Det starter med en dør. Og det kan meget vel være, at døren er blå som døren på billedet her. Det er en gammel dør, den har eksisteret i mange år og sandsynligvis har den været lukket. Aflåst endda.
Måske har du kigget forbi, set døren, kærtegnet det gamle træ og set, hvordan malingen skaller af på udsatte steder. Måske har du stukket nøglen i døren, åh ja, for det er dig, der bærer den nøgle om halsen, tæt på hjertet, og du har forsigtigt drejet nøglen om. Skubbet til døren og hørt den knirke. Du mærkede en sød forventning danse i dit bryst og tusind sommerfugle flagre. Du stod dér og var lige ved, men så skete der noget og du lukkede brat døren igen og trak nøglen til dig. Skyndte dig op af trappen og tilbage i det rum, du kender så godt. Venteværelset. Drømmerummet. Her lod du hånt om skrivelængslens kald og besluttede dig for aldrig mere at gå ned af trappen og stå foran den blå dør.
Du blev bange
Du blev bange. Du fik hjertebanken og turde ikke tage det næste skridt. Døren stod kun på klem, da du skyndte dig at lukke den igen. Du skimtede kun et svagt lys fra sprækken, en duft af støvede ord og papir og en drøm om at tage din skrivelængsel alvorligt. En længsel, der paradoksalt nok kan være svær at sætte ord på. Måske skal jeg bare skrive en bog, tænkte du og så blev du endnu mere skræmt. Nej, måske skal jeg bare lade hånt om min skrivedrøm og smide nøglen til det magiske rum helt væk.
For er det ikke det magiske rum, som befinder sig bag den blå dør? Og er skrivelængslen ikke et kald fra sjælen, et eventyr, der står dit liv på og som det er din opgave at skrive?
Du er nødt til at skrive det første ord
Nu befinder det magiske rum sig bag den blå dør. Du går i en lang bue udenom trappen, som fører ned til døren. Du undlader at tænke på kælderen, for du ved, at der er mørkt og at du er den eneste, som kan tænde lys. Der kommer ikke nogen og gør det for dig. Men går du ned, åbner du døren med din nøgle og træder du ind i det magiske rum, får du al den hjælp, du kunne drømme om. Det er nemlig hemmeligheden bag skriverejsen og vejen til det magiske rum, sjæl og hjerte. Dér er inspiration, gaver og vejledning at hente, men du er nødt til at tage det første skridt og skrive det første ord.
Du er nødt til at møde op. Det, du søger, søger også dig, men du må først vise dig villig. Din skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed, men den betyder ikke, at du partout skal skrive en bog. Du skal skrive dig selv. Din sjæl.
Det starter med en blå dør og en nøgle, der stikkes i låsen. Det starter med, at du forsigtigt åbner døren og træder ind i rummet med en intention om at skrive det, der danser bag længslen. Det er dit eget hjertes musik, du kan høre. Det starter med det første ord og så det næste. På skriverejsen. Og processen er nøglen. Giv tid og tiden vil give dig.
Du vil lære at danse i den kreative proces og lære dens rytme at kende. Opture. Nedture. Ebbe og flod. Tidevandet vil tage dig, men du vil blidt blive ført tilbage til stranden. Der vil være bølgegange og dage, hvor tiden står stille. Du vil lære at sanke. Og at møde inspirationen undervejs på din rejse.
Du vil lære om tillid og om at skabe dig nogle gode ritualer, som virker for dig. Og skriverejsen kan meget vel fungere som en del af din spirituelle praksis og den vil altid supplere og forstærke det, du ellers hengiver dig til.
Læs mere i “Kvinde, pas dine ritualer.”
Snart vil du opdage, at det gør godt at skabe en slags rutine eller disciplin i forhold til at tage turen ned af trappen til den blå dør. At du slet ikke kan vente, for nu er du indviet i din egen magiske verden. Et ganske særligt sted, hvor døren knirker, lyset strømmer ud og du har nøglen til hele herligheden. Din indre kraft og styrke. Ord, som forløser og fortællinger, der som fyrtårne vil oplyse din vej. Hvis du går helt ind. Hvis du skriver. Skriver fra det sted, der gemmer sig bag den blå dør og som har helt sit eget unikke udtryk. En stemme, du har længtes efter at høre. En stemme, som tilhører din egen vise kvinde. Din fortællerske.
Ja, nu kommer jeg!
Det er ofte det, skrivelængslen handler om. Om at give stemme til et autentisk udtryk af tanker og følelser, som ofte er blevet ignoreret eller nedgjort eller skubbet til side, fordi du manglede tid. Skrivelængslen handler om at huske vores historier, at dele dem med andre eller at holde dem tæt til hjertet i det hemmelige rum, der gemmer sig bag den blå bog og i vores skrivebøger. At værdsætte og hylde vores iboende kreative natur og besvare dens kald. Ja, nu kommer jeg!
Din gave er dine fortællinger
Når du besvarer kaldet fra den indre stemme, fra længslen og den rastløshed, det medfører, forlader du for en stund din almindelige verden og går ind i et rum, hvor din vilde natur bor. Din gave er de historier og fortællinger, du tager dig med ud igen. De historier, som skriver sig gennem dig og som vidner om dit værd og din visdom.
Alenetid og et helligt rum
Det er helt almindeligt, at vi kvinder tilsidesætter vores alenetid for at gøre de ting og udføre de opgaver, der er defineret af de mange roller og masker, vi bærer, men længslen er der hele tiden. Og det er tiden alene, vi trænger til. Vi har brug for alenetid for at stilne støjen fra den ydre verden længe nok til, at vi kan høre vores egen sjæls stemme.
Hvis du deltager i et af mine skriveforløb, vil du opleve, at jeg inviterer dig til at skabe et ganske særligt sted, hvor du skriver og hengiver dig til din sjæls stemme. Du markerer stedet som helligt og her betyder helligt noget, du værdsætter og værner om. Du vil måske tænde et lys, for mens vi skriver, minder stearinlysets blafren os om, at vi er på et helligt sted og at vi udfører helligt arbejde. Også selvom vi måske synes, at det vi skriver er ordinært. Det at gøre skrivearbejdet er helligt og processen arbejder for og i dig.
Du kan ikke tænke hende
Jo mere du tænker, desto vanskeligere bliver dit skrivearbejde. Din vise kvinde bor ikke i hovedet. Hun kommer naturligt til os, intuitivt, når vi skriver, men vi kan ikke tænke hende. Hun taler gennem os, ikke til os. Og hun taler sjælesprog. Men ofte skal vi skrive os gennem støv og spindelvæv for at nå helt ind til stemmen, som er blevet dæmpet og hengemt, så vi kun fornemmer en stille hvisken. Vi skal skrive hende fri.
Nu bliver stemmen pludselig kraftigere og du oplever, hvor godt det gør at lade den lyde gennem dig. Du føler dig løftet, du mærker styrken i at give det stemme, som før blot var en summende længsel og et suk. Og det også her, at du genfinder din autentiske stemme, den skrivestemme, som nu kommer til udtryk på en måde, som er helt din egen.
Den vilde kvinde
“The wild woman carries the bundles for healing, she carries everything a woman needs to be and know. She carries the medicine for all things. She carries the stories and words and songs and signs and symbols. She is both the vehicle and the destination”.
– Clarissa Pinkola Estés –
Hun findes i os alle, den vilde kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og jeg er helt enig med Clarissa Pinkola Estés, når hun siger, at den vilde kvinde er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og hun er svaret på vores spørgsmål.
Skrivelængsel og fortællinger
Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.
Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver netop for at høre hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om.
Den vilde kvinde. Den vise kvinde. Tornerose, som vågner efter at have sovet i 100 år.
Wild voice is untamed and unbounded and holds the possibility of great beauty.
It goes deep like roots; it sings because it can.
Wild voice tells you what matters and what you intuitively know.
– Judy Reeves –
En invitation, et kald
Den vilde stemme, som Judy Reeves taler om her, tilhører din vise kvinde. Eller din sjæls stemme om du vil. Og du kan dedikere din skriverejse til at skabe rum, hvor du kan tydeligt kan høre, hvad stemmen siger og hvor du kan følge den vejledning, stemmen giver. Den er en invitation. Et kald. Og det kald kan du gennem den intention, du formulerer i starten af din skriverejsen, vælge at give dig selv til. Du vil have brug for alenetid, du vil blive udfordret i forhold til disciplin og de gentagelser, det kræver, men du vil opleve at du får så meget igen. Både din opmærksomhed og din intuition vil blive skærpet og hvad din skrivestemme angår, vil du på et tidspunkt opleve, at det bare flyder gennem dig.
Søde overraskelser og sjæleblæk
”Jeg aner ikke hvor det kom fra”, siger mange af de kvinder, som deltager på mine skrivekurser. Det sker bare. Fordi vi møder op og indstiller os på en modtagelig kanal, hvor det er muligt at dyppe pennen i sjæleblæk.
Hun er lige dér. Bag den blå dør. Og kun du kan låse op, du har nøglen om din hals. Tæt på hjertet, bankende af længsel og lyst til at gå ind. Helt ind. Men så længe du bliver stående udenfor døren eller helt lader være med at gå ned af trappen, vil længslen gøre dig rastløs og din søgen vil fortsætte. Udenfor dig selv. Du er nødt til at åbne døren. Du er nødt til at gå ind. Og du vil ikke fortryde det, det lover jeg dig, for dér bag døren venter hun. Din vise kvinde. Hende, som ved.
Kærlig hilsen
Lene
Thumbnail photo © Elena Schweitzer | Dreamstime.com
Skrivecoach Lene Frandsen 