Hvad er dér i kanden, Fionnuala? Jeg ser på hende, mens hun udfører bevægelsen, lange fingre holder kanden og hælder forsigtigt indholdet op i et glas. Vi er alene i biblioteket, det er tidlig morgen og solen glider ind gennem vinduet og kaster lys på støv og edderkoppespind.
Dust if you must.
Fionnuala stiller kanden fra sig på sofabordet og læner sig tilbage i den gamle Chesterfield sofa.
”Tid” svarer hun og smiler til mig, så de fine rynker om øjnene danner et net af veje. Et ansigt er som et landkort, man kan se, hvor dets menneske har rejst i livet. Sorger, glæder, skuffelser og træthed. Nogle gange glimter håbet i øjenkrogen som en perle. Andre gange lægger tyk tåge låg på.
”Jeg har skænket dig tid.” Fionnuala har rød uldkjole på og tykke sorte strømpebukser. Om fødderne et par tykke raksokker af shetlandsk herkomst. Hun virker udhvilet på trods af, at det er fuldmåne i nat. Selv har jeg sovet tvivlsomt med mange bratte opvågninger.
”Tid” siger jeg og fat om vandglasset for at betragte det nærmere. ”Det ligner vand.”
Fionnuala ler kort og ryster på hovedet.
”Jeg har skænket dig tid.”
I går aftes inden jeg gik i seng, blev en seddel stukket ind under døren. Fint sammenfoldet og med et rødt bånd omkring. Overrasket samlede jeg den op og satte mig på sengen, hvor jeg løsnede båndet og lod det falde ned på det tykke gulvtæppe. Beskeden var skrevet med fyldepen og skråskrift.
Mød mig i biblioteket i morgen kl. 07:00. Sov godt. Fionnuala.
Jeg satte mit vækkeur til 06:30, væltede ud af sengen, da det ringede og gik straks i bad. Træt og fortumlet, men spændt på, hvad Fionnuala havde fundet på. Usædvanligt at indkalde til møde ved at stikke sedler under døren ved nattetide. Rødt bånd og skråskrift, gammeldags og højtideligt. Hm, tænkte jeg og vaskede nattesøvn og drømmespind af min krop. Det kan jeg egentlig godt lide.
Hun var dér allerede, da jeg præcist kl. 07:00 bankede på døren og trådte ind. Før morgenmaden vel at mærke. Nu rumler min mave og jeg drømmer om hjemmebagt brød med ost og marmelade og en kop af Virginias gode kaffe.
”Det tager ikke så lang tid.” Fionnuala læser tanker, det er et af hendes specialer. Hun kan det samme som mine firbenede og bevingede frænder. Og som hun sidder dér i modlys og solen får hendes hår til at ligne kobberild, minder hun mig faktisk lidt om Each. Det er noget med ansigtsformen og blikket, der afslører både klogskab og sensitivitet.
Min mave rumler højlydt og jeg skærer en grimasse.
”Jeg har skænket dig tid” siger Fionnuala for tredje gang, denne gang har hun min opmærksomhed.
”Jeg har tid i mit glas” prøver jeg, som var det en gætteleg.
”Du har tid” svarer Fionnuala, ”for jeg har skænket dig tid. Men fremover vil jeg opfordre til, at du selv skænker dig tid og mærker, hvad det gør ved dig.”
”Gør ved mig?”
”At du er i stand til at skænke dig selv tid.” Fionnuala er tålmodig som tranen. Hele dit liv har du været vant til, at andre skyndte på dig. Der var aldrig tid nok og alting kørte efter et på forhånd tilrettelagt skema. Sådan har det været i mange år, men nu er dér ikke længere nogen, som skynder på dig.”
”Bortset fra dig” svarer jeg og smiler bredt, ”som stikker sedler ind under døren og beder mig møde op før morgenmaden kl. 07:00.”
”Ha ha ha. Jeg er også sulten, men vi har tid. Har du lagt mærke til, hvem dér nu skynder på dig? Hvem der hele tiden hundser med dig og giver dig en følelse af, at du skal nå noget til bestemt tid?
”Mig selv.”
”Præcis. Men hør, skal du ikke have en tår mere af tiden?” Hun peger på glasset, som jeg har stillet fra mig på bordet igen. Smag på tiden. Mærk, hvordan den kildrer din tunge, synk den og lad den opfylde dig. Tid.”
Jeg drikker af væsken og smager vand med citron. Men jeg mærker også noget andet. Det er ikke bare vand. Noget er anderledes og da jeg synker den første slurk, kan jeg fornemme det i maven. Jeg sænker skuldrene og læner mig tilbage i puderne. Så sker det. Noget sættes fri og former sig til bogstaver, der falder ud af min mund.
”Jeg er en frygtelig slavepisker” indrømmer jeg. ”Uden at ville det. Jeg ved godt, at jeg ikke længere skal skynde mig og at hastværk er lastværk, som man siger. Alligevel er det som om, at noget i mig følger en gammel tidsplan. Et skema som for længst er falmet, en tid, der for længst er forbi.”
Fionnuala nikker og læner sig lidt frem mod mig på den anden side af bordet. Hun er en god lytter.
”Men i dag trækker du en streg i sandet” foreslår hun, da jeg har været tavs i flere minutter. Eller sådan føles det i hvert fald. Jeg ser mig om efter et ur i biblioteket, men der er ikke noget.
”Skænk dig selv lidt mere tid” siger hun og peger på glas og kande.
Jeg skænker, drikker et par slurke og følelsen vokser øjeblikkelig. Travlhed smuldrer og opløses af den magiske væske. Jeg ser beundrende på Fionnuala.
”Det virker!”
”Stregen i sandet markerer, at den gamle måde at måle tiden på slutter her. Fra nu af hengiver du dig bevidst til den naturlige cyklus. Lad det være din intention. Jeg ved, at du har haft lignende intentioner før, men som det er med den slags, er du nødt til at huske og vende tilbage. Her er du så på denne smukke morgen. Klar til at begynde igen.”
Nu rækker hun mig en ny seddel, denne gang med grønt bånd og da jeg løser og læser, ser jeg at det er et citat af sufi læreren Llewellyn-Vaughan Lee. Jeg læser højt, mens min krop sitrer. En edderkop kigger frem fra sit hjørne, jeg ser hende ud af øjenkrogen og smiler.
The sacred is a quality of the soul, of our inner being and the inner being of the Earth. The experience of the sacred follows the rhythms of the soul and of the Earth, the cycles of becoming, the seasons of life.
In today’s world we are caught in an image of time as an endless flow of minutes, days and years that never return. It’s like a river of time that is always passing. We rarely think anymore of time as cyclical, of the days as a movement of light and dark, or the years as a pattern of returning seasons of sowing and harvesting. We have also forgotten how the outer movement of time can reflect the time of the soul.
Jeg folder langsomt sedlen sammen og løfter blikket for at møde Fionnualas brune øjne.
”Må jeg beholde den?”
”Selvfølgelig. Den er til dig.”
Lene Frandsen (c)
Fortællingen fra Pensionatet (Vinter/Forår)
6. marts 2023
”Det er ikke angivet på noget kort,
det er de rette steder aldrig.”
– Herman Melville – Moby Dick –
Indre landskaber og sjæleord
De steder, som ikke er angivet på noget kort. Steder, som findes i indre landskaber og hvis farver, dufte og sanseligheder endnu kun er længsel. Måske kommer den længsel til udtryk som en dyb, spirituel længsel, der manifesterer sig gennem sproget? Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.
Historiemedicin for sjæl og hjerte
Men hvorfor udforske indre landskaber og gøre det via ord og fortællinger? Fordi vi her høster den historiemedicin, som kan noget ganske særligt.
Historiemedicin er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.
Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen en guide, som viser os det næste skridt. Eller som i mit tilfælde i fortællingen i dag: At det ikke er tid til at tage næste skridt endnu.
Nogle gange er forholdet mellem histories indhold og vores liv åbenlyst, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de healende egenskaber og vi mærker det som et stille suk.
Hvis skrivelængslen kalder er der ganske sikkert ord i din jord. Lyt til dens kald, sæt din indre fortællerske fri.
Du er hjertelig velkommen på Skriveskolen for Fortællersker.
Kalder det på dig at skrive cyklisk?
Har du en intention om kontinuerligt at forbinde dig til den naturlige cyklus?
Vil du gerne skrive dig til større ro og dybere rødder?
Vil du øve dig på at skrive intuitivt og fra sjæl og hjerte?
Har du skrivelængsel?
Så er Fortællerskens Årshjul ganske sikkert noget for dig.
Skriv dig til større ro og dybere rødder
Fortællerskens Årshjul er et cyklisk skriveforløb for kvinder.
Nye deltagere starter 1. april 2023
Fortællersken Årshjulet tager dig på en skriverejse årshjulet rundt. Du skriver dig ind i hver måneds særlige energi og forankrer dig i årstiden. Du arbejder med ord og fortællinger på den indre rejse. Du skriver intuitivt og fra sjæl og hjerte.
Du får adgang til fortællerskens værktøjskasse måned efter måned.
Som deltager i Fortællerskens Årshjul skriver du i pagt med årshjulet og fanger energien i din pen.
Du kan hoppe på forløbet, hvornår det passer dig. Start er den 1. i kommende måned.
Alene og på egen hånd
Fortællerskens Årshjul er et eSkrivekursus, der er ikke en ydre cirkel. Du skriver alene og på egen hånd og helliger dig energien på den indre rejse.
Du tilmelder dig enten for 3 måneder eller du booker 1 års skriverejse i Fortællerskens Årshjul.
Nye deltagere starter den 1. april 2023
FORTÆLLERSKENS ÅRSHJUL – KLIK HER FOR INVITATION, DETALJER OG TILMELDINGSLINK
KLIK HER FOR KURSUSPROGRAM PÅ SKRIVESKOLEN FOR FORTÆLLERSKER FORÅR/SOMMER 2023
Skrivecoach Lene Frandsen 
Skriv et svar