Stemmen

Soul woman

Det er et særligt øjeblik. Jeg træder ind i rummet, går gennem døren, den står altid på klem nu, der er altid åben. Jeg tænder skrivelysene, højtidligt puster jeg tændstikken ud og trækker vejret dybt. Sætter mig på stolen ved bordet, kaster et blik mod vinduerne, ser regnen og vanddråberne, der har lavet en smuk mosaik på vinduerne. En krage flyver forbi. Jeg retter blikket mod papiret og tager pennen i hånden. Det er tid til at skrive.

Det er et særligt øjeblik. Skrivetiden, den tid, der er mit daglige møde med mig selv og det, der rører sig i mig. Mødet med hende. Det er det tidspunkt, hvor jeg sætter ord på følelser og tanker og lytter til mig selv uanset, hvad det handler om. Jeg har valgte en god pen og en særlig skrivebog med kvalitetspapir. Jeg kan lide at lade mine fingre stryge hen over overfladen af coveret på den bog, jeg kalder “Magi og Morgensider”. For jeg ved aldrig helt, hvad der vil møde mig, når jeg skriver.

Husk at opvarme din skrivestemme

Jeg skriver det, der er. Ofte er det sådan, at jeg lige skal rense stemmen, præcist som når man synger skalaer og varmen stemmen op, inden man begynder at synge det endelige. Jeg lader de ord skrives, de betyder ikke så meget, det er blot tankevand, en beholder jeg tømmer, så jeg kan komme lidt dybere.

Jeg skriver og når længere ind, tonen bliver anderledes og jeg får fat i noget, jeg ikke umiddelbart kunne mærke. Der var for mange tanker, for meget støj. Men nu kan jeg høre hende og tonen er slået an. Min stemme er varm, jeg sidder ved ilden og mærker varmen fra bålet, sådan føles det.

Jeg er klar til at skrive det egentlige, klar til at lytte. For hun taler ikke med højrøstet stemme, hun forsøger ikke at overdøve verdens larm eller tale højere end de modstandsfyldte tanker. Hun venter bare. Og når jeg gør mig lydhør og modtagelig, kan jeg høre hendes hvisken. Med en intention i hjertet skriver jeg mig ind og møder hende undervejs. Præcist på samme måde, som jeg møder inspirationen.

Den stille stemme

Der er meget larm i verden. En uendelig støj gjort af lyd, lys og billeder. En evig flimren og en tone, der aldrig hører op. Tinnitus. Den ydre verden er gjort af tinnitus. Derfor er det af stor betydning, at vi selv er i stand til at skabe rum til stilhed. At vi kontinuerligt har en intention, som vi ærer, om at søge ind i stilheden og lytte til dens sang. At vi selv bliver stille nok til at kunne høre den stille stemme og til at lytte. Vi må øve os på at lytte.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Mange siger det. Vi skal lytte til den indre stemme. Følg hjertet, hør stemmen. Den stemme, som ved, sjælens stemme, der kan guide os og føre os præcist derhen, hvor det er meningen at vi skal være. Den stemme, som ved hvad vi trænger til og som kan fortælle os det på sin helt særlige, dragende måde. Så vi mærker. Så vi husker. Så vi ved. Men det kan være svært for stemmen at få ørenlyd i en verden, hvor alting foregår i hastigt tempo med en masse larm og støj i kølvandet. Der er ikke tid. Der er ikke rum.

Giv tid og skab rum

Tiden må vi give os selv og rummet må vi skabe. Det er op til os. Og det er her, skriverejsen kan hjælpe dig. Hvis du som jeg møder op, tænder dine skrivelys og sætter dig i dit skriverum eller på den plads, der er hellig for dig, træder du over en tærskel til et andet slags sted. Og det er af stor betydning, at du lige giver dig selv lov til at falde til ro og finde den indre rytme, inden du slår dig selv i hovedet og giver op.

Det sker alt for ofte, at vi haster ind i rummet i hæsblæsende tempo, tænder lysene og sidder med hjertet bankende i tindingerne, mens vi hiver os i håret og vrider os, fordi vi ikke kan mærke inspirationen. Vi er fortravlede og tankerne er hurtige til at fortælle os, at det alligevel ikke nytter noget. Vi kan ikke skrive. Vi er ikke inspirerede. Giv dog op, vinde, bliv i din komfortzone og i den larmende verden, der adskiller dig fra din sjæl.

Men inspirationen møder vi undervejs, når vi er begyndt at skrive. Og det er i stilheden, at vi kan høre sjælens stemme.

En evig dans

Dansen er en evig tilbagevenden til det rum, hvor vi med vores intention i hjertet tænder skrivelysene og sætter os med pen og papir (eller PC). Der er en praksis, vi må etablere og opretholde. Så ja, det kræver en vis disciplin for uden den har vi intet fundament.

Do you have the disciplin to be a free spirit?
– Gabrielle Roth –

Start med morgensiderne

Du kan eventuelt gøre som jeg og starte med morgensiderne. De er mit faste holdepunkt og jeg har en intention om at skrive i min bog hver morgen. Jeg møder op i tillid og gennem den tillid skaber jeg forbindelse. I morgensiderne kan du skrive hvad som helst, bare du skriver 3 sider. Hverken mere eller mindre. Morgensiderne og den daglige skriverutine, rytmen og ordene du skriver, er med til at åbne døren til det indre magiske rum og bane vej. De sætter kreativiteten i gang og noget vækkes i din krop. Sjælen rører på sig. Det sker noget også selvom du måske ikke mærker det i starten.

Den evige tilbagevenden. En intention om at lytte til den stille stemme, den sjælelige stemme som med sine kærlige, hviskende ord og fra en verden af visdom viser vej. Men vi er nødt til at tune ind og det gør vi med vores fremmøde og gennem de ord, vi skriver. Et stille rum i stearinlysenes skær, tid med os selv og til os.

Stemmen kan blive dit faste holdepunkt

Stemmen er der hele tiden, men vi kan ikke altid høre den. Og når vi ikke kan høre den og mærke dens klang, kraft og følge dens vejledninger, farer vi kontinuerligt vild i det ydre og føler os løsrevede og rodløse. Men stemmen kan blive vores faste holdepunkt og vores fyrtårn. Når vi lytter til den og skriver fra det sted, hvor den risler som en kilde, falder vi til ro som til lyden af vand. Vi behøver ikke længere at løbe af sted og søge som gale efter svar og mening i den ydre verden. Vi lærer os selv at lytte indad og skabe rum, så vi kan blive stille nok. Det gør vi igen og igen. Det er disciplin. En kombination af meditation, natur og skrivning er en magisk cocktail i den forbindelse. Prøv dig frem.

Din skrivelængsel er et kald fra den stille stemme. Fra din sjæl. Så gør dig selv den tjeneste at besvare det kald. Din skrivelængsel er din billet. Brug den.

Læs mere i “Når skrivelængslen kalder”.

During sessions of solitude, periods of silence or “time retreats”, we shun life’s chattering distractions and simply notice what is left. Ourselves.
– Helen Cordes –

Stilhed. Ensomhed. Tid til indre næring og rum til fordybelse. Måske er det endda endnu vigtigere, hvis du som jeg er introvert og er nødt til at nære dig selv i selvvalgt ensomhed. Jeg elsker min egentid.

Ensomhed og egentid

I Vejen til den vise kvinde fortæller jeg lidt mere om den ensomhed. For en del af skriverejsen er en ensom pilgrimsfærd. Gaven i den den ensomhed er, at det ofte er tiden alene og i stilhed, som vækker sjælen og som giver os den ro, restitution og fornyelse, som vi har brug for. Her kan vi høre stemmen. Her kan vi lytte, skrive og følge dens råd.

På skriverejsen og i din proces bliver du snart bevidst om den praksis, det er at skrive og skabe rum. Du opdager at disciplin er en gave og langt fra så skræmmende, som du bildte dig ind. Faktisk tværtimod. Nu oplever du magien i gentagelsen og den proces, der synes at bevæge sig i cirkler. Du lærer at danse. Lytte. Og synge den sang, der lyder i dit indre. Med tiden bliver du den sang. Den stille stemmes sang.

Rodenergiens tid

Vi har for længst passeret efterårsjævndøgn og er gået ind i en ny tid. Nu vokser mørket, nætterne bliver længere og efterhånden som bladene falmer og bliver taget af vinden, må vi som træerne give slip. Et blad, et skridt af gangen. Den kommende tid tilhører rodenergien, det indre og det nære og vi opfordres til at skabe rum til hvile, fordybelse og restitution. Det er tid til at vende næsen hjemad og måske sidde lidt i det tiltagende mørke, i skumringen, og se lyset forsvinde. Sige farvel til dagen, til det, vi fik med os og give slip på det, vi ikke skal have med os ind i aftenen og natten. Vi holder mørkning.

Melankolien kommer på besøg

For nogen er den kommende tid en tid fuld af kontraster. Melankolien kommer på besøg. For mørket har et budskab og det er ikke altid, at vi bryder os om at høre det. Men mørket skaber harmoni og giver kraft til lyset. De to eksisterer side om side og vi er en del af den dualistiske dans. Derfor er vinteren et rum fuld af gaver til os, hvis vi altså hengiver os til det. Rummet og vinteren.

Mørket har helt sine egne fortællinger. Det samme har vinteren. Men hvis vi flygter og hele tiden forsøger at gøre os travle, tænde elektrisk lys og løbe bort, får vi aldrig hørt og set det, der kan være med til at skabe balance og gøre os hele. At følge med årshjulet og hengive os til den naturlige cyklus er med til at give os indre ro og en følelse af harmoni.

Har du skrivelængsel, er vinteren et fint tidspunkt at begynde skriverejsen på

Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig.

Det kan være langt lettere at lytte og høre den indre stemme, når det er mørkt udenfor. Eller når sneen har lagt en dæmper på lydene. Vinteren har masser af rolige rum, som vi kan koble os på og når vi går ud i naturen, kan vi lade os inspirere af processerne der. Træerne, som står nøgne hen. Lyttende. Afventende. Der er ro. Energien er gået i rødderne.

Stil gerne spørgsmål til de tomme siderne

Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det.  Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed, retning og døre, som ikke fandtes før.

Når vi skriver, skaber vi åbninger. Vi skriver vores vej og opdager, at vejen skriver os.

Skumringstimen og livsfloden, skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.
Citat Ørnen – fra min egen skriverejse, september 2015 – Lene Frandsen

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Kom med i et af mine online forløb og genfind din skriveglæde. Find ro, fordybelse og lad fortællingens kraft løfte og støtte dig på din skrivevej. Det er både sjovt, bevægende og lærerigt.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset alder, lad blot din skrivelængsel føre dig på vej.

Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens og mørkets gave. I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for skrivelængsel og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. En vintergave til din sjæl

Vintercirklen er forankret i naturens visdom, vinteren og årshjulet, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og skriver.

Du gør dig lydhør for din stille stemme

Vintercirklen starter den 9. november. Forløbet foregår online og der er ikke bestemte dage eller tidspunkter, du skal deltage. Du skaber selv dit rum og den tid, hvor du skriver så det passer ind i dit liv. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

For kvinder med skrivelyst og længsel. Du er hjertelig velkommen.

Fortællersken

Fortællersken

er et nyt online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel.

Giv din indre fortællerske ordet og kom styrket ud af vinteren

Fortællersken er for dig, som ønsker at arbejde og lege med dine skriverier gennem vinteren og i endnu højere grad en tidligere at give din indre vise kvinde ordet.Du vil gerne vil bruge vinteren på at give din indre fortællerske ordet med fokus på vinterens fortællinger og mørkets visdom og komme styrket ud af vinteren.

I Fortællersken skal vi arbejde og lege med forskellige indgange til fortællingens kraft. Du vil blive introduceret for nye og anderledes tilgange til det at skrive og du vil også blive ansporet til at gå lidt længere og lidt dybere med det, der folder sig ud.

Vi arbejder, leger og prøve nye skriveveje

Du har lyst til og mod på at lege og prøve nye skriveveje. Du ser det som et eventyr og ved, at du er nødt til at skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte for at få fat i de virkelig gode og transformerende fortællinger.

Et kærligt, kreativt rum

Jeg er med som skriveguide i bjergene. Jeg holder et kærligt og nærende kreativt skriverum med næb, kløer og kærlighed og det gør jeg i henhold til Julia Camerons regler for den hellige cirkel. Vi værner om de små spirer, vi løfter og støtter hinanden og nyder godt af de fortællinger, vi hver især henter frem i forløbet.

Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som sætter din fortællerske i gang. Du får masser af skrivetips og ideer til, hvordan du kan folde din fortællerske ud og holde gang i skriveilden. Du lærer om den kreative proces og øver dig i at danse. I processen. Du opdager, hvordan alt kan skrives og skriveblokeringer opløses.

Fortællingens kraft og intentionens magi

Du oplever fortællingens kraft og intentionens magi. Du får masser af historiemedicin og vitaminer til dit indre eventyr. En ganske særlig skriverejse gennem vinteren. Og eftersom den foregår online, kan du være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Tilmeld dig senest den 20. oktober og få ravnerabat

Se invitation og detaljer i linket her og bemærk, at du opnår ravnerabat (early rabat) ved tilmelding senest den 20. oktober. Forløbet starter den 20. november og varer 4 måneder. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Kærlig hilsen
Lene

“Your soul knows the geography of your destiny. Your soul alone has the map of your future, therefore you can trust this indirect, oblique side of yourself. If you do, it will take you where you need to go, but more important it will teach you a kindness of rhythm in your journey.”
― John O’Donohue, Anam Cara

It’s not only tears and laughter, impulses and memories, that link us to our authentic wildness. By nature we are creative. Creativity flows through us like the blood in our veins. In our natural state we are writers, dancers, singers, poets and makers of art.

There are intutive knowings that we sometimes forget, but just beneath the surface of our daily lives they reside and come alive in our nightdreams.

We may have forgotten how to express it or we might stutter when we try, but the deep song of our authentic voice still resonates within.
– Judy Reeves – 

 

Disciplin skaber magi

“Skriv dig ind i det”, siger hun og skubber blidt til mig. “Du står stadig udenfor cirklen og farer vild i tankerne.” Det er sandt, jeg kan godt mærke det og ved det af erfaring. Alligevel falder jeg i den sædvanlige fælde. Det er som om det nærmest hører med.

Jeg træder ind og tænder mit skrivelys. Kaffen står på bordet, den er god og varm. Udenfor bølger disen og træerne står som forstenede i horisonten. Jeg kan ikke se fuglene endnu, men jeg ved, at de er der. Sorte krager i hobetal gæstede have og matrikel i går. Jeg hilste på dem, da jeg kom gående mod syd med solen i ansigtet ud på eftermiddagen. Vinden var bidende kold, men når jeg fandt små pletter med læ, kunne jeg mærke solen varmede.

Min aktive deltagelse er en forudsætning

Jeg er trådt ind i cirklen, jeg skriver og min intention i dag er at gøre klar til den intuitive skriveworkshop, som finder sted her i min skrivestue på onsdag i anledning af Imbolc. Det er først i næste uge, der er stadig dage og nætter til at lade komme, men jeg ved, at hun har ret, når hun siger at min aktive deltagelse er en forudsætning. Jeg er nødt til at træde helt ind i cirklen og lade det ske. For når jeg står udenfor cirklen og i tankerne forsøger at … Ravn flyver forbi! Jeg ser hende ud af øjenkrogen, hun svæver som en sort skygge ud af disen og kommer pludselig til stede på himlen derude. Gennem skydækket, disen, hun virker målrettet og flyver forbi uden at kigge ind. Det er tilsyneladende ikke meningen, at hun skal lande i dag, men hun viser sig i et kort øjeblik, så jeg ved. Jeg er ikke alene, men at træde ind i cirklen og medvirke er en forudsætning.

En god portion lytning

Min medvirken kan meget vel rumme en god portion lytning. Også det ved jeg af erfaring og øvelse gør vel mester. Jeg er nu i stand til at lytte gennem ordene og fornemme det, der danser mellem linjerne. Jeg har tillid og vished om, at det, der er til mig og den intuitive skriveworkshop på onsdag vil manifestere sig nu og i de kommende dage. Jeg er mødt op, jeg har tændt mit skrivelys og jeg sidder her. Mine fingre danser over tastaturet, det gør godt at rejse gennem ordene og bare lade komme.

“Er du dér?” spørger jeg og mærke svaret rumstere i mig. Det er hun.

“Hvad vil du gerne vide?”. Nu er det hendes tur til at spørge, hun minder mig om ånden i Aladdins lampe. Jeg gnider på lampen via ordene og spørgsmålene. Jeg kommer med min intention og jeg viser, at jeg er modtagelig og klar.

Min intention

“Jeg har en intention om at skrive mig ind i programmet for skriveworkshoppen på onsdag”, svarer jeg højtideligt. “Som du anbefalede. Jeg vil gerne de lave skriveafsæt og øvelser, som vi skal arbejde og lege med og få en simrende fornemmelse af, hvordan rummet ser ud. Hvordan energien er og hvad jeg kan gøre for at skabe den gode, kærlige energi som altid er i rummet, når jeg holder intuitiv skriveworkshop.”

“Prøv at læse lidt af det, du selv har skrevet om Imbolc” siger hun uden tøven. “Kig på de skriveafsæt og øvelser, du allerede har lavet, sæt dig ned og begynd at komponere. Musikken findes allerede, det ved du, så din komposition er en kærlig medvirken til det, der allerede er musik. Rummet findes allerede og de kvinder, som skulle komme, har meldt deres ankomst. Fuldt hus, det er dejligt. Det bliver en fin og magisk skriveworkshop på et vigtigt og kraftfuldt tidspunkt på året.”

I trænger til lyset, varmen og de små spirer af håb

“I trænger til det rum nu, også dig. I cirklen er alle lige. I trænger til lyset, varmen, fordybelsen og de små spirer af håb. I har brug for at lade kreativiteten virke gennem jer, at påkalde jer fortællingens kraft og tage vitale dråber af historiemedicin. Fortælle jer selv og hinanden. Rummet findes allerede. Tag et kig på det, du allerede har skrevet og lad dig lede på vej. Du har allerede det meste, det ved du egentlig godt, ikke? Smag på retten i simregryden, mon ikke den er ved at være klar nu?”

Imbolc

Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes for første gang på tidspunktet for Imbolc. Vi er midtvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn.

Dette tidspunkt er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk nu. Og vi trænger til lyset og varmen, så vores frø kan spire, vokse og gro. Det er for tidligt at smide vinterkåben, javist, det er stadig vinter og Imbolc er ikke en invitation til forcering. Det, der skal ske, vil ske når tid er. Men det er invitation til at fejre lysets og solens kommen, det tidspunkt, hvor vi for første gang kan se og mærke de små spirer af nyt liv. Der er forårsbebudere som vintergæk og erantis i den frosne jord. Vi kan bl.a. forankre os og fejre dette tidspunkt på året ved at tænde lys og bringe blomsterknolde som krokus og hyacint ind i stuerne.

Husk at købe “blomsterknolde”, jeg kan ikke huske hvad de egentlig hedder. Jeg smiler lidt af mig selv. Jo nu ved jeg det, løg. Blomsterløg i små krukker.

Fyrfadslys, blomsterløg, måske en lille buket erantis. Der er masser ude i haven nu. Men jeg bryder mig ikke om at plukke hverken vintergæk eller erantis, det har jeg aldrig gjort. Synes det passer bedre, at de står i haven og den lille skovplet herude. De hører til i jorden, så jeg forkaster den ide.

Vi varmer os ved ilden

Bål. Jeg vil lave bål, så vi kan varme os ved bålet og tænke på det, vi ønsker skal spire og gro. Er der uønskede tanker, udtrådte historier og den slags, som vi ikke skal have med os videre, giver vi det til ilden. Vi siger det enten højt i cirklen rundt om bålstedet eller også har vi skrevet det på små lapper papir inden. Vi giver det til ilden. Men mest af alt varmer vi os lidt ved bålet, den ild, som Brigid også er beskytter af. Hun nikker. Det er en god plan.

Men skriveøvelserne, hvad skal de indeholde? De er forankret i tidspunktet for Imbolc, ingen tvivl om det. Gode afsæt, som frister og gør os nysgerrige, døråbninger til alt det, vi ikke kan tænke os til. Mærke energien, sanse og fornemme alt det, som ikke er formgivet endnu. Invitere fortællingens kraft ind i rummet, tage imod, skrive og lytte. Vi læser højt for hinanden i cirklen på de intuitive skriveworkshops, det er altid et skønt, rørende og magisk tidspunkt på workshoppen. Når vi læser højt for hinanden og lytter.

Lad spørgsmålet lede dig på vej

Hvad mon dér er af fortællinger og kvindelig visdom til os, når vi på onsdag møder op, danner cirkel og tager imod?

Og så opstod de bare, skriveafsæt og øvelser. Jeg havde lagt i kakkelovnen og ilden brændte lystigt i mig, mens ideer manifesterede sig og blev til et slags program for den intuitive skriveworkshop på onsdag.

Disciplin og magi

Det er lørdag og dagen er ligeså diset som i går. Dog føler jeg mig lidt friskere i dag, som om en levedygtig lille spire baner sig vej gennem mig. Dråber på vinduet, det har vist regnet lidt i nat, men vinden har lagt sig igen. Den har gjort sit arbejde for denne gang. Jeg husker, hvad den hviskede til mig tilbage i januar:

Try easier, you try too hard.

Morgenmad, morgentur ud i disen med hundene og morgensider ikke mindst. For morgensiderne er en essentiel del af min kreativitet og min skriverejse. Det er også en vigtig del af min spirituelle praksis og forankring.

Du får, hvad du giver. Dit skrivearbejde belønnes

Så snart vi negligerer eller forklejner det at skrive, det kontinuerlige fremmøde, disciplinen, skrivningen og gentagelsen, negligerer det os. Du får, hvad du giver. Dit skrivearbejde belønnes, tillid er en forudsætning. Jeg har for længst indset, at det er min vej og måde krydret med meditation, yoga og den evige bevægelse, turene ud. Naturen, min læremester og mit kirkerum. Mit fremmøde, min aktive deltagelse er en forudsætning og ved at skrive morgensider hver morgen, 3 sider som Julia Cameron anbefaler det, viser jeg mig villig.

En skrivende arkæolog

Jeg skriver mig ind til alt det, der ligger begravet under murbrokker af tunge tanker, følelser og gamle historier, jeg foretager en udgravning gennem ordrejsen og er således en slags skrivende arkæolog. Og det er ikke svært for mig, det har det aldrig været og det bliver lettere, jo mere jeg gør det. Det er så naturligt for mig som at trække vejret. Jeg trækker vejret gennem ordene og skriver mig gennem det, der står i vejen. For jeg har en intention i hjertet. Jeg har en intention.

Under murbrokkerne og dybt begravet min egen sårbare, frodige muld finder jeg de små frø og spirer af det, der er min sandhed. Frø og spirer, som jeg nu kan vande, gøde og værne om. De skal beskyttes, de er sarte, helt nye nu her ved tidspunktet for Imbolc. De er hellige og jeg passer godt på dem. For jeg er dem.

Har du skrivelængsel

Hvis du har skrivelængsel, kan du gøre det samme, min ven. Møde op og skrive det, der er dine fortællinger at skrive og tage imod. Gennem alt det, der står i vejen, kan du rejse via ordene og giv lyd til det, der er forsømt og gerne vil høres. Det hvisker, det kalder, det græder sagte i natten, men det er aldrig for sent at møde op og give det ord. Og du vil efterhånden opleve, at noget nyt og anderledes kommer til syne mellem linjerne, din stille stemme bliver tydeligere og intuitionen vokser. Du bliver opmærksom, lydhør og hver eneste gang, du møder op og skriver, øver du dig.

Disciplin skaber magi

Disciplin skaber magi. Den evige gentagelse. Gennem vinter, forår, sommer og høst. Dug, dis, lys og skygge. Mørke dage, tåge og vind af orkanstyrke. Sol, sommer og varme. Disciplin skaber magi.

Center yourself and maintain a deep, strong connection to Spirit
in whatever works for you.
Have a spiritual practice that you do every day.
Center. Create. Activate. Repeat.
– Joanna Powell Colbert –


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017. Alle skriveworkshops er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL

Onsdag den 8. februar kl. 10
i anledning af Imbolc og i lysets tegn – invitationen finder du her.
Alle pladser er optaget.

Lørdag den 29. april kl. 10
i anledning af Beltain – detaljer følger

Fredag den 22. september kl. 10
i anledning af efterårsjævndøgn – detaljer følger

Lørdag den 28. oktober kl. 10
i anledning af Samhain og i mørkets tegn- detaljer følger

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, men hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen herunder. Vi starter den 1. marts. Forårscirklen er et online skrivegruppeforløb og du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen og kan forhåndsreservere din plads ved at skrive en e-mail til mig skrivehuset@gmail.com.


forarscirklen-marts

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts 2017 og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Invitation til Forårscirklen finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser og du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Magical Book” © Honourableandbold, Dreamstime
Photo “Prayer”  © Eti Swinford, Dreamstime

Denne morgen er jeg rig

Juliogjeg

Jeg er rig. På denne underskønne sommermorgen har jeg sat mig udenfor i morgensol og vind for at skrive i min bog. Morgensider. Et stort glas vand med friske limeskiver. Fuglesang og duekurren. Skygger, lys og livet, der folder sig ud.

Morgensider. Jeg møder op, åbner bogen og lader ordene risle ud på siderne som de nu kommer. Og det er tilladt at skrive hvad som helst, for på morgensiderne skriver vi det, som det er. Vejen åbner sig gennem ordene og et lys trænger igennem som gik jeg på en skovsti med sol mellem trækronerne. Det er en nåleskov, duften er markant i mine næsebor og underlaget blødt under mine fødder. Her går jeg via ordene, jeg fragtes til de subtile toner af den sang, der lyder dybt i mig. Min livssang, velkendte sprøde toner, som drager og forløser. Gennem skoven med de høje træer og lyset, der regner ned mellem stammerne.

Ord. Denne morgen er jeg rig, jeg mærker det, mens jeg sidder her i dagens første timer og sætter ord på. De små ting, detaljerne og brisen, der leger med mit hår. På morgensiderne kommer jeg til stede, jeg bliver nærværende og min opmærksomhed skærpes. Noget vågner i mig og pludselig kan jeg se kvinden vandre gennem skoven.

Hun drysser ord, bag hende ligger sætningerne spredt ud som små fluer i nåleskoven. I hånden bærer hun en stav og hvis jeg zoomer ind, kan jeg se det fint udskårne træ med symboler. Bogstaver. Og et smukt formet greb, der som et uendelighedssymbol snor sig om hendes hånd.

Ordene er hendes tryllestav. Gennem ord og sætninger ikke alene skriver hun sit liv, hun skaber det. Hendes skridt er sikre, stolte og holdningen rank. Nu tvivler hun ikke længere, hendes indre vished bærer hende af skjulte stier, der har ventet på hendes skridt. Over hende, over træerne, skinner solen og en ny dag vågner. En dag, der er hendes at skrive. Og den starter lige her. På morgensiderne.

Kærlig hilsen
Lene

HØSTCIRKLEN – til dig og din skrivelængsel

Hvis du har lyst til at skrive din vej, din sjæl og sætte din skrivelængsel fri, så kom med i Høstcirklen. Der er stadig ledige pladser.

Du finder invitationen i linket her og tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com

Til yderligere inspiration, læs også gerne
NÅR HØSTEN KOMMER

Jeg gør dig klar til forår

vintergæk

Kreativiteten vokser med lyset. Jeg kan mærke det. Efterhånden som februar går sin gang og dagene bliver lidt længere, mærker jeg energien vokse. Og med energien kreativiteten. Det er som om jeg virkelig er blevet en del af årstiden og det tidspunkt, hvor vi befinder os lige nu. Jeg er ikke adskilt, jeg står ikke udenfor og kigger ind af en dugget rude. Eller omvendt. Jeg er hvert eneste øjeblik og indser efterhånden, hvor kraftfuldt det er at rejse i sekunderne. De øjeblikke, de stunder, der ikke er forgæves eller ubrugelige. Skabelsen sker i de sekunder og det kan gøres med en tanke, en pen eller en pensel. Således har jeg i de forgangne uger malet en lille serie af abstrakte fuglemalerier. Spisebordet må igen lægge overflade til aviser fyldt med farver, pensler og en krukke med vand.

Jeg fornemmer, at det er energien fra Imbolc og den snarlige overgang til forår, jeg mærker. Noget spirer i mig og selvom det langtfra er hele tiden, at jeg føler mig energisk og fuld at skaberlyst, er det oftere og oftere. I går sidst på eftermiddagen kastede solen et gavmildt lys ind af vinduerne i mit skriverum, strålerne ramte reolen og nogle af bøger stod badet i projektørlys. Lyset var blødt, favnende og det var som om, at det bekræftede mig i mine fornemmelser. Foråret er tæt på nu. Det er dristigt at sige og skrive den slags midt i februar, men jeg gør det nu alligevel. I hvert fald kan jeg med en vis sikkerhed påstå, at der sker noget i mig. Jeg er ikke længere vinter. Og selvom jeg nok heller ikke er forår endnu, er jeg fuld af en ny slags energi, der hører dette tidspunkt til. Midt i februar.

Blidemåned

Det er nogle dage siden, jeg sidst skrev morgensider og har jeg har savnet det. Et par gode dage i København og yoga i går morges uden tid til at skrive morgensider først. Nu er det pludselig lørdag og vinter igen, vi vågnede op til et sneklædt landskab. Følelsen af forår og det bløde lys er forsvundet for en stund. Der er stille udenfor, igen har sneen lagt en dæmper på det hele og på mange måder lever februar op til sit navn. Blidemåned. I dag føles ganske blid og jeg vil gå stille med dørene. Bevæge mig forholdsvist langsomt gennem dagen, lægge lidt flere spor i bogen, jeg skriver på og i det hele taget følge den subtile vinter-mod-forår energi.

For det er februars lys, der blidt glider over de snedækkede marker. ”Intet hastværk” hvisker stemmen i mig og nogen stryger mig blidt på kinden. ”Alting kommer til dig i rette tid. Hav’ tillid”. Tillid, det er mit ord og min vej. Hver eneste måned møder jeg op og skriver morgensider i tillid til, at alting er, som det skal være. Stille dage og tomrum hører med. Værelser uden svar. Og vi må vove at blive, selvom de fleste bruger deres liv på at flygte fra den tilsyneladende tomhed og mødet med sig selv. Konstante gøremål og en travl kalender, ingen tomme sider eller blanke dage. Det bliver en kamp for at fylde op og fylde på.

Jeg gør dig klar til forår

Det er længe siden, jeg mødte mig selv i tomrummet, men det er først nu, at jeg virkelig lærer mig selv at kende. Gennem ordene og på siderne her i det evige fremmøde. I tillid. Alting ånder fred, vi har gået tur med hundene gennem sneen og nu venter en lørdag uden sociale aktiviteter i modsætning til sidste weekend, hvor der var fyldt op. Jeg sætter efterhånden pris på tomrummet og aner dets værdi. ”Jeg er en blidemåned” siger hun og smiler underfundigt. ”Jeg gør dig blød og klar til forår”.

Morgensiderne

Efterhånden kan morgensiderne blive en slags forbindelse til det guddommelige. Til kilden. Med en bevidst intention kan vi hver morgen sætte os og ønske kontakt. Både for at holde fokus på det egentlige og for at huske. På mange måder er det den intuitive skrivegernings fornemmeste formål. Vi får kontakt til en hengemt del af os selv og vi kan skrive det frem, vi havde glemt. Så vi husker.  Derfor opstår genklangen som en slags sødme og som en magisk kraft. Udenom tankerne, for intet kan erstatte det direkte møde med ord og kreativitet. Vi må møde op og skrive. Derfor er morgensiderne så gode.

Skrivning som meditation

Skrivning i hånden er sin egen meditation. Når vi skriver, bliver vi ét med det der er og vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik. Morgensiderne holder os til ilden. De gør os til skrivende mennesker allerede i de tidlige morgentimer og gennem ordene får vi både kontakt og en slags jordforbindelse, som vi kan være i resten af dagen. Hver eneste morgen stopper vi op og vender os indad, mod os selv og den dybe brønd af visdom, som gemmer sig bag tanker og begrænsninger. Det er en slags sti, som vi gennem ordene følger i vores eget indre.

Morgensiderne er ikke noget, jeg har opfundet. Men uden at vide det var det en slags morgensider, som gjorde at jeg fik øjnene op for den drøm, der dansede mellem linjerne og i mit hjerte. Hver eneste morgen mødte jeg op og skrev intuitivt på min blog, inden jeg tog på arbejde. Og ved kontinuerligt at møde op og skrive, satte jeg noget fri, som ellers havde været fastlåst og gemt et sted dybt i min sjæl.

Senere indså jeg, at jeg egentlig havde gjort det, som Julia Cameron anbefaler i sin gode bog ”Kreativitet”. Jeg havde skrevet morgensider. Og det kan man ikke gøre uden at der sker noget. Det er i grunden ganske magisk, som man kan slippe bag tanker og modstand ved blot at skrive og blive ved.

Hvis du er en kreativ sjæl og drømmer om at for alvor at tage din kreativitet og din skrivedrøm alvorligt, så anbefaler jeg dig varmt at skrive morgensider. Køb dig en fin og tiltalende notesbog og en god pen. Måske har du allerede en, du kan bruge, men ellers køb en, som taler til dig og gør dig glad. Morgensiderne er nemlig en positiv ting, noget du gør frivilligt og med glæde. Morgensiderne er din overspringshandling og noget af det første, du gør om morgenen. Men det er også en handling, som du giver dig selv til. En kærlighedserklæring til dit skrivende og skabende jeg og alt det, du indeholder og allerede ved.

Det handler om at huske

Det handler ikke om at lære eller erfare noget nyt, det handler snarere om at åbne op for alt det, du allerede ved og indeholder.

Jeg lover dig, at hvis du hver eneste morgen skriver morgensider, så begynder der at ske noget. Magiske ting, der handler om din kreativitet, din skriveglæde og dit liv. Og der er ingen underlige regler om indhold, du skal blot skrive 3 sider hver morgen uden at standse op og uden hensyntagen til, hvad der står. Det vigtigste er selve skrivehandlingen (i hånden) og ikke, hvilke ord, der kommer igennem dig. Du kan skrive alt, du tager imod.

Morgensiderne er en slags grundsten til andre kreative udfoldelser og for mig blev det en slags vej mod min drøm. Jeg skrev mig selv. Jeg fik kontakt til dybere sange i mit indre og jeg lærte at synge dem. Sange, der på mærkværdigvis var varme og velkendte. Jeg huskede. Og genklangen var dyb og god.

Morgensiderne vækker det, der slumrede, til live. Men morgensiderne giver også mulighed for at få styr på tanker og impulser på. Bevidstheden vokser.

En symbolsk og hellig handling

Hver eneste morgen med få undtagelser som forleden møder jeg op og åbner min notesbog. Når jeg åbner den og lader pennen glide over papiret, når ord bliver til sætninger, har jeg startet min dag med en hjertelig intention. Jeg tager min skrivelængsel alvorlig og jeg tager imod det, der skrives vil. Jeg går på opdagelse i sjæl og hjerte og skriver alt det, der ellers ville tynge og holde mig tilbage. Jeg skriver mig fri, så jeg kan skrive frit.

Jeg møder op og tænder mine skrivelys, to store hvide lys, som lyser op og varmer min sjæl. En symbolsk handling og en påmindelse om, at vi skal huske at tænde vores eget lys og lade det skinne. Vi skal huske hvem vi egentlig er. Derfor er det at skrive morgensiderne både en symbolsk og nærmest hellig handling. Vi møder op og stiller os til rådighed for det, der vil skrives. Vi forbinder os. Og vi forpligter os.

Prøv morgensiderne, hvis du ønsker at vække din slumrende kreativitet. Jeg lover dig, det sætter ting i gang og kreativiteten er sjældent det eneste, der vågner. Det hele opstår, når vi skriver. Jo mere vi kan lade være med at tænke over det, vi skriver og skal skrive, desto mere flydende bliver det. Forbavsende, flydende og ganske magisk over tid.

Morgensiderne er det vigtigste redskab i arbejdet med at genfinde sin kreativitet, siger Julia Cameron og det er ikke løgn. Jeg vil blot tilføje:

Morgensiderne er det vigtigste redskab i arbejdet med at genfinde sig selv, sin sjæl og det liv, man egentlig er skabt til at leve. Et ord af gangen.

Poesien viser sig ofte i de ting, man ikke troede var vigtige.
– M.C. Richards –

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehusets program 2016 – kom og skriv!

Ved at klikke på nedenstående overskrifter finder du information og datoer for de kommende aktiviteter i Skrivehuset. Og ja, der er stadig pladser i Forårscirklen, de sidste magiske skrivecirkel inden sommer. Kom, skriv og sæt længslen fri!

Forårscirklen – skrivecirkel for kvinder med skrivelængsel
Forårscirklen er et forløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel. Vi starter i marts 2016 og begiver os ud på en skrivende rejse, der hylder det tidspunkt på året, hvor vi nu befinder os.

Skrivecirklen er forankret i foråret og den tid på året, hvor alting igen begynder at spire og gro. Som ude så inde. Lad din skrivelængsel blomstre.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Gå på opdagelse i din skrivelængsel, skriv og fold ud. Jeg vil tage jer med på en skrivende rejse, hvor vi udforsker vores skrivelængsel gennem skriveøvelser, opgaver, meditationer og lidt bevægelse i form af en gåtur i de skønne omgivelser.

Det bliver en dag fuld af skrivende nærvær, en magisk skrivecirkel, hvor vi både tager imod fortællinger og læser dem højt for hinanden i cirklen. Vi taler om modstand, den indre censor og skriver os gennem det, vi møder på dagen. En dag med magi og skrivende fordybelse for sjæl og hjerte.

Skriv din Sjæl
Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. Vi øver os på at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

Du vil have glæde af forløbet uanset om du ønsker at skrive “for dig selv” eller om du har en virksomhed, hvor du ønsker at blive mere tydelig i dit sprog og formulere dit “hvorfor” og dit budskab, så det vækker genklang hos dine læsere.

Skriv Din Sjæl forløbet byder både på intuitive skriveworkshops og en skrivecirkel for 6 dedikerede kvinder. Er du mon den ene?

bur

 

Iskrystallernes sang

Iskrystaller

Jeg kan mærke, at januar udfordrer mig på en kærlig og insisterende måde. Udenfor er der faldet et nyt lag sne, jeg har startet bilen og vil snart gå ud og gøre den ren. Bare for en sikkerheds skyld. Landskabet ligger svøbt i mælkehvid dis, horisonten er uklar og der er ikke rigtig noget at se. Endnu en dag dyppet i stilhed.

Energien i januar

Hvad er dér med energien i januar og hvorfor har jeg ikke lagt mærke til det før? Lige nu ønsker jeg mig inderligt, at enten ørnen eller kragen Harald vil dukke op og skænke mig en forklaring, men ingen af dem er at se. Mest af alt hæfter jeg mig ved stilheden og min egen træthed, der ligesom følger med disen og det snedækkede landskab. Jeg sov fint nok i nat, men vågnede tidligt. Kun for at falde i søvn igen kort tid inden vækkeuret satte i gang. Nu sov jeg dybt og det var svært at vågne og komme til hægterne. Søvnen hænger ligesom stadig i og det dæmpede vinterlys gør det ikke lettere at komme i omdrejninger.

Udfordringen synes at være et dybere lag af januar. Et sted, hvor man ikke flygter eller finder på undskyldninger for ikke at blive. Der er altid mange flugtmuligheder, den ydre verden byder på adspredelse og ting at tage sig af. Og januar er en udsat måned, hvad den slags angår, nytårsforsætter og ønsket om at gøre dette år til et bedre år, hvad end det vil sige, gør os sårbare og lette at manipulere. Jeg tænker igen på, hvorfor det er så let at bilde os ind, at vi kan blive bedre udgaver af os selv. Det får Januar til at fnise igen, jeg kan høre hende derude i sneen. Lette skridt, hun er som en fjer af fin energi og uden at gøre særlig stads af sig, er hendes nærvær og tilstedeværelse markant. Spørgsmålet er blot, om jeg tør gøre hende selskab og slappe af i visheden om, at alting er som det skal være.

Bilen er dækket af sne. Hvor skal jeg dog også køre hen? Jeg bilder mig selv ind, at det er nødvendigt at køre ind til byen for at handle ind til aftensmad, men det passer ikke. Jeg har grøntsager i køleskabet og kan lave en udmærket grøntsagssuppe. Og i går bagte jeg jo brød, det kan vi spise til. Brød uden gluten bagt med kærlighed. Der er ikke noget at køre efter, ikke noget at nå. På vej ned fra første sal tog jeg nogle bøger med, som jeg gerne vil læse i løbet af vinteren. Faglitteratur, bøger om at skrive. Jeg er ved at flygte igen. Udenfor snurrer bilen, snart går jeg ud og fejret sneen væk og gør den ren. Bare for en sikkerheds skyld.

Sneengle i egen sjæl

Det er let at gå glip af den fine energi i januar. Den er sprød som sneen, isen der knirker under støvlerne, den er let som fjer og så uendelig dyb, at man kan synke helt ned og blive væk. Lave sneengle i egen sjæl.

Så jeg møder op og skriver. Først morgensider, de er for længst blevet en fast del af mit dagsprogram. Det er her, jeg checker ind og forbinder mig i tillid.  Tillid skaber forbindelse, hver eneste morgen skriver jeg ordet for at huske det. Tillid. Men det er ikke længere bare et ord, en mental beslutning om at være mere åben og tillidsfuld i forhold til livet og det, der er. Lige nu. Tillid til at jeg ikke behøver at gøre noget særligt for at få tingene til at ske. Og det synes da også nærmest komisk, at jeg skulle forcere noget på en januardag som denne. Lydløst ligger sneen som en dyne over landskabet, åen er frossen og byder på isblå krystaller, når solen for en kort bemærkning kigger frem bag skyerne og bader os i lys.

Iskrystallernes sang

Jeg blev fascineret af den frosne å, da jeg gik tur i går. Standsede op og betragtede synet, som om selveste livet var frosset fast midt i vinteren. Jeg kunne se min egen ånde som små skyer, mærke kulden i næseborene og da jeg gik videre, knitrede mine skridt i sneen under mig. Nogle har standset tiden, sagde en stemme dybt i mig og alligevel går du videre. Prøv at blive her lidt. I dette nu. I stilheden og det tomrum, som januar har skabt, så du kan være og hvile. Lyt til stilhedens sang og tonerne i de blå iskrystaller.

Det er ikke meningen at du skal fylde tomrummet ud.
Det er ikke meningen, at du skal overdøve stilheden.
Hvad flygter du fra, hvor skal du dog hen?
Bliv lidt her og lyt til tonerne af tavshed.
Bliv lidt her og syng med.
Syng din vinter, syng din sjæl.
Syng med på iskrystallernes sang.

En bog er undervejs

Jeg tog den frosne å med hjem. Den blev en del af min bevidsthed, et billede på den tilstand, som januar inviterer til. Senere skrev jeg lidt videre på bogen, for jeg er skam ved at skrive en bog. Endelig er jeg klar til at gøre det, der egentlig var min hensigt, da jeg for snart en del år siden standsede op, trak vejret dybt og spurgte mig selv, om jeg egentlig var glad for det liv, jeg levede. Det var jeg ikke, for jeg havde nemlig glemt min drøm. Jeg havde glemt at skrive. Men der kom så meget i vejen, så mange forhindringer og jeg lærte min indre censor at kende på godt og ondt. Alle mine overspringshandlinger og undskyldninger for ikke at skrive er det, der har skabt den virksomhed, jeg har i dag. Krydret med to uddannelser voksede der pludselig en kvinde ud af noget, jeg ikke havde drømt om. Jeg ville jo bare skrive. Og det gør jeg så nu, for har jeg lært mig selv at gøre det på en måde, som hylder processen og alt det, der står i vejen.

Hver eneste dag skriver jeg lidt på bogen. Lidt, ikke for meget, man skal nemlig ikke skrive sig hverken ked eller træt. Når jeg forlader fortælling og tastatur er det altid med en følelse af, at der er mere at skrive og det er fristende at blive ved. I stedet går jeg ud. Som jeg gjorde det i går, hvor jeg mødte den frosne å og lyttede til iskrystallernes sang.

Du må gerne gå lidt i stå

Det er trygt at bilde sig selv ind, at der mangler noget. Det gør der hele tiden. Således må vi hænge på og blive ved med at stræbe, søge fremad og hele tiden bevæge os mod et mål, vi ikke helt kender. Vi ved bare, at det bliver bedre et sted derude i tågen. Det har vi jo lært. Endvidere fortæller man os, at vi kan blive bedre udgaver af os selv. Men vi må for alt i verden ikke gå i stå.

Det er frygtindgydende, at det netop er det, januar opfordrer os til. ”Du må gerne gå lidt i stå, siger hun og smiler underfundigt. Der er ikke noget at stræbe efter eller at nå. Du er ankommet.”

I frygter jeres eget lys, siger Januar

”Det er måske i virkeligheden det, I mennesker frygter. Det tidspunkt, hvor I ankommer til en station i jer selv og opdager, at der ikke længere er nogle steder at flygte hen. Alting er i skønneste orden. Det nu, I er ankommet til, har ingen bekymringer, mangler eller formaninger om, at I skal være noget andet, end I er. Det er et frygtindgydende sted, fordi det indbyder jer til at tage et kærligt blik på jer selv. Perfekte i al jeres uperfekthed. I frygter jeres eget lys og derfor flygter I fra det. Er det ikke sådan, det er?

Jeg tøver lidt med at svare, ryster på hovedet og mærker, hvordan håret danser om ansigtet. En svag duft af sæbe breder sig i rummet. Her sidder en kvinde og er i færd med at finde fem fejl. Men der er ingen. Hun kan heller ikke engang slå sig selv i hovedet, fordi hun ikke skriver, for det gør hun jo. Hun skriver. Hun er mødt op, flere gange i dag, og hun oplever, hvordan hun fuldt ud i er i stand til at gå til og fra.

Der må vel være noget galt?

Men der må vel være noget galt? Hele tiden har hun den følelse, den tanke, at intet kan være så perfekt her først i det nye år. Der er ting at gøre, forberedelser, en evig søgen efter mere mening og hele tiden udskyde det øjeblik, hvor hun ankommer og ikke længere skal nogen steder hen.

Jeg tror så sandelig, at januar og ørnen har givet mig en kærlig udfordring, skriver hun og smiler lidt. Jeg er blevet inviteret til at lære sandheden at kende og med den mig selv. Her står jeg ansigt til ansigt med mig selv i årets første lys. Der er ikke længere nogen steder at flygte hen.

Bliv og syng med på iskrystallernes sang.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset – program for 2016

Åh ja, det er sandt. 2016 programmet for aktiviteterne i Skrivehuset? Det er skam på tegnebrættet og undervejs, jeg forventer at det lander engang i næste uge. Så snart det gør, deler jeg det med dig.

Forårscirklen

Jeg byder på endnu en skrivecirkel inden sommer, Forårscirklen, og selvom invitationen endnu ikke er sendt ud, er der allerede et par kvinder, som har sluttet sig til kredsen. Du kan gøre det samme ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com. Invitationen finder du i linket ovenfor. Læs også mere om skrivecirklerne her.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

De intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel består, dog med et nyt program og nye afsæt og øvelser, så du kan sagtens være med, selvom du har været her før. Jeg gør spisestuen klar, skaber rummet og inviterer Kilden med til bords. Følg linket og se datoerne for 2016. Der er plads til 6 kvinder pr. workshop, så tilmeld dig gerne så hurtigt som muligt og få plads omkring bordet.

Skriv Din Sjæl – skrivegruppeforløb for kvinder

Skriv Din Sjæl er et skrivegruppeforløb for dedikeret kreds af kvinder, der ikke længere vil nøjes med at drømme om skrive. Det er for dig, som længe har haft skrivelængsel, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. En kærkommen lejlighed til at blive en del af en skrivegruppe og kickstarte din skriveproces fra et helt nyt sted.

Vi lærer at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit ”hvorfor”, når det handler om at skrive.

På skriveworkshops og i cirklen vil vi bl.a. arbejde med fortællingens kraft, årstidernes betydning og indvirkning på vores energi, den indre censor, den kreative proces og selvfølgelig krydrer jeg med mindfulnessøvelser, meditationer og mantras. Der er plads til 6 kvinder i denne skrivegruppe, som også vil mødes omkring skrivebordet her i Skrivehuset til 2 skriveworkshops i løbet af kurset.

Din indre censor workshop

Kom og vær med, når jeg i forsommeren inviterer til skriveworkshop, der som arbejdstitel lige nu hedder ”Skriv din indre censor”. På skriveworkshoppen skriver vi ud fra afsæt og opgaver, der handler om alt det, der står i vejen. Frygt, modstand, overspring og så videre. Vi påkalder os de hjælpere, vi ellers har brugt hele vores liv på at flygte fra og så byder vi op til skrivende dans. Men Kilden vil selvfølgelig også være inviteret. Bag det hele er Kilden og kreativiteten til vores rådighed, hjælp og støtte. Det bliver sjovt, lærerigt og befriende. Der er plads til 6 kvinder på skriveworkshoppen.

Følg med

Og resten følger, når tid er. Jeg forventer at det bliver i næste uge. Følg med, du skal være så hjertelig velkommen. Tilmeld dig gerne min blog her på http://www.skrivehuset.com. Jeg udsender ikke nyhedsbreve, dem får du sikkert rigeligt af i forvejen, men du kan tilmelde dig og blive adviseret på e-mail, når jeg har nyt til dig.

Stille som sne

Vintertræ

Der er nogle vinterdage, hvor det er mig nærmest umuligt at gøre noget særligt. Jeg kan have nok så mange planer om gøremål, blogindlæg, skrivning af min bog, ideer og så videre, men alligevel er det som om noget trækker mig i den anden retning. Stilheden kalder fra krogene, lyset er sparsomt og det er som regel på de dage, hvor solen ikke er fremme at jeg mærker tungheden allermest.

I går var sådan en dag. Jeg havde planer om at skrive et blogindlæg om et emne, jeg længe har kredset omkring og puslet lidt med. Jeg har lagt frø i jorden og selvom det er vinter og jorden er hård og nu dækket af sne, kan jeg alligevel mærke det spire. Det er som en af de tidlige forårsbebudere, vintergæk eller erantis, der kravler op fra jordskorpen og giver os håb midt i vinterens dyb. I går troede jeg, at det var nu. At det var dagen, hvor jeg plukkede de fine blomster og skrev det, der nu er modnet, men sådan blev det ikke.

Så dukkede han op. Først så jeg ham som en silhuet i et af træerne i markskellet. Hans skikkelse sad som malet på en af de øverste grene, en sort kontrast mod den gråblå vinterhimmel. Jeg stod i vinduet og stirrede ud over landskabet, der nu er dækket af et fint lag sne. Og mens jeg stod dér, vidste jeg instinktivt, at jeg igen var havnet i et af de tomrum, der er karakteristisk for sjælens rejse. Det er ikke et sted, hvor man kan gøre noget eller handle sig ud af tomrummet. Hver eneste tanke om gøremål og flugt føles som piskeslag og gør ondt, fordi sjælen vånder sig.

Jeg blev glad, da det gik op for mig, at han var tilbage. Ørnen.  Og i samme sekund jeg tillod mig selv at føle glæde, lettede han fra træet og fløj mig i møde. Hans velkendte stemme dansede med vinden fra øst.

”Det er en dag skabt til fordybelse og stilhed” sagde han, da jeg stak hovedet ud af vinduet for at lade et par snefnug smelte på min håndryg. Jeg havde ikke set ham siden Vintersolhverv, hvor vi var på trommerejse sammen, men nu var han dér igen. ”Hvorfor føler du dig så desperat?”

”Jeg er vel ikke desperat”, udbrød jeg, men en iskold kuldegysning fortalte mig, at det ikke var helt sandt. Jeg var i færd med at blive godt gammeldags vred på vinteren og tomrummet. Sur på mørket, trætheden og fornemmelsen af, at alting er gået i stå. ”OK, godt så” medgav jeg og så forsonende på ham. ”Måske er jeg en anelse desperat eller, jeg er i hvert fald utålmodig. Jeg vil gerne i gang med det nye år og alle de fine planer, jeg har. Ikke mindst det blogindlæg, du ved, som har simret så længe, at det må være mørt og blødt som smør nu.”

Han lo kort og hoppede straks ind af vinduet, da jeg åbnede det for ham. ”Åh ja, kom helt ind, Ørn”, bød jeg og skuttede mig uvilkårligt, ”det er så koldt derude. Jeg fryser.”

”Der er intet i verden så stille som sne. Den dækker jorden, dulmer og indbyder til stilstand. Hvorfor i alverden er det så, at du vil være så aktiv og udfarende. Se bare på træerne derude. Stolte, ranke, de fortrækker ikke en mine. De er i fuld accept, de restituerer og dvæler i det nu, der er hele livet. Vinter er sjæletid. Sanketid. Hviletid.”

Jeg elsker ørnen, men han kan være så pokkers veltalende, at det grænser til det provokerende. Han siger altid netop det, jeg godt ved inderst inde og som rammer mig, fordi jeg i det sekund, han siger ordene, forstår at jeg igen er på afveje. Væk fra mig selv, nuet, vinteren og det, der tilbydes i hvert eneste frostklart øjeblik.  Hamsterhjulet lokker og kalder med sine velkendte toner.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdigt skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved. Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvile. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt stille sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj. Der er intet i verden så stille som sne.

* * *

Det nye år og hverdagen

Måske har du lidt ligesom mig? Når vi igen ankommer til hverdagen efter julen, nytår og alle decembers sociale aktiviteter kan det føles som om man ramler ned i en afgrund af ingenting. Det nye år er i gang, nytårsforsæt og overskrifter for det nye år er formuleret, i hvert fald mentalt, og nu er det tid til at igen at tage arbejdshandskerne på og komme i gang. Overalt bliver vi bombarderet med nytårsoverskrifter som ”kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid” og ”skal 2016 være dit bedste år, så er det nu, du skal handle”. Den slags.

Vinterens særlige energi

Men al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage som skabt til stilhed og fordybelse. Hvis du forcerer noget på dage som disse, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er. Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade. Muntre i decembers glimtende julelys.

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme. Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

Værn om vinteren i dig selv

Der er dog mange måder, hvorpå vi kan hylde den langsomme vinterrytme og vinteren i os selv. Der er måder, hvorpå vi igen kan forbinde os og noget af det allervigtigste er, at du giver dig selv lov til at sætte farten ned og justere lidt på ambitionerne. Ja, tillad dig endda den særlige gave at gøre ingenting. Værn om vinteren i dig selv og giv lov til de følelser, der nu kommer dalene som vintersne.

For ved du hvad? Paradoksalt nok er det langt mere produktivt at sætte farten ned og hengive sig til vinteren, trætheden og ren væren end det modsatte. Det er provokerende og frygtsomt for egoet, men det er faktisk en sandhed, som naturen kan hjælpe os med at forstå.  Det er langt mere godgørende rent faktisk selv at vælge at sætte farten ned, hengive sig og gøre lidt eller ingenting end at vente til at kroppen siger fra og du bliver ramt af sygdom eller depression, fordi du ikke lyttede.

Vinteren er som skabt til at lytte til stilheden og til budskabet om ingenting.

Hvis du har skrivelængsel

Måske handler et af dine nytårsforsætter om, at du gerne vil tage din skrivelængsel alvorligt, møde op og skrive? Men noget i dig tøver. Du strander i tankerne og det er et tungt sted at være.

Start med det første ord. Gå ud og køb dig selv en nytårsgave, en notesbog, som taler til dig og som du umiddelbart får lyst til at skrive i. Og find en god pen, for hvis det overhovedet er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden. Det er selvfølgelig helt op til dig, men der er en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi slukker for elektronikken og skriver i hånden. Og så giver det en skøn og lindrende indre ro, som de fleste af os trænger til.

Forrest i bogen formulerer du din hensigtserklæring.

Min hensigt med at møde op og skrive er …

Anvend positive ord, ord der tænder noget i dig og som gør, at du virkelig får lyst til at skrive. Ord med god energi. Mal med ordene og gå gerne på opdagelse i formuleringer. Det skal føles godt, du skal kunne mærke det. Hensigtserklæringen gør dig varm og glad indeni og motiverer dig på et indre plan. Den får din sjæl til at smile og det kan du mærke. Leg gerne lidt med det, giv tid og prøv dig frem. Du vil vide, når den er dér. Din hensigtserklæring, din hellige intention med at skrive. Den skriver du allerførst i din skrivebog, men du må gerne gøre noget andet også.

Skriv den på et stykke papir, som du kan se, når du er i dit skriverum. Hensigtserklæringen er din kontrakt og pagt med dig selv og Kilden. Og den er magisk!

Skab små oaser i din hverdag

Skab så nogle små oaser i din hverdag, hvor du hengiver dig til dit magiske skriverum. Tænd helt rituelt et skrivelys eller gør noget andet, der symboliserer, at du nu er trådt ind i dit hellige skriverum.

I nedenstående links kan du læse lidt om forskellige måder at skrive i hånden på:
Morgensider
Aftensider
Sjælebogen

Gå en tur

Og endnu en ting. Klæd dig godt på og gå en tur ud i vejret. Selvom vi gerne vil putte os indendørs om vinteren, er der intet så godgørende så en rask gåtur.

Naturen, frisk luft og bevægelse
Naturen, dens cyklus og visdom spiller en stor rolle i de skrivegruppeforløb, skrivecirkler, som jeg tilbyder i løbet af vinteren og i foråret. Selvom det primært handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, skrive og hengive sig til årstiden og de tidspunkter, der kalder på væren, lytning og sjælelige sysler i endnu højere grad end ellers, vil jeg altid opfordre til ture ud i naturen.

Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Også om vinteren. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces. Og så er fysisk aktivitet, frisk luft og en portion dagslys, hvis det er muligt, balsam for humøret.

Balsam for sjælen

Jeg ønsker dig en godgørende januar fuld af fordybelse, indre nærvær og hengivelse til langsomhed.

Sidst på måneden er lyset vokset betydeligt og du vil uden tvivl opdage, at noget i dig også lysner. Men lad være med at forcere det tidspunkt, hvor det sker. Gå i stedet med dagen og det, der er. Lige nu. Nyd de lyse stunder, de tidspunkter hvor det skarpe januarlys bryder gennem skyerne og kaster sol over land. Gå ud, hvis du kan og eller drik en kop lys fra dit vindue. Og hengiv dig så til mørket, vinteren og det, der er. Det er balsam for sjælen.

Vinteren er sjæletid, stille som sne.

Kærlig hilsen
Lene

Der er ingenting i verden så stille som sne, når den sagte gennem luften daler, dæmper dine skridt, tysser, tysser blidt på de stemmer, som for højlydt taler.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne, svanedun fra himlens hvide vinger. På din hånd et fnug er som tåredug. Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne. Tys, du lytter, til det tavse klinger. O, så fin en klang, sølverklokkesang inderst inde i dit hjerte ringer.

– Poul Hamburger –

Vintertræ


Forårscirklen – et skrivegruppeforløb

Hvis du har fået lyst til at være med i en af mine skrivecirkler, skrivegruppeforløb, så kan jeg glæde dig med, at vinteren og foråret byder på endnu en skrivecirkel. Til marts starter jeg Forårscirklen, som er den sidste skrivecirkel inden sommer. Flere detaljer og invitation følger snart.

 

Kom, lad os danse

Nydalakloster

Kære ven, der er gået et stykke tid, siden jeg vendte hjem fra min efterårsferie i Småland og skrev indlægget “Når vinden danser”. Sommeren og efteråret 2015 var alt andet end en dans på roser, selvom roserne skam blomstrede smukt i min have langt ind i oktober måned. Det var en sommer, hvor jeg på mange måder blevet rystet i min grundvold, men bedst som jeg troede, at jeg ville vælte og blive blæst omkuld af det stormvejr, der var opstået i mit indre, opdagede jeg, at jeg faktisk er som et træ med dybe og solide rødder. Og jeg, som elsker træer!

Lys, mørke og melankoli

Den lyse del af året kulminerede for mig ved fejring af sommersolhverv og lukker sig nu om mig igen som kalklåget om vinbjergsneglen. Lys mod mørke. Jeg har lovet mig selv at jeg, i endnu højere grad end tidligere, vil forsøge at gøre det, som naturen opfordrer os alle til nu; kontemplation, indre nærvær, restitution og hengivelse.

Hengivelse og melankoli

Dagene er korte nu og lyset er dæmpet. Selvom jeg nyder turene ud, ofte i selskab med mine elskede hundepiger, så er den tid, hvor jeg uden dårlig samvittighed eller modstand hengiver mig til trætheden og mørket, guld værd og en vigtig del af processen. Naturen har lært mig, at mørket og vinteren har en helt særlig kvalitet, som vi kan drage nytte og glæde af, hvis vi da ikke kæmper imod.

Melankolien hører med. Dans med den. Lad den være en del af de farver, der udgør din personlige palette.

En velsignelse i forklædning

Sommerens hændelser vil jeg ikke gå i detaljer med. Det, der skete, er ikke alene noget dybt personligt, det involverer også andre mennesker, hvis anonymitet jeg ærer og respekterer. Jeg vælger at se på dem som hjælpere, der på deres måde skubbede mig på rette vej. For det, der i sensommeren fremstod som en hård, ubarmhjertig og, synes jeg dengang, temmelig uretfærdig forbandelse, viste sig at være en velsignelse i forklædning. Selve læringen kom først i månederne efter og opstod midt i et indre mørke, der i lange perioder føltes som vildfarelse. Jeg for vild, sagde jeg, men efterhånden gik det op for mig, at jeg på ingen måde var faret vild. Tværtimod.

Tomrummet og sorgen fortalte historier

Tomrummet, de mørke gange og sorgen, som jeg til sidst valgte at sidde i og lytte til, fortalte mig nogle historier om mig selv, som jeg nu var moden til at høre. Historier, hvis arme rakte langt tilbage i tiden og som havde udspring helt tilbage i min barndom og uden tvivl også i tidligere liv.

Mørkevandring og styrkeprøve

Min mørkevandring viste sig at være en styrkeprøve. Den gav mig visheden om min egen kraft og formåen og selvom jeg oplevede både sorg og svaghed, hvor store og dybe følelser skulle væres med og bearbejdes, fandt jeg paradoksalt nok ind til ”mit sande jeg” gennem de oplevelser, sommeren bød på. Nogle lag blev skrællet af i de måneder og illusioner brast.

En slags sjælens mørke nat

Måske var det en slags ”sjælens mørke nat” jeg vandrede i gennem sommeren og efteråret? Under alle omstændigheder fik jeg gennem hændelsen og det, der skete efterfølgende, øje på mig selv og de mønstre, tanker og handlinger, som har formet og til dels bestemt udfoldelse af mit liv indtil nu, men som nu ikke længere tjener mig. Kærligt men bestemt blev jeg opfordret til at give slip. Min himmel var mørk, jeg mistede orienteringen, men jeg var ikke faret vild i ordets egentlige betydning. Eller var jeg? For på samme tid var jeg på rette vej.

Vildfarelse og lysninger

Midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild

har Tomas Tranströmer så fint udtrykt det. Vildfarelse, ved jeg nu, er uden tvivl en vigtig del af den indre rejse, sjælens rejse, for uden at miste orienteringen for en stund finder vi  ikke netop den lysning, der er vores sted og hvor nye og vigtige erkendelser opstår.

Tillid til processen

I mørket, i det tidlige efterår, hvor krager, råger og ravne fløj ind over mit landskab, blev jeg kærlig opfordret til at have tillid til processen. Det handlede om at give slip, gradvist, langsomt på samme måde, som træerne slipper bladene i efteråret, men det handlede også om at turde være i mørket og i den tilsyneladende vildfarelse.

Skridt for skridt, ord for ord, fik jeg hele tiden serveret små flager af sandheden, men jeg var ikke klar til hele sandheden endnu. Ved efterårsjævndøgn var jeg endnu i proces og sorgen lå om mig som en tung dyne. Måske kunne jeg have sparket dynen af og rejst mig, men jeg var for udmattet og samtidig forstod jeg, at det ikke længere handlede om at flygte eller forcere. Det handlede om at blive og om at vente.

Vent, intet hastværk

”Vent”, hviskede stemmen dybt i mig og krager, råger og ravne stemte i. ”Vent, bliv i mørket, bliv i efteråret og læn dig op af træerne for at hente styrke og visdom. Bladene, der falmer og den proces, hvor vi giver slip. Langsomt, intet hastværk, ingen forcering. Det føles måske pinefuldt, men det er kun fordi du værger dig imod det uundgåelige. Prøv med accept, hengiv dig til det og lad det være en dans. Dans med alt det, der smerter og vid, at du på et tidspunkt kommer ud på den anden side en forvandlet kvinde.”

Ofte så jeg lyset på himlen, det kom og gik gennem efteråret, og jeg forstod, at jeg blot skulle hvile så godt jeg kunne og ikke forsøge at flygte, selvom det gjorde pokkers ondt. Sandheden er, at jeg heller ikke kunne flygte. Jeg var for træt, for udmattet, min søvn var dårlig og min kreativitet lå i dvale. Der var ikke så mange ord endda, men jeg skrev morgensider og jeg søgte råd og vejledning gennem de ord, jeg skrev i sjælebogen. Jeg fik både hjælp, svar og kærlig poesi med på vejen gennem ordene, der opstod i de måneder.

For der er altid fortællinger, der som fyrtårne kan skinne i mørket og lede os på vej. Vi skal blot møde op, gør os modtagelige og skrive dem.

Nej, fandme nej!

En søvnløs nat, hvor jeg var ved at drukne i min egen sorg, dukkede hun op som et væsen, der slog gnister fra et sted dybt i mig. Hun bandede. Ja, det gjorde hun, hendes stemme var høj og klar men uden skarphed eller anger: Nej, fandme nej! Og jeg mærkede, hvordan styrken og kraften ulmede fra et sted dybt i mig og noget genopstod dér i den mørke efterårsnat.

Hun var ikke bare en voksen kvinde med bagagen fuld af levet liv og ar på krop og sjæl. Hun var ikke bare en vis kvinde, der havde opdaget, at hun kunne se og at hendes særlige sensitivitet var en gave, som hun var blevet skænket for at bruge den til det, hun gør bedst og som hun holder allermest af. Hun var ikke bare en voksen dame med grå hår som fine striber i det lyse. Hun var også sit indre barn.

Pigen, kvinden og lynlåsen

Den lille pige og den voksne kvinde smeltede sammen dér i mørket før daggry. Det sitrede i min krop, tårerne strømmede og det var som om jeg kunne træde ud af sorgen lige dér. Kom, hviskede den lille pige, se der en lynlås midt i sorgen og den voksne kvinde nikkede smilende og trak forsigtigt i den. Lynlåsen. De åbnede i fællesskab sorgen for mig og jeg kunne træde ud. Et nyt daggry åbnede sig på nattehimlen og jeg spejlede mig i det spæde lys, der opstod lige dér. Først da var jeg i stand til at tilgive og give slip på noget, jeg havde holdt så krampagtigt fast i. Først da var jeg klar til virkelig at tilgive.

Og mest af alt handlede det om at tilgive mig selv.

Alkymi og kvindekraft

Dér kom styrken. Lige dér i mørket.  Alkymi og kvindekraft. Den lille pige med eventyr og rottehaler og den voksne kvinde med erfaring og levet liv gik hånd i hånd. De dansede, de rørte hinanden, tørrede tårer væk og flækkede så sammen i hjertelig latter. Det hele smeltede sammen. Det var ikke, som jeg tidligere havde formodet, bare et spørgsmål om at holde om min indre pige, favne hende og trøste hende. Det var et spørgsmål om at smelte sammen med hende. De to, den unge og den ældre, rakte ud og blev forenet. Der var tårer og der var latter dér i mørket og ”nej, fandme nej” blev til en forvandlingssang lige dér.

Forvandlingssangen

Senere hen omskrev jeg den, forvandlingssangen, så den blev lidt mere poetisk. Men det er stadig ordene jeg bruger, hvis jeg skulle blive i tvivl om min egen kraft og styrke. Nej, fandme nej! Og jeg er sikker på, at du, min ven, enten har fundet eller vil finde helt dine egne ord, med netop den energi og det eftertryk, der sætter dig fri.

For ord er magiske. De er kreative. Ord er ikke alene informative, de er også formative, for på sælsom og ganske magisk vis, bliver vi det, vi skriver. Ordene former os og netop derfor skal vi vælge vores ord med kærlighed og omhu. Hvis altså ikke ordene vælger os, som det skete i mit tilfælde. Men her er det energien og styrken bag, som jeg mærker og hæfter mig ved.

Min tid er kommet

Min tid er kommet. Jeg tager hånd om mig selv, jeg tager ansvar og jeg er både min indre pige med rottehaler og eventyr, magi og fortællinger, der opstår af ren og skær lyst og nysgerrighed, og den voksne, vise kvinde, som har oplevet lidt af hvert og har fået ar på krop og sjæl. Falder jeg tilbage i de gamle mønstre og giver jeg slip på den styrke, jeg nu har genvundet, og som gør mig stolt og glad midt i sorgen over, at det hele måske ikke blev så rosenrødt forsonende, som jeg havde håbet på? Nej, fandme nej!

Stærk på en stille måde

Udenfor slog regnen med ruden og sprækken af daggry var vokset. Jeg rejste mig fra sengen og mærkede de to væsener i mig blive til ét. Kærligheden var stor men taknemmeligheden endnu større, hvis man overhovedet kan adskille og gradbøje den slags. Det betyder ikke så meget. Det var sket, jeg var forvandlet. Stadig groggy, stadig træt, stadig sorgfyldt og mærket, men forandret og stærkere end nogensinde før på en meget stille måde. En styrke, der var så sårbar og skrøbelig som det første lys, der nu trængte igennem sprækken i himlen.

Crack of dawn, hviskede hun. Now you know the true meaning of the term “crack of dawn”.

En ny proces er sat i gang

Der er gået et stykke tid siden den nat. Og hvis du tror, at forvandlingen har ændret mig radikalt, tager du fejl. Forvandlingen, visheden og den indre styrke, jeg nu mærker fra et helt nyt sted, integreres langsomt som om en ny proces er sat i gang. Der er meget at fordøje og jeg har vished om, at det vil ske i helt sit eget tempo. Vinteren og mørket vil hjælpe mig her, det har jeg tillid til, for vinteren er perfekt til fordøjelse, restitution og kontemplation. Jeg føler mig sårbar og nøgen som træerne uden blade, men den følelse er en fordel, lover træerne til mig og kragerne stemmer i.

Kom, lad os danse

”Når tid er”, hvisker vinden og forvandler sig til storm. ”Der er meget at rense og blæse bort. Men kom, kom dans med det. Træd ud i det og se, at du faktisk er inde i det.  Det føles anderledes, når du ikke kæmper imod, men hengiver dig til, som er. ”

Snart er det vintersolhverv og lyset vender tilbage

Året er næsten gået og dybt i decembers favn er det vintersolhverv, solårets og naturens nytår, det vendepunkt, hvor lyset fødes af vintermørket på årets længste nat. Som ørnen svæver jeg over det landskab, som var og alt det, som jeg lærte og fik med mig. Jeg ser, jeg betragter og uden at ville det anderledes, hilser jeg både sorger og glæder velkommen som en del af det store billede. Det er ikke alt, jeg forstår, men jeg vælger at give slip på den evige søgen efter forståelse. I stedet hengiver jeg til livets mysterium, for det er i sidste ende det mysterium, der gør mig levende og fri. Det giver mig lyst til at gå på eventyr og livets eventyr er noget, som pigen i mig elsker. Jeg skriver om det og jeg lever det. Hver eneste dag i det, der også kunne kaldes et helt almindeligt liv. Men alting er tilsyneladende. Og som den gode Majbritte Ulrikkeholm så fint har sagt det: “Jeg vælger at tro på det, der giver mest eventyr til mit liv.”

(Teksten stammer fra 2015 og derfor er den lidt forud for sin tid. Der er et par måneder til vintersolhverv og indtil da skal vi rejse gennem resten af oktober, efteråret og ind i novembers tågedis. Og november er en ganske særlig måned, for her starter skrivegruppeforløbet VINTERCIRKLEN).

Der er fortællinger alle vegne

Lad os udforske, vende sten, samle rav og opdage, hvordan det hele ånder og lever. Der er fortællinger alle vegne, de findes i naturen og vi bærer dem i os, dybt i os selv. De vil gerne skrives, fortælles, deles og sættes fri. Og det, kære ven, er blandt andet min mission, mit formål og min glæde her i livet. At skabe rum og landingsplads til at kærlige og sjælelige fortællinger kan lande, løfte, fortrylle og forvandle os.

Vi er skabt til at skabe

Vi er jo skabt til at skabe, fortælle historier og dele dem med hinanden. Uden dom, uden bedømmelse og korrektur og helt uden konkurrence. Vi sætter fortællinger fri og vi sætter os selv fri. Ord for ord.

Skriveworkshops og skrivecirkler

De intuitive skriveworkshops forsætter i 2017 med et nyt program. Nye datoer følger snart og den første skriveworkshop vil finde sted omkring Imbolc i februar. Når vi har fordøjet, været og skrevet os gennem vinteren og igen har sanket styrke og lyst til at drage ud i verden med det, vi valgte at tage med os videre.

OG til det formål har jeg skabt VINTERCIRKLEN. Her skriver vi os gennem vinteren og den mørke tid forankret i vinteren, mørket, naturen, årshjulet og den cyklus, som vi alle er en del af. Kom gerne og vær med, der er stadig ledige pladser.

Der findes en anden sang, andre toner og et sted,
hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås,
men er et helligt sted i os selv,
hvor vi sanker, hviler, hengiver os.

Og skriver om det.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb for kvinder i alle aldre med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

En hyldest til vinteren og den mørke tid

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser, du skal ikke begive dig ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at nå et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet. Ligesom de andre medlemmer af Vintercirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt til formålet og som gør dig godt.

Vintercirklen

VINTERCIRKLEN fandt sted første gang sidste år og blev hurtig fyldt. Det gør godt at hengive sig til vinteren, mørket og at skrive om det. Der er mange gave at hente gennem de ord og fortællinger som opstår og selve processen er et kapitel for sig med en god portion healing. VINTERCIRKLEN er fuld af historiemedicin og vitaminer til dit vinterhjerte.

Invitation og detaljer finder du i linket her eller ved at klikke på billedet herunder. Du kan tilmelde dig indtil den 15. november, hvis der stadig er ledige pladser, men hvorfor vente, hvis du kan mærke at du skal være med? En del har allerede sluttet sig til cirklen og jeg glæder mig meget til at byde velkommen.

Vintercirklen starter den 1. november og varer indtil udgangen af februar (4 måneder). Det koster DKK 1090,- at være med i hele forløbet. Flere detaljer finder du i invitationen.

Du tilmelder dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com. Du er ventet og du er velkommen.

Kom, lad os danse.

Kærlig hilsen
Lene

vintercirklen-011116

Vintermagi for sjælen

tåget

Kære ven. Mens jeg sidder her og skriver til dig ved stearinlysenes skær, danser regndisen udenfor. Horisonten ligger skjult bag et tæppe af våd ufremkommelighed og himlen hænger med hovedet. Keltisk toner flyder ud af højtaleren, den slags, der kæler for min sjæl.

Det går mod vinter

Det er efterår og rejsen går langsomt mod vinter. Et skridt, en dag af gangen, men det er uundgåeligt og en del af den naturlige cyklus. Jeg mærker et strejf af velkendt melankoli, selvom jeg faktisk sætter pris på efteråret og de skiftende årstider. Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned og gå lidt i hi. Mørket, vejret, de korte dage og lange, mørke aftener.

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, følg med lyset og put dig, når mørket kommer. Hvorfor ikke holde mørkning og fejre mørkets kommen med en stille stund i meditation eller i kontemplation med skriverier i stearinlysenes skær? Bare være i tusmørket, der kommer snigende, når dagslyset gradvist forsvinder. Den gammeldags måde at holde mørkning er at sidde stille inden døre uden tændt lys, mens aftenmørket falder på.

Mørkningstimen

Du kan skabe helt din egen mørkningstime. Måske har du lyst til at gøre det på helt traditionel vis og sidde uden elektrisk lys eller lys i det hele taget og bare være. Meditere eller simpelthen bare betragte, hvordan lyset forsvinder og overgiver sig til mørket og aftenen. Det sker helt uden modstand, de bytter bare plads, dagen og natten. Og at mørket er længere og dybere om vinteren er nok ikke en tilfældighed.

I skumringen kommer stilheden sejlende og åbner sin dør for dig. Det er en magisk time, skumringstimen.

Mediter, skriv eller gør ingenting – timen er din

Du kan også meditere 10-15 minutter, en stilhedsmeditation eller til blid musik, og herefter langsomt komme tilbage til rummet, hvor du tænder stearinlys og måske lidt røgelse og sætter dig ved skrivebordet med din notesbog. Jeg har før skrevet om aftensiderne, du kan læse om dem ved at klikke på linket. Her møder du dig selv og tager afsked med dagen, der gik. Du renser dig ved at skrive om det, der er, du forankrer dig i nuet og går ind i aftenen på en roligere måde. Du hengiver dig til din dedikation om at møde op og skrive lidt hver aften, hvis det altså er din intention.

En hellig stund i skumringen – du giver dig selv

Der er en helt særlig energi og stemning i skumringen eller mørkningstimen. Måske er det her, du har lyst til at konsultere din sjæl og spørge den til råds og simpelthen bare lytte dybt til den stille stemme. Det kan være, at der dukker vers og poesi op eller også har du bare brug for at sidde stille og skrive de ord, der nu kommer. Lad det være en hellig stund, som ikke afhænger af, om du skriver to ord eller flere sider. Det er en tid og en time, du giver til dig selv og den indre stilhed, det er et frirum og et nærvær med det, der er. Det kan også være her, du møder din skrivelængsel og spørger: Hvad er det egentlig, du vil fortælle mig? Eller. Hvad mon der er af historier og fortællinger til mig?

Stilhed og mørke

Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned. Det er tid til fordybelse, til at nære os selv helt inde fra og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, så hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig bag den dunkle facade. Det er tid til stearinlys, dampende varm te, suppe og stunder af nærvær med os selv og den længsel, vi har haft så længe, vi husker, og som rusker i os som vinden i træerne. Den vækkes i små ryk, når vi læser noget, der giver genklang, noget andre sjæle har skrevet og som umiddelbart skaber resonans i egen sjæl. De ord kunne have været mine, tænker vi, eller de ord må være til mig. En underlig sødme fylder os, men samtidig har den en bitter sorg med sig, fordi vi ikke selv helt tør hengive os til det, der rumsterer indeni.

Men nu tør vi godt.

Af hjertets vej – og naturens

Jeg har selv gjort det i årevis og det var på den måde, det hele startede igen. Jeg formulerede en intention og begav mig af sted: Jeg ønskede at følge mit hjerte. Jeg skrev hver eneste morgen og jeg startede faktisk på en mørk oktoberdag som denne. Det var næsten som morgensider, hvor jeg kontinuerligt mødte op og skrev flydende og intuitivt i cirka 30 minutter. Og 30 minutter lyder måske ikke af meget, men jeg lover dig, der kan skrives alverdens ord og visdom i det tidsrum. For ikke at tale om alt det, der kommer til os, når vi møder op og tager imod. Det er vores dedikation og fremmøde, der gør forskellen. Det er vores tillid, der skaber forbindelse. Når først forbindelsen er skabt, så åbnes Kilden på forunderlig vis og det strømmer fra os og igennem os.

Jeg skrev mig gennem året og uden at vide, at det ville ske, dukkede månederne op i skønne og finurlige personificeringer og introducerede sig selv og deres visdom. I de små fortællinger, jeg skrev, flyttede de ind på mit pensionat og berigede mig med deres ord og naturlige indsigter og gav mig alt det, jeg savnede.

Sjælens vej. En anden vej, en anden måde.

Månederne og deres naturlige visdom vækkede mig fra min tornerosesøvn. De hviskede om, at der findes en anden vej og en anden måde, og at når man som jeg har fået ordet og fortællerlysten i vuggegave, så er det altså fordi man skal bruge den. Gå den vej, der kalder med sin hviskende længsel og udforske det, der bor i mellemrummene.

Det, der kalder med sin hviskende stemme, er det, du længes efter og den, du i virkeligheden er.

Melankolien

Melankolien hører vinteren og den mørke tid til. Sådan har det i hvert fald altid været for mig. De tunge skridt i sneen, disen der danser, mørket og kulden. Tidligere forsøgte jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op i mig selv på denne årstid og som spejlede sig i tåge og vintermørke. Som inde så ude. Jeg forsøgte at flygte fra det, jeg søgte ud og gjorde mig travl og uopnåelig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto stærkere blev de lange fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og det var, som om jeg aldrig helt kunne nå bunden. Der var bare mere mørke og jeg følte mig fastlås i min indre kamp og mit mørke. Blandt andet derfor har jeg tidligere haft flere depressioner.

Men nu kæmper jeg ikke længere, jeg har lært at hengive mig og jeg accepterer mørket som en naturlig del af livet. Jeg har lært mig selv at være i det, navigere i det og nu sætter jeg faktisk stor pris på den mørkere del af året. For jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Når tid er.

VINTERCIRKLEN – en skrivegruppe

Den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem igen. Det er tid til fordybelse og til at nære din indre længsel og det, der ofte må tilsidesættes i sommerens aktive gøremål. Komme ned i tempo, putte dig ind i din egen kerne, læne dig ind i mørket og oplyse dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom og sårbar styrke og som du længes så inderligt efter.

Tid til at komme hjem.

Find indre styrke og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Skriv dine ord og fortællinger i egne omgivelser ud fra månedlige skriveøvelser og afsæt. Dyk dybt ned i din sjæls visdom, lad naturen støtte dig og vise vej og få gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Som medlem af Vintercirklen skriver du og få masser inspiration til en god og vedvarende skriveproces, der rækker langt ud over denne vinter.

Til dig og din skrivelængsel

Vintercirklen er en skrivegruppe og et forløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt, får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser eller hvor, du vil. Du skal ikke begive ud i stormvejret eller gennem sneen, som de andre i skrivecirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt og som gør dig godt. Men vi deler skam også og beriger, støtter og løfter hinanden i et fælles rum, som jeg opretter til formålet.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit eget hellige skriverum og dedikere dig. Du vil blive inviteret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med skrivegruppen og forløbet. Du vil lære, hvorfor den hjertelige intention og din dedikation er magisk og du vil i det hele taget blive støttet og vejledt gennem de 5 måneder, som Vintercirklen varer.

Hver måned modtager du et nyt sæt skriveøvelser og opgaver, som er forankret i årstiden, naturen og mørkets magi.

Naturlig visdom, nærvær og stilletid

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. I stedet for at flygte eller begræde den mørke tid, hylder vi derimod mørket og den tid, der er som skabt til sjælelige sysler og så skriver vi. Blandt andet. For forløbet vil også omhandle nærvær og stilletid, det vil indbyde til kærlig omsorg for dig selv via små mindfulness øvelser og meditationer.

Der vil dukke styrkende mantraer op undervejs og du vil i det hele taget blive beriget med vinterlig inspiration, visdom og styrke. En inderlig styrke som er helt i tråd med vinteren og mørkets budskab.

Og du vil skrive.

Ture ud

Du vil også opleve, at jeg opfordrer til ture ud i naturen, når du har mulighed for det. Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i og med naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget. Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har bestemt også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces. Det hele hænger sammen, men det skal jeg nok fortælle meget mere om.

Vintermagi for skrivende sjæle

Her midt i Oktobers regndis arbejder jeg på at gøre forløbet færdigt og glæder mig til at introducere dig for det.

Det koster kun DKK 895,- for 5 måneders deltagelse
en helt unik pris, som jeg tilbyder, fordi det er min drøm at introducere dig og andre for det, der har hjulet mig, styrket mig gennem vinteren og som har gjort, at jeg nu altid møder op og tager min skrivelængsel alvorligt. Og det er en proces. Nu får du lejlighed til at gøre det samme, men forløbet og skrivecirklen vil ikke kræve dig mere end du kan magte. Der er ingen løjerlige forpligtelser, deadlines eller ting, du skal nå. Det er et forløb og en skrivecirkel, en proces, som kærligt inviterer til fordybelse og til dedikation. I dit helt eget tempo og på din naturlige måde.

Dedikation + hensigtserklæring + hengivelse = magi.

Vil du være en del af Vintercirklen?

Der er et begrænset antal pladser i skrivecirklen som gives efter først-til-mølle princippet. Én plads er allerede besat, for en kvinde vidste med det samme, at det her måtte hun bare hengive sig til. Hun hørte sin sjæl kalde, fulgte sin intuition og sagde med det samme JA TAK.

INVITATION TIL VINTERCIRKLEN – klik på linket

bur

Vintercirklen er et godt sted at være.
Et smukt sted at lære.
Om vinterens visdom og mørkets magi.
Naturens cyklus og ordskriveri.

En godgørende vinterbuffet

Du skriver for dig selv, hjemme hos dig selv, men du vil blive inviteret til at dele i cirklen, hvor vi tilføjer egne oplevelser, citater og gode ord til den gode vinterbuffet. Fra den kan vi hver især plukke og smage og lade os opfylde af vinterens gave gennem inspiration, ord og skriverier.

Flere detaljer dukker op af disen i de kommende dage …

Jeg glæder mig til at skrive og dele med dig og de andre i Vintercirklen.

Kærlig hilsen
Lene


Til glæde og inspiration læs også:

Stilhed og mørke – en fortælling om mit nylige møde med Oktober
Skriv dig hjem
Når vinden danser
Når vi skriver fra sjælen


Og der er skam stadig et par ledige pladser på de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel.

Lørdag den 31. oktober kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Det ene udelukker på ingen måde det andet. Tværtimod. Du er hjertelig velkommen i både Vintercirkel og på de intuitive skriveworkshops.

Og jeg har en lille gave til dig, hvis du vil begge dele …

Kontakt og tilmelding på skrivehuset@gmail.com

Skriv dig hjem

skumringstimen

Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Der er tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer, som sætter os på prøve og får os til at mærke, at vi lever. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er. Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem det. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er.

morgensiderne, aftensiderne eller i sjælebogen har vi lov til at skrive nøjagtigt det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og meningsløst. Eller det der glæder os, fylder os med begejstring og giver os lyst til at danse.

Fortællinger og din livssang

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og skabe en slags klarhed. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg en formodning vished om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen særlig anstrengelser. Det er som om de bare flyder, risler som en kilde og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Skriv din sjæl – lad efteråret og den mørke tid støtte dig

Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig. Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det.  Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed og retning.

Skumringstimen og livsfloden – skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”

Citat Ørnen i fortællingen ”Som Katten vender jeg hjem” – fra min egen skriverejse, september 2015.

Find ro i efteråret og den mørke tid. Skab oaser af stilhed, ro og fordybelse og giv dig selv lov til at være. Lyt til det, der rumsterer i dig og som måske mærkes som en subtil og inderlig længsel. Skab rum, giv tid og lad komme. Skriv dig hjem til dig selv din sjæl.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelængsel?

Jeg holder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, intuitiv skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen. Begge dele er med til at styrke dig som fortæller og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din dybe visdom og din sjæl.

Og som noget nyt kan du nu også deltage i magiske og kærlige skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er ofte forankret i et bestemt emne eller en årstid. Vintercirklen er nu i gang, men der kommer nye skrivecirkler og skrivegruppeforløb i begyndelsen af 2016.

bur

Det der inspirerer

solregn_stol_august
En ny morgen med regn og magisk himmellys. Luften er sprød, stadig mild, men med en snert af noget andet. Efteråret rykker nærmere. Jeg sætter pris på de skiftende årstider og jo mere, jeg føler med årstiderne og den naturlige cyklus, desto bedre forstår jeg mig selv. Det er den manglende forbindelse til jorden, der skaber uro og giver en rastløs og nærmest ensom følelse. Så jo mere jeg kontinuerligt forbinder mig til den naturlige cyklus og til min egen sjæl, jo mere hviler jeg i mig selv. Jeg mærker større ro og livet giver automatisk bedre mening. Jeg er en del af noget større og det ærer jeg i stedet for at modarbejde det. Det er i øvrigt altid naturen, som har inspireret mig mest. Jeg har i årevis skrevet om månederne, årstiderne og fuldmånen på min blog Poetiske Paradokser og på det seneste er det fuglene, der har overbragt mig fortællinger og som giver mig indsigt og visdom.


Følg det, der inspirerer – og spørg din sjæl

Har du tænkt på, hvad der inspirerer dig? Og søger du det, går du helt ind i det, så du kan sanke inspiration og lære mere? Den læring går begge veje, det er ikke kun et spørgsmål om at søge ud og hente information hos andre. Det vigtigste bor i egen sjæl. For når vi skriver noget, som vi instinktivt er interesserede i og som påvirker os, bevæger og berører os, så opdager vi ofte, at noget i os allerede ved. Vi husker. Og det er blandt andet her at fortællingerne kan hjælpe os, vi kan udforske de områder ved hjælp af fortællinger og gå på opdagelse via ordene. Vi behøver ikke at være intellektuelle eksperter, det handler snarere om at grave dybt ned i egen viden, følge de impulser der dukker og i det hele taget at turde lade sig føre på vej via følelser og intuition. Det kan handle om årstider og fuldmåne, men det kan også være andre ting, der dukker op. Forleden dag, på den intuitive skriveworkshop, var en kvinde helt nede på havets bund for at få sjælesvar.

Fortællinger som fyrtårne

Der findes en hel skattekiste af viden og visdom i vores egen sjæl og den kan skrives frem. Ved at møde op og stille spørgsmål, ved at færdes med åbenhed og nysgerrighed, sætte sig ved Kilden og bruge fortællingerne som fyrtårn, kan vi vække det, der har slumret og som måske har føltes som en stille længsel, et dybt suk og som vi på sælsom vis har været draget af hos andre, uden helt at vide hvorfor. Vi kan dedikere notesbøger til vores små udforskningsprojekter, jeg har bl.a. mødt en kvinde, som skriver sig vej gennem månens faser og folder det ud, hun mærker på egen krop og i egen sjæl. Månen lærer hende at huske, ja det er næsten som om hun spejler sig i månevandet og ser sig selv.

Skov, hav, skumring og daggry

Det handler om at gå derhen, hvor vi bliver inspireret. Og vi behøver faktisk ikke at gøre så meget andet end bare at være dér. Vi skal ikke anstrenge os eller gøre noget særligt, som vi ofte tror. Selv søger jeg gerne ind i skoven eller ud til vandet, når jeg søger både ro og inspiration. Det er her, jeg sætter mig og mærker, at jeg er forbundet. Så lytter jeg til stilheden og ofte dukker der små budskaber op som en hvisken i trækronerne eller en vibration i skovbunden. Jeg går med årstiderne, hver eneste morgen ser og mærker jeg forandringerne i naturen og i egen krop og sjæl.  Daglige ture ud, frisk luft og bevægelse gør også underværker for både inspiration og den naturlige melankoli, der hører efteråret og vinteren til. Og så giver det stor mening at følge med lyset og lade det være en energimæssig ledetråd. Jeg er vild med skumringen, det tidspunkt, hvor dagen glider over i aften og lyset ligeså stille forsvinder. Det er et godt tidspunkt at sidde i meditation på eller måske skrive aftensider og tage afsked med dagen og det, der var. Det er et magisk tidspunkt på samme måde som daggryet er. Her bor der mange gode fortællinger.

Mennesker og replikker

Men det kan også være andre ting end naturen, der inspirerer. Sæt dig alene på en café med din notesbog og lyt til summen og samtalerne omkring. Hør replikker, hvordan taler folk, hvad siger de. Du kan eventuelt lade en replik fra et andet menneske være afsæt til en lille fortælling, skriv sætningen og skriv herefter videre. Sæt eventuelt stopuret og se, hvor det fører dig hen. Gå en tur og læg mærke til mennesker, bare betragt dem, deres måde at gå på, tøj, mimik – det kan give inspiration til at skabe karakterer til dine fortællinger og historier. Skriv det, du ser og fornemmer, der kan opstå mange historier og fortællinger baseret på tilfældige menneskemøder på en tur i byen. Brug det, du har omkring dig og gå på opdagelse i det tilsyneladende.

I nærvær med os selv og det, der er

Måske er det mest oplagte dog at skrive fra eget liv. Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Vi har tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer sætter os på prøve og får os til virkelig at mærke, at vi er mennesker på godt og ondt. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er. Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som fylder os med enten frygt, skam, sorg, smerte eller selvfølgelig glæde. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem det. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er. På morgensiderne, aftensiderne eller i sjælebogen har vi lov til at skrive nøjagtigt det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og meningsløst. Eller det der glæder os og giver os lyst til at danse.

Der dukker fortællinger op

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og skabe en slags klarhed. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg en klar formodning om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen særlig anstrengelser. Det er som om de bare flyder, risler som en kilde og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner de steder i os, som før var lukkede, og de hjælper os med at finde tilbage til vores vej, når vi farer vild. Og mennesker farer vild! De hjælper os til at huske og forbinder os til vores sjæl og livsformål og vores dybeste ønsker for det liv, vi egentlig ønsker at leve.

Og så er de ofte fulde af medfølelse og kærlighed.

Kærlig hilsen
Lene


Fortællingens Kraft

Har du fået lyst til at gå på opdagelse i din skrivelængsel og din sjæls visdom via fortællinger, så afholder jeg i efteråret 2015 en række skriveworkshops som hedder Fortællingens Kraft. Her kan du lære at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri. Det kildrer skrivelysten og sætter din skriveproces i gang eller genstarter den fra et nyt sted. Du vil få udbytte af workshoppen uanset om du har intention om at bruge fortællingerne i din egen livsproces eller om du skal skrive og inspirere andre. Workshoppen er både for mænd og kvinder.

Det er en intuitiv skriveworkshop i skriv-fra-sjælen regi og første gang er torsdag den 24. september. Der er stadig ledige pladser. Læs mere i linket ovenfor og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Gå på opdagelse i din skrivelængsel, skriv og fold ud.

Jeg vil tage jer med på en skrivende rejse, hvor vi udforsker vores skrivelængsel gennem skriveøvelser, opgaver, meditationer og lidt bevægelse i form af en gåtur i de skønne omgivelser.

Det bliver en dag fuld af skrivende nærvær, en magisk skrivecirkel, hvor vi både tager imod fortællinger og læser dem højt for hinanden i cirklen. Vi taler om modstand, den indre censor og skriver os gennem det, vi møder på dagen. Der er ikke noget rigtigt eller forkert – det er bare. En skrivende oplevelse for sjælen i cirkel sammen med andre skrivende kvinder, en dag fuld af skriveglæde, ro og nærvær. Og masser af ord.

Næste workshop finder sted den 16. september. Læs mere i linket, se andre mulige datoer og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com.

solregn_stol_august