Vintermagi for sjælen

tåget

Kære ven. Mens jeg sidder her og skriver til dig ved stearinlysenes skær, danser regndisen udenfor. Horisonten ligger skjult bag et tæppe af våd ufremkommelighed og himlen hænger med hovedet. Keltisk toner flyder ud af højtaleren, den slags, der kæler for min sjæl.

Det går mod vinter

Det er efterår og rejsen går langsomt mod vinter. Et skridt, en dag af gangen, men det er uundgåeligt og en del af den naturlige cyklus. Jeg mærker et strejf af velkendt melankoli, selvom jeg faktisk sætter pris på efteråret og de skiftende årstider. Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned og gå lidt i hi. Mørket, vejret, de korte dage og lange, mørke aftener.

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, følg med lyset og put dig, når mørket kommer. Hvorfor ikke holde mørkning og fejre mørkets kommen med en stille stund i meditation eller i kontemplation med skriverier i stearinlysenes skær? Bare være i tusmørket, der kommer snigende, når dagslyset gradvist forsvinder. Den gammeldags måde at holde mørkning er at sidde stille inden døre uden tændt lys, mens aftenmørket falder på.

Mørkningstimen

Du kan skabe helt din egen mørkningstime. Måske har du lyst til at gøre det på helt traditionel vis og sidde uden elektrisk lys eller lys i det hele taget og bare være. Meditere eller simpelthen bare betragte, hvordan lyset forsvinder og overgiver sig til mørket og aftenen. Det sker helt uden modstand, de bytter bare plads, dagen og natten. Og at mørket er længere og dybere om vinteren er nok ikke en tilfældighed.

I skumringen kommer stilheden sejlende og åbner sin dør for dig. Det er en magisk time, skumringstimen.

Mediter, skriv eller gør ingenting – timen er din

Du kan også meditere 10-15 minutter, en stilhedsmeditation eller til blid musik, og herefter langsomt komme tilbage til rummet, hvor du tænder stearinlys og måske lidt røgelse og sætter dig ved skrivebordet med din notesbog. Jeg har før skrevet om aftensiderne, du kan læse om dem ved at klikke på linket. Her møder du dig selv og tager afsked med dagen, der gik. Du renser dig ved at skrive om det, der er, du forankrer dig i nuet og går ind i aftenen på en roligere måde. Du hengiver dig til din dedikation om at møde op og skrive lidt hver aften, hvis det altså er din intention.

En hellig stund i skumringen – du giver dig selv

Der er en helt særlig energi og stemning i skumringen eller mørkningstimen. Måske er det her, du har lyst til at konsultere din sjæl og spørge den til råds og simpelthen bare lytte dybt til den stille stemme. Det kan være, at der dukker vers og poesi op eller også har du bare brug for at sidde stille og skrive de ord, der nu kommer. Lad det være en hellig stund, som ikke afhænger af, om du skriver to ord eller flere sider. Det er en tid og en time, du giver til dig selv og den indre stilhed, det er et frirum og et nærvær med det, der er. Det kan også være her, du møder din skrivelængsel og spørger: Hvad er det egentlig, du vil fortælle mig? Eller. Hvad mon der er af historier og fortællinger til mig?

Stilhed og mørke

Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned. Det er tid til fordybelse, til at nære os selv helt inde fra og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, så hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig bag den dunkle facade. Det er tid til stearinlys, dampende varm te, suppe og stunder af nærvær med os selv og den længsel, vi har haft så længe, vi husker, og som rusker i os som vinden i træerne. Den vækkes i små ryk, når vi læser noget, der giver genklang, noget andre sjæle har skrevet og som umiddelbart skaber resonans i egen sjæl. De ord kunne have været mine, tænker vi, eller de ord må være til mig. En underlig sødme fylder os, men samtidig har den en bitter sorg med sig, fordi vi ikke selv helt tør hengive os til det, der rumsterer indeni.

Men nu tør vi godt.

Af hjertets vej – og naturens

Jeg har selv gjort det i årevis og det var på den måde, det hele startede igen. Jeg formulerede en intention og begav mig af sted: Jeg ønskede at følge mit hjerte. Jeg skrev hver eneste morgen og jeg startede faktisk på en mørk oktoberdag som denne. Det var næsten som morgensider, hvor jeg kontinuerligt mødte op og skrev flydende og intuitivt i cirka 30 minutter. Og 30 minutter lyder måske ikke af meget, men jeg lover dig, der kan skrives alverdens ord og visdom i det tidsrum. For ikke at tale om alt det, der kommer til os, når vi møder op og tager imod. Det er vores dedikation og fremmøde, der gør forskellen. Det er vores tillid, der skaber forbindelse. Når først forbindelsen er skabt, så åbnes Kilden på forunderlig vis og det strømmer fra os og igennem os.

Jeg skrev mig gennem året og uden at vide, at det ville ske, dukkede månederne op i skønne og finurlige personificeringer og introducerede sig selv og deres visdom. I de små fortællinger, jeg skrev, flyttede de ind på mit pensionat og berigede mig med deres ord og naturlige indsigter og gav mig alt det, jeg savnede.

Sjælens vej. En anden vej, en anden måde.

Månederne og deres naturlige visdom vækkede mig fra min tornerosesøvn. De hviskede om, at der findes en anden vej og en anden måde, og at når man som jeg har fået ordet og fortællerlysten i vuggegave, så er det altså fordi man skal bruge den. Gå den vej, der kalder med sin hviskende længsel og udforske det, der bor i mellemrummene.

Det, der kalder med sin hviskende stemme, er det, du længes efter og den, du i virkeligheden er.

Melankolien

Melankolien hører vinteren og den mørke tid til. Sådan har det i hvert fald altid været for mig. De tunge skridt i sneen, disen der danser, mørket og kulden. Tidligere forsøgte jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op i mig selv på denne årstid og som spejlede sig i tåge og vintermørke. Som inde så ude. Jeg forsøgte at flygte fra det, jeg søgte ud og gjorde mig travl og uopnåelig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto stærkere blev de lange fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og det var, som om jeg aldrig helt kunne nå bunden. Der var bare mere mørke og jeg følte mig fastlås i min indre kamp og mit mørke. Blandt andet derfor har jeg tidligere haft flere depressioner.

Men nu kæmper jeg ikke længere, jeg har lært at hengive mig og jeg accepterer mørket som en naturlig del af livet. Jeg har lært mig selv at være i det, navigere i det og nu sætter jeg faktisk stor pris på den mørkere del af året. For jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Når tid er.

VINTERCIRKLEN – en skrivegruppe

Den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem igen. Det er tid til fordybelse og til at nære din indre længsel og det, der ofte må tilsidesættes i sommerens aktive gøremål. Komme ned i tempo, putte dig ind i din egen kerne, læne dig ind i mørket og oplyse dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom og sårbar styrke og som du længes så inderligt efter.

Tid til at komme hjem.

Find indre styrke og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Skriv dine ord og fortællinger i egne omgivelser ud fra månedlige skriveøvelser og afsæt. Dyk dybt ned i din sjæls visdom, lad naturen støtte dig og vise vej og få gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Som medlem af Vintercirklen skriver du og få masser inspiration til en god og vedvarende skriveproces, der rækker langt ud over denne vinter.

Til dig og din skrivelængsel

Vintercirklen er en skrivegruppe og et forløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt, får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser eller hvor, du vil. Du skal ikke begive ud i stormvejret eller gennem sneen, som de andre i skrivecirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt og som gør dig godt. Men vi deler skam også og beriger, støtter og løfter hinanden i et fælles rum, som jeg opretter til formålet.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit eget hellige skriverum og dedikere dig. Du vil blive inviteret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med skrivegruppen og forløbet. Du vil lære, hvorfor den hjertelige intention og din dedikation er magisk og du vil i det hele taget blive støttet og vejledt gennem de 5 måneder, som Vintercirklen varer.

Hver måned modtager du et nyt sæt skriveøvelser og opgaver, som er forankret i årstiden, naturen og mørkets magi.

Naturlig visdom, nærvær og stilletid

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. I stedet for at flygte eller begræde den mørke tid, hylder vi derimod mørket og den tid, der er som skabt til sjælelige sysler og så skriver vi. Blandt andet. For forløbet vil også omhandle nærvær og stilletid, det vil indbyde til kærlig omsorg for dig selv via små mindfulness øvelser og meditationer.

Der vil dukke styrkende mantraer op undervejs og du vil i det hele taget blive beriget med vinterlig inspiration, visdom og styrke. En inderlig styrke som er helt i tråd med vinteren og mørkets budskab.

Og du vil skrive.

Ture ud

Du vil også opleve, at jeg opfordrer til ture ud i naturen, når du har mulighed for det. Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i og med naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget. Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har bestemt også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces. Det hele hænger sammen, men det skal jeg nok fortælle meget mere om.

Vintermagi for skrivende sjæle

Her midt i Oktobers regndis arbejder jeg på at gøre forløbet færdigt og glæder mig til at introducere dig for det.

Det koster kun DKK 895,- for 5 måneders deltagelse
en helt unik pris, som jeg tilbyder, fordi det er min drøm at introducere dig og andre for det, der har hjulet mig, styrket mig gennem vinteren og som har gjort, at jeg nu altid møder op og tager min skrivelængsel alvorligt. Og det er en proces. Nu får du lejlighed til at gøre det samme, men forløbet og skrivecirklen vil ikke kræve dig mere end du kan magte. Der er ingen løjerlige forpligtelser, deadlines eller ting, du skal nå. Det er et forløb og en skrivecirkel, en proces, som kærligt inviterer til fordybelse og til dedikation. I dit helt eget tempo og på din naturlige måde.

Dedikation + hensigtserklæring + hengivelse = magi.

Vil du være en del af Vintercirklen?

Der er et begrænset antal pladser i skrivecirklen som gives efter først-til-mølle princippet. Én plads er allerede besat, for en kvinde vidste med det samme, at det her måtte hun bare hengive sig til. Hun hørte sin sjæl kalde, fulgte sin intuition og sagde med det samme JA TAK.

INVITATION TIL VINTERCIRKLEN – klik på linket

bur

Vintercirklen er et godt sted at være.
Et smukt sted at lære.
Om vinterens visdom og mørkets magi.
Naturens cyklus og ordskriveri.

En godgørende vinterbuffet

Du skriver for dig selv, hjemme hos dig selv, men du vil blive inviteret til at dele i cirklen, hvor vi tilføjer egne oplevelser, citater og gode ord til den gode vinterbuffet. Fra den kan vi hver især plukke og smage og lade os opfylde af vinterens gave gennem inspiration, ord og skriverier.

Flere detaljer dukker op af disen i de kommende dage …

Jeg glæder mig til at skrive og dele med dig og de andre i Vintercirklen.

Kærlig hilsen
Lene


Til glæde og inspiration læs også:

Stilhed og mørke – en fortælling om mit nylige møde med Oktober
Skriv dig hjem
Når vinden danser
Når vi skriver fra sjælen


Og der er skam stadig et par ledige pladser på de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel.

Lørdag den 31. oktober kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Det ene udelukker på ingen måde det andet. Tværtimod. Du er hjertelig velkommen i både Vintercirkel og på de intuitive skriveworkshops.

Og jeg har en lille gave til dig, hvis du vil begge dele …

Kontakt og tilmelding på skrivehuset@gmail.com

5 thoughts on “Vintermagi for sjælen

  1. Pingback: Lene Frandsen

  2. Pingback: Stilhedens havn | Lene Frandsen

  3. Pingback: Tid til at komme hjem | Lene Frandsen

  4. Pingback: Vintercirklen, en invitation | Lene Frandsen

  5. Pingback: Tusmørkekvinden | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s