Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Jeg hjælper dig med at rydde op” svarer vinden, som blæser kraftigt fra øst. Det larmer i huset, det buldrer og brager. Jeg udsætter det, men ved at jeg er nødt til at gå ud. I blæsten. Langs hegnet mod øst, jeg har kasket og solbriller på og ønsker, at jeg havde sat mit lange... Continue Reading →
Et heldigt sted I lilla lyng trasker ulven mod mig. Ved daggry møder jeg min sjæl. Så blødt er lyset, så åbent er hjertet, at jeg kun kan bevidne og tage imod. I et kort sekund akut nydelse, så tager hun over, den bekymrede og leder efter de masker, hun bar engang. Et skjold. En... Continue Reading →
Nogen har begravet månen, skriger de to gæs, mens de flyver over himlen. Det skete for længe siden, men smerten er der endnu. For månen kan man ikke gemme bort. Dens lys finder vej gennem revner og sprækker og det er de små huller, du skal finde i dig selv nu. Lad din måne skinne.... Continue Reading →
Nogle gange er ord ubeskrivelige i sig selv. Sådan er det under februars fuldmåne. Jeg smiler, da jeg går ud i natten, ud i klitterne og ser hende sejle på februars himmelhav. Jeg skulle have allieret mig med Brónach fortæller jeg mig selv, men Uglen siger noget andet. ”Du er præcist, hvor du skal være... Continue Reading →
Det er fuldmåne og min søvn er forsvundet. Fleur løfter hovedet, da jeg forlader sengen og tager en højhalset trøje over natkjolen i fuldmånelys, men hun følger mig ikke ned af trappen. Det er nat og noget er i gære, men det har ikke noget med hende at gøre. Hun sukker og lægger hovedet mellem... Continue Reading →
Ved fuldmåne sidder Uglen i fyrretræet og svajer i vinden. Majestætisk spejder hun ud i mørket, der i månens anledning har sølvlys og skygge. Jeg er på vej i seng, slukker lyset og skal til at vende mig mod trappen, da jeg får øje på hende gennem vinduet mod gårdspladsen. Månelyset spilder sine stråler gennem... Continue Reading →
”Du skal bare kende fordelene ved ulemperne.” Uglens ord simrer i min gryde, den indre, de bobler lidt og sender lattergas min vej. Jeg smiler et smil, der krakelerer og bliver stort. Fleur betragter mig og logrer med halen, hun er helt tunet ind på mine vibes. Jeg klør hende bag øret og lover en... Continue Reading →
Der er dage, hvor det blæser op og hvor vinden rusker i sjælen. Der er nætter, hvor man vågner og hører grene banke på vinduet. Nogen er derude. Jeg står op og trækker gardinet til side, søvndrukken og alligevel vågen. Lyset er ikke til at tage fejl af. Det er fuldmåne og huset kaster sin... Continue Reading →
På den anden side af fuldmånen vågner jeg brat. Søvnen er forsvundet og dagen er ny. Sprød lyd af dug klimprer. Æbletræet blomster og solsorten synger sin sang. Således er scenen sat, jeg kan ikke sove mere, så jeg står op og går tidligt til havet. Havet er roligt i dag og kalder mig frem... Continue Reading →
Hvad er dér i kanden, Fionnuala? Jeg ser på hende, mens hun udfører bevægelsen, lange fingre holder kanden og hælder forsigtigt indholdet op i et glas. Vi er alene i biblioteket, det er tidlig morgen og solen glider ind gennem vinduet og kaster lys på støv og edderkoppespind. Dust if you must. Fionnuala stiller kanden... Continue Reading →
