af sandheden.

Tango med November

Når november kommer, går jeg i tillid til, at hun vil skænke mig gaver, som jeg ikke kan få øje på ved højlys dag og i sommerens soldans. Nu er trinene anderledes, tonerne mere dybe, dystre og dragende. Og noget i mig kender de trin, en tango med mørket i mig selv og alt det, der endnu ligger uudfoldet og afventede som et pirrende potentiale. Det føles som en længsel, der også er krydret med frygt. Frygt for det uvisse. Mørket. Men mørket er slet ikke mørkt, når man hengiver sig til det og går i tillid. Lærer sig selv at danse de trin og følger rytmerne, der spiller i skumringstimen. Tango i mørket, tango med November.

Det er dansen, det handler om. Selve dansen.

Jeg kan mærke at hun smiler. Hun skriver sig gennem mig. Eller også lader jeg mig skrive gennem hende, for i sidste ende betyder det ikke så meget, hvem der gør hvad.

Det er dansen, det handler om. Selve dansen.


Jeg fik en forespørgsel om Solhvervscirklen, som er den næste skrivecirkel. Vi starter den 6. januar og invitation følger i næste uge.

Kvinden, som forespurgte, var tilfældigvis faldet over min hjemmeside, men hun pointerede at det næppe var en tilfældighed. Hun følte sig draget af sin skrivelængsel og nysgerrighed. Kvinden ønskede at vide, hvor meget tid hun mon skulle bruge og afsætte ved eventuelt at medvirke i Solhvervscirklen, som varer 3 måneder. For egentlig havde hun slet ikke tid, fortalte hun i samme åndedrag. Jeg svarede:

Det er et spørgsmål om at give tid

Det afhænger naturligvis helt af din egen dedikation til forløbet og processen og jeg kan ikke sige, hvor meget tid du kommer til at bruge. Men egentlig er det slet ikke et spørgsmål om tid, det er et spørgsmål om at have skrivelængsel og skabe rum og plads til at folde det ud, der ligger bag den længsel. Det er en individuel vej, men samtidig er vi sammen i cirklen til at løfte og støtte hinanden, vi deler af både skriverier og proces. En dans mellem dit indre skriverum og det ydre. Det er et spørgsmål om at give sig tid.

Vi skriver os ind

Min fornemmeste opgave som skrivecoach og underviser i forløbet er at skabe, klargøre og holde det rum, hvor vi mødes og slutter cirkel. Vi arbejder med både intentionens og fortællingens kraft. Jeg byder på månedlige afsæt og skriveøvelser i form af månedsbrevene og Solhvervscirklen er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv, det nye år og rejsen gennem vinteren mod forår. Måned for måned. Det vil afsæt og øvelser bære præg af. Jeg giver feedback i cirklen på Facebook, det samme gør de andre deltagere, men det er ikke tekstmæssig feedback. Vi henholder os til reglerne i Julia Camerons ”Den Hellige Cirkel”.

I cirklen øver os på at lytte og sige tak. Jeg lægger min korrekturmoster og redaktør langt væk i skrivecirklerne, her mødes vi for at øve os, lære at skabe rum, arbejde med vores intention og lade fortællingens kraft støtte og løfte os på vores vej. Vi genfinder skriveglæden og lærer både os selv og den givne årstid bedre at kende. Vi lærer at ære os selv og den kreative proces. Opture, nedture, alt det der står i vejen. Det hele hører med. Vi skriver os ind.

Dedikation, rum og kærlighed

For at deltage i en skrivecirkel, møde op og sige ja til den rumsterende skrivelængsel er ikke et spørgsmål om tid, selvom vi så gerne vil fortælle os selv, at det forholder sig sådan. Det er et spørgsmål om dedikation og om at skabe rum og give plads. Og enten er der aldrig tid eller også er der altid tid. Vi skriver nemlig ikke udenfor livet, vi skriver i livet. Fordelen ved netop skrivecirklerne, som er online forløb, er, at du selv skaber det rum, som passer til dig, dit liv og din hverdag. Ulempen er, at det kræver selvdisciplin og en intention om virkelig at møde op og sige ja. Igen og igen.

Og det er hele hemmeligheden bag at skrive. Dedikationen. Disciplinen. Gentagelsen. Igen og igen. Magien møder os undervejs. Det samme gør inspirationen.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

Jeg er helt enig med Loren Cruden, når hun siger som følger:

”Techniques are directionless without grounding and connecting to Source,
they are a style without subtance”

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Skrivemor og guide i bjergene

Du kan se på mig som en slags skrivemor, som en af mine tidligere skriverejsende døbte mig, eller måske som en guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper dig med at finde skrivevej gennem fortællingens kraft.

Jeg tror på historiemedicinen. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Hensigt, transportmiddel og tryllestav

I skrivecirklerne lærer du at navigere via din hensigtserklæring, din hjertelige intention med at deltage i skrivecirklen. Du skaber rum og lader ordene føre dig på vej, for du vil snart opdage, at ordene er både dit transportmiddel og din tryllestav. Du får en fornemmelse af energien bag ordene og hvis du er modig nok, møder du op og skriver dig gennem de døråbninger, jeg tilbyder i skrivecirklerne.

Skriveafsæt og øvelser, som er forankret i årstiden, årshjulet og som hylder den kreative proces, er nemlig som døråbninger ind og/eller ud til alt det, vi ikke kan tænke os til.

I skrivecirklerne skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.

Skal jeg aflevere og bedømmes?

Nej, du skal ikke aflevere øvelser og opgaver! Ingen kigger dig over skulderen og er parat med pen og morderiske røde strenger. Der er ingen dommer eller censor i skrivecirklerne og det er der en god grund til. Vi skal helt væk fra præstation og konkurrence (ego) og ind i ren overgivelse til det, der er (sjæl). For som Mary Oliver har sagt:

DoorKey

It’s not a competition, it’s a doorway.

Døren til dit skrive- og sjælerum

Solhvervscirklen (og de andre skrivecirkler og forløb) er ikke skrivekonkurrencer, det er en døråbning. Døren til dit eget skriverum og sjælerum. Læg alle ambitioner om at skrive noget smukt, enestående og fantastisk væk og gå ind i dit skriverum helt åben og modtagelig. Alt kan ske og det er helt som det skal være. Der kommer det, der skal komme. Mød det med åbenhed, nysgerrighed og kærlighed.

Hvad mon der er af fortællinger og visdom til mig i vinteren, der kommer?
Hvad mon der gerne vil skrives og fortælles gennem mig?
Hvad mon der vil ske, når jeg hengiver mig til vinteren, mørket og nærer mig selv og min sjæl?

Jeg glæder mig til skriverejsen med deltagerne i Vintercirklen, som nu er i fuld gang. Og jeg glæder mig over den store interesse for Solhvervscirklen, som starter op den 6. januar. Invitation følger i løbet af næste uge, men selvfølgelig kan du forhåndstilmelde dig allerede nu, som flere har gjort det. Det gør du ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Nogle gange ved man bare, at det er tid.

Kærlig hilsen
Lene

solhvervscirklen-januar

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s