Pigen der fortalte eventyr

cropped-2011-november-003_b.jpg

Der var engang en pige, som elskede at skrive og fortælle eventyr. Så snart hun kunne tale, kom der historier ud af hendes mund og et af de største øjeblikke i hendes barndom var, da hun lærte at skrive og kunne nedfælde alle de historier, der ligesom bare kom til hende.

Hun mødte op og så strømmede det bare igennem hende og ud på papiret. Det var næsten som magi. “Jeg er jo min egen magiker”, tænkte hun og var begejstret helt ind i sjælen. Når jeg bliver stor, vil jeg være forfatter og dele alle de gode historier med resten af verden, for livet er i sandhed et eventyr og verden er magisk.

Hun færdedes allerhelst i naturen, selvom hun dengang boede i byen, hun dansede med vinden og med de hunde, hun mødte på sin vej, dyreelsker som hun var. Hun levede og åndede for eventyr, magi og fortællingens kraft. Hun gjorde ikke noget særligt, hun anstrengte sig ikke, det kom bare og fossede gennem hende som vandet igennem en vandslange. Og det udløste spontant glæde og begejstring! I hvert fald hos hende selv og hendes farmor, som barndommen igennem støttede og løftede hende på de eventyrlige fortællingers vej.

Virkeligheden bankede på

Men virkeligheden kom og slukkede for eventyret. I mange år. Nogen fortalte hende, at der ikke findes eventyr, at livet ikke er særligt smukt og at man skal yde, før man kan nyde. De pegede på alt det, der ikke var som det skulle være og de fortalte hende, at hun var nødt til at vælge sig en helt anden slags karriere, hvis hun skulle blive til noget.

Efterhånden lagde hun forfatterdrømmen og skriveglæden på hylden og valgte en karriere, som lignede lidt. God til sprog, eminent til at formulere sig og endda på fremmedsprog!

Så hun valgte sprogene, den boglige vej, der på mange måder var anderledes end det, hendes hjerte sang om, men det smagte da lidt af fugl og nu var hendes forældre tilsyneladende glade! Det betød meget for hende, for som særlig VINDUNDERLIG SENSITIV gik alle stemninger helt ind under huden på hende og hun brød sig ikke om at såre og forskrække andre. Det gjorde hende ondt, når andre blev kede og vrede over, at hun skabte sig. Så hellere klippe en hæl, hugge en tå og lade som om.

Uden egentlig at ville det, valgte hun at tro på, hvad hun var blevet fortalt og efterhånden kunne hun godt fornemme det. Verden var da vist temmelig trist! Øv!

Vi bliver, hvad vi vælger at tro på!

Jo længere væk hun kom fra det, hun elskede og som hun tilsyneladende var skabt til, desto mere mellemfornøjet og ked af det blev hun. Ikke på overfladen, det var ikke noget andre lagde mærke til sådan lige med det samme, men det gnavede i hende et sted indeni. Det gjorde hende ked af det. Og da hun efterhånden slet ikke brugte sin kreativitet på den sprudlende og livgivende måde, der tidligere havde givet hende så meget glæde, blev hun decideret deprimeret. Hun fik flere depressioner og blev på mange måder en skygge af sig selv.

Og sådan skulle der gå mange år indtil den dag, hvor fortællingerne igen så deres snit til at dukke i hendes liv og mindede hende om alt det, hun havde glemt og gemt et sted på vejen. Her startede hendes skriverejse og vejen tilbage til alt det, der før havde skænket hende så stor glæde. Og mere kom til.

I shall be tellling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a Wood, and I –
I took the one less traveled by
And that has made all the difference
– Robert Frost –

soulportrait

Mit navn er Lene og af ord er jeg kommet

Jeg er sprogligt uddannet, har en BA i engelsk og tysk og har i mere en femogtyve år arbejdet med sprog, skriftlig kommunikation, salg, marketing og voksenuddannelse.

Der findes en anden vej … og en anden måde!

Men de senere år er jeg gået en anden vej. Og at jeg fandt modet til at gøre det, skyldes primært mine egne skriverier. På bloggen Poetiske Paradokser begyndte jeg på en rejse i ord og stemninger, der skulle vise sig at få afgørende betydning for de valg, jeg senere traf og til stadighed træffer. Jeg besluttede mig nemlig for at følge mit hjerte.

Min hjertelige intention

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at jeg faktisk havde formuleret en hjertelig intention, som skulle blive min indre kurs fremover. Jeg overgav efterhånden styringen til min sjæls kompas og det skulle af snoede veje bringe mig frem til Skrivehuset, hvor jeg bor og arbejder i dag.

Og skriverejsen fortsætter …

Fortællingens kraft

Mens jeg skrev og bloggede mig gennem dage og måneder, dukkede der små fortællinger op og de blev mere og mere påtrængende. De ville fortælle mig noget. De så simpelthen deres snit til at smutte ud mellem linjerne og det, jeg ellers havde tænkt mig at skrive om, og så præsenterede de en lidt anden slags sandhed og et andet sprog, end det, jeg havde været vant til i mit professionelle liv.

Månederne gav mig liv og lyst til at leve det

Poesien dukkede op, leg med ord og ordstillinger, ja hele historier dukkede op og blev til små føljetoner. Jeg gav månederne liv  Månederne gav mig liv og opdigtede et pensionat, hvor de kloge damer fra januar til december kunne bo og konversere med mig om livet og om det, der virkelig betød noget. Under overfladen. Månederne og deres cyklus, rejsen gennem året, blev en rød tråd på Poetiske Paradokser. Senere er fuglene kommet til. Blandt andet.

Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske

Ordene førte mig tilbage til min barndom og den store glæde jeg som barn og ung pige havde ved at skrive og skabe fortællinger. Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske, der elsker alt det, andre tilsyneladende haster forbi. Hun har vished om at Gud bor i detaljen, det skrev og fortalte hun jo om allerede dengang!

Min skriveglæde kom tilbage

Min skriveglæde kom tilbage, men det var så sandelig ikke det eneste, der begyndte at komme tilbage til mig.

At følge sit hjerte og lytte til sjælen, intuitionen, den indre stemme

Det hele handlede om, som skrevet står … at følge sit hjerte. Og lige dér gik det for alvor op for mig, for det stod jo dér, sort på hvidt. Jeg havde selv skrevet det!

Jeg havde jo en helt anden drøm med mit liv, end det jeg gik og lavede til daglig.

Keevaogmig

Min historie

Og resten er historie, min historie, som jeg stadig skriver på. Nu følger jeg mit hjerte og gør det, min sjæl synger om. Jeg øver mig på at lytte ikke mindst til min egen intuition og jeg har efterhånden opdaget, at jo mindre jeg anstrenger mig, jo mere jeg giver slip, gør mig modtagelig og lader komme, desto mere af det gode lander dér i min turban og på mit livspapir.

Det er der ikke noget nyt i, det er noget urgammelt, men virkelig at praktisere det og føre det helt ud i livet, det er blevet min hensigt og mit mål. Let go and let God!

Det er blandt andet det jeg underviser i.

You best teach what you most want to learn

Jeg elsker at skrive, undervise og fortælle historier og så ved jeg ikke noget bedre end at dele og øse af det, der hjælper og inspirerer mig på min egen rejse.

Jeg underviser i at skrive fra sjæl og hjerte.

I processen har jeg taget et coachingcertifikat, jeg har uddannet mig til mindfulness practitioner og instruktør (hvilket i praksis nu betyder, at jeg nu har en daglig meditationspraksis, dyrker yoga og anvender de vidunderlige mindfulness principper i min undervisning og på min egen skriverejse). Jeg har også nuppet to moduler af en diplomuddannelse i ledelse; kommunikation og mindfulness. Det har til dels rustet mig til det skønne og vigtige arbejde, jeg i dag udfører som skrivecoach og underviser og som jeg elsker så højt. Men det meste kunne jeg i forvejen, jeg vidste det bare ikke før jeg endelig tog mod til og sprang ud i det.

greenheart

Ja, selvfølgelig er det et spirituelt anliggende!

Selvfølgelig er det også et spirituelt anliggende. Fra ego til sjæl, fra frygt til kærlighed. Også når vi skriver. Verden har hårdt brug for fortællere af de gode historier, dem, der stammer fra sjælen og fra kærligheden. Du kan kalde det, hvad du vil. Jeg kalder det sjælsfortællinger og jeg er en ivrig samler af gode historier.

The planet does not need more successful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers, and lovers of all kinds.
– Dalai Lama –

Ordmagi, tryllestave og intentionens kraft

Jeg tror på, at vi er vores egen magiker og at ordene er vores tryllestav. Det har jeg jo selv oplevet gang på gang! Og når vi bevidst begynder at bruge vores tryllestav og formulerer hjertelige hensigtserklæringer, når vi inviterer Kilden og bruger intentionens kraft, når vi møder op og øver os, igen og igen, så skaber vi virkelig rum til at de gode fortællinger kan lande, berige og forvandle os.

Og du behøver ikke at være spirituel som sådan, MEN én ting er sikkert. Du er nødt til at tro på det! Magien, fortællingerne og ordets kraft. Det, du tror på, tror på dig.

Fortællingerne blev mit fyrtårn

Fortællingerne er som fyrtårne. Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. De stammer fra sjælen.

Fortællingerne forvandler os

Og du kan tage mit ord for det. Fortællingerne forvandler os, efterhånden som vi møder op og skriver. Blidt og nænsomt bliver vi ledt på vej og gennem vores egne ord finder vi nye veje og måder. Vi skaber med vores ord. Ord er energi, de er informative, men de er også formative. Ordene former os og det er bl.a. derfor, at vi skal vælge vores ord med omhu!

Intentionens kraft

Min egen skriverejse startede ved en tilfældighed, som nok slet ikke var så tilfældig endda. Den åbning, jeg skabte og den hensigt, jeg formulerede i mit hjerte ved intentionens kraft, var så stærk og fundamental, at den langsomt men sikkert skabte en ny vej for mig, som ikke fandtes i forvejen. Eller gjorde den? For efterhånden er jeg kommet til følgende erkendelse, som så fint er formuleret af Tosha Silver i bogen “Helt Åben”:

Der er en plads som du skal opfylde og som ingen andre kan opfylde, noget som du skal gøre, som ingen andre kan gøre. Der er en guddommelig plan med et hvert menneske.

Det pudsige er, at mennesket altid får lige netop det, det ønsker sig, når det giver slip på sin personlige vilje og således giver det guddommelige, den uendelige Kilde mulighed for at arbejde igennem sig.

– Tosha Silver –

Giv slip på forestillingerne om hvordan, mød op og tag imod

Fortællinger er fyrtårne, vejvisere og når vi skriver fra sjælen, strømmer ordene nærmest igennem os som vandet i en vandslange. Vi er blot en kanal for det, der gerne vil fortælles gennem os. Om det er råd og visdom til os selv eller om det er gudegaver også til andre, det er underordnet. Når vi tør lade komme, når vi vælger at give slip, slappe af og tage imod, ændrer både indsigt og udsigt sig markant.

Du kan også lære at bruge fortællingens kraft og skrive fra sjælen

Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys, glæde og indre mod. Brug fortællingerne, når du ønsker at huske det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og vi har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os.

Inviter fortællingerne ind i dit liv og husk også at indbyde Kilden

Hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.

Tag din kreativitet, skriveglæde og styrke tilbage. På en nænsom og sjælsom måde. På din helt egen måde.

Skrivelængsel er sjældent en tilfældighed!

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Læs mere om SKRIVEREJSEN i linket her.

Kærlig hilsen
Lene

 

Sangen i hjertet

Keevaogmig

Hvad nu hvis jeg bakkede mig selv, op helt og aldeles? Viftede tanker om “forkert” væk som fluer på en varm sommerdag og troede fuldt, fast og kærligt på mine egne dybe impulser?

Hvis jeg ikke tvivlede på mig selv og min egen kraft, men i stedet og helt uden tøven gik med det, der føles sandt for mig? Hvis jeg fyldte mig selv op med kærlighed og tilgivelse, når jeg gjorde noget, der måske ikke helt var i overensstemmelse med mit hjertes intention og elskede mig selv endnu mere, når jeg var træt og ked af det?

Hvis jeg holdt om mig selv og stolede på min intuition og de dybe impulser, jeg altid har, og ikke tvivlede på, at det var det bedste for mig. Og vidste, at jeg ikke skylder nogen en forklaring.

At alting ikke altid hverken skal eller kan forklares. Men har lov at være præcist som det er.

Hvad nu hvis jeg forstod, at jeg er nødt til at give mig selv og fylde mig selv op med kærlighed dybt indefra og må vælge at ignorere egoets kollektive masseskrig og de sidste nye tendenser, fordi jeg dybt i mig har vished om, hvordan jeg ønsker at leve mit liv og hvad, der er sandt for mig.

Hvis jeg virkelig forstod, at jeg kun kan udføre mit arbejde og være tilstede og nærværende fra et centreret og kærligt sted i mig selv og give derfra, hvis jeg husker at fylde mig selv op og pleje mig selv fra selvsamme sted. At jeg er nødt til at beskytte mig selv og stå inde for mig selv og den vej, jeg har valgt, på samme måde som jeg ville beskytte og tage mig af et lille barn eller en hundehvalp.

Hvad nu hvis jeg bevidst valgte at følge min sjæls stille røst, og havde en kærlig intention om hver eneste dag at lytte til den melodi, der altid spiller næsten lydløst dybt i mig.

Hvis jeg altid valgte at høre og danse til den sang, der bor i mit bryst. Sangen i mit hjerte.

Og hvad hvis du gjorde det samme? Ville vi så ikke opdage, at vi faktisk sang og dansede til samme slags musik? Sangen i hjertet.

* * *

Kære ven

Lad os gå sammen om at skrive og fortælle den kærlige version af historien og lade det strømme fra sjæl og hjerte, bag tanker, modstand, frygt og frustration.

I disse tider har verden mere end nogensinde brug for medfølelse og hjertelige historier.

Kærlig hilsen
LeneDalai Lama

 

Det du længes efter

Døråbning_christianshavn

Når sindet ikke længere griber efter et svar, åbnes et rum.
Bag frygt og modstand findes nye veje og andre sange.
Træf aldrig en beslutning baseret på frygt.
Lad hjertet vise vej.
Det du længes efter, længes også efter dig.


Frygten og modstanden

Måske tror vi, at vi på et tidspunkt slipper helt af med Frygten og Modstanden. Måske forestiller vi os, at vores Indre Censor afgår ved døden og at vi så kan skrive frit og helt vidunderligt. For nu er der ingen stemme, der fortæller os noget andet og væk er følelsen af uduelighed og tvivl. Nu danser vi til vores egne toner og det gør så godt. Men desværre forholder det sig ikke helt sådan. Jo, vi danser til vores egne toner, vi spiller musik, når vi skriver og historien flyder igennem os, men det sker ikke altid uden modstand og frygt. De dukker op med jævne mellemrum. Og begge dele er som døre, vi må vælge at åbne og gå igennem. Mit bedste råd er at favne både frygt og modstand og skrive videre i vished om, at der findes et andet slags skriveland bagved den dør, der tilsyneladende er låst.

Lad aldrig det tilsyneladende stoppe dig.

Dansklæreren i femte

Frygten for ikke at slå til, for at blive en fiasko, der er så meget hængt op på det at skrive, at det kan føles som klæberigt harpiks. Svært at få af, svært at blive færdige med. Vi har dansklæreren i femte klasse, som sagde noget til os, der gjorde ondt dybt i sjælen. Du kan ikke skrive. Fire ord. Bare fire ord, men de var stærke de ord, de var mordere. De slog vores skriveglæde ihjel. De tog bolig dybt i os og forhindrede os fremover i at gøre det, der engang føltes både naturligt og glædeligt. Vi blev vores eget fængsel.

Men ved du hvad, det handlede slet ikke om skriveglæde eller om at folde historier ud dengang i klasseværelset. Det handlede om retstavning og grammatik. Det var ikke et kreativt eller sjæleligt anliggende, det var udelukkende et spørgsmål om at følge nogle regler og gøre det godt nok. Det var et spørgsmål om at passe ind i kasser, så vi kunne blive bedømt og få karakter. Det handlede ikke om kreativitet og skriveglæde.

Tilgiv dem, de vidste ikke bedre

Dansklæreren i femte klasse har mange ansigter. Det kan være en tante eller sågar ens egne forældre, der kommer til at sige noget forkert. Fordi de ikke vidste bedre. De vidste ikke, at ord kan dræbe. Ord er virkelig stærke, de er energi og de kan gøre så godt. Eller gøre ondt. Derfor må vi vælge vores ord med kærlig omhu, men det anede de ikke dengang. Så ser du, vi må undskylde dem og tilgive dem. De vidste ikke bedre. Skaden er sket. Og det er en skade, som vi må lære at favne. Engang i femte klasse sagde en dansklærer noget til os. Han eller hun fortalte en løgn, som vi valgte at tro på. Du kan ikke skrive. Men du kunne sagtens skrive. Det vidste hun bare ikke, for hun stirrede sig blind på ord, der ikke var stavet korrekt eller sætninger, der lød anderledes end hun var vant til.

Bange for kreativitet og fantasi

Eller også gjorde vores livlige fantasi hende bange. Kan du se det for dig? Kan du se, at hun blot var et bange menneske, som mødte et fantasifuldt barn? Det barn må jeg standse, tænkte hun og gjorde sig ekstra umage for at finde fejl og mangler. Fejl og mangler. Det er ofte dem, vi husker. Suk.

Det kan være en tilfældig bemærkning, det kan være ord fra en ven, der sagde noget i delvis sjov. Ha ha ha. Latteren lød en smule hånlig og vi blev dybt sårede. Så sårede at vi aldrig skrev på den måde igen. Vi gik ikke længere på opdagelse i vores egen fantasi eller viste andre vores historier. Vi skjulte os og vi skammede os. Gemte os væk og de historier væk, der måske blev skrevet i dagbogen i lyset fra natlampen. Vi var som forbrydere i vores eget fængsel. Og vi gik videre gennem dage, måneder og år og mærkede kun en dyb og hudløs længsel efter at vende tilbage til det sted, hvor vi mistede vores glæde.

Vend tilbage til glæden. Rejsen starter med din hensigtserklæring.

Men vi kan vende tilbage. Det starter med en hjertelig intention og en hensigtserklæring:

“Jeg har til hensigt at vende tilbage til det sted, hvor jeg mistede min glæde ved at skrive og skabe og tage den tilbage”

Sådan, så har du sagt det og skrevet det. Ja, måske har du endda sagt det højt og fortalt det til dit hjerte. Og dit hjerte nikker samtyggende. Der er intet, det hellere vil end at banke for din glæde. Der er så meget glæde og sprudlende kreativitet gemt i dig. Men ofte må du rejse tilbage og hente det frem.

På skriverejsen kommer vi både frem og tilbage. Men mest af alt forankrer vi os selv i nuet som skrivende sjæle og opdager, hvor godt det gør. Og hvordan vi med ét forandres, fordi vi tager længslen alvorligt og møder det, der bobler indeni. Og måske skal vi tilbage i klasseværelset og have en snak med vores dansklærer, men så gør vi det. Vi skriver det, som det er. Og vi skriver os igennem frygt og modstand i stedet for at flygte eller forsøge at gå udenom.

Du er din egen nøgle

Det gør godt at erkende, at det slet ikke handler om at slippe af med hverken frygt, modstand eller indre censor, men om at lære dem at kende, for hvad de er. Og måske gør det godt at vide, at alle andre har det som dig. Også jeg. Men på et tidspunkt lærte jeg at skrive mig om bag de døre, der findes bag frygt og modstand. Jeg opdagede, at jeg var min egen nøgle og at det var et valg, om jeg stak nøglen i døren og gik ind. Nu bruger jeg flittigt nøglen. Jeg hilser på både frygt og modstand og fortæller dem, at jeg vælger at gøre det alligevel. Af ord er jeg kommet, så naturligvis skal jeg da skrive! Og det skal du også, hvis du mærker skrivelængsel. Det du længes efter …

Luk døren op og skriv en ny historie

Hvad hvis jeg fortæller dig, at du er din egen nøgle. At du selv er nøglen til de døre, der findes bag frygt og modstand. At du er den eneste, som kan skænke dig det, du længes efter og at ingen andre end dig kan gøre det. Gå gennem døren bag frygt og modstand. Vælge at møde op og skrive det, der skrives vil. Kysse dansklæreren på panden og fortælle hende (eller ham!), at hun er tilgivet. Og i øvrigt tilhører hun en gammel historie, der ikke længere tjener dig. Hvorfor ikke skrive en helt ny historie? Hvad med at skrive hjertets version?

Du kan vælge låse døren bag frygt og modstand op og skrive dig fri. Og kun du kan gøre det, for du er din egen nøgle.

Mere læsning om frygt, modstand og magiske døråbninger?
Lad ikke din indre censor få det sidste ord
Døråbningen

Falke
Har du lyst til at genfinde din skriveglæde?

Mærker du en dyb længsel, der gerne vil manifestere sig via sproget? Noget, der gerne vil fortælles og sættes fri? Har du lyst til at genfinde din skriveglæde, huske det gode, du glemte undervejs og  igen lade kreativiteten blive en del af dit liv? Lære at skrive fra sjæl og hjerte og nyde processen med din intuition og dit hjerte som kompas?

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Lad ikke frygten og modstanden tage glæden fra dig. Skriv dig igennem.

ordkvinderne

Ordene er din tryllestav, så hvorfor ikke lære at trylle?

Jeg holder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen. Begge dele er med til at styrke dig som fortæller af din helt egen historie og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din visdom og din sjæl.

engel

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Vil du gerne opleve, hvordan du kan skrive dig ud af hovedet og helt ind i hjerte og sjæl. Skrive fra det sted, hvor længslen rumsterer? Bagved tilsyneladende skriveblokering, modstand og frygt findes et indre reservoir af vished og visdom og du kan skrive det frem. Fortællingens kraft er stor. Ordene er både vores transportmiddel og vores tryllestav.

Det bliver en dag fuld af skrivende nærvær, en magisk skrivecirkel, hvor vi både tager imod fortællinger og læser dem højt for hinanden i cirklen. Vi taler om modstand, den indre censor og skriver os gennem det, vi møder på dagen. Du vil lære, at det er muligt at skrive sig ud af hovedet, forlade tankerne og skrive fra et andet sted.

Næste skriveworkshop finder sted lørdag den 16. april kl. 10 og der er stadig et par ledige pladser. Skal du med? Læs mere om den intuitive skriveworkshop i linket her. Du tilmelder dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

engelSKRIVECIRKLER – skrivegruppeforløb

Du kan også deltage i skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er som udgangspunkt forankret i årstiderne og den naturlige cyklus.

Læs mere om skrivecirklerne og ideen bag her.
Næste skrivecirkelforløb er Sommercirklen, invitation følger snart.

engelSKRIV DIN SJÆL

Skriv din sjæl er et skrivegruppeforløb for 6 dedikerede kvinder. For dig, som ikke vil nøjes med enten skrivecirkel eller skriveworkshop, men som i et forløb, der varer fra maj til september ønsker at gå lidt mere intensivt til værks og samtidig blive en del af en magisk skrivecirkel. Masser af LÆRING og SKRIVEGLÆDE! Næste forløb starter den 17. maj. Der er 3 pladser tilbage på holdet. Læs mere her.


Det du længes efter, længes efter dig

Det du længes efter, længes efter dig. Og mærker du skrivelængsel, er det ingen tilfældighed. Også selvom frygt, modstand og indre censor gør alt for at fortælle dig, at det ikke forholder sig sådan.

Vil du have mere inspiration om livet og skriveprocessen til sjæl og hjerte?

Du tilmelder dig BLOGGEN her på velkomstsiden. Og følg gerne med på SKRIVEHUSET PÅ FACEBOOK.

Vi skrives ved ❤

Kærlig hilsen
LeneDøråbning_christianshavn

Det der står i vejen

 

theolddoor

Om få dage har vi rejst hele vejen gennem mørket, de dunkle måneder november og december og ankommer til årets endestation, Vintersolhverv. Personligt har jeg opdaget hvilken befrielse det er, når jeg både i mit personlige liv, min proces og i min virksomhed følger og hengiver mig til årets naturlige cyklus.

Derfor kan jeg nu med glæde i stemmen sige højt: Du vil fremover opleve, at aktiviteterne i Skrivehuset følger årets cyklus. Det vidste jeg ikke for et år siden, da jeg for alvor trådte frem og gjorde min drøm til virkelighed. Jeg valgte at leve af det, som mit hjerte brænder for og det, som har været min egen vej. Skrivevejen eller skriverejsen, som jeg også kalder den. Jeg kan nu samle min uddannelse, min viden, min vished og min erfaring under ét tag og det er det, jeg gør i Skrivehuset. Jeg arbejder nu som fuldblods skrivecoach, underviser og fortællerske og jeg elsker det.

Dér, hvor vi er

Årets cyklus. Vintersolhverv. På samme måde som man i shamanistisk praksis arbejder med den energi, som er i naturen alt efter årstiden, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder. Hver årstid inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg også bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus, som vi er en del af, til at bestemme, hvilke skriveaktiviteter, kurser og workshops, der er åbne lige nu. Når vi går ind i vinteren, den mørke tid, vil der være fokus på skrivecirklerne, hvor vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi lærer den mørke del af året bedre at kende gennem skriveøvelser og afsæt og på den måde lærer vi også vores eget mørke bedre at kende. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde.

Skrivecirklerne

Vintercirklen startede op i november og er i fuld gang. Nytårscirklen starter op den 8. januar 2016 og i denne skrivecirkel rejser vi sammen og hver for sig gennem vinteren mod lyset. Skriveøvelser og afsæt vil være forankret i det tidspunkt på året, hvor vi befinder os og den energi, der er til rådighed. Der er i øvrigt stadig et par ledige pladser i Nytårscirklen, hvis du vil være med.

Foråret, udadvendthed og nye intuitive skriveworkshops

Senere, når vi når frem til det første forår og lyset er vokset og bærer os mod spiring og frodighed, slår jeg igen dørene op for nye intuitive skriveworkshops og mere udadvendte aktiviteter. Så mødes vi igen ved spisebordet i Skrivehusets hjerte, skriver, folder ud og deler vores fortællinger.

Vi skriver det, der står i vejen og skriver dermed vores vej

Som noget nyt i 2016 vil jeg også tilbyde skriveworkshops, som er forankret i et bestemt emne og/eller udfordring. Det, der står i vejen, er vejen. Derfor forsøger vi ikke at bilde os selv eller andre ind, at vi på skriverejsen og i processen ikke kender til frygt, modstand, overspringshandlinger og den til tider frygtindgydende indre censor. Nej, vi møder de trolde, der dukker op vores vej og skriver dem.  Alt det, der står dér med armene over kors og stædig nægter at ”gå væk”, det er vores pejlemærker. Det er hjælpere, selvom det kan være angstprovokerende og synes som det stik modsatte.

Skriv din indre censor

Så hvis du tør, og selvfølgelig gør du det, så kom og vær med, når jeg i det tidlige forår tilbyder et forløb, der som arbejdstitel lige nu hedder ”Skriv din indre censor”. I forløbet, som både vil bestå af intuitiv skriveworkshop her i skrivehuset og i et delvist online skrivegruppeforløb, en skrivecirkel, skriver vi ud fra afsæt og opgaver, der handler om alt det, der står i vejen. Frygt, modstand, overspring og så videre. Vi påkalder os de hjælpere, vi ellers har brugt hele vores liv på at flygte fra og så byder vi op til skrivende dans. Men Kilden vil selvfølgelig også være inviteret. Bag det hele er Kilden og kreativiteten til vores rådighed, hjælp og støtte. Det bliver sjovt, lærerigt og befriende. Og der er kun få pladser i forløbet, jeg vil invitere 6-7 kvinder og er du en af dem, så hold øje med siden her eller skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du umiddelbart er interesseret.

Taknemmelighed

Det, der står i vejen, er vejen. Det har jeg selv måtte sande i det år, der snart er gået. Og hvis du har læst mine tidligere blogindlæg er du til dels bekendt med min egen proces og lidt af det, jeg har gået og skrevet mig igennem. Det var også mit første år som skrivecoach og underviser i eget regi, fortællerske har jeg været lige siden jeg blev født.

Jeg er så taknemmelig for alle de skønne, skrivende kvinder, der kom min vej og som har deltaget i personlige skriveforløb, bogcoaching, på de intuitive skriveworkshops og nu også i skrivecirklerne. Selvom jeg sjældent taler om mål og resultater og gerne hylder processen hele vejen, så må jeg med stolthed i stemmen også lige huske at sige, at ingen er gået herfra uden at have lært noget essentielt. Om sig selv. Ej heller jeg.

Så lad os danse, lad os fejre.

Som at komponere, spille og lytte til musik

Skrivningen er ofte et transportmiddel på vejen, sjældent et mål i sig selv. Og som jeg skriver det, ved jeg instinktivt, at det heller ikke er sandt, for det at skrive og folde ud, kreativitet, er et af de fornemmeste mål, vi kan have. Intet er mere saliggørende end ren skriveglæde. Det er bare ikke endestationen eller et glamourøst produkt, selvom vi sagtens kan ende med at putte resultatet af vores proces ind i en bog og vælge at få den udgivet.

Vi skal øve os, for øvelse gør både mester og menneske

For mig er det at skrive som at komponere, spille og lytte til musik. Du er instrumentet, men hvilken slags musik, du ender med at komponere og spille og hvad der føles godt og rigtigt for dig, ved du sjældent på forhånd. Du er nødt til at skrive dig ind i det og mærke efter. Lytning er en af de vigtigste kompetencer i skrivning og vi kan øve os på at blive bedre til at lytte. Vi skal i det hele taget øve os. Det gør dygtige musikere i øvrigt også. Og øvelse gør ikke alene mester, det gør også menneske.

Nysgerrighed, åbenhed og kærlighed til det, du møder på din vej, er gode ingredienser at putte i din simregryde eller i din rygsæk, hvis du tager på skriverejse.

Når vi farer vild

I året, der snart er gået, lærte jeg noget som har på mange måder har sat mig fri. Man skal turde fare vild. Det er ikke altid, at det bliver eller går, som vi håbede, men i kontrast til vores tilsyneladende vildfarelse bliver det pludselig essentielt, at det netop ikke gik, som vi håbede eller troede. For kun sådan kan vi se og få øje på den lysning, der pludselig åbner sig i skoven for os. Vildfarelsen var tilsyneladende. Den bærer i sig kimen til nye åbenbaringer og en læring og erkendelse, som vi aldrig havde fået med os, hvis vi ikke netop for vild. Derfor var det slet ikke vildfarelse. Som Tomas Tranströmer så fint har skrevet det:

Midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.

Tillad dig selv at fare vild

På baggrund af min egen erfaring med tilsyneladende vildfarelse og alt det, der dukker op på vejen og gør processen så forhindringsfuld, kan jeg nu med begejstring i ordene skrive: Tillid dig selv at fare vild. Giv dig selv lov. Det er sårbart, det er frygtindgydende til tider, men det er en gave til sjæl og hjerte. Paradoksalt nok. Hvis vi altså tager imod udfordringerne, går i tillid og giver os selv masser af kærlighed midt i vores eget mørke og store sårbarhed. Din sårbarhed er nøglen. Det er ganske vist.

Hvad giver du slip på og hvad tager du med dig videre?

Hvad tager du med dig videre i året, der kommer? Hvad giver du slip på, hvad er du færdig med og hvad værner du om og tager med dig videre?

Tillid er en magisk kraft

Selv har jeg en hjertelig intention om at skrive og gå i tillid. For den tillid skaber forbindelse. Den er en magisk kraft og energifyldt tilstand, som kobler os til Kilden og guddommelig vejledning. Tillid skaber således også forbindelse til vores egen sjæl og giver os adgang til vores intuition. Prøv at tænk lidt over, hvad tillid betyder for dig og om ordet også har en særlig, kærlig og magisk kraft for dig. For mig er tillid blevet altafgørende og derfor er det også overskriften på det kommende år for mig. Det år, der starter ved Vintersolhverv om ganske få dage.

Forleden morgen landende fortællingen ”I tillid” i min pen og i mit hjerte og her citerer jeg ørnen. Resten kan du læse i fortællingen, hvis du har lyst.

”Styrken opstår i de handlinger, der er båret af tillid” siger han og gør mine til, at vores snak er forbi. ”Den kan ikke se dagens lys, den kan ikke blive født, før du vover springet. Før du faktisk springer. Den er findes simpelthen ikke før springet, den eksisterer ikke. Først i det øjeblik du springer, fødes styrken.

Du opfordres til at vove springet, til at folde dine smukke vinger ud, følge dit hjerte og kaste dig ud i himlens rum. For himlen, en engel eller måske en ørn vil gribe dig og føre dig derhen, hvor du allerbedst kan medvirke til netop det, der er dit store hjerteønske. Fred og kærlighed på jorden. ”

Hvem har sagt, at det skal være svært?

Et af mine hjerteønsker er at kunne medvirke til at du møder op og tager din skrivelængsel alvorligt. Men alvoren skal tages med et gran salt eller to, for du vil ofte opleve, at det føles som en leg, når du først har lært dig selv at give slip og tage imod. Igen må du øve dig. Igen og igen. ”Hvem har sagt, at det skal være let?” bliver vi tit spurgt, og det ved vi vist godt efterhånden, at det ikke er. Det kan være så svært, at vi giver svært så meget fokus, at svært vokser og bliver svært stædig og ufremkommelig.

Men er vi ofre? Er vi klynkere, der hellere vil lade være, fordi det tilsyneladende er svært og bare tale om, hvor svært det er? Valget er dit. Hvad vælger du?

Så jeg vil i stedet spørge: Hvem har sagt, at det skal være svært? Så længe vi skriver i tillid og ved, at frygten, modstanden, tvivlen, de mange overspring og den evigt plaprende indre censor hører med og kan skænke os gaver, vi troede var personlige forbandelser, er vi både kommet langt og er samtidig tæt på at være hjemme.”

Glædeligt Vintersolhverv og god rejse videre

Jeg ønsker dig glædeligt Vintersolhverv og jeg gør det med et lille citat af Jeff Brown. Må tilliden og kærligheden være det, der bærer dig videre ind i det nye år. Jeg håber, at vi ses og hvis ikke, skrives vi uden tvivl ved. Du skal i hvert fald være hjertelig velkommen til at læse, dele og blive inspireret af de fortællinger og blogindlæg om livet og skriverejsen, som jeg deler her på siden og i Skrivehusets Facebook univers.

“Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.”
– Jeff Brown –

Glædeligt Vintersolhverv og på skrivende genklang. Det, der står i vejen, er vejen. Kys det og skriv det.

Kærlig hilsen
Lene

cropped-2011-november-003_b.jpg

 

 

I tillid

Skyørn

“Jeg har en fortælling til dig på denne mørke morgen”, siger han til mig og træder ind i det lys, jeg har tændt over spisebordet. En snert af irritation baner sig vej gennem mørket og prikker utålmodigt til mig. Fortælling? Nu? Jeg var ærlig talt på vej ud i dagen, jeg har planer, det er december og selvom mine altid gode intentioner denne vinter i høj grad handler om overgivelse til årstid, langsomhed, tålmodighed og ren væren, så er der grænser. I dag har jeg sågar en aftale ud af huset.

Så hvad vil han her? Han plejer i øvrigt aldrig at komme, når det stadig er mørkt. Men da jeg skriver det, smiler jeg uvilkårligt, for hvornår skulle han ellers komme? Vi er i den mørkeste tid på året, de sidste dage inden vintersolhverv. Naturens endestation, toget kører til perron, holder en lille kunstpause og uden stor ståhej vender det og kører i den anden retning. Igen. Mod lyset. Gennem Vinteren. Mod foråret.

Han står foran mig på spisebordet og bader i det kunstige lys. Udtrykket i hans øjne siger alt.

”Når en fortælling banker på, ankommer i den tidlige morgen og blidt men insisterende lader dig vide, at det er tid. Hvad gør du? Påkalder du dig ret til at sige nej, henholder du dig til regler og protokoller om det rette tidspunkt, om manglende tid, om andre planer og er du åndsfraværende, allerede på vej et nyt sted hen, ikke helt til stede i det nu, det øjeblik, der lige nu danser i det allerspædeste daggry? Overser du muligheden, gaven og det, øjeblikket rækker mod dig? Afslår du og haster videre?

Måske tror du at han taler højt, måske forestiller du dig at han råber ordene til mig, men sådan forholder det sig på ingen måde. Han taler stille og roligt. Hele hans ørnekrop er plantet i dette øjeblik med kløerne på bordet og blikket hvilende i mit. Jeg slår øjnene ned, pludselig skammer jeg mig lidt, han ser jo det hele. Han svøber sig i vished og i tillid til, at han udfylder sin rolle til perfektion. Mit kraftdyr, min mentor.  Der er ingen grund til at råbe. Han ser ikke engang vred ud, han håner mig ikke. Han siger det bare, som det er. Stiller de spørgsmål, der er nødvendige, for at jeg ser mig selv og uden dom, kærligt men bestemt stopper op, mærker efter og uden yderligere modstand lander paraderne falde, mens jeg udbryder: ”Du har ret. Jeg var åndsfraværende. Mit nærvær hang i en tynd tråd.”

Jeg vender tilbage til min hensigtserklæring, min hjertelige intention og husker det, jeg formulerede omkring min rejse. Lad gå og lad komme. Tag imod de gode øjeblikke, som de oprinder, bliv i nuet, husk at løfte blikket og let gerne lidt fra jorden, hvis du har brug for at se det hele i et lidt andet perspektiv. Den store sammenhæng. Nok er det vidunderligt at dvæle ved detaljen, det er jeg god til, men jeg har fået en ny kompetence og det er frihed. Frihed til at flyve. Og i 2015 lærte jeg at danse. Danse med det, der er. Uden at ønske mig det anderledes valgte jeg bevidst at tage imod det, der kom min vej. Som denne fortælling. Denne morgen. Den er min hjertelige intention. Nuvel.

Lyset vokser nu, træernes nøgne silhuetter kommer til syne. Det er et magisk øjeblik, blot en antydning, en forsigtig streg på det store lærred. Så lader jeg igen mit blik glide over på ham, ørnen på skrivebordet, og lader ham vide, at jeg er klar.

”Jeg tager imod fortællingen” siger jeg med rolig stemme. ”Og nu er jeg i øvrigt også blevet nysgerrig. Hvad har du mon til mig på denne mørke decembermorgen?

Han smiler og ved, at jeg nu er klar. Atter ankommet til det eneste tidspunkt, der findes. Nuet. Det nu, de øjeblikke, der er flydende og i konstant forandring på samme måde som jeg er det. Hvorfor synes det så vigtigt for os mennesker at have noget at holde fast i? Tryghed. Sikkerhed. Det findes ikke, det er en illusion.

”Næsten rigtigt”. Han rykker et par skridt nærmere og læner sig op af ryggen på en af spisestuestolene. Den turkisgrønne farve og det mørke træ står godt til hans teint.

”Trygheden ligger i at give slip. For først når du slipper kontrollen, grebet, den tryghed og sikkerhed, du kæmper så hårdt for at beholde, først da er du sikker.”

”Et paradoks” konstaterer jeg. Det kommenterer han ikke.

”Du må lære at lade dig bære af det usynlige. Når den unge ørn letter fra reden for første gang, har han tillid til at luften vil bære den og holde ham oppe. Han har også tillid til, at luften vil hjælpe ham på vej mod det sted, hvor han skal hen.

Bortset fra sine instinktive fornemmelser har ørnen ingen grund til at tro, at han faktisk kan flyve. Han må kaste sig ud fra reden, men han ved ikke, om han kan. Flyve. Han har ingen sikkerhed eller sikkerhedsnet, for den sags skyld. Men ikke desto mindre vover han springet ud i luften og forårets skarpe solskin. Og vupti. Hvad sker der? Ørnen flyver, han bliver til ørn lige dér, hvor han opdager sin frihed og styrke. Nu ser han det hele fra oven og opdager, hvor smukt det er. Alt det, han ikke ejer, besidder eller kunne drømme om at forsøge at tilegne sig. Han er fri. Båret af luften, hjulpet af vinden, fri til at være og gøre det, han er kommet for. Flyve og være ørn.”

Jeg sukker. Det er en smuk lille anekdote, en dejlig fortælling om tillid og frihed. Men ak, jeg er ingen ørn.

”Hvad er forskellen?” Han ser på mig og er nu læremesteren, afventende, spørgende. Han vil gerne høre mit svar.

”Jeg har ingen vinger. Og i øvrigt er jeg heller ingen årsunge.”

”Glem årene. Det handler om noget helt andet.” Han ler. ”Hvert øjeblik er nyt og om ganske få dage er det Vintersolhverv. Her vender det hele og du har modtaget en invitation. Du er blevet inviteret til at starte på ny. Hvad giver du slip på, hvad tager du med dig videre?

”Tillid. Tålmodighed. Kærlighed. Et håb om fred og kærlighed på jorden.” En lille tåre bryder frem i øjenkrogen på samme måde som lyset nu bryder gennem mørket. Det er atter dag. Træerne står ranke og tillidsfulde i noget, der kunne minde om tavshed. Stilhed. En godgørende venten.

”Styrken opstår i de handlinger, der er båret af tillid” siger han og gør mine til, at vores snak er forbi. ”Den kan ikke se dagens lys, den kan ikke blive født, før du vover springet. Før du faktisk springer. Den er findes simpelthen ikke før springet, den eksisterer ikke. Først i det øjeblik du springer, fødes styrken.

Du opfordres til at vove springet, til at folde dine smukke vinger ud, følge dit hjerte og kaste dig ud i himlens rum. For himlen, en engel eller måske en ørn vil gribe dig og føre dig derhen, hvor du allerbedst kan medvirke til netop det, der er dit store hjerteønske. Fred og kærlighed på jorden. ”

”Det er store ord på en mørk morgen i december”. Jeg slår en lille latter op, jeg er både forlegen og dybt rørt. Det er så stort, at jeg næsten ikke kan få det til at handle om mig. Men jeg sagde ordet tillid, gjorde jeg ikke? Og jeg mente det. Ørnen har talt.

”Kan vi tale mere om tillid en anden dag?” Jeg ser, at han er på vej videre, jeg ved, at han om lidt flyver derude i det første dagslys og glider gennem disen væk fra mit landskab. Jeg forsøger ikke at holde fast på ham, selvom det er svært, men noget i mig vil gerne vide, at … han ikke forsvinder for altid og at jeg er alene med mit håb om, at tillid vil give mig vinger og at himlen vil gribe mig.

Han svarer ikke. Væk er han. Ligeså pludselig som han kom. Men noget er igen forandret, forvandlingen er sket, lyset er tilbage om end diset, utydeligt og uklart. Og når jeg kaster et blik på siderne her, ser jeg, at en række ord er landet og har skænket mig en lille fortælling. Hvem skulle have troet det for bare kort tid siden? Så hurtigt kan det ske. Så legende let.

I tillid.

Kærlig hilsen
Lene

Skyørn

De magiske ord

Minmagiskebog

Man kan ikke alene skrive sin vej, man kan også skrive sig vej og gennem ordene bane vej, lege og eksperimentere i en forestilling om “hvordan det ville være at …”. Den forestilling gennem ordene er en stærk kraft, som rummer magi og en god portion tryllestøv. Det er som en skriftlig visualisering, hvor vi skriver os ind i et givent scenarie og virkelig mærker, hvordan det føles at være dér.

Det er hverken fiktion eller virkelighed

Og her opstår et sted, som hverken er fiktion eller virkelighed. Det handler ikke om, at vi skriver vores livserfaringer eller visdom, men det er heller ikke blot en god historie, som vi digter, fordi det er sjovt. Det må vi såmænd også gerne, men det er værd at være bevidst om, hvad det egentlig er, vi er i færd med at skrive, hvis det altså er muligt. Her er hensigtserklæringen igen en stærk metode til at sætte den indre kurs.

Min hensigt med at skrive …

Det er følelserne, der gør ord og tanker magiske

Man siger, at tanker er magiske og at vi skaber med vores tanker, men noget siger mig at det i virkeligheden er følelserne bag tankerne, der gør tankerne magiske. Uden følelser er tanker tomme. Så når vi skriver os ind i en given situation, måske en ideel situation eller noget, vi gerne vil udforske og lære mere om gennem egne ord, får vi en kærkommen lejlighed til virkelig at mærke, hvad det gør ved os. Og hvis vi skriver intuitivt og følger ordstrømmen i den retning, den nu bærer os, så opnår vi måske også noget andet.

Vi kan skrive os ud af hovedet

Vi kan nemlig skrive os ud af hovedet, ud af sindet med alle begrænsningerne og den stramme kontrol og videre ind i kroppen og sjælen. Når vi skriver og gennem ordene skaber fra dette sted, hvor følelserne får lov at stå alene uden en resolut fortolkning og dom fra sindet, er magien så meget desto større.

Når vi skriver og skaber fra det sted, hvor vi er i kontakt med vores eget hjerte og kan høre og mærke den stille stemme, er vi vores egne magikere.

Vi er vores egen Kilde

Lige dér står vi i egen kraft og skriver fra den. Vi er vores egen Kilde.

Skriv din vej

Vi kan altså tage på rejse gennem ordene og skrive os vej. Bane vej gennem ufremkommeligt krat og prøve kræfter og udfordre grænser med noget, som vi måske ikke i dette liv har prøvet endnu, men som vi tiltrækkes af og som på en eller anden måde kalder og vækker genklang. Vi skriver fra levet liv og erfaring, har jeg hørt et menneske sige, men hvilket liv og hvilke erfaringer er det egentlig, vi skriver fra? Jo mindre vi som udgangspunkt ved, desto bedre. Når du skriver din vej, så begiv dig af sted med rygsækken fuld af nysgerrig undren, forhold dig åben og skriv det, du møder undervejs. Lad det blive dit helt eget eventyr.

Jeg vælger at tro på det, der giver mest eventyr til mit liv. Og jeg forholder mig åben, nysgerrig og undrende, mens jeg skriver og skaber. Jeg mærker efter og lader min længsel guide mig på vej.

Vær gerne præcis og konkret i din hensigtserklæring

Som når vi ønsker at søge vejledning i naturen og går ud for at tage varsler, kan vi på samme måde indkredse det, vi ønsker at spørge om eller udforske via vores ord. Det gør vi blandt andet via hensigtserklæringen. Jo mere præcise og energifyldte ordene er, desto nærmere vil vi komme det, vi egentlig er taget ud for at få svar på.

Fortæl hvorfor

Jeg gør det tit i sjælebogen, hvor jeg møder op og indledningsvis fortæller, hvorfor jeg er mødt og har åbnet bogen. Jeg ønsker at forbinde mig til min sjæl, jeg ønsker at søge visdom og via ordene at skrive den. Her er det som om jeg gennem ordene får kontakt med min stille stemme, sjælens stemme, og på sin særlige, kærlige måde fortæller hun mig sin visdom, som er min visdom. Hun fortæller mig ikke nødvendigvis det, jeg gerne vil høre, men jeg får sandheden serveret på en stille og kærlig måde, og både når jeg skriver dem og siden læser dem, mærker jeg genklangen, indsigten og ved, at hun har ret. Jeg har skabt forbindelse gennem min tillid for tillid skaber forbindelse.

Tag tilliden på som en varm og blød frakke

Det er den tillid, vi kan vælge at skrive med. Forestil dig, at du tager tilliden på som en varm og blød frakke, inden du begiver dig på skrivende færd. Tilliden rummer hele dig og alt, hvad du støder på undervejs.

Formuler først din hensigtserklæring, skriv den ned og sørg for at den rummer den helt rigtige energi, så du virkelig kan mærke den. Lad den gerne være kort og præcist. Hvis du tager af sted med et spørgsmål i hjertet, så stil det, inden du begynder at skrive. Vil du gerne have hjælp, ønsker du at forbinde dig til din sjæl og sætte dig ved Kilden, så fortæl det til papiret. Sig det højt.

Din egen magiker

Det er gennem skriverejsen, gennem ordene og mit kontinuerlige fremmøde, gennem den læring, jeg er blevet tilbudt og som jeg efterhånden har taget til mig, at jeg har fundet min sande vej og skabt det liv, jeg nu lever. Det er skriverejsen og den kontakt, jeg helt tilfældigt fik med min sjæl og mit dybe livsformål, der har gjort at jeg nu lever min drøm. Så stærke er ordene, de er kreative og magiske og også du kan lære at bruge dem, så de hjælper dig og efterhånden bliver din helt egen tryllestav. Du bliver din egen magiker.

Det er en god og langsom proces

Men du skal vide og huske, at det er en proces, den er langsom og god og det går aldrig hurtigere end at sjælen kan følge med. Og hvis du spørger mig, hvad det egentlig er, der sker, så må jeg være dig svar skyldig, for de svar du søger, er ikke nogle jeg kan give dig. Det er svar, der bor dybt i dig selv og som du via skrivegerningen kan søge og måske finde. Hvis det altså er din hensigt og du bærer viljen, kærligheden og tilliden i hjertet.

Følg din længsel og skriv den

Men først og fremmest handler det om at følge sin længsel. Og er det skrivelængsel, du mærker, så er der kun én ting at gøre. Begynd at skriv. Mød op og skriv det, der er. Skriverejsen starter med det første ord. I dag.

Kærlig hilsen
Lene


Nytårscirklen

bur

Har du lyst til at starte din personlige skriverejse i 2016 og vil du gerne være en del af en skrivecirkel, så er Nytårscirklen måske noget for dig? I vinteren 2015/16 tilbyder jeg skrivecirkelforløbene til en helt særlig, kærlig pris. Der er stadig ledige pladser, læs mere i linket og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com, hvis du kan mærke at det skal være så. Hvorfor udsætte det længere?

I skrivecirklerne bevæger vi os væk fra præstation og konkurrence (ego) og ind i ren overgivelse til det, der er (sjæl). For som en af mine yndlingspoeter Mary Oliver har sagt:

It’s not a competition, it’s a doorway

Skrivecirklerne er ikke en skrivekonkurrence, det er en døråbning. Døren til dit eget skriverum, dit sjælerum og dit hellige skriveværelse. Læg alle ambitioner væk om at skrive noget smukt, enestående og fantastisk, gå ind i dit skriverum helt åben og modtagelig. Alt kan ske og det er, som det skal være. Vi møder det, der kommer med åbenhed, nysgerrighed og kærlighed.

Vi lærer at have en åben, modtagelig og nysgerrig tilgang til skriveprocessen. Vi øver os i at tage imod og bruge ordene som transportmiddel på skriverejsen. Og vi stiller gerne åbne, undrende spørgsmål som f.eks.:

Hvad mon der er af fortællinger til mig i vinterens mørke?
Hvad mon gerne vil skrive og fortælles gennem mig?
Hvad mon der sker, når jeg hengiver mig til skriveprocessen og nærer mig selv og min sjæl?

Hjertelig velkommen i Nytårscirklen. Vi starter den 8. januar 2016 og jeg glæder mig til at byde velkommen.

Minmagiskebog

 

 

Processen og din egen skrivestemme

lysiskoven

Den bedste vej til at skrive unikt er at have tillid til din egen stemme og tillade den at trænge igennem.

Giv dine skriverier lov til at ånde

Lad ikke dine skriverier afhænge af, om nogen måske har lyst til at udgive dig eller ej. Lad dine skriverier stå alene, lad dem være din gave til dig selv og måske endda til verden. Lad dem trække vejret og have sit eget liv og lad ikke andre fortælle dig, hvad de er værd eller ej.

I just try to warn people who hope to get published that publication is not all it’s cracked up to be. But writing is!

Sådan siger Anne Lamott. Og mange andre forfattere giver hende ret. Lad ikke din skrivelængsel og skriveglæde blive bremset af tanken om udgivelse eller om, at du skal skrive på en bestemt måde på din blog og din hjemmeside. Helt paradoksalt kan tanken om udgivelsen af den bog, der måske ikke engang er skrevet endnu, kan være lige netop det, der gør, at du aldrig får bogen skrevet. Eller skrevet ret meget i det hele taget. Fokus på produkt og præstation kan være en tung bremseklods i forhold til at skrive med glæde og fra sjæl og hjerte.

Du behøver faktisk ikke at fokusere på produktet og lave glamourøse målsætninger. Og da slet ikke i starten af din skriveproces. Som regel folder det hele sig ud i perfekt og utænkelig perfektion, når du glemmer alt om netop perfektion og om at skulle præstere på en bestemt måde.

At ære processen

Lær i stedet dig selv at ære processen. At have tillid til processen og din egen sjæls stemme er ganske magisk, men det vil du opdage undervejs.

Forkast det, der fornærmer din sjæl

Hvis du ønsker at lære dit skrivende selv at kende, det, der findes bag tanker, begrænsninger og andres sikkert velmenende råd om ”Sådan-gør-Du”, så må du starte forfra og forkaste det, der fornærmer din sjæl. Hvis noget føles forkert og hvis det skurer som kridt mod dit hjertes tavle, jamen så er det da fordi det er forkert. For dig.

Tillad dig selv at lege

Lyt til dig selv, lyt dybt indad og begynd så at lege med det, du ønsker at formulere. Hvornår har du sidst tilladt dig selv at lege?

Du kan ikke tænke dig til det

Hvad med bare at begynde at skrive? For du kan ikke tænke dig til det. Du er nødt til at møde op og gøre det. Ordene undfanges i gerningsøjeblikket på samme måder, som babyer bliver til. Der kommer ikke børn ud af at tænke. Vi er nødt til at møde op og elske. På samme måde er vi nødt til at møde op og elske os selv nok til at gøre det, vi drømmer om. Og er det at skrive – så skriv! Glem alt om bøger på en bestemt måde og begrænsninger, regler, undtagelser, grammatik og retstavning. Og for Guds og din egen skyld: Glem alt om ”sådan gør du”. Bare skriv og se, hvad der sker. Tag på eventyr i dine ord, skriv så meget at du glemmer tid og sted.

Der findes en sand vej for dig

Der findes ikke en rigtig skrivemåde som gælder flertallet, hvis du spørger mig. Men der findes en godgørende måde og en sand vej for dig. Og det er den vej, den måde, du en dag vil støde på, hvis du møder op og skriver. Hvis du under dig selv barnets nysgerrighed og narrens undren. Hvis du lader være med at læse alle de forkromede artikler og velmenende råd, der handler om mål, resultater og hvad der vil ske, hvis du ikke partout følger bestemte regler.

Hvorfor?

Hvis du skal stille hv-spørgsmål til dit skrivende forehavende, så glem i første omgang alt om “hvad” og “hvordan”. Lad processen og Kilden om det. Spørg i stedet “hvorfor” og lad dit “hvorfor” være en del af din hjertelige intention med skriverejsen, din hensigtserklæring.

Lær dig selv at kende på ny

Lær dig selv at kende først, gå på opdagelse og forsøg at følge glæden, når du skriver. Prøv at lade dine egne følelser og impulser guide dig gennem skriverierne. Mærk efter, dybt i dig selv og når det føles godt eller du føler dig optændt af en særlig slags ild eller måske et stille suk af velvære, jamen så er du på sporet. Af din sjæls stemme. Af det, der er dit skrivested, din måde, din stemme.

Hjertelige intentioner

Jeg anbefaler dig at lave en hensigtserklæring fra hjertet. Det har ofte hjulpet mig på vej og jeg anvender altid hensigtserklæringen som anker i forbindelse med skrivecoaching, på de intuitive skriveworkshops og i de magiske skrivecirkler. Den indre puls i vores hjertebaserede intentioner er en af de mest kraftfulde gaver, vi kan give os selv hvad skrivegerningen angår. Intentionen vil både reflektere og ære vores visioner og hvis vi forbliver åbne overfor dets tilskyndelser, vil den føre os meget længere ind i noget, vi ikke havde troede var muligt og på måder, vi aldrig kunne have forestillet os.

Lad din intention eller hensigtserklæring sætte dig fri

Gør allerførst dig selv den tjeneste at formulere en hjertelig intention med dine skriverier, noget, der umiddelbart føles godt. Og lad gerne intentionen sætte dig fri fra dine tankers tyranni.

  • Jeg ønsker via mine ord, formuleringer og fortællinger at gå på opdagelse i …
  • Jeg har en intention om at sætte ord på mine indsigter, så de kan være til glæde for andre …
  • Jeg ønsker at skrive fra hjertet og med sjælen og sætter hermed mig selv fri fra alle på forhånd definerede regler og ”sådan gør du” …
  • Jeg ønsker at gå på opdagelse i min skrivelængsel og tage imod det, der kommer til mig, når jeg møder op og forholder mig åben og imødekommende.

Har du først formuleret en hjertelig intention, som føles godt i hjertet og ærer du den, hele vejen i processen, så skal du se, så ved noget i dig godt, hvor du skal hen. Du behøver ikke at vide det mentalt. Du skal blot lade dig lede på vej. Af din sjæls stemme, intuitionen, af Kilden og af det, der flyder gennem dig, når du endelig giver slip på kontrollen og sætter fri.

Når ”Sådan gør du” ikke tjener dig

Måske kender du alle reglerne og du mærker, hvordan de giver dig en vis skrivemæssig sikkerhed, men samtidig begrænser de dig og afholder dig fra at skrive frit og flydende? Du har fået at vide ”hvordan” og du har læst utallige nyhedsbreve, blogge og måske endda været på kursus i ”sådan gør du”. Du ved det hele, du mestrer det endda måske, men alligevel føles det forkert dybt i dig. Det gør dig ked af det, frustreret og det hæmmer dig i at folde dit sande selv ud. Dit sprog bliver stift og hakkende, det, du har lært, føles som en kæmpe kæp i skrivehjulet. Og det gør dig ikke glad, det gør dig snarere sorgfyldt og stresset.

Og du føler måske et stik af længsel og misundelse, når du læser noget, der er skrevet fra hjertet og som vækker dyb poetisk eller sjælemæssig genklang i dig? Nogen formulerer det, du føler? Nogen siger det, der blot er et subtilt suk af noget dybt i dig?

Start forfra

Er det sådan, det er? I så fald er det nok fordi du ikke har gjort dig selv den kæmpe sjæletjeneste at starte forfra. Tage på en ny slags rejse og forlade alt det, der ikke tjener dig.

Kære du, du er alt for værdifuld og særlig til blot at være en kopi. Hav tillid til din egen stemme. Du har sandsynligvis helt din egen måde og det er den, du skal ud ind og finde. Men lad være med at forestille dig det hele på forhånd. Gå i stedet på eventyr og lad det komme, der vil komme. Giv nysgerrighed, undren, tillid og kærlighed til processen.

Du kan. Du er værdig. Verden behøver din skrivestemme og dine fortællinger. På din måde. Og som Dalai Lama siger det:

The planet does not need more succesful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers and lovers all kinds.

Kærlig hilsen
Lene

Dalai Lama


Skrivelængsel?

Jeg tilbyder løbende skrivecirkler til dig og din skrivelængsel. Her bliver du en del af et skrivende netværk i cirkel med andre skrivende kvinder. Forløbet, cirklen, vil typisk være forankret i et givent emne eller i en årstid.

I forløbene vil du modtage skriveopgaver, afsæt og andet fra mig, som inspirerer og styrker dig i din skriveproces, ofte på månedsbasis. Du vil få en god fornemmelse af, hvordan du kan bruge dine egne fortællinger som kompas på den indre rejse og du vil samtidig dele og blive inspireret af de andre i skrivecirklen.

Et skrivecirkel-forløb vil typisk vare i 3-5 måneder

Forløbene foregår delvist online, men du modtager altid dine skriveopgaver og inspiration pr. e-mail og jeg vil opfordre til indre nærvær og fordybelse i din skriveproces og i dit eget skriverum. Du vil opleve at jeg ligefrem inviterer til skrivetid og nærvær, hvor du slukker for al elektronisk udstyr og bare er med dig selv, ord og skriverier. Forløbene er således en dans mellem inde og ude. Bevidst nærvær er en af nøglerne og du får skrevet fra sjæl og hjerte.

Jeg vil også typisk byde på små meditationer, mantras og mindfulnessøvelser, som hjælper dig med at være forankret i nuet og som kan medvirke til større indre ro. Desuden får du, når du er del af en skrivecirkel i Skrivehus-regi 100 kr. rabat på deltagelse i én af de intuitive skriveworkshops, som jeg løbende afholder her i Skrivehuset.

Vintercirklen
Skrivegruppeforløbet Vintercirklen er nu i gang og alle pladser i cirklen er optaget. Men fortvivl ikke, en ny skrivecirkel og et skrivegruppeforløb ser snart dagens lys og den cirkel kan du blive en del af.

Nytårscirklen
starter op til januar 2016. Nytårscirklen er forankret omkring det nye år, din skrivelængsel og et forsæt, der kunne lyde som følger: I 2016 har jeg til hensigt at tage min skrivelængsel alvorligt. Jeg møder op og dedikerer mig til at gå på skriverejse i, hvad der gemmer sig bag længslen.

Invitation og flere detaljer følger snart. Skriv gerne til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du vil på interesselisten.

bur

Tid til at komme hjem

morgendis2

I dag skal jeg lægge en sidste hånd på skrivegruppeforløbet Vintercirklen.  Det er morgen og endelig dukker lyset op i horisonten. En sprække af skarpt håb skærer igennem skyerne og kaster lys over land. Så forsvinder det igen. Lyset.

Dedikation, hengivelse og en magisk hensigtserklæring

Jeg bladrer i min arbejdsbog og hæfter mig ved nogle af de stikord, jeg har skrevet. Om dedikation, hengivelse og den magiske hensigtserklæring, som vi tager med os på vinterrejsen. For det bliver en rejse, det ved jeg. En rejse gennem vinteren, hvor vi skaber sjælerum og gør plads til at være med vinteren, som den er. Vi flygter ikke, vi accepterer og hengiver os endda til mørket, for det kommer for at tilbyde os sin ro og sin visdom. Jeg ser ord som fordybelse og nærvær og jeg mærker, at noget i mig begynder at slappe af.

Jeg lader øjnene danse over siderne i arbejdsbogen og får øje på nogle af de citater, jeg har nedfældet.

”Det er i mørket, at tingene i virkeligheden sker” har Allan Olsen sagt og det er han ikke alene om at have erfaret. Og så ser jeg et citat fra den gode Oriah Mountain Dreamer, som får mig til at smile. Genklangen runger som en smuk klokke i min sjæl.

”When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.”

Vi hengiver os og lader komme

Det slår mig, at det er lige netop det, Vintercirklen handler om i sin essens. Hengivelse til det, der er, at lægge kampen med livet væk og lade det, der er til os og som vil give os styrke og indre mod, finde os. Vi skal ikke ud og finde ledetråde og løsningerne i vintermørket og trodse vores egen træthed eller den skælvende smerte af frygt og kamp, der følger i kølvandet på den slags handlinger. Vi vælger i stedet at læne os helt ind i det, der er og skabe rum til, at det kan lande. Vi gør os modtagelige, vi lytter til sjælen og den stille stemme og så sætter vi os, slapper af og lader komme.

Dine vinterord

Der er skriveøvelser og opgaver, som vil støtte os i processen og skænke os vinterens visdom, men der er ingen deadlines, blinkende lygter eller elektroniske lyde, der kalder på os og som kræver os. I stedet opfordres vi til nærvær med os selv og til at give slip. Det eneste, vi holder fast i, er den pen, vi skriver med, for hvis det er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden og i en notesbog, som tiltaler dig. Sluk lidt for det elektroniske udstyr og giv dig selv en pause fra den verden. Jeg forestiller mig, at du uden at vide det, skriver helt din egen vinterbog med gode ord til dig selv, som støtter og holder dig i din proces. For det er en proces. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine vintersider. I Vintercirklen deler du kun det, du har lyst til at dele, men det fortæller jeg selvfølgelig mere om, hvis du vælger at være med.

En forvandlingsproces

Jeg tænker på min egen rejse og hvordan jeg uden at være bevidst om det, satte en forvandlingsproces i gang, da jeg i 2009 mødte op og erklærede mig villig. Jeg havde formuleret en hensigtserklæring, jeg ønskede at følge mit hjerte og herefter mødte jeg op hver eneste morgen og skrev.

Langsomt begyndte en indre forvandlingsproces, det var ikke kun ord, fortællinger og mit sprog, der udviklede sig. Det var som om det, jeg skrev og den tilstand, jeg skrev i, havde tråde, der rakte dybt ind i min sjæl og uden hastværk ændrede det min kurs i livet i et tempo præcist så tilpas, at jeg kunne følge med. Jeg var på hjertevej og efterhånden skrev og formulerede jeg min livssang som en dyb og godgørende bekræftelse af, at der findes en vej og en anden måde. Og udenfor mit vindue viste naturen mig hvordan. Som ude så inde. Eller er det omvendt?

Jo mere vi lytter til naturen, desto mere lærer vi om os selv

Jo mere vi følger med årstiderne, den naturlige cyklus og lytter, desto mere kan vi lære om os selv. Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være og det, vi gør, gør vi med hjertet og fra et sted, hvor vi ikke anstrenger os, men derimod giver slip og lader komme. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

Der findes en anden sang

Stilheden dukker op og vi opdager, at den har været der hele tiden. Dybt i os selv. Som en god og givende havn lader den os hvile i visheden om, at alt er som det skal være bag det tilsyneladende tæppe af travlhed og noget at nå. Der findes en anden sang, andre toner og et sted i os selv, hvor vinter er ikke er noget, der bare skal overstås, men et sted, hvor vi sanker, hviler og hengiver os.

Små hellige øer

Skal jeg hvile hele tiden, tænker du måske og bliver stresset ved tanken, for der er meget, du skal nå. En travl hverdag, et udadvendt liv og en følelse af aldrig helt at gøre nok eller være nok. Der er altid mere at gøre og nå.  Svaret er nej, du skal ikke kaste dit liv væk og skabe drastiske forandringer, du skal ligeså stille åbne dig for en langsom og godgørende proces, der starter med det første ord. Det tidspunkt, hvor du vælger at gå ind i dit skriverum og tænde dit skrivelys. Det er din hellige ø i hverdagen, hvor du sidder i nærvær med dig selv og folder ud via skriveøvelser og opgaver uden at have deadlines og tikkende forventninger at skele til. Du mærker efter, du plukker og du åbner for det, der vil skrives gennem dig. Skriveopgaverne er forankret i naturens visdom og vinteren, måned for måned, så du bliver ledt kærligt på vej, men der er ingen korrekt måde at gøre det på. Du skaber selv din skrivevej, mens du går. Det kommer, tro mig, et skridt, et ord af gangen, bare mød op og lad det fremmøde være din hellige ø gennem vinteren. Dit vintersted, dit hi og dine ord. Et af gangen.

Dansen i mørket

Og jeg er med som en slags skrivemor, der skaber rum, øvelser og et kærligt sted at være. Jeg tænder lys på den lange mørke vintergang gennem den inspiration og de skriveopgaver, jeg skænker gennem forløbet, men du går vejen selv. I dit tempo og på din måde. Og jeg tænder ikke lys, fordi du skal undgå mørket. Tværtimod. Jeg tænder lys, så du kan se kontrasterne og opdage dig selv dér i skyggerne. Se helheden, dansen og hvordan det ene smukt komplementerer det andet.

I cirklen er alle lige

Jeg vil fortælle om mørkning, vintersolhverv, solboller … hov, ikke afsløre det hele nu, hvisker stemmen og vi fniser lidt sammen. Og så kommer jeg i tanke om alt det, jeg selv vil lære undervejs i forløbet, for også i cirklen vil vi smukt komplementere hinanden. I cirklen er alle lige og det er sandt. Jeg glæder mig.

TheCircle

Skrivelængslen er et kald

Mens jeg sidder her og skriver i den tidlige morgen, står lyset op i horisonten. Det er et blødt, diset og dæmpet lys. Himlen er svøbt i et gråt tæppe af stilhed og disen dækker horisonten med sit elverpigeslør. I dag skal jeg lægge en sidste hånd på den endelig invitation til Vintercirklen, tænker jeg og glæder mig ved tanken. Det føles godt. Helt ind i sjælen. Vintercirklen er noget, der opstået fra et sted dybt i mig selv og det er en vej og en måde, jeg selv har gået i mange år. Jeg kalder det skriverejsen, for jeg har skrevet det frem.

Hvis vi har skrivelængsel, er det ikke en kuriøs tilfældighed. Det er et kald. Et hvisken fra sjælen om, at der er ord og visdom at hente, når vi tør hengive os og vinteren er et særligt, kærligt sted at gøre netop det, fordi rummet allerede er dér. Det venter bare os på. Kom.

Det er ikke en skrivekonkurrence, det er en døråbning

Husk nu at fortælle, at det ikke er en skrivekonkurrence, lyder stemmen fra et sted dybt i mig og jeg nikker. Har jeg ikke allerede skrevet det? Men det er sandt, Vintercirklen er bestemt ikke en skrivekonkurrence. Det er en døråbning. Døren til dit eget skriverum, dit sjælerum og dit hellige vinterværelse. Når du siger ja, møder op og dedikerer dig.

It’s not a competition, it’s a doorway
– Mary Oliver –

Kom, lad os skrive og være

Egentlig invitation til Vintercirklen kommer i morgen, fredag den 23. oktober. Men hvis du kan mærke, at det skal være sådan, kan du naturligvis allerede reservere din plads nu.  Der er et begrænset antal pladser i cirklen og flere har allerede sluttet sig til. Lad os gå gennem vinteren sammen. Lad os skrive og lad os være. Ordene, naturen og vinteren vil lede os på vej, for det er tid til at komme hjem.

Lidt flere detaljer og inspiration finder du her
Vintercirklen – en skrivegruppe
Vintermagi for sjælen

Kærlig hilsen
Lene

bur

Vintermagi for sjælen

tåget

Kære ven. Mens jeg sidder her og skriver til dig ved stearinlysenes skær, danser regndisen udenfor. Horisonten ligger skjult bag et tæppe af våd ufremkommelighed og himlen hænger med hovedet. Keltisk toner flyder ud af højtaleren, den slags, der kæler for min sjæl.

Det går mod vinter

Det er efterår og rejsen går langsomt mod vinter. Et skridt, en dag af gangen, men det er uundgåeligt og en del af den naturlige cyklus. Jeg mærker et strejf af velkendt melankoli, selvom jeg faktisk sætter pris på efteråret og de skiftende årstider. Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned og gå lidt i hi. Mørket, vejret, de korte dage og lange, mørke aftener.

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, følg med lyset og put dig, når mørket kommer. Hvorfor ikke holde mørkning og fejre mørkets kommen med en stille stund i meditation eller i kontemplation med skriverier i stearinlysenes skær? Bare være i tusmørket, der kommer snigende, når dagslyset gradvist forsvinder. Den gammeldags måde at holde mørkning er at sidde stille inden døre uden tændt lys, mens aftenmørket falder på.

Mørkningstimen

Du kan skabe helt din egen mørkningstime. Måske har du lyst til at gøre det på helt traditionel vis og sidde uden elektrisk lys eller lys i det hele taget og bare være. Meditere eller simpelthen bare betragte, hvordan lyset forsvinder og overgiver sig til mørket og aftenen. Det sker helt uden modstand, de bytter bare plads, dagen og natten. Og at mørket er længere og dybere om vinteren er nok ikke en tilfældighed.

I skumringen kommer stilheden sejlende og åbner sin dør for dig. Det er en magisk time, skumringstimen.

Mediter, skriv eller gør ingenting – timen er din

Du kan også meditere 10-15 minutter, en stilhedsmeditation eller til blid musik, og herefter langsomt komme tilbage til rummet, hvor du tænder stearinlys og måske lidt røgelse og sætter dig ved skrivebordet med din notesbog. Jeg har før skrevet om aftensiderne, du kan læse om dem ved at klikke på linket. Her møder du dig selv og tager afsked med dagen, der gik. Du renser dig ved at skrive om det, der er, du forankrer dig i nuet og går ind i aftenen på en roligere måde. Du hengiver dig til din dedikation om at møde op og skrive lidt hver aften, hvis det altså er din intention.

En hellig stund i skumringen – du giver dig selv

Der er en helt særlig energi og stemning i skumringen eller mørkningstimen. Måske er det her, du har lyst til at konsultere din sjæl og spørge den til råds og simpelthen bare lytte dybt til den stille stemme. Det kan være, at der dukker vers og poesi op eller også har du bare brug for at sidde stille og skrive de ord, der nu kommer. Lad det være en hellig stund, som ikke afhænger af, om du skriver to ord eller flere sider. Det er en tid og en time, du giver til dig selv og den indre stilhed, det er et frirum og et nærvær med det, der er. Det kan også være her, du møder din skrivelængsel og spørger: Hvad er det egentlig, du vil fortælle mig? Eller. Hvad mon der er af historier og fortællinger til mig?

Stilhed og mørke

Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned. Det er tid til fordybelse, til at nære os selv helt inde fra og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, så hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig bag den dunkle facade. Det er tid til stearinlys, dampende varm te, suppe og stunder af nærvær med os selv og den længsel, vi har haft så længe, vi husker, og som rusker i os som vinden i træerne. Den vækkes i små ryk, når vi læser noget, der giver genklang, noget andre sjæle har skrevet og som umiddelbart skaber resonans i egen sjæl. De ord kunne have været mine, tænker vi, eller de ord må være til mig. En underlig sødme fylder os, men samtidig har den en bitter sorg med sig, fordi vi ikke selv helt tør hengive os til det, der rumsterer indeni.

Men nu tør vi godt.

Af hjertets vej – og naturens

Jeg har selv gjort det i årevis og det var på den måde, det hele startede igen. Jeg formulerede en intention og begav mig af sted: Jeg ønskede at følge mit hjerte. Jeg skrev hver eneste morgen og jeg startede faktisk på en mørk oktoberdag som denne. Det var næsten som morgensider, hvor jeg kontinuerligt mødte op og skrev flydende og intuitivt i cirka 30 minutter. Og 30 minutter lyder måske ikke af meget, men jeg lover dig, der kan skrives alverdens ord og visdom i det tidsrum. For ikke at tale om alt det, der kommer til os, når vi møder op og tager imod. Det er vores dedikation og fremmøde, der gør forskellen. Det er vores tillid, der skaber forbindelse. Når først forbindelsen er skabt, så åbnes Kilden på forunderlig vis og det strømmer fra os og igennem os.

Jeg skrev mig gennem året og uden at vide, at det ville ske, dukkede månederne op i skønne og finurlige personificeringer og introducerede sig selv og deres visdom. I de små fortællinger, jeg skrev, flyttede de ind på mit pensionat og berigede mig med deres ord og naturlige indsigter og gav mig alt det, jeg savnede.

Sjælens vej. En anden vej, en anden måde.

Månederne og deres naturlige visdom vækkede mig fra min tornerosesøvn. De hviskede om, at der findes en anden vej og en anden måde, og at når man som jeg har fået ordet og fortællerlysten i vuggegave, så er det altså fordi man skal bruge den. Gå den vej, der kalder med sin hviskende længsel og udforske det, der bor i mellemrummene.

Det, der kalder med sin hviskende stemme, er det, du længes efter og den, du i virkeligheden er.

Melankolien

Melankolien hører vinteren og den mørke tid til. Sådan har det i hvert fald altid været for mig. De tunge skridt i sneen, disen der danser, mørket og kulden. Tidligere forsøgte jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op i mig selv på denne årstid og som spejlede sig i tåge og vintermørke. Som inde så ude. Jeg forsøgte at flygte fra det, jeg søgte ud og gjorde mig travl og uopnåelig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto stærkere blev de lange fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og det var, som om jeg aldrig helt kunne nå bunden. Der var bare mere mørke og jeg følte mig fastlås i min indre kamp og mit mørke. Blandt andet derfor har jeg tidligere haft flere depressioner.

Men nu kæmper jeg ikke længere, jeg har lært at hengive mig og jeg accepterer mørket som en naturlig del af livet. Jeg har lært mig selv at være i det, navigere i det og nu sætter jeg faktisk stor pris på den mørkere del af året. For jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Når tid er.

VINTERCIRKLEN – en skrivegruppe

Den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem igen. Det er tid til fordybelse og til at nære din indre længsel og det, der ofte må tilsidesættes i sommerens aktive gøremål. Komme ned i tempo, putte dig ind i din egen kerne, læne dig ind i mørket og oplyse dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom og sårbar styrke og som du længes så inderligt efter.

Tid til at komme hjem.

Find indre styrke og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Skriv dine ord og fortællinger i egne omgivelser ud fra månedlige skriveøvelser og afsæt. Dyk dybt ned i din sjæls visdom, lad naturen støtte dig og vise vej og få gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Som medlem af Vintercirklen skriver du og få masser inspiration til en god og vedvarende skriveproces, der rækker langt ud over denne vinter.

Til dig og din skrivelængsel

Vintercirklen er en skrivegruppe og et forløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt, får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser eller hvor, du vil. Du skal ikke begive ud i stormvejret eller gennem sneen, som de andre i skrivecirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt og som gør dig godt. Men vi deler skam også og beriger, støtter og løfter hinanden i et fælles rum, som jeg opretter til formålet.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit eget hellige skriverum og dedikere dig. Du vil blive inviteret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med skrivegruppen og forløbet. Du vil lære, hvorfor den hjertelige intention og din dedikation er magisk og du vil i det hele taget blive støttet og vejledt gennem de 5 måneder, som Vintercirklen varer.

Hver måned modtager du et nyt sæt skriveøvelser og opgaver, som er forankret i årstiden, naturen og mørkets magi.

Naturlig visdom, nærvær og stilletid

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. I stedet for at flygte eller begræde den mørke tid, hylder vi derimod mørket og den tid, der er som skabt til sjælelige sysler og så skriver vi. Blandt andet. For forløbet vil også omhandle nærvær og stilletid, det vil indbyde til kærlig omsorg for dig selv via små mindfulness øvelser og meditationer.

Der vil dukke styrkende mantraer op undervejs og du vil i det hele taget blive beriget med vinterlig inspiration, visdom og styrke. En inderlig styrke som er helt i tråd med vinteren og mørkets budskab.

Og du vil skrive.

Ture ud

Du vil også opleve, at jeg opfordrer til ture ud i naturen, når du har mulighed for det. Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i og med naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget. Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har bestemt også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces. Det hele hænger sammen, men det skal jeg nok fortælle meget mere om.

Vintermagi for skrivende sjæle

Her midt i Oktobers regndis arbejder jeg på at gøre forløbet færdigt og glæder mig til at introducere dig for det.

Det koster kun DKK 895,- for 5 måneders deltagelse
en helt unik pris, som jeg tilbyder, fordi det er min drøm at introducere dig og andre for det, der har hjulet mig, styrket mig gennem vinteren og som har gjort, at jeg nu altid møder op og tager min skrivelængsel alvorligt. Og det er en proces. Nu får du lejlighed til at gøre det samme, men forløbet og skrivecirklen vil ikke kræve dig mere end du kan magte. Der er ingen løjerlige forpligtelser, deadlines eller ting, du skal nå. Det er et forløb og en skrivecirkel, en proces, som kærligt inviterer til fordybelse og til dedikation. I dit helt eget tempo og på din naturlige måde.

Dedikation + hensigtserklæring + hengivelse = magi.

Vil du være en del af Vintercirklen?

Der er et begrænset antal pladser i skrivecirklen som gives efter først-til-mølle princippet. Én plads er allerede besat, for en kvinde vidste med det samme, at det her måtte hun bare hengive sig til. Hun hørte sin sjæl kalde, fulgte sin intuition og sagde med det samme JA TAK.

INVITATION TIL VINTERCIRKLEN – klik på linket

bur

Vintercirklen er et godt sted at være.
Et smukt sted at lære.
Om vinterens visdom og mørkets magi.
Naturens cyklus og ordskriveri.

En godgørende vinterbuffet

Du skriver for dig selv, hjemme hos dig selv, men du vil blive inviteret til at dele i cirklen, hvor vi tilføjer egne oplevelser, citater og gode ord til den gode vinterbuffet. Fra den kan vi hver især plukke og smage og lade os opfylde af vinterens gave gennem inspiration, ord og skriverier.

Flere detaljer dukker op af disen i de kommende dage …

Jeg glæder mig til at skrive og dele med dig og de andre i Vintercirklen.

Kærlig hilsen
Lene


Til glæde og inspiration læs også:

Stilhed og mørke – en fortælling om mit nylige møde med Oktober
Skriv dig hjem
Når vinden danser
Når vi skriver fra sjælen


Og der er skam stadig et par ledige pladser på de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel.

Lørdag den 31. oktober kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Det ene udelukker på ingen måde det andet. Tværtimod. Du er hjertelig velkommen i både Vintercirkel og på de intuitive skriveworkshops.

Og jeg har en lille gave til dig, hvis du vil begge dele …

Kontakt og tilmelding på skrivehuset@gmail.com

Ingen vej tilbage

cropped-2011-november-003_b.jpg

Kære Ven

Forleden dag delte jeg en lille historie med dig – en fortælling fra min egen skriverejse, som hedder “Uvedkommende ingen adgang”. Men der er faktisk en fortsættelse, for det er som regel – ligegyldigt om vi vælger at skrive den eller ej. Og der er løbet meget vand i åen siden sidste år i april, men det søde gys og følelsen, der kunne minde om frygt, ved tanken om det ukendte og uvisse består. For det er en del af rejsen, livet og skriverejsen. Det findes ikke uden!

Jeg lader historien tale for sig selv. Og ha’ så en god Bededag. Du kunne jo eventuelt benytte lejligheden til at bede om det, du virkelig ønsker dig. Dybt i hjertet. Det gjorde jeg og det har jeg fået. Men på en helt anden måde end jeg kunne forestille mig og faktisk meget bedre. Jeg tænkte for begrænset, Universet kan meget mere end vi måske tror! 😉

Kærlig hilsen
Lene Mindørmitlysmitliv

Jeg forlod historien, det hele blev ligesom for meget for mig, men jeg besluttede mig for at vende tilbage, når det var tid. Men tiden er. Og intentionen om at gøre noget i fremtiden kan udsættes på ubestemt tid. Det kan forblive en mulighed, som man skubber foran sig og aldrig gør mere ved. Ligesom at skrive den roman, man altid har drømt om. En dag gør jeg det. Men hvad nu hvis den dag aldrig kommer?

Nå, men hvis du vil høre sandheden, så blev jeg faktisk lidt skræmt. Bange. Den måde, mine fingre bare måtte sanse lågen på og det, der skete. Den frysende, sødmefyldte fornemmelse. Ubehag og dog begær. Jeg brændte mig, forstod at jeg havde gjort noget grænseoverskridende og ville spole filmen lidt tilbage. Fjerne mig fra lågen og det tidspunkt, hvor jeg åbnede øjnene og fik øje på den. Lågen. Bortset fra at jeg faktisk havde øjnene lukkede og også det skræmte mig. Det hele var som en drøm, en sælsom og sanselig drøm. Jeg stod der i det dugvåde morgengræs på bare fødder og mærkede hele livet strømme igennem mig. Fra top til tå, flydende og farverigt. Og lågen på sine gamle hængsler, den gule mur og det frodige buskads, der indkredsede det hele, det var en slags usynlig kulisse.

Tiden er nu, jeg er tilbage, det kan ikke udsættes. Man kan ikke bare sådan forlade en historie og tro, at man kan vende tilbage til netop det øjeblik, hvor man valgte at gå. Det kan ikke lade sig gøre. For når man vender tilbage og står der igen, når man har smidt strømper og sko og lukket sine øjne, fast besluttet på at genkalde sig det magiske øjeblik, hvor tiden stod stille og nogen åbnede den gamle smedejernslåge, så er man ikke længere den samme. Magien er forsvundet. Der står man og småfryser med øjnene fast sammenklemte, sitrende af forventning, opfyldt af utålmodighed og ingenting sker. Lågen er lukket.

Men tiden er nu, jeg har lært det og går helt hen til lågen. Det rammer mig som en pil, det øjeblik, et glimt, deja vu, kender du det, et helt nyt sted og alligevel nikker noget dybt i sjælen genkendende til øjeblikket. Lågen, duften af fugtigt forår, det dugvåde græs og fuglene, der synger i trætoppene. En solsort, jeg opdager den i samme sekund, den kigger forsigtigt på mig fra sin plads på den gule mur. Halvt skjult af grenene, der har store knopper og et fint lysegrønt skær, men jeg ser den alligevel. Hilser uden ord, man er vel høflig. Og solsorte skal man ikke kimse af, de har helt deres egen visdom. Måske vil den endda sige mig noget, sådan som den kigger? Blinker, løfter vingerne, vibrerer i samdans med muren, tripper og bliver så helt stille igen.

’Kan jeg mon åbne lågen igen, Hr solsort?’ hvisker jeg og sender spørgsmålstegnet af sted. Den rækker ud og griber det i sit vingefang, mit hvide spørgsmålstegn er nu indrammet af sorte fjer. Men den svarer ikke, den stirrer blot på mig, blinker og forsvinder så med et fløjt bag grenene. Med sig tog den mit spørgsmål og jeg fik ingen svar. Der er kun en ting at gøre og det er at gentage den magiske handling fra forleden.

Jeg kaldte mig selv den uvedkommende uden adgang. Men så rørte jeg lågen. Og jeg sagde noget, ordene kommer tilbage, man skal bare åbne sig og vente, så kommer de svævende.

’Du er smuk, fine låge’, siger jeg og gør mig umage med at udtale ordene. Mine fingre kærtegner de kolde jernstænger, jeg lader dem glide over krusedullerne. Køligheden forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt og nu velkendt fornemmelse. Denne gang trækker jeg mig ikke, mine fingre insisterer, forsigtigt, jeg holder vejret og kærtegnet bliver dybere. Jeg mærker de små ujævnheder i jernet og rejser gennem dem som en blind, der føler bogstaver. Pludselig sker det igen, lågen knirker faretruende. Tværstangen løsnes som af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset foran mine bare fødder.

Lågen er åben.

Denne gang tøver jeg ikke, jeg går ind. Først senere kommer jeg i tanke om, at jeg har efterladt mine sko og strømper udenfor, men da er det for sent at gå tilbage. Der kommer et tidspunkt i enhver kvindens historie, hvor hun må fortsætte med at gå, selvom hun allermest har lyst til at vende om, løbe skrigende tilbage, kaste sig i favnen på trygheden og aldrig mere forlade den velkendte havn. Men der er ingen vej tilbage.

Tidspunktet er nu. Mit tidspunkt. Og næste gang du møder mig i historien, står jeg et sted på den tilgroede sti på bare fødder og med et bankende hjerte fuldt af frygt og forhåbninger.

Er dette mon min sti, min vej?

Lene Frandsen, april 2014
Fra min egen skriverejse