Birkens velsignelse

“Det er tid til at give slip. Du har gjort dit arbejde. Frø er sået og stiklinger sat.” Høgen er igen dukket op på min morgentur ned til landsbyen og tilbage. ”Dit vidne” korrigerer han. ”Har du forstået budskabet?” Det svarer jeg ja til og han tilføjer: ”Et af dagens nøgleord er frygtløshed. Og er... Continue Reading →

Lucia

”Det er hellig dag”, siger Bjørnen den brune på broen. ”Det er hviledag.” Jeg nikker og tager et skridt i retning af det sted, hvor jeg ved Vintersolhverv vil forlade broen, træde ud af den første sorgfase og fejre. Hvis det altså bliver sådan, men noget hvisker om, at det gør. Det er endnu en... Continue Reading →

Hver eneste dag

Tyren brummer og Ørnen cirkulerer i luften over ham. Den nye dag er få timer gammel, genfødt og klar til at navigere fra intentionens center uanset, hvordan dagsform og energi er. Intentionen er evig gyldig og gælder, uanset hvordan du har det. Ser du, det handler sjældent om at gøre, med mindre du handler på... Continue Reading →

Poesiens Træ

Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →

Uglebogstaver

Disse ord skal skrives med blæk, dansende tråde i den nye morgen. For mange ord, for meget, for ditten og datten. Er du ikke træt af at høre det og lade dig begrænse? Uglemor på gren i tidlig morgen. Hvad laver du her, fristes jeg til at spørge, eftersom jeg har lært at hun primært... Continue Reading →

Ordet

Jeg kommer i dag for at kalde dig hjem. For at huske dig på, hvem du er og hvorfor verden har brug for at høre din stemme. Du er en smuk maske i det store strikketøj. Det hele hænger sammen. Det kan føles svært til tider, fordi du falder i egofælden og ind i ting... Continue Reading →

Den store misforståelse

Hvis vi er fokuserede og formår at drysse en smule disciplin over vores skriveprojekt og den rejse, vi kan foretage gennem ordene, så skriver ordene os. Og meget sker faktisk, når vi bliver stille og ikke er i hæsblæsende aktivitet. Når vi sætter os og ser solen gå ned, når vi vandrer i naturen eller mediterer efter en travl dag. Meget af det sker i stilhed på en hel subtil måde. For når vi åbner os i det magiske rum, når vi stiller spørgsmål i vores skrivebog og når vi i tillid skriver os ind, så behøver vi faktisk ikke skrive særlig meget hver dag. Resten kommer af sig selv.

En stemme som venter på sin sang

Something is happening in the power and practice of story In the midst of overwhelming noise and distraction the voice of story is calling us to remember our trues selves. - Christina Baldwin – Da jeg vandrede ud en augustaften efter tørken, skete der noget magisk i det bløde aftenlys. Jeg mærkede en tilstedeværelse af... Continue Reading →

En brik fra glemmebogen

Det var da jeg lavede min morgenyoga og meditation, at jeg hørte hendes stemme. Hun kaldte på mig. Noget i mig vidste, så jeg adlød, fulgte brødkrummesporene ind i skrivestuen og videre ud i køkkenet, hvor jeg satte vand over til te. Te med kamille. Nu damper teen i koppen, afventende, mens den trækker. Jeg... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑