Tid til at komme hjem

morgendis2

I dag skal jeg lægge en sidste hånd på skrivegruppeforløbet Vintercirklen.  Det er morgen og endelig dukker lyset op i horisonten. En sprække af skarpt håb skærer igennem skyerne og kaster lys over land. Så forsvinder det igen. Lyset.

Dedikation, hengivelse og en magisk hensigtserklæring

Jeg bladrer i min arbejdsbog og hæfter mig ved nogle af de stikord, jeg har skrevet. Om dedikation, hengivelse og den magiske hensigtserklæring, som vi tager med os på vinterrejsen. For det bliver en rejse, det ved jeg. En rejse gennem vinteren, hvor vi skaber sjælerum og gør plads til at være med vinteren, som den er. Vi flygter ikke, vi accepterer og hengiver os endda til mørket, for det kommer for at tilbyde os sin ro og sin visdom. Jeg ser ord som fordybelse og nærvær og jeg mærker, at noget i mig begynder at slappe af.

Jeg lader øjnene danse over siderne i arbejdsbogen og får øje på nogle af de citater, jeg har nedfældet.

”Det er i mørket, at tingene i virkeligheden sker” har Allan Olsen sagt og det er han ikke alene om at have erfaret. Og så ser jeg et citat fra den gode Oriah Mountain Dreamer, som får mig til at smile. Genklangen runger som en smuk klokke i min sjæl.

”When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.”

Vi hengiver os og lader komme

Det slår mig, at det er lige netop det, Vintercirklen handler om i sin essens. Hengivelse til det, der er, at lægge kampen med livet væk og lade det, der er til os og som vil give os styrke og indre mod, finde os. Vi skal ikke ud og finde ledetråde og løsningerne i vintermørket og trodse vores egen træthed eller den skælvende smerte af frygt og kamp, der følger i kølvandet på den slags handlinger. Vi vælger i stedet at læne os helt ind i det, der er og skabe rum til, at det kan lande. Vi gør os modtagelige, vi lytter til sjælen og den stille stemme og så sætter vi os, slapper af og lader komme.

Dine vinterord

Der er skriveøvelser og opgaver, som vil støtte os i processen og skænke os vinterens visdom, men der er ingen deadlines, blinkende lygter eller elektroniske lyde, der kalder på os og som kræver os. I stedet opfordres vi til nærvær med os selv og til at give slip. Det eneste, vi holder fast i, er den pen, vi skriver med, for hvis det er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden og i en notesbog, som tiltaler dig. Sluk lidt for det elektroniske udstyr og giv dig selv en pause fra den verden. Jeg forestiller mig, at du uden at vide det, skriver helt din egen vinterbog med gode ord til dig selv, som støtter og holder dig i din proces. For det er en proces. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine vintersider. I Vintercirklen deler du kun det, du har lyst til at dele, men det fortæller jeg selvfølgelig mere om, hvis du vælger at være med.

En forvandlingsproces

Jeg tænker på min egen rejse og hvordan jeg uden at være bevidst om det, satte en forvandlingsproces i gang, da jeg i 2009 mødte op og erklærede mig villig. Jeg havde formuleret en hensigtserklæring, jeg ønskede at følge mit hjerte og herefter mødte jeg op hver eneste morgen og skrev.

Langsomt begyndte en indre forvandlingsproces, det var ikke kun ord, fortællinger og mit sprog, der udviklede sig. Det var som om det, jeg skrev og den tilstand, jeg skrev i, havde tråde, der rakte dybt ind i min sjæl og uden hastværk ændrede det min kurs i livet i et tempo præcist så tilpas, at jeg kunne følge med. Jeg var på hjertevej og efterhånden skrev og formulerede jeg min livssang som en dyb og godgørende bekræftelse af, at der findes en vej og en anden måde. Og udenfor mit vindue viste naturen mig hvordan. Som ude så inde. Eller er det omvendt?

Jo mere vi lytter til naturen, desto mere lærer vi om os selv

Jo mere vi følger med årstiderne, den naturlige cyklus og lytter, desto mere kan vi lære om os selv. Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være og det, vi gør, gør vi med hjertet og fra et sted, hvor vi ikke anstrenger os, men derimod giver slip og lader komme. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

Der findes en anden sang

Stilheden dukker op og vi opdager, at den har været der hele tiden. Dybt i os selv. Som en god og givende havn lader den os hvile i visheden om, at alt er som det skal være bag det tilsyneladende tæppe af travlhed og noget at nå. Der findes en anden sang, andre toner og et sted i os selv, hvor vinter er ikke er noget, der bare skal overstås, men et sted, hvor vi sanker, hviler og hengiver os.

Små hellige øer

Skal jeg hvile hele tiden, tænker du måske og bliver stresset ved tanken, for der er meget, du skal nå. En travl hverdag, et udadvendt liv og en følelse af aldrig helt at gøre nok eller være nok. Der er altid mere at gøre og nå.  Svaret er nej, du skal ikke kaste dit liv væk og skabe drastiske forandringer, du skal ligeså stille åbne dig for en langsom og godgørende proces, der starter med det første ord. Det tidspunkt, hvor du vælger at gå ind i dit skriverum og tænde dit skrivelys. Det er din hellige ø i hverdagen, hvor du sidder i nærvær med dig selv og folder ud via skriveøvelser og opgaver uden at have deadlines og tikkende forventninger at skele til. Du mærker efter, du plukker og du åbner for det, der vil skrives gennem dig. Skriveopgaverne er forankret i naturens visdom og vinteren, måned for måned, så du bliver ledt kærligt på vej, men der er ingen korrekt måde at gøre det på. Du skaber selv din skrivevej, mens du går. Det kommer, tro mig, et skridt, et ord af gangen, bare mød op og lad det fremmøde være din hellige ø gennem vinteren. Dit vintersted, dit hi og dine ord. Et af gangen.

Dansen i mørket

Og jeg er med som en slags skrivemor, der skaber rum, øvelser og et kærligt sted at være. Jeg tænder lys på den lange mørke vintergang gennem den inspiration og de skriveopgaver, jeg skænker gennem forløbet, men du går vejen selv. I dit tempo og på din måde. Og jeg tænder ikke lys, fordi du skal undgå mørket. Tværtimod. Jeg tænder lys, så du kan se kontrasterne og opdage dig selv dér i skyggerne. Se helheden, dansen og hvordan det ene smukt komplementerer det andet.

I cirklen er alle lige

Jeg vil fortælle om mørkning, vintersolhverv, solboller … hov, ikke afsløre det hele nu, hvisker stemmen og vi fniser lidt sammen. Og så kommer jeg i tanke om alt det, jeg selv vil lære undervejs i forløbet, for også i cirklen vil vi smukt komplementere hinanden. I cirklen er alle lige og det er sandt. Jeg glæder mig.

TheCircle

Skrivelængslen er et kald

Mens jeg sidder her og skriver i den tidlige morgen, står lyset op i horisonten. Det er et blødt, diset og dæmpet lys. Himlen er svøbt i et gråt tæppe af stilhed og disen dækker horisonten med sit elverpigeslør. I dag skal jeg lægge en sidste hånd på den endelig invitation til Vintercirklen, tænker jeg og glæder mig ved tanken. Det føles godt. Helt ind i sjælen. Vintercirklen er noget, der opstået fra et sted dybt i mig selv og det er en vej og en måde, jeg selv har gået i mange år. Jeg kalder det skriverejsen, for jeg har skrevet det frem.

Hvis vi har skrivelængsel, er det ikke en kuriøs tilfældighed. Det er et kald. Et hvisken fra sjælen om, at der er ord og visdom at hente, når vi tør hengive os og vinteren er et særligt, kærligt sted at gøre netop det, fordi rummet allerede er dér. Det venter bare os på. Kom.

Det er ikke en skrivekonkurrence, det er en døråbning

Husk nu at fortælle, at det ikke er en skrivekonkurrence, lyder stemmen fra et sted dybt i mig og jeg nikker. Har jeg ikke allerede skrevet det? Men det er sandt, Vintercirklen er bestemt ikke en skrivekonkurrence. Det er en døråbning. Døren til dit eget skriverum, dit sjælerum og dit hellige vinterværelse. Når du siger ja, møder op og dedikerer dig.

It’s not a competition, it’s a doorway
– Mary Oliver –

Kom, lad os skrive og være

Egentlig invitation til Vintercirklen kommer i morgen, fredag den 23. oktober. Men hvis du kan mærke, at det skal være sådan, kan du naturligvis allerede reservere din plads nu.  Der er et begrænset antal pladser i cirklen og flere har allerede sluttet sig til. Lad os gå gennem vinteren sammen. Lad os skrive og lad os være. Ordene, naturen og vinteren vil lede os på vej, for det er tid til at komme hjem.

Lidt flere detaljer og inspiration finder du her
Vintercirklen – en skrivegruppe
Vintermagi for sjælen

Kærlig hilsen
Lene

bur

One thought on “Tid til at komme hjem

  1. Pingback: Vintercirklen, en invitation | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s