Hvordan kan jeg deltage?

Hvordan kan jeg deltage i dag? Det er den første sætning, jeg skriver i min morgensidebog. Et spørgsmål så simpelt og alligevel så essentielt for, hvordan jeg griber min dag. Mens duggen fordamper i græsset og den blege pinsesol fejer lys over marken. Til lyden af fuglesang og i brisen fra det åbne vindue.

Hvordan kan jeg deltage?

Uanset hvilket svar, jeg får og hvor vejen bringer mig hen, dypper jeg pennen i det, der rører sig. Som blod, som blæk. Jeg har en intention om at være til stede og lade mit indre nærvær starte med mig selv. Jeg lytter, mærker og skriver det, jeg hører og fornemmer. Det starter ofte med noget, der bliver til noget helt andet. Kursen er på ingen måde lineær eller forudsigelig, men alligevel er der en tendens. Det er langt lettere for mig at blive på hjertevej, når jeg hver eneste dag møder op og tager imod det, der er. Uden dom. Uden at ønske mig det anderledes. Denne dag et liv.

Hvordan kan jeg deltage?

”Det er længe siden, du har kaldt på mig”, siger han nøgtern og flyver gennem det åbne vindue. Hjemmevant lander han på mit skrivebord mellem penne og skrivebøger. Han ser på mig gennem verdener og hviler så sit blik i mit.

”Jeg tænkte faktisk på dig i morges” svarer jeg og nikker. ”Men der har været så mange andre og hver morgen tager jeg imod dem. Alle som en. Jeg tuner ind på deres væsen, lytter til deres beskeder og lader den visdom, jeg får serveret på morgenkvisten, sætte præg på min dag. Dog har det undret mig, at du er blevet væk.”

Husk at kalde og invitere

”Jeg er aldrig ret langt væk” ler han og tripper lidt på stedet. ”Jeg holder øje med dig. Og i dag er jeg kommet for igen at huske dig på, at du skal huske at kalde. Hvis du ønsker min tilstedeværelse, er det fuldt ud muligt at invitere mig. Hvis du har lyst til at høre mine fortællinger, kan du blot sige det. Det ved du.”

Jeg nikker, det gør jeg og det er sandt, at jeg glemmer. Det er så let at glemme.

”Men glemt er du jo på ingen måde” udbryder jeg og jeg har savnet dig!”

”Du spurgte, hvordan du kan deltage i dag?”

Det indre nærvær

”Nemlig, det gør jeg hver morgen. Stiller det spørgsmål. Det har en særlig klang og magi, som gør, at jeg bliver nærværende. Når jeg skriver det eller siger det højt, erklærer jeg mig villig til at leve. Det er som om jeg griber dagen og gør den til min. Ikke som en tilskuer men som en deltager.

”Præcist som jeg selv gør det” svarer han. ”Det indre nærvær er en nøgle til både jordforbindelse og luftvej. Du danser på jorden, rødder dybt plantet i mulden og alligevel ved du, at du kan flyve. Husker du ørnesangen?”

Jeg nikker.

Dance when you’re sitting down
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground
Fly like an eagle.

Det synes længe siden, at vi to mødte hinanden for første gang, ørnen og jeg. Siden da har han bragt mig mange fortællinger, meget læring og visdom. Han har beriget mit liv med sit overblik og lært mig at sætte nye perspektiver på livet. Han forstår at lette fra jorden for at hæve sig lidt højere og se ud over det tilsyneladende. For ham er ingenting afgjort på forhånd. Og det er sandt, han har vist mig, hvordan man deltager og griber dagen. Uanset, hvad dagen byder på og vejen fører hen.

Vildfarelse og lysninger i skoven

Vildfarelse, den tilsyneladende. Det tidspunkt, hvor man har mistet orienteringen for at finde noget andet. Lysningen i skoven, som netop kun kan findes af den, der er faret vild. Den hule, man ikke tør gå ind i, men som viser sig at indeholde skatten, man ledte efter og håbede på at finde. Frygten, man mødte i døren.

En tidlig morgen, hvor lyset viser sig som en sprække i natten og med et forandrer alt. Hvor han kommer til stede med at kæmpemæssigt landkort, som viser sig at være tomt.

Et landkort, som passer til det indre landskab

”Det er nu din opgave at skrive og tegne et kort, som passer til det indre landskab. Ord for ord. Og lad vejen vise dig den bedste vej at gå. Spørg hver morgen, hvordan du bedst kan deltage og lyt så efter svaret. Det danser i duggen og bringes af brisen. Fuglene har ledetråde med. Mærk jorden under dine fødder og søg gerne de gamle træer for visdom og råd. Tag ikke noget som helst for givet og fald ikke for forklaringer, der skråsikkert gives dig af dem, der siger de ved alt. Lyt til dit hjerte.”

”Hvordan kan jeg deltage?” spørger han så.

”Hvordan kan jeg deltage?” svarer jeg og så ler vi. Den latter, åh jeg havde næsten glemt den, den opstår i mellemgulvet som en flod, der løber over sine bredder. Den skælver i solar plexus og breder sig til hele kroppen for at blive til en vulkan, der kommer ud af min mund. Jeg ler, så tårerne triller. Ordene forlader bøger og skrivebordet bliver med et til et kæmpemæssigt dansegulv af bogstaver og energi. Det ser sjovt ud, så jeg ler endnu mere. Han nikker tilfreds og jeg ved, at hans besøg er forbi for denne gang.

Med sit sædvanlige nik vender han sig, flyver ud af vinduet og tilbage til, hvor han kom fra. Vinden rusker i træerne, solen er forsvundet bag en sky og kaffen er næsten drukket. Ordene trækker sig tilbage til skrivebøgerne, kun én sætning står tilbage:

Hvordan kan jeg deltage?

I dag kender jeg svaret. Det får mig til at smile. Jeg drikker resten af min kaffe og forlader skrivebordet.

Lene Frandsen, maj 2018

Høsten og efterårets skrivekurser – lige nu får ravnerabat!

Kom og skriv med mig. Efterårets eSkrivekursus og skrivecirkelforløb ligger klar og lige nu opnår du ravnerabat ved tilmelding inden en vis dato, se nedenfor.

Between Stories Høst – starter 7. august – ravnerabat ved tilmelding senest den 30.6
din spirituelle skrivevej – eSkrivekursus for kvinder

Fortællersken – starter 5. september – få ravnerabat ved tilmelding senest den 31.7
Skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelængsel

“I love this threshold between Summer and Autumn.
The crisp mornings, the smell of something new as the time come to let go.
I walk into the last light of the day to feel the spirit of the land and learn about release.
Surrender. To what is.
How may I participate, I ask and she answers:

By being true to yourself and your own inner nature.”

–Dørvogteren eller en streg i sandet – Lene Frandsen –

Kærlig hilsen
Lene