Det vilde dyr Magi

Det er først i januar og udenfor vinduerne danser regndisen. Jeg veksler mellem energi og noget, der føles som tomrum og træthed. Der er øjeblikke, hvor jeg bliver utålmodig og får lyst til at trække tågetæppet til side. Men så husker jeg og vender tilbage til det sted, hvor vi befinder os lige nu. Allerførst... Continue Reading →

Januars sang

Så mødes vi igen. En såret kriger træder frem i morgenlysets blå og ser. Uden sårene ville hjertet forblive lukket. De sår, hun nu kan fylde med kærlig muld og plante de frø, der vil spire, når tid er. Men lige nu er det vinter. De første uger af januar kalder på indre nærvær og... Continue Reading →

Bag skrivelængslens kald

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →

Uglen og fortællersken

Jeg vidste det i det samme, jeg så hende. Cailleach i skikkelse af uglen. Budskabet, der straks forplantede sig i min sjæl. Vinter er ugletid og hun er tilbage. Må vi bede om fuldstændig stilhed! Sluk de kunstige julelys og kom ud under stjernerne. Skru ned for musik og tvangstanker, der driver dig i modsat... Continue Reading →

Fra hjertet

"Din tid er faktisk kommet nu", smiler hun og hilser mig velkommen i dug og morgenlys. Det er nu. Den tanke er helt fremmede og underlig i mit hoved, det har jo altid været noget et sted derude, en prik i fremtiden, en skønne dag. Nu står jeg her på kanten til den nye dag... Continue Reading →

Pennens kald

Når du lærer at lade dig guide af pennens kompas og arbejde spirituelt med ord og fortællinger, åbner du for en indre skattekiste af forbundethed. Du åbner en dør og træder både ind og ud på samme tid. Du væver dine fortællinger af lys og mørke og skriver det, der står i vejen. Alt kan... Continue Reading →

Når skrivelængslen kalder

Jeg ser dem komme, ved daggry nærmer de sig med tøvende skridt. Vævet ind i solopgangens spind træder de ind i landskabet og gør sig klar. Klar til at skrive en ny morgen og åbne op for en vej, som allerede findes i dybt i dem selv. De er fortællersker, men tør næsten ikke tro... Continue Reading →

Fisker, væverske, fortællerske

Jeg forsøger at blive stille nok og falde til ro. Efter morgentur med hundene i fint frostklart solskin. Lytte. Hvad rører dér sig, hvordan er energien i dag? Det er lørdag og skrivelyset brænder. Gennem vinduerne falder sollyset ind og skygger danser på skrivebordet. Her sidder hun. Fortællersken. Med skrivebog og pen. Afventende, lyttende. Hvad... Continue Reading →

Se nu dagen gryr

Der synes at være et kald, en invitation til et mere bevidst fokus, for fundamentet er stærkt nok til at bære nu. Dit sande fundament. Hvor ønsker du da, at året skal bringe dig hen? Hun svarer prompte, er ikke i tvivl, svaret mærkes som en hellig ed og højtidligt siger hun: Tættere på mig... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑