Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
”Jeg ønsker at huske det og holde det tæt til hjertet” siger jeg til Cat, som har vist sig at være frænde i dag. Hun er ofte en del af landskabet, når jeg går tur, men vi taler ikke sammen. Vi registrerer bare, for jeg har hunden med. Men i dag er anderledes. ”Det fordamper... Continue Reading →
"Ingen ord kan beskrive det", siger jeg ydmygt. "Jeg vil end ikke forsøge." Da ser hun op fra sin landingsplads. Langs markerne i græsrabatten, badet i aftenlys. Hun siger ingenting men ser på mig med forundring, sorte øjne fanger mine blå. Det sker udenfor mit vindue, da jeg vasker op. Jeg har udsigt til markvejen mod nord. Jeg ser, at hun lander og i samme sekund ved jeg. Den store fugl i sort. Det er Ravnen.
”Nu kan det vel næppe komme som en overraskelse”. På vej gennem stormen og hagl fra vest, passerer jeg porten og går igennem uden at ænse det. Det sker bare, og det eneste jeg registrerer, er den måde hvorpå vinden skubber mig mod øst. Hagl hjælper til, ubehagelige nåle prikker til min hud og på... Continue Reading →
”Forbered dig på det bedste” siger hun med myndig stemme, ord uden tøven og fyldt med magi. ”Du ved, hvad du ønsker dig, nu må du være tro mod dit ønske.” ”Jamen” fremstammer jeg og mærker, hvordan noget i mig stritter imod. Modstanden vokser som en klump i halsen og tårer presser sig på. ”Hvordan... Continue Reading →
Der er en frø og en hvid ravn på broen denne morgen. Jeg søger ikke en fortælling, jeg beskriver bare, hvad jeg ser. Endnu en diset dag, hvor solen synes for evigt forsvundet og månen er mørk. ”Er det dig, Losgann?” spørger jeg ud i luften, en kølig vind danser i øst. ”Kvækha!” lyder svaret... Continue Reading →
Hvad nu hvis din sjæl kender vejen og ved, hvad der vil skænke dig sindsro og glæde i livet? Hvis livsfloden flyder en gylden sti i dit blod og det eneste, du skal mestre er tilliden til din egen kraft og formåen? Hvis du brænder de falmede facitlister til livet og rejsen, som andre har påduttet dig og lader din egen vej komme til syne som sprækken af dagslys efter en lang nat?
”God morgen, min skønne, så mødes vi igen. I solopgangens lysende flod og under den store himmel. Græsset er vådt og duften af korn intens. Skyet himmel med sprækker af blå letsindigt strøet som frø. Dæmpet lys." Kvinde og hund på kanten til den nye dag, begge er de morgenfugle. Kvinden har sovet godt og... Continue Reading →
Sidste år ved denne tid var jeg på skriveretreat, fortæller jeg Ravnen. Jeg havde lejet et lille sommerhus ved vandet, bare hunden og jeg. Jeg gennemlæste mit manuskript, skrev og nye fortællinger dukkede op og lærte mig noget om ægte hengivelse. Jeg fandt en nøgle og stod så tidligt op, at jeg så solen stå... Continue Reading →
I dag brænder skrivelysene som i skumring. Tunge skyer sejler stille forbi og der er dråber på ruden. Han er ankommet, min førstefrænde og en ven, som har fulgt mig siden i rejsen i rejsen tog sin begyndelse. ”Det skal handle om fornyelse og hjertemod”, siger han og lander hjemmevant i min sfære, ”men nu... Continue Reading →
”Du troede måske, at det var slut nu, men kære ven, det er kun lige begyndt. Det starter i det stille og for hvert skridt og i dit nærvær gøres du klar. Bare én ting mere, inden vi skilles igen. Se aldrig udenfor dig selv efter en leder eller guru. Mange vil berige dig med... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 