Kvinde kend dit tomrum

Der er stille hos træerne i disen. Rester af sne ligger som små øer af hvidt. Nogle hænger sammen som halvøer, andre har løsrevet sig og skvulper i tågen. Mit udsyn er begrænset. Jeg kan ikke se længere end til skellet, februars landskab ligger svøbt i dis og er hverken til at hugge eller stikke i. Hertil og ikke længere. Det er ikke tid endnu.

Kvinde, kend dit tomrum. Stemmen lyder gennem tid og rum og er ikke til at tage fejl af.

Jeg smiler uvilkårligt. Hun kommer til stede som et flyvende tæppe af blåsorte fjer med sit sædvanlige glimt i øjet. Jeg kan allerede fornemme den, mens hun er undervejs. Latteren. Den klukkende latter, der som smeltevand giver åen liv igen. Under broen. Rislende livstegn midt i disen, dybt i vinteren. Tidspunktet for Imbolc er passeret og jeg er igen gledet ind i tomrummet, omgivet af dis og februars landskab.

Så lander hun. På mit skrivebord. Ravnen.

“Kvinde, kend dit tomrum” siger hun højt og så ler vi begge. Det er umuligt at lade være.

“Men jeg kender åbenbart ikke mit tomrum endnu” protesterer jeg, mens tårerne triller. Noget er vist også ved at smelte i mig.

“Det gør du da!” Hun ryster på hovedet og klikker med næbbet. Jeg stirrer på farven i hendes fjerdragt, den dybe blåsorte farve og mærker et ønske om at eje en kjole i netop den farve. Ikke sort, ikke blå, men farve midt i mellem.

“Midt i mellem” nikker hun, “det er jo lige det. Du befinder dig i tomrummet og ønsker dig en kjole, som er hverken eller men både og. Sikke en masse ord i flow, hvis man da ikke sætter punktum og komma. Det gør hun ikke og jeg retter ikke. Min korrekturmoster er afgået ved døden, hvad skriverejsen angår. Det er sat punktum for hendes narrestreger. Jeg ler igen. Og pludselig er tomrummet ikke så slemt længere. Det gør godt at skille sig af med lidt mere af det, som tynger og skygger for det egentlige.

Tomrum, så var du dér igen

Tomrummet. Tilstanden mellem to faser, lige dér hvor den ene fase er slut, men hvor den anden ikke helt er startet endnu. Hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret ikke har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser. Tidspunktet, hvor vi mennesker kan blive noget så utålmodige og rastløse og har stor lyst til at kaste os ud i næste fase, selvom det slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin særlige gave og er en del af det, der findes i alt. Et mellemrum. Intermezzo. Ingen svar. Intet hastværk. Bare være.

Hun nikker, Ravnen. Men til forskel for mig er hun ganske god til tomrum, det bilder jeg mig i hvert fald ind. Hun virker fuldstændig rolig og afklaret, sejler gennem året og årshjulet som havde hun ikke bestilt andet. Hun hengiver sig til alle faser og danser med det, der er. Opture, nedture. Ebbe og flod. Slutninger og nye begyndelser. Det evige oprydningsarbejde, for der synes altid at være mere at give slip på. Hun tillader sig selv bare at være, flyve, svæve og følge det subtile flow gennem processen.

Luft, ild, vand og jord.
Øst, syd, vest og (n)ord.

Lad disen gribe dig

“Jeg er i lære hos dig, Ravnemor, er du klar over det?”

“Ravnemor?” Hun ler kort. “Ja, det ved jeg da udmærket godt, men gør du? For i så fald vil jeg kærligt invitere dig til at trække vejret dybt, helt ned i maven og lade dig gribe af disen. Ja, lad dig falde og mærk, hvordan disen og tomrummet griber dig. Slip modstanden, du er nødt til at hengive dig med tillid. Den tillid, som rejsen lærer dig så meget om. Tilliden, som skaber forbindelse. Ha’ tillid til tomrummet, for det er her du restituerer og genskaber din kraft. Regenererer.

Når naturen holder vejret

Har du nogensinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer, kroppen falder til ro. Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre, handle eller gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. Det er som at sidde på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og blot dvæle ved synet af den flod, som flyder under broen. Stilhed. Væren. Der er ingenting andet at gøre end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase, vil komme. Det kommer, når tid er. Ikke før og ikke siden.”

Hun gentager det, jeg allerede ved, men som jeg åbenbart ikke helt har forstået.

“Kvinde, kend dit tomrum”. Hun siger det igen og smager på ordene som var de syrlige bolsjer. Men der må være noget ganske særligt i de bolsjer, for jeg fniser som en skolepige. “Måske skulle jeg udgive en bog med den titel?” Hun foretager et kækt hop på stedet og i samme sekund bryder jeg sammen i latterkrampe. Jeg ler, så tårerne triller. Forløsningen er enorm. Som et vandfald, et kraftigt og mægtigt vandfald. En vulkan af vand. Åh, det gør godt!

En bæk i det tidlige forår

Siden bliver vi stille, Ravnen og jeg. Vi sidder lidt med hinanden i stilhed, jeg lukker øjnene og glider ind i en slags meditation. Jeg mediterer til lyden af rislende vand, jeg er en bæk i det allertidligste forår som stille flyder den vej, der er hendes at flyde. Jeg hengiver mig til trætheden og giver slip på den modstand, jeg har mærket det meste af ugen. Jeg har kæmpet, kæmpet med mig selv i tomrummet og det kommer der sjældent noget godt ud af. Bortset fra læringen selvfølgelig, for denne gang ser jeg tomrummet på en ny måde. Men nu slipper jeg kampen. Nu giver jeg op.

Jeg åbner øjnene og misser mod lyset. En gråkrage bader i sneen herude. Pudser sine fjer og er pludselig ved at snuble i tøet. Det ser ikke ud til at røre ham, uanfægtet ryster han sig og spankulerer videre. Han nynner en sang, jeg kan fornemme nogle strofer, det lyder lidt som:

“Når du snubler i rummet det tomme
Når du vælter omkuld i din egen tø
La, lala, kra kra og lad gø
Ønsker du livet i hele sin pragt
Må du først være klar til at dø

Lad dig falde ind i det tomme rum
Lad dig gribe af disen, den grå
Rejs dig og dans med den stilhed, du hører
Lyt og lad være, lad gå”

Så kan jeg ikke høre mere, han er væk. Det samme er Ravn. Jeg mærker et stik af skuffelse, for der var noget, jeg gerne ville have spurgt hende om. Men ak, det må vente, for fuglen er fløjet.

Kvinde, kend dit tomrum. Jeg fniser igen og drikker af kaffen, mens skrivelysene blafrer.

Skriverejsen
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Du har sikkert opdaget det, hvis du følger lidt med her i mit skriveunivers. Jeg har dedikeret mit virke til en anden slags skrivning end den, vi normalt støder på og er bekendt med. Jeg kalder det skriverejsen.

Det er ikke en produktorienteret rejse som sådan, med mindre du da vælger at se på dig selv som produktet. For skriverejsen handler allermest om dig og din indre proces. Den handler om, at du har en indre, veludviklet fortællerske, som kalder på dig via din skrivelængsel med en invitation til at kigge indenfor og folde det ud, som gemmer sig bag længslen. Der er nemlig mange gaver at hente.

Bag skrivelængslen. Bag mure af modstand og frygt for at fejle. Bag alt det, der står i vejen. Der finder du hende. Din vise kvinde.

Din vise kvinde

Din vise kvinde er hende, som begynder at vågne, når du møder op og skriver hende. Det er din indre stemme, en kraftfuld stemme, som blot er blevet temmelig hæs og rusten af at være blevet gemt og glemt så længe. Det er din sjæls stemme, din kvindekraft, som ulmer og som gerne vil skrives og fortælles. Hun har noget på hjerte og du er hende.

Hende, som lytter indad og lader sin stille stemme komme til orde.
Hende, som gennem tillid, øvelse og gentagelse åbner op og tager imod.
Som bevidst skærper sin intuition og følger sit hjerte af den vej, som er hendes at gå.
Hende, som efterhånden lærer sig selv at stå frem og midt i sårbarhedens frodige muld siger det højt, som hendes sjæl synger om. Hun siger det højt. Hun fortæller det. Men det gør hun ikke ved at lægge frygt, modstand og indre censor bag sig. Hun gør det ved at favne det hele og skrive det.

Men have their own story-making and myth-telling, but in the old Gaelic traditions, women were bards and poets too. Still, today, the voices of women are quieter and our stories are less often heard. The Wise Woman is a woman who has reclaimed her stories and has found the voice with which to tell them. The Wise Woman is remaking the world.”
– Sharon Blackie –

Læs også gerne: Med næb, kløer og kærlighed

Skriveglæde, natur og historiemedicin

Skriverejsen handler også om glæden ved at skrive. Det gør godt at få åbnet op og lade kreativiteten risle igennem sig. Til det skaber jeg skriveafsæt og øvelser, som du kan arbejde og skrive ud fra på din måde. De er forankret i årstiden og naturen spiller en stor rolle. Ja, i skrivecirklerne inviterer jeg sågar til ture ud, hvor du arbejder med naturen og din intuition i forhold til skriverierne. Du vil opleve, at vi kontinuerligt arbejder med den energi og kraft, som er til stede på de forskellige årstider. Vi forbinder os til det, vi allerede er en del af.

Når vi gør det, skriver vi i nuet. Vi er forbundet og det er bl.a. her, at fortællingerne kan nå os. Når vi er mødt op og har gjort os modtagelige. Vi lærer årstiden og de forskellige tidspunkter på årshjulet og i processen bedre at kende og det gør vi via egne ord. Når vi skriver. Det findes alt sammen bag tunge tanker og den modstand, som simpelthen bare hører med.

Alt kan skrives

Du opdager efterhånden, at alt kan skrives og selv skriveblokering er ikke længere en undskyldning for ikke at skrive. Der er en fortælling bag alt det, vi møder på vores vej og når vi gennem ordene og fortællingens kraft kaster lys på det og folder ud, begynder der virkelig at ske noget. Men selvfølgelig skriver vi ikke hele tiden, vi øver os også på at sanke. Meditere. Sidde og være i stilhed og lade inspirationen finde os.

Læs også gerne: Ulven og den trygge skriveblokering

Brug dine skriverier som spirituel praksis

Du opdager også, at du kan bruge dine personlige skriverier som en kraftfuld spirituel praksis, som efterhånden kan være med til at befri dig for alle de gamle, udslidte historier. Historier, som tynger dig og holder dig fast på et sted, du for længst er vokset fra. Du skriver dig videre og du forbavses, forundres og fortrylles til stadighed. Når du altså møder op og skriver.

Du oplever, at skrivning er terapeutisk, især når livet er svært og du opdager, at du får uvurderlig hjælp til at bygge bro og skabe nye åbninger gennem fortællingens kraft.

Og er du med i en skrivecirkel vil du opleve, at de andre kvinder lytter, løfter og støtter dig. Det gør de i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som så fint er formuleret af Julia Cameron. Den Hellige Cirkel er en del af alle skrivecirkler og intuitive skriveworkshops.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og underviser hjælper jeg dig hjertens gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme, den indre stemme. Det gør jeg bl.a. ved at skabe de rum, som jeg tilbyder i skrivecirklerne og på de intuitive skriveworkshops.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som åbner op og styrker dig i din proces og på din skriverejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu.

Rumpasser i det magiske rum

Jeg viger ikke fra min intention og den forpligtelse, jeg har som rumpasser i det rum, hvor vi barsler med hjertets fortællinger. Jeg træder ikke ud af min rolle og agerer dommer eller bøddel, jeg overrasker dig ikke med pludselig indfald fra min veludviklede korrekturmoster. Du kan ikke overtale mig til at agere indre censor, så du får ret i dine fejlagtige antagelser om, at du ikke er værdig og at du ikke kan skrive.

Jeg er skrivemor og din guide i skrivebjergene. De rum, jeg holder, er kærlige, rummelige og magiske rum, hvor fortællinger kan lade, berige, berøre og forvandle os. Hvor vi deler, lytter og er med det, der er.

FORÅRSCIRKLEN

Næste online skrivegruppeforløb, Forårscirklen, starter den 1. marts. Invitation og detaljer finder du ved at klikke her.

Jeg tager imod tilmeldinger, så længe pladser haves og du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Velkommen om bord på en magisk skriverejse ind i forårets univers. For kvinder med skrivelyst og længsel. Jeg glæder mig til at byde velkommen.

Vi skrives ved.

Kærlig hilsen
Lene

Hvad andre siger om at være på skriverejse hos mig, kan du læse om i linket her

Photo “Fog over lake with swimming ducks and raven” © Christine Korten, Dreamstime

Ulven og den trygge skriveblokering

“An old Cherokee is teaching his grandson about life. “A fight is going on inside me,” he said to the boy.

“It is a terrible fight and it is between two wolves. One is evil – he is anger, envy, sorrow, regret, greed, arrogance, self-pity, guilt, resentment, inferiority, lies, false pride, superiority, and ego.” He continued, “The other is good – he is joy, peace, love, hope, serenity, humility, kindness, benevolence, empathy, generosity, truth, compassion, and faith. The same fight is going on inside you – and inside every other person, too.”

The grandson thought about it for a minute and then asked his grandfather, “Which wolf will win?” The old Cherokee simply replied, “The one you feed.”

– Cherokee Legende –

Spørgsmålet er, hvem du fodrer, når du skriver, skaber og lever?

Er det sjælen, glæden ved processen, kærligheden til dig selv og det, du folder ud, er det tilliden, tålmodigheden og medfølelsen? Eller fodrer du ego og den indre censor, lader du frygten og modstanden stoppe dig og vælger du at tro på, hvad den hårde dommer siger? Den dommer, foran hvem du aldrig vil blive frikendt og som altid vil straffe dig med piskeslag og alt det, som før har virket og som ikke alene har holdt dig i din komfortzone, men som også har gjort dig langt mindre end du egentlig er. Og som måske er direkte medvirkende til, at du ikke får skrevet og sjældent møder op og tager din skrivelængsel alvorligt.

Hvad vælger du? Hvem vælger du?

Jeg har skam også en benhård indre censor

Det kan måske lyde forenklet, men i sidste ende er det sådan, det er. Og jeg skriver af erfaring her, for hvis du tror, at jeg er sluppet fri for at have en hård og brutal indre censor som evig følgesvend, så tager du fejl.

Tværtimod har jeg en yderst kompetent og benhård korrekturmoster, der gør alt for at forpurre ethvert kreativt tiltag og som med sin skarpe pen og sine sarkastiske bemærkninger slår ned på alt, der ikke er perfekt og lige efter bogen. Hendes bog altså. For min sjæls bog ser helt anderledes ud, men det er hun da ligeglad med. Tilsyneladende. Alt gør hun for at holde mig indenfor de tilsyneladende trygge mure i fængslet, hvor jeg ikke kan se horisonten og hvor eventyr er noget man læser om i bøger. Andres bøger altså. Men ser du, netop fordi jeg altid har været en underdanig og temmelig trist præstationsprinsesse, der opfyldte andres ønsker og sjældent mine egne, måtte jeg på et tidspunkt beslutte mig for, at nu kunne det være nok. Nej fandme nej!

Jeg vælger at følge den ulv, som nærer min sjæl. Jeg vælger at skrive alligevel. Og skriverejsen findes ikke uden forhindringer, frygt, modstand og den indre censor. Det hører med. Det, der står i vejen, er virkelig vejen. Men vi kan skrive det og skrive os igennem.

Jeg har lært hende at kende og skriver alligevel

Jeg fodrer ikke længere Susan, min korrekturmoster, den frygtsomme og perfektionistiske indre censor. Jeg giver hende lov til at være dér, jeg forsøger ikke at skræmme hende væk, jeg truer hende ikke eller giver hende mundkurv på. Derimod har jeg skrevet hende, lært hende at kende, givet hende et navn og hver eneste gang, hun ytrer sig med ord og formaninger, der fornærmer min sjæl, så noterer jeg mig det, hun siger og forkynder. Jeg lærer hende med andre ord at kende, for hvad hun er.

Men jeg er ikke min indre censor og du er heller ikke din indre censor. Lad være med at fodre den frygtindgydende tanke!

Men rette stavefejl og jonglere med grammatik, det kan hun!

Derimod kan jeg med fordel bringe min indre censor på banen, når der skal læses korrektur og rettes stavefejl. Det er hun nemlig eminent til. Hun ser det hele, hun har falkeblik og flair for grammatik. Kontrol og regler, det er lige hende. Så når tid er, får hun lov at boltre sig og som sådan er hun jo ganske god at have. Men alting med måde. Jeg fodrer hende kun, når jeg virkelig har brug hende og ikke, når jeg skriver og har brug for og lyst til at være skrivende løssluppen og på eventyr. Dukker hun op på ubelejlige tidspunkter, må jeg pænt bede hende om at gå tilbage til sin plads. “Når tid er, kære Susan, siger jeg og smiler kærligt til hende. Når tid er, skal du nok få lov at komme på banen.”

Måske kan du også bruge din indre censor?

Måske kan du også bruge din indre censor til noget fornuftigt? Og tro mig, indre censorer vil gerne have små opgaver og gøre nytte. De skal bare vide hvad, hvordan og hvornår og det er vi nødt til at fortælle dem.

Valget er dit

Den gamle indianer, der fortalte sit barnebarn om de to ulve, der kæmper i vores indre, havde ret. Den ulv, som vi fodrer, vinder. Det, vi har fokus på, vokser og bliver større, det fylder mere. Så valget er faktisk vores. Selvom det måske ikke helt synes sådan.

En bid af gangen – giv plads til sjælens smukke ulv

Prøv i stedet for at fodre den ulv, der repræsenterer din sjæl, kreativitet og alt det, der gør dig glad. En bid af gangen. Læn dig ind i det, der føles godt og start med det første ord og måske en hensigtserklæring, der kunne hedde noget lignende:

Jeg vælger at fodre min sjæls smukke ulv, den kreative, medfølende og kærlige del af mig selv, den skabende, eventyrlige og løsslupne kvinde, der elsker at skrive og skabe. Jeg vælger ordene, eventyret og jeg ved, at jeg er nødt til at skrive mig igennem både frygt, modstand og en masse andre følelser, der fra tid til anden dukker op som forhindringer på min vej.

Frygten og modstanden er vores læremestre

For de er ikke fjender, de kære forhindringer. Tag ikke fejl, de kan hjælpe os på vores vej. Det betyder ikke at vi fodrer dem, men derfor kan vi jo godt lytte til, hvad de har at sige. De er ofte pejlemærker på vores sti, for det vi frygter og har så meget modstand imod, er ofte det, der i sidste ende sætter os fri og åbner nye døre, hvis vi altså vælger at gå igennem. Eller skrive os igennem, for det kan vi også gøre. Med stor fordel og glæde til følge.

Skriv din modstandstrold

Hvis du er i gang med at skrive noget og pludselig føler dig blokeret, eller hvis du strander i hovedet og i den tunge, kviksandsagtige modstand allerede inden du er i gang med at skrive, så skriv i stedet det, du mærker. Skriv modstanden. Gør den levende, se på den som en trold, der dukker op på din vej og giv den taletid.

”Goddag kære Modstandstrold, hvad kan jeg gøre for dig i dag?”

”Jo ser du, svarer trolden og ser frygtelig trist ud, ”jeg er så bange for at du skal bevæge dig ud af din komfortzone og opdage, at det er meget sjovere og langt mere givende på den anden side af fængslet.”

Lad fortællingens kraft hjælpe dig

Her er du i fuld gang med at lade fortællingens kraft hjælpe dig på din skrivevej. I stedet for at føje modstanden og give op, skriver du det, der står i vejen. Du gør modstanden levende, så du kan have en samtale med den kære fætter og lære ham bedre at kende. Som regel åbnes der døre og bygges broer, når fortællingen tager over.

Fortællinger bygger bro

Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed? I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er healende. Sjovt. Magisk. Fantastisk. Og det er så sundt for hjerte og sjæl.

Den trygge skriveblokering

En af grundene til skriveblokering er, at det er en tilstand vi kender. Vi føler os mere trygge, når vi er blokerede end når vi gennem ordene begiver os ud på ukendt vej og den kreative proces er i høj grad en ukendt størrelse. Når vi er blokerede, når vi lader os bremse og befinder os i et vakuum af “jeg kan ikke” er vi måske ikke særlige lykkelige, nærmest tværtimod, men vi er på velkendt territorium og i vores komfortzone. Vi kender de følelser, vi har her og det gør os paradoksalt nok trygge.

Når du fortæller dig selv at du skriveblokeret, har den indre censor opnået sit mål; at holde dig på kendt grund, tryg i din komfortzone. Men det gør ikke din sjæl og dit hjerte godt og det ved du godt.

Mød op og skriv

Prøv at lade din modstand, frygt eller hvad der stopper dig blive til en lille fortælling. Eller skriv et brev til din modstand. Eller lad modstanden skrive et brev til dig. I sidste ende handler det faktisk om, at du møder op og skriver. Så start dér, hvor du er og er det i en mørk og endeløs gyde foran modstandstrolden, så lad det være indgangen til din fortælling. Lad dig ikke stoppe. Skriv det. Skriv dig igennem.

Det, der står i vejen, er vejen.

Der hviler ikke en sjælden forbandelse over dig

Vælg at fodre din skrivende kærlighedsulv og fyld dig selv op med alt det, der gør dig godt. Og tro endelig ikke, at indre censorer, frygt og modstand er noget, som kun er dig forundt og at der hviler en sjælden forbandelse over dig. Det gør der nemlig ikke. Forskellen er bare, at de, der faktisk skriver og måske endda vælger at få historier og bøger udgivet, har lært sig selv at skrive og skabe uanset hvad den indre censor siger og det kan du også gøre. Med tillid, tålmodighed og en god portion selvkærlighed.

Som Natalie Goldberg så rigtigt siger det:

”If you are not afraid of the voices inside you, you will not fear the critics outside you.

Få min eBog om Din Indre Censor
Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, så sender jeg dig et eksemplar (gratis).

Lad ikke din indre censor få det sidste ord!

I eBogen fortæller jeg mere om den indre censor, frygt, modstand og alt det der står i vejen. Bogen er fuld af små øvelser og inspirerende opgaver, som hjælper dig med at identificere din indre censor og lære den at kende for hvad den er. Og ja, den er gratis til dig, som ønsker at lære din indre censor at kende, for hvad den egentlig er og skrive dig igennem. Det, der står i vejen, er vejen. Skriv det.

Solhvervscirklen – sæt din skrivelængsel fri
Næste skrivecirkel er Solhvervscirklen, som starter den 6. januar. Invitation følger i uge 46, men du kan allerede nu smugkigge lidt (se nedenfor) og forhåndstilmelde dig, hvis du bare kan mærke, at du skal være med. Ellers kig forbi igen i næste uge.

Kærlig hilsen
Lene

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Din hjertelige intention

I skrivecirklerne øver du dig på at navigere via din hensigtserklæring, din hjertelige intention med at deltage. Du skaber rum og lader ordene føre dig på vej, for du vil snart opdage, at ordene er både dit transportmiddel og din tryllestav. Du får en fornemmelse af energien bag ordene, når du møder du op og skriver dig gennem de døråbninger, jeg tilbyder i skrivecirklerne.

Skriveafsæt og øvelser, som er forankret i årstiden, årshjulet og som hylder den kreative proces, er nemlig som døråbninger ind og/eller ud til alt det, vi ikke kan tænke os til.

I skrivecirklerne skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.

I SOLHVERVSCIRKLEN er den energien omkring Vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår, der er vores naturlige forankring. Du vil lære både dig selv, vinteren og den naturlige cyklus bedre at kende gennem dine egne ord og den visdom, du bærer på. Alt det, der måske lige nu blot føles som skrivelængsel og et kald fra sjælen.

Og du bliver en del af et skrivende netværk, en skrivecirkel som ærer Julia Camerons regler for det, hun kalder for “Den Hellige Cirkel”. Klik på linket, hvis du se reglerne. Du bliver en del af et trygt og kærligt rum, hvor vi skriver, leger og øver os uden dom.

Skal jeg aflevere og bedømmes?

Nej, du skal ikke aflevere øvelser og opgaver! Ingen kigger dig over skulderen og er parat med pen og morderiske røde strenger. Der er ingen dommer eller censor i skrivecirklerne og det er der en god grund til. Vi skal helt væk fra præstation og konkurrence (ego) og ind i ren overgivelse til det, der er (sjæl). For som Mary Oliver har sagt:

It’s not a competition, it’s a doorway.

Døren til dit skrive- og sjælerum

Solhvervscirklen (og de andre skrivecirkler og forløb) er ikke skrivekonkurrencer, det er en døråbning. Døren til dit eget skriverum og sjælerum. Læg alle ambitioner om at skrive noget smukt, enestående og fantastisk væk og gå ind i dit skriverum helt åben og modtagelig. Alt kan ske og det er helt som det skal være. Der kommer det, der skal komme. Mød det med åbenhed, nysgerrighed og kærlighed.

Hvad mon der er af fortællinger og visdom til mig i Solhvervscirklen?
Hvad mon der gerne vil skrives og fortælles gennem mig?
Hvad mon der vil ske, når jeg hengiver mig til vinteren, den mørke tid af året, møder op, skriver og nærer mig selv og min sjæl?

I alle skrivecirkelforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft som energi og omdrejningspunkt. Du er nemlig allerede historiefortæller!

Fortællinger står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej.
De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab
som en indre rislende kilde af visdom og genklang.
Vi mærker dem, varmer os ved dem
og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl.
De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv.
De stammer fra sjælen.
– Lene Frandsen –

INVITATION TIL SOLHVERVSCIRKLEN OG LIDT FLERE DETALJER FØLGER i UGE 46
men hvis du vil sikre dig en plads allerede nu,
er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på
skrivehuset@gmail.com.

Tango i mørket

Jeg kommer til at holde mere og mere af november, efterhånden som jeg læser ord og fortællinger fra deltagerne i Vintercirklen. Hun er præcist, som hun skal være, November. Hendes tilsyneladende benhårde væsen er i virkeligheden den største kærlighedsgave, for uden den evne, hun har til at skære igennem og gå dybt, uden sin evne til at danse videre trods nostalgi og en impuls til ”at blive hvor man er”, kunne hun ikke vise os vejen og måden. Hun er sin egen dans. November.

Nogle gange er jeg nødt til at blive November for at forstå hende. Og i samme øjeblik som jeg træder ind i hendes sfære og forvandles af novemberenergien, oplever jeg et suk af lettelse over at få lov at låne hendes evner. Så er det pludselig ikke så svært længere. Så danser jeg bare.

Tillid

Jeg er vild med kontrasterne, dybderne og den naturlige måde, hvorpå hun med selvsikre skridt bevæger sig videre. Time for time, dag for dag. Selvom selvsikker er nok ikke er det rigtige ord, for hun går i tillid. Det er den tillid, jeg så gerne vil mestre. Jeg har øvet mig hele året siden Vintersolhverv, hvor jeg fik ordet ”tillid” som årsoverskrift. Nu har jeg en klar fornemmelse af, at tillid er meget mere end en overskrift. Det er blevet en leveregel. Mit mantra. Tillid.

Nu viser November mig hvordan uden at prædike og forsøge at få mig over på sin side. Der er ingen manipulation. Hun går videre, uanset om jeg vælger at følge med eller ej. Hun er sin cyklus og rytme. Hun danser i disen på tidlige morgener. Hun falder med snefnug, skinner med lyset og bliver mørk og fløjsdyster i skumringen, hvor jeg sidder i mit vindue og kigger ud. Jeg mediterer mig ind i November og jeg mærker hendes åndedrag i mit. Hun står tydeligt frem i skumringen, hvor andre linjer udviskes og går i sort. Tydelig i sit budskab og i sin undervisning.

Hun tegner ikke engle i den nyfaldne sne, hun er en engel og jeg kan dufte hendes fodspor i den blå time. Jeg kan høre hendes stemme, hendes klare hvisken og jeg bliver november. Forening af liv og død. Broen til vinter, skumringstimen, hvor væggen mellem verdener er tynd. Hun danser. Frem og tilbage. Hun er sin dans. November.

Tør du?

Det er tid til at slippe de sidste blade, de sidste forbehold. Hun sætter min tillid på prøve. Tør du? Tage næste skridt? Tør du? Give slip og stå nøgen tilbage? Tør du? Gå den vej, som er din og som kalder dig på dig fra mørke steder, som du undgik før? Tør du? Leve din drøm ud, helt derud, hvor der ingen vej er tilbage? Tør du? Kende din drøm i dybden og folde det ud, der har ventet tålmodigt på dig? Tør du?

Jeg nikker og løfter blikket, jeg har for længst besluttet mig for at turde. Og efterhånden er jeg kommet til at holde ualmindelig meget af November. Hendes væsen, hendes energi og hendes unostalgiske farvel til det, der var. Dybderne. Nuancerne. De rolige møder i skumringstimen, hvor jeg tuner ind og bevidst vælger at forbinde mig til hendes energi. Et valg. Mit valg. November.

“Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.”
– Jeff Brown –

Den anden side af sandheden

Det bliver tydeligt i november. Pludselig forstår jeg det, gaven, den paradoksale gave af vished, der opstår i selvsamme øjeblik, jeg citerer Jeff Brown. Først i mørket kan jeg se. Og det har været i mørket, dybt i november, at jeg virkelig har lært mig selv at kende og fået øje på de gaver, som før blot var små støvkorn i kælderskakten. Det er det syn, hun skænker mig. Et slags nattesyn, der ligesom fuldmånen viser mig den anden side af sandheden.

Tango med November

Når november kommer, går jeg i tillid til, at hun vil skænke mig gaver, som jeg ikke kan få øje på ved højlys dag og i sommerens soldans. Nu er trinene anderledes, tonerne mere dybe, dystre og dragende. Og noget i mig kender de trin, en tango med mørket i mig selv og alt det, der endnu ligger uudfoldet og afventede som et pirrende potentiale. Det føles som en længsel, der også er krydret med frygt. Frygt for det uvisse. Mørket. Men mørket er slet ikke mørkt, når man hengiver sig til det og går i tillid. Lærer sig selv at danse de trin og følger rytmerne, der spiller i skumringstimen. Tango i mørket, tango med November.

Det er dansen, det handler om. Selve dansen.

Jeg kan mærke at hun smiler. Hun skriver sig gennem mig. Eller også lader jeg mig skrive gennem hende, for i sidste ende betyder det ikke så meget, hvem der gør hvad.

Det er dansen, det handler om. Selve dansen.

Jeg fik en forespørgsel om Solhvervscirklen, som er den næste skrivecirkel. Vi starter den 6. januar og invitation følger i næste uge.

Kvinden, som forespurgte, var tilfældigvis faldet over min hjemmeside, men hun pointerede at det næppe var en tilfældighed. Hun følte sig draget af sin skrivelængsel og nysgerrighed. Kvinden ønskede at vide, hvor meget tid hun mon skulle bruge og afsætte ved eventuelt at medvirke i Solhvervscirklen, som varer 3 måneder. For egentlig havde hun slet ikke tid, fortalte hun i samme åndedrag. Jeg svarede:

Det er et spørgsmål om at give tid

Det afhænger naturligvis helt af din egen dedikation til forløbet og processen og jeg kan ikke sige, hvor meget tid du kommer til at bruge. Men egentlig er det slet ikke et spørgsmål om tid, det er et spørgsmål om at have skrivelængsel og skabe rum og plads til at folde det ud, der ligger bag den længsel. Det er en individuel vej, men samtidig er vi sammen i cirklen til at løfte og støtte hinanden, vi deler af både skriverier og proces. En dans mellem dit indre skriverum og det ydre. Det er et spørgsmål om at give sig tid.

Vi skriver os ind

Min fornemmeste opgave som skrivecoach og underviser i forløbet er at skabe, klargøre og holde det rum, hvor vi mødes og slutter cirkel. Vi arbejder med både intentionens og fortællingens kraft. Jeg byder på månedlige afsæt og skriveøvelser i form af månedsbrevene og Solhvervscirklen er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv, det nye år og rejsen gennem vinteren mod forår. Måned for måned. Det vil afsæt og øvelser bære præg af. Jeg giver feedback i cirklen på Facebook, det samme gør de andre deltagere, men det er ikke tekstmæssig feedback. Vi henholder os til reglerne i Julia Camerons ”Den Hellige Cirkel”.

I cirklen øver os på at lytte og sige tak. Jeg lægger min korrekturmoster og redaktør langt væk i skrivecirklerne, her mødes vi for at øve os, lære at skabe rum, arbejde med vores intention og lade fortællingens kraft støtte og løfte os på vores vej. Vi genfinder skriveglæden og lærer både os selv og den givne årstid bedre at kende. Vi lærer at ære os selv og den kreative proces. Opture, nedture, alt det der står i vejen. Det hele hører med. Vi skriver os ind.

Dedikation, rum og kærlighed

For at deltage i en skrivecirkel, møde op og sige ja til den rumsterende skrivelængsel er ikke et spørgsmål om tid, selvom vi så gerne vil fortælle os selv, at det forholder sig sådan. Det er et spørgsmål om dedikation og om at skabe rum og give plads. Og enten er der aldrig tid eller også er der altid tid. Vi skriver nemlig ikke udenfor livet, vi skriver i livet. Fordelen ved netop skrivecirklerne, som er online forløb, er, at du selv skaber det rum, som passer til dig, dit liv og din hverdag. Ulempen er, at det kræver selvdisciplin og en intention om virkelig at møde op og sige ja. Igen og igen.

Og det er hele hemmeligheden bag at skrive. Dedikationen. Disciplinen. Gentagelsen. Igen og igen. Magien møder os undervejs. Det samme gør inspirationen.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

Jeg er helt enig med Loren Cruden, når hun siger som følger:

”Techniques are directionless without grounding and connecting to Source,
they are a style without subtance”

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Skrivemor og guide i bjergene

Du kan se på mig som en slags skrivemor, som en af mine tidligere skriverejsende døbte mig, eller måske som en guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper dig med at finde skrivevej gennem fortællingens kraft.

Jeg tror på historiemedicinen. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Hensigt, transportmiddel og tryllestav

I skrivecirklerne lærer du at navigere via din hensigtserklæring, din hjertelige intention med at deltage i skrivecirklen. Du skaber rum og lader ordene føre dig på vej, for du vil snart opdage, at ordene er både dit transportmiddel og din tryllestav. Du får en fornemmelse af energien bag ordene og hvis du er modig nok, møder du op og skriver dig gennem de døråbninger, jeg tilbyder i skrivecirklerne.

Skriveafsæt og øvelser, som er forankret i årstiden, årshjulet og som hylder den kreative proces, er nemlig som døråbninger ind og/eller ud til alt det, vi ikke kan tænke os til.

I skrivecirklerne skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.

Skal jeg aflevere og bedømmes?

It’s not a competition, it’s a doorway.

Døren til dit skrive- og sjælerum

Hvad mon der er af fortællinger og visdom til mig i vinteren, der kommer?
Hvad mon der gerne vil skrives og fortælles gennem mig?
Hvad mon der vil ske, når jeg hengiver mig til vinteren, mørket og nærer mig selv og min sjæl?

Jeg glæder mig til skriverejsen med deltagerne i Vintercirklen, som nu er i fuld gang. Og jeg glæder mig over den store interesse for Solhvervscirklen, som starter op den 6. januar. Invitation følger i løbet af næste uge, men selvfølgelig kan du forhåndstilmelde dig allerede nu, som flere har gjort det. Det gør du ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Nogle gange ved man bare, at det er tid.

Kærlig hilsen
Lene

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

Lene Frandsen

Skrivecoach & underviser / Skriverejsen

Tag Archives: Den hellige cirkel

Kvinde kend dit tomrum

Ulven og den trygge skriveblokering

Tango i mørket