Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Hele morgenen har jeg har hørt hendes stemme hviske, hun vil have min opmærksomhed, men jeg har ting at gøre. Jeg beder hende om at vente og skubber hende blidt væk og udsætter hende. Jeg udsætter hende for ignorering og iklæder mig min travlhed. Fortæller mig selv, at jeg ikke har tid til den slags... Continue Reading →
Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg... Continue Reading →
Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →
Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til... Continue Reading →
Mens jeg barsler med et nyt blogindlæg om efteråret og en forunderlig gæstebog, som stammer fra dette års ferietur til Sverige, får du her en fortælling, som jeg skrev i og om Oktober sidste år. ”I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være.... Continue Reading →
Det er en smuk sensommerdag og ifølge kalenderen er det sommerens sidste dag. Jeg har lovet mig selv at tilbringe så meget af dagen udendørs som overhovedet muligt og har sidst på formiddagen har jeg sat mig ud med ord og en kop grøn te. Solen varmer, vinden er blot en let brise og himlen... Continue Reading →
Da jeg var ude og køre tidligere på dagen, lyttede jeg til Eva Dahlgren og en vidunderlig sang, som hedder ”Sommarens sista dagar”. Jeg har hørt den mange gange nu og hver gang kommer jeg til at tænke på Høstcirklen og den skriverejse, kvinderne her skal ud på. Når sommeren slutter Jeg mærker både vemodighed... Continue Reading →
Hvad med bare at nyde min måned? Det første spæde forår svøbt i dug og frost. Den hårfine balance mellem to årstider, vinter og forår og den selvsamme balance i dig selv. De frostsprøde morgener, den knitrende fugt og kragernes himmelflugt. De endnu nøgne træers majestætiske stilhed og dage, hvor lyset bryder gennem skyerne som... Continue Reading →
Måske forholder det sig således, at man kan tænke helt klare tanker ved fuldmåne, hvis man tør se den anden side af sandheden? Hvis man kigger bag det tilsyneladende og lytter til de subtile toner af det, der ikke råber så højt? Jeg har skrevet om fuldmånen i mange år, om dens påvirkning af min... Continue Reading →
Der er nogle vinterdage, hvor det er mig nærmest umuligt at gøre noget særligt. Jeg kan have nok så mange planer om gøremål, blogindlæg, skrivning af min bog, ideer og så videre, men alligevel er det som om noget trækker mig i den anden retning. Stilheden kalder fra krogene, lyset er sparsomt og det er... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 