Kvinde kend dit tomrum

raven-and-misty-lake

Der er stille hos træerne i disen. Rester af sne ligger som små øer af hvidt. Nogle hænger sammen som halvøer, andre har løsrevet sig og skvulper i tågen. Mit udsyn er begrænset. Jeg kan ikke se længere end til skellet, februars landskab ligger svøbt i dis og er hverken til at hugge eller stikke i. Hertil og ikke længere. Det er ikke tid endnu.

Kvinde, kend dit tomrum. Stemmen lyder gennem tid og rum og er ikke til at tage fejl af.

Jeg smiler uvilkårligt. Hun kommer til stede som et flyvende tæppe af blåsorte fjer med sit sædvanlige glimt i øjet. Jeg kan allerede fornemme den, mens hun er undervejs. Latteren. Den klukkende latter, der som smeltevand giver åen liv igen. Under broen. Rislende livstegn midt i disen, dybt i vinteren. Tidspunktet for Imbolc er passeret og jeg er igen gledet ind i tomrummet, omgivet af dis og februars landskab.

Så lander hun. På mit skrivebord. Ravnen.

“Kvinde, kend dit tomrum” siger hun højt og så ler vi begge. Det er umuligt at lade være.

“Men jeg kender åbenbart ikke mit tomrum endnu” protesterer jeg, mens tårerne triller. Noget er vist også ved at smelte i mig.

“Det gør du da!” Hun ryster på hovedet og klikker med næbbet. Jeg stirrer på farven i hendes fjerdragt, den dybe blåsorte farve og mærker et ønske om at eje en kjole i netop den farve. Ikke sort, ikke blå, men farve midt i mellem.

“Midt i mellem” nikker hun, “det er jo lige det. Du befinder dig i tomrummet og ønsker dig en kjole, som er hverken eller men både og. Sikke en masse ord i flow, hvis man da ikke sætter punktum og komma. Det gør hun ikke og jeg retter ikke. Min korrekturmoster er afgået ved døden, hvad skriverejsen angår. Det er sat punktum for hendes narrestreger. Jeg ler igen. Og pludselig er tomrummet ikke så slemt længere. Det gør godt at skille sig af med lidt mere af det, som tynger og skygger for det egentlige.

Tomrum, så var du dér igen

Tomrummet. Tilstanden mellem to faser, lige dér hvor den ene fase er slut, men hvor den anden ikke helt er startet endnu. Hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret ikke har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser. Tidspunktet, hvor vi mennesker kan blive noget så utålmodige og rastløse og har stor lyst til at kaste os ud i næste fase, selvom det slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin særlige gave og er en del af det, der findes i alt. Et mellemrum. Intermezzo. Ingen svar. Intet hastværk. Bare være.

Hun nikker, Ravnen. Men til forskel for mig er hun ganske god til tomrum, det bilder jeg mig i hvert fald ind. Hun virker fuldstændig rolig og afklaret, sejler gennem året og årshjulet som havde hun ikke bestilt andet. Hun hengiver sig til alle faser og danser med det, der er. Opture, nedture. Ebbe og flod. Slutninger og nye begyndelser. Det evige oprydningsarbejde, for der synes altid at være mere at give slip på. Hun tillader sig selv bare at være, flyve, svæve og følge det subtile flow gennem processen.

Luft, ild, vand og jord.
Øst, syd, vest og (n)ord.

Lad disen gribe dig

“Jeg er i lære hos dig, Ravnemor, er du klar over det?”

“Ravnemor?” Hun ler kort. “Ja, det ved jeg da udmærket godt, men gør du? For i så fald vil jeg kærligt invitere dig til at trække vejret dybt, helt ned i maven og lade dig gribe af disen. Ja, lad dig falde og mærk, hvordan disen og tomrummet griber dig. Slip modstanden, du er nødt til at hengive dig med tillid. Den tillid, som rejsen lærer dig så meget om. Tilliden, som skaber forbindelse. Ha’ tillid til tomrummet, for det er her du restituerer og genskaber din kraft. Regenererer.

Når naturen holder vejret

Har du nogensinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer, kroppen falder til ro. Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre, handle eller gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. Det er som at sidde på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og blot dvæle ved synet af den flod, som flyder under broen. Stilhed. Væren. Der er ingenting andet at gøre end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase, vil komme. Det kommer, når tid er. Ikke før og ikke siden.”

Hun gentager det, jeg allerede ved, men som jeg åbenbart ikke helt har forstået.

“Kvinde, kend dit tomrum”. Hun siger det igen og smager på ordene som var de syrlige bolsjer. Men der må være noget ganske særligt i de bolsjer, for jeg fniser som en skolepige. “Måske skulle jeg udgive en bog med den titel?” Hun foretager et kækt hop på stedet og i samme sekund bryder jeg sammen i latterkrampe. Jeg ler, så tårerne triller. Forløsningen er enorm. Som et vandfald, et kraftigt og mægtigt vandfald. En vulkan af vand. Åh, det gør godt!

En bæk i det tidlige forår

Siden bliver vi stille, Ravnen og jeg. Vi sidder lidt med hinanden i stilhed, jeg lukker øjnene og glider ind i en slags meditation. Jeg mediterer til lyden af rislende vand, jeg er en bæk i det allertidligste forår som stille flyder den vej, der er hendes at flyde. Jeg hengiver mig til trætheden og giver slip på den modstand, jeg har mærket det meste af ugen. Jeg har kæmpet, kæmpet med mig selv i tomrummet og det kommer der sjældent noget godt ud af. Bortset fra læringen selvfølgelig, for denne gang ser jeg tomrummet på en ny måde. Men nu slipper jeg kampen. Nu giver jeg op.

Jeg åbner øjnene og misser mod lyset. En gråkrage bader i sneen herude. Pudser sine fjer og er pludselig ved at snuble i tøet. Det ser ikke ud til at røre ham, uanfægtet ryster han sig og spankulerer videre. Han nynner en sang, jeg kan fornemme nogle strofer, det lyder lidt som:

“Når du snubler i rummet det tomme
Når du vælter omkuld i din egen tø
La, lala, kra kra og lad gø
Ønsker du livet i hele sin pragt
Må du først være klar til at dø

Lad dig falde ind i det tomme rum
Lad dig gribe af disen, den grå
Rejs dig og dans med den stilhed, du hører
Lyt og lad være, lad gå”

Så kan jeg ikke høre mere, han er væk. Det samme er Ravn. Jeg mærker et stik af skuffelse, for der var noget, jeg gerne ville have spurgt hende om. Men ak, det må vente, for fuglen er fløjet.

Kvinde, kend dit tomrum. Jeg fniser igen og drikker af kaffen, mens skrivelysene blafrer.

women-writing

Skriverejsen
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Du har sikkert opdaget det, hvis du følger lidt med her i mit skriveunivers. Jeg har dedikeret mit virke til en anden slags skrivning end den, vi normalt støder på og er bekendt med. Jeg kalder det skriverejsen.

Det er ikke en produktorienteret rejse som sådan, med mindre du da vælger at se på dig selv som produktet. For skriverejsen handler allermest om dig og din indre proces. Den handler om, at du har en indre, veludviklet fortællerske, som kalder på dig via din skrivelængsel med en invitation til at kigge indenfor og folde det ud, som gemmer sig bag længslen. Der er nemlig mange gaver at hente.

Bag skrivelængslen. Bag mure af modstand og frygt for at fejle. Bag alt det, der står i vejen. Der finder du hende. Din vise kvinde.

Din vise kvinde

Din vise kvinde er hende, som begynder at vågne, når du møder op og skriver hende. Det er din indre stemme, en kraftfuld stemme, som blot er blevet temmelig hæs og rusten af at være blevet gemt og glemt så længe. Det er din sjæls stemme, din kvindekraft, som ulmer og som gerne vil skrives og fortælles. Hun har noget på hjerte og du er hende.

Hende, som lytter indad og lader sin stille stemme komme til orde.
Hende, som gennem tillid, øvelse og gentagelse åbner op og tager imod.
Som bevidst skærper sin intuition og følger sit hjerte af den vej, som er hendes at gå.
Hende, som efterhånden lærer sig selv at stå frem og midt i sårbarhedens frodige muld siger det højt, som hendes sjæl synger om. Hun siger det højt. Hun fortæller det. Men det gør hun ikke ved at lægge frygt, modstand og indre censor bag sig. Hun gør det ved at favne det hele og skrive det.

Men have their own story-making and myth-telling, but in the old Gaelic traditions, women were bards and poets too. Still, today, the voices of women are quieter and our stories are less often heard. The Wise Woman is a woman who has reclaimed her stories and has found the voice with which to tell them. The Wise Woman is remaking the world.”
– Sharon Blackie –

Læs også gerne: Med næb, kløer og kærlighed

Skriveglæde, natur og historiemedicin

Skriverejsen handler også om glæden ved at skrive. Det gør godt at få åbnet op og lade kreativiteten risle igennem sig. Til det skaber jeg skriveafsæt og øvelser, som du kan arbejde og skrive ud fra på din måde. De er forankret i årstiden og naturen spiller en stor rolle. Ja, i skrivecirklerne inviterer jeg sågar til ture ud, hvor du arbejder med naturen og din intuition i forhold til skriverierne. Du vil opleve, at vi kontinuerligt arbejder med den energi og kraft, som er til stede på de forskellige årstider. Vi forbinder os til det, vi allerede er en del af.

Når vi gør det, skriver vi i nuet. Vi er forbundet og det er bl.a. her, at fortællingerne kan nå os. Når vi er mødt op og har gjort os modtagelige. Vi lærer årstiden og de forskellige tidspunkter på årshjulet og i processen bedre at kende og det gør vi via egne ord. Når vi skriver. Det findes alt sammen bag tunge tanker og den modstand, som simpelthen bare hører med.

Alt kan skrives

Du opdager efterhånden, at alt kan skrives og selv skriveblokering er ikke længere en undskyldning for ikke at skrive. Der er en fortælling bag alt det, vi møder på vores vej og når vi gennem ordene og fortællingens kraft kaster lys på det og folder ud, begynder der virkelig at ske noget. Men selvfølgelig skriver vi ikke hele tiden, vi øver os også på at sanke. Meditere. Sidde og være i stilhed og lade inspirationen finde os.

Læs også gerne: Ulven og den trygge skriveblokering

Brug dine skriverier som spirituel praksis

Du opdager også, at du kan bruge dine personlige skriverier som en kraftfuld spirituel praksis, som efterhånden kan være med til at befri dig for alle de gamle, udslidte historier. Historier, som tynger dig og holder dig fast på et sted, du for længst er vokset fra. Du skriver dig videre og du forbavses, forundres og fortrylles til stadighed. Når du altså møder op og skriver.

Du oplever, at skrivning er terapeutisk, især når livet er svært og du opdager, at du får uvurderlig hjælp til at bygge bro og skabe nye åbninger gennem fortællingens kraft.

Og er du med i en skrivecirkel vil du opleve, at de andre kvinder lytter, løfter og støtter dig. Det gør de i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som så fint er formuleret af Julia Cameron. Den Hellige Cirkel er en del af alle skrivecirkler og intuitive skriveworkshops.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og underviser hjælper jeg dig hjertens gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme, den indre stemme. Det gør jeg bl.a. ved at skabe de rum, som jeg tilbyder i skrivecirklerne og på de intuitive skriveworkshops.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som åbner op og styrker dig i din proces og på din skriverejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu.

Rumpasser i det magiske rum

Jeg viger ikke fra min intention og den forpligtelse, jeg har som rumpasser i det rum, hvor vi barsler med hjertets fortællinger. Jeg træder ikke ud af min rolle og agerer dommer eller bøddel, jeg overrasker dig ikke med pludselig indfald fra min veludviklede korrekturmoster. Du kan ikke overtale mig til at agere indre censor, så du får ret i dine fejlagtige antagelser om, at du ikke er værdig og at du ikke kan skrive.

Jeg er skrivemor og din guide i skrivebjergene. De rum, jeg holder, er kærlige, rummelige og magiske rum, hvor fortællinger kan lade, berige, berøre og forvandle os. Hvor vi deler, lytter og er med det, der er.

FORÅRSCIRKLEN

Næste online skrivegruppeforløb, Forårscirklen, starter den 1. marts. Invitation og detaljer finder du ved at klikke her.

Jeg tager imod tilmeldinger, så længe pladser haves og du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Velkommen om bord på en magisk skriverejse ind i forårets univers. For kvinder med skrivelyst og længsel. Jeg glæder mig til at byde velkommen.

Vi skrives ved.

Kærlig hilsen
Lene

Hvad andre siger om at være på skriverejse hos mig, kan du læse om i linket her


Photo “Fog over lake with swimming ducks and raven” © Christine Korten, Dreamstime

3 thoughts on “Kvinde kend dit tomrum

  1. Du skriver så vakkert og viktig, Lene. Hvis man jobber med å undertrykke sin skrivelengsel til “en gang det passer bedre”, må man ikke lese det du skriver, for du griper tak i den og løfter den ut i lyset hvor den hører hjemme. En hjertens takk til deg for at du gjør nettopp det!

  2. Pingback: Timian og tomrummet | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s