Lysningen

”Du er uvant med stilheden, men stilhed er en forudsætning for at kunne lytte og fange sjælens toner. Det indre kompas dybt i dig, i hjertet af hende som ved.”

Jeg smiler og folder hænderne i et inderligt Namaste, for i dag er jeg hende, som ved. Der er ingen adskillelse, vi er forenet som enæggede tvillinger klædt i de kåber, som klæder os bedst. Og jeg føler mig tilpas her i stilhedens blide hav, hvor pauserne lægger sig tilrette mellem bølgeskvulp og tidevand. Der er en rytme, min sjæl kender. Der er en cyklus, som gør mig godt.

Forunderlig klar i min vished, vender jeg mig mod hende. I skrivelysets skær og til lyd af regn mod ruden skriver jeg mig ind. Døren åbnede sig i det øjeblik, jeg lod tankerne fare og tog mit våben i hånden. Pennen. Pennen med blæk dyppet i dybe skovsøer, fodspor i sårbar muld.

Alt det, der syntes forkert og anderledes, forvrænget, udstedt, forhadt og forfulgt står frem som det sande nu. Vi mødes på kanten til daggry og ser, at det er overskyet i dag. Vi mærker regnen uden modstand og vi vandrer lidt sammen i godgørende tavshed. Findes dér noget bedre end venner, man kan være stille med? Hvor pauserne og de dybe vejrtrækninger er et fælles ånderum, naturligt som tidevand og månens faser? Ikke tale altid, hele tiden, stille nu, så du kan høre det væsentlige. Vil du følge sjælens vej, må du lære dig selv at lytte og det kræver øvelse.

Du må lære dig selv at rumme ubehaget, det fortager sig over tid. Bryd ikke tavsheden, den naturlige, men lad den finde sit leje. De bedste venner er dem, man kan være helt stille sammen med.

Uden pennen, mit våben, uden ordene de kraftfulde, uden frænderne og de usynlige grænser mellem verdener var jeg intet. Poesien reddede mit liv og satte mig på sjælekurs. Sådan skriver jeg uden egentlig at ville det, det får hende til at le hjerteligt, en latter af kærlighed og indforstået glæde. Og tag ikke fejl, det er slet ikke rosenrødt eller sukkersødt det hele, nej fy for pokker!

Poesien har fundet vej gennem det svære, blokeringerne, skygger og forhindringer. Og dette sted, hvor vi vandrer sammen, er ikke et mål i sig selv, det er en tidløs oase på vejen. Nye storme vil rase og vinde vil blæse mig omkuld. Jeg vil skrige, jeg vil stønne og jeg vil brokke mig. Jeg vil danse med sorgen og føle mig uendelig trist over den synkende verden. Det ved jeg nu og den vished giver en forunderlig ro. Ingen urealistiske forventninger til mig selv som kvinde. Men accept af alle de fatale fejltrin, der slet ikke er så dårlige endda. Læringen. Livet.

Jeg lover mig selv at gøre mit bedste på egne betingelser. Ikke flere smertefulde kompromiser, hvor jeg fornærmer min sjæl, vender ryggen til min intuition og frivilligt klipper hæle og hugger tæer. Jeg husker mit mantra og udstøder det som et brøl: Nej, fandme nej!

Livet, vi favner det i nænsomhed, som vi vandrer gennem pytter af vand og vished. Denne morgen, en ny dag. Vi taler om Læsø og om det, jeg fik med mig, om overskrifterne, der simrer i gryden og som snart vil afsløre, hvad der gemmer sig bag.

Tag ikke fejl, ordrejsen er en kraftfuld færd. For pennen kan hjælpe dig ind og åbne døre, som enten ikke fandtes før eller som var boltrede med hængelåse og jernkæder. Nu åbner de sig én for én. Men dørene står ikke åbne hele tiden, nogle lukker sig. Der er blindgyder og vejspærringer. Tag det ikke ilde op, for også det er vejvisere. Også det kan du skrive og folde ud.

Brug din indre retningssans. Lyt til sjælen og lær at sige nej til alt det, der gør dig mindre, end du er. Sig nej til forslag, som fornærmer din sjæl, lad din intuition bære dig og stol på det, du mærker. Husk, at du er hende som ved.

”Det kan synes som en god historie, et mesterværk af opspind og fri fantasi, men hvad nu hvis jeg fortæller dig, at det er virkeligt og sandt? ”Og med de ord vender hun sig om og forlader mig på et ukendt sted i skoven. Et øjebliks panik stiger til vejrs og stivner i mit bryst, skræk og rædsel rusker i mig, for nu er jeg vel for alvor faret vild? Så ser jeg den. Lysningen i skoven. Det sted, hvor bløde toner af morgendug og duft af mos kalder mig frem.

Jeg er ikke faret vild. Jeg har fundet hjem. Og jeg fik hjælp, glem ikke det. Glem ikke at bede om hjælp.

Magiske morgensider, 15. februar 2020
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)

Livet efter Læsø – inspirationsbrev til livet og skriverejsen – læs det her

---

Skriv din sjæl

Skrivekurser og workshops for kvinder med skrivelyst og længsel

Forårscirklen
eSkrivekursus for kvinder i pagt med årshjulet (online)
Starter 1. marts 2020

Forårscirklen er et eSkrivekursus til dig forankret i årstid og årshjul.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

TILMELDING TIL FORÅRSCIRKLEN – Start 01.03.20

Walking through life with one foot in this beautiful, animate Earth, and the other foot in the Otherworld. Always aware of the interplay between the two – of the way that one world affects the health of the other. On the one hand, fully grounded, acknowledging and conversing with all the other-than-humans who share this world with us. Offering a praise poem to a tree, telling a story to a stone, sharing a joke with Crow. On the other hand, courting the ancient soul of the world. Listening for the Voices of the Wells, the whispers of the oracles, the voices of the ancestors. Walking in mystery, breathing in beauty. Knowing the path that Fox takes through the winter wood; listening to the Old Woman who sometimes comes in our dreams. Walking in awareness of the mythopoetic undercurrents of our lives – the rich river of story and archetype which flows beneath the surface of the everyday.

That’s what a mythic life means to me. It’s our birthright; our inheritance. It’s the way our ancestors lived. It’s time to apprentice ourselves to it again it; the world needs our attention.

– Sharon Blackie –