Brevet og ordene om Mirakelbogen sendte jeg i går til modtagerne af mit Inspirationsbrev til Livet og Skriverejsen. Men jeg har lyst til at dele det her med dig også, så du med egne øjne kan se og med eget hjerte kan mærke, om det var noget for dig i fremtiden at modtage disse breve i din postkasse.
Hvis ja, kan du tilmelde dig inspirationsbrevet i linket her. Fremover vil inspirationsbrevene ikke figurere på bloggen.
Men i dag, den sidste dag i november. Da vil jeg gerne sige tak til dig, fordi du læser med og tak til November for at åbne en dør, jeg aldrig ville have turde åbne på egen hånd. Jeg vil blive glad, hvis du har lyst til at læse inspirationsbrevene fremover og hvis ikke kan du altid bare melde fra igen. Som med så mange andre ting i livet er det dit valg.
Min intention er at inspirere og give dig lyst og mod til at starte eller genstarte din helt egen skriverejse, for har du skrivelængsel er det næppe en kuriøs tilfældighed. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig. Din sjæl kalder gennem ordene.
Mirakelbogen
Kære ven
November har taget mig med på en tur gennem mørket. Og på den vej, hun åbnede for mig, mødte jeg en kvinde. En kvinde med en intention i hjertet, som dér, midt i novembers tågede land, var endt i ubehagelig blindgyde, som hun ikke kunne komme ud af. Af en vej, som ikke førte nogen steder hen. Et sted, som henlå i mørke og hvor fugten drev ned af hendes kinder og lagde sig som en hinde i hendes hår. Det var koldt. Isnende koldt.
For enden af den vej, som ikke førte nogen steder hen, så hun skriften på væggen. Eller rettere sagt, hun så den mur, som havde rejst sig foran hende. Kvinden påstod, at hun ikke kunne læse ordene, eftersom hun var uforberedt og ikke havde fået sine læsebriller med. Men November i skikkelse af Cailleach læste dem højt for hende.
Hun frøs, kvinden, det var virkelig meget koldt. Eller rettere sagt, jeg frøs som jeg aldrig har frosset før. Og dette skal virkelig ikke skrives i 3. person ental. Thi den kvinde, jeg mødte, var mig selv og de dæmoner, jeg så og stod ansigt til ansigt med, var mine egne.
Mirakler
Hvad stod der mon? Hvad handlede den skrift om, som Cailleach læste højt for mig midt i blindgyden med den grimme mur? Ser du, det er jeg i færd med skrive mig ind i. Og jeg har fået en Mirakelbog til formålet.
For sandheden er, at hun ikke behøvede at sige så meget, den gamle Cailleach. Hun så bare på mig og lagde en hånd på min skulder, mens hun stirrede direkte ind min sjæls mørke steder, alt det, jeg i så mange år har skjult og er flygtet fra. Lige indtil den dag i november, hvor jeg endte i blindgyden. Forleden dag.
Det hele er lidt nyt, men fortællingen her vil gerne skrives og deles, så det gør jeg i mit brev til dig. Mit håb er som altid, at jeg midt i min egen proces og på min indre rejse og skriverejse, kan inspirere dig og måske give dig lyst og mod til at gøre det samme. På din måde.
Mirakelbogen
Du kan jo starte med Mirakelbogen, hvis også du har lyst til at invitere mirakler i dit liv. Bare en ide. Tag den eller lad den den gå. Nuvel.
Cailleach citerede en vis Joseph Campbell og hviskede ord som tåge i novembermørket. Hendes krogede fingre lå som et løfte om min skuldre.
“The cave you fear to enter holds the treasure you seek, gentog jeg. “Er det alt, du vil sige til mig her, Cailleach? Er det ordene? Ja, for dem kender jeg udmærket godt, jeg har selv citeret Joseph Campbell for dem. Står der virkelig ikke noget mere dér på muren? Jeg var så sikker på, at jeg nu endelig var på rette vej, men ak. Jeg er endt i endnu en blindgyde.”
”The cave you fear to enter holds the treasure you seek.” Hun gentog sætningen, mens hun drejede hovedet fra side til side. Der var ikke flere. Ord. Hendes hånd lå stadig på min skulder og pludselig synes jeg, at hun var ubehageligt tæt på. Jeg ville træde et skridt tilbage, men så ramte jeg muren. Der var ingen steder at flygte hen.
Har det mon noget med min intention at gøre?
Pludselig forstod jeg noget, lige dér med ryggen mod muren og med Cailleachs krogede fingre på min skulder, hendes blik begravet i mit og indhyllet i tåge.
”Har det noget med min intention at gøre?” Den nye intention, som jeg for nylig formulerede?”
”Tampen brænder.” Hendes tandløse smil var forbavsende smukt og som en stjernehimmel over vores hoveder.
”Jeg ønsker at lære gennem kærlighed” hviskede jeg og mumlede min intention for mig selv. Jeg har fået nok af frygt og det skrev jeg om i mit brev forleden. Jeg fortalte dig om frygtens flod og hvordan jeg var blevet taget af strømmen uden at kunne gøre andet end at overgive mig og følge med. Ja, det har været et spændende efterår! Du må gerne smile. Det gør jeg.
Frygtens flod
Jeg så mig selv flyde omkring i en flod, strømmen havde taget mig og jeg kunne intet gøre, jeg måtte blot følge med. Også selvom det ikke var en god flod. Det var frygtens flod. Det var som om frygten så min løsrivelse fra kernen som et tegn til, at jeg var sårbar og ude af stand til at gøre det, jeg ellers gør for at forankre mig og koble mig til Kilden. Jeg både stod på flodbredden og så mig selv blive revet med samtidig med, at jeg var i floden og mærkede frygtens greb om mit hjerte. Det klemte, det gjorde ondt, men jeg var ikke i stand til at stoppe den. Frygten. Floden. Jeg flød med og det i en vis fart. Direkte mod vandfaldet.
Men så skete der noget. Det var som om nogen prikkede mig på skulderen og gjorde mig opmærksom på, at det var tid til at vælge. ”Vælge”, sagde jeg, ”hvad skal jeg vælge? Jeg har jo ikke noget valg, se bare der, hvor jeg er grebet af frygt og tanker om begrænsning og mangel. Se bare, hvor jeg kan stå og pege fingre af mig selv og konstatere, at jeg tilsyneladende ikke har lært en disse. Jeg troede, at jeg havde valgt kærligheden. Men det er frygten, som har tag i mig.”
Frygt eller kærlighed
”Det er tid til at vælge” sagde hun igen og det er ikke så svært. Du får to valgmuligheder. Frygt eller kærlighed. Og du skal tænke dig godt om og mærke efter, for i modsætning til, hvad du tror lige nu, har du faktisk lært en meget vigtig lektie. En lektie, som kan forandre alting for evigt. For dig. For verden. Fordi du nu har chancen for en gang for alle at skifte perspektiv. ”
Jeg nikkede og bed mig selv i underlæben. Hjertet hamrede i mit bryst. På himlen blev lyset skarpere, skyerne gled til side. To fugle fløj hen over hovedet på mig. Jeg tror, at det var krager.
”Frygt eller kærlighed” sagde hun og smilede. I det hun sagde det, rev en tåre sig løs og trillede ned af min kind. Jeg vidste instinktivt, at dette var et af de vigtigste tidspunkter i mit liv.
Jeg valgte kærligheden og jeg formulerede en intention
Jeg valgte kærligheden og jeg formulerede en intention. ”Jeg ønsker at lære gennem kærlighed.” Derfor kom det som noget af en grim overraskelse at ende i en fugtig blindgyde. På en kold og tåget novembernat i selskab med selveste Cailleach. Og en mur.
Nu er jeg gået ind i hulen. Muren er som tågen for længst fordampet og det er blevet dag. Selvom lyset er sparsomt, javist, vi er jo i slutningen af november og på vej mod Vintersolhverv. Vi befinder os i årets mørkeste periode. Og jeg befinder mig i en hule.
I hulen fandt jeg Mirakelbogen
I hulen fandt jeg Mirakelbogen. Dér lå den, en fin notesbog af god kvalitet med tomme sider og linjer, som jeg bedst kan lide det. Og jeg vidste det, i samme sekund jeg så den. At det var en Mirakelbog og at den var min at skrive. Dér i den hule, jeg altid har frygtet at gå ind i.
Du er i færd med at gøde din sjæls jord
”Du er i færd med at gøde din sjæls jord” siger hun og dukker op igen. Cailleach. I hulen. Og jeg bliver glad for at se hende nu, det kan jeg godt afsløre, for jeg egentlig godt lide hende. Hun minder mig om min nu afdøde farmor, en sublim blanding af min farmor og Ravnen. Faktisk. Jeg sætter mig ned med Mirakelbogen i skødet, lader mine hænder hvile på bogens kølige overflade og lytter til Cailleachs ord.
”Alle de mørke, beskidte steder kan blive til fed gødning af din sjæls jord. Når du endelig slapper af og hengiver dig til den jord, bliver al den energi, som du før brugte for at holde dig ovenpå jorden som et slags sollys, der kan styrke din vækst. Ja, det er faktisk ret smart.”
Hun ler højt og ser på mig i hulens sparsomme lys. En kvinde med en bog i sit skød. En Mirakelbog. Jeg ler med.
”Favn nu de aspekter, som du har forsøgt at skjule eller lukke ude. De følelser tilhører dit sårede barn og de har brug for din kærlighed for at heale. Og det passer jo så fint med din intention ja, for selvfølgelig har det noget med den at gøre. Du ønsker at lære gennem kærlighed. Nuvel, nu har du chancen.
Det er også et mirakel.
Gød den ord, der før var gold og begrænset
Se på det, du før flygtede fra med kærlige øjne og gød den jord, der før var gold og begrænset. Sæt ord på, lad fortællinger opstå, der beskriver de sårede og skamfulde steder, ja, gør det på den måde, som falder dig så naturligt og som du altid har elsket. Vær den fortællerske, du er.
Spørg dine skamfulde og sorgfulde, vrede og skjulte følelser, hvad de har at lære dig og hvilke velsignelser, de nu bringer. Spørg dem, hvad de har brug for og lad dem få en gavnlig og gavmild plads i dit liv. I din muld.
Det er nu, du kan plante de frø og lade dem hvile i mørket gennem vinteren, vande, gøde og lade ske. Vi er i rodenergiens tid og det kan du også ære gennem dit skrivearbejde. Skriv lidt hver dag i Mirakelbogen og åbn dig for mirakler. Så skal du bare se.”
Nu sidder jeg alene i hulen med Mirakelbogen. Kysser forsigtig dens omslag og venter lidt. Jeg har ikke travlt. Men jeg får pludselig lyst til at skrive noget i den, det er som om jeg hører en stemme og husker et citat. Frans af Assisis kommer til syne for mit indre og en bog, som står på min bogreol på kontoret ovenpå. Ja, for hulen befinder sig naturligvis allerlængst nede og under det hus, jeg normalt beboer.
Jeg åbner forsigtigt bogen og ser, at der hænger en pen ved. Og nogen har allerede skrevet et par ord på den allerførste side som en slags indledning, en intention og et løfte.
”Mirakelbogen min.” Bagved er der tegnet et blåt hjerte. Jeg smiler og skynder mig videre til den første tomme side, hvor jeg skriver det citat, jeg nu ser danse for mine øjne.
”Fra den dag var frygten, arrogancen og ubehaget blevet Frans’ læremestre. Hver gang de dukkede op, genkendte han dem og vidste, at de pegede på en begrænsning … ”
– Kristin Flood i bogen ”I Frans af Assisis Fodspor, Jagten på en anden rigdom.”
Her slutter min fortælling for denne gang. Fortsættelsen er nu min at skrive og folde ud.
Og du har ret, hvis du antager, at jeg har en intention om at skrive mig ind for at hente de mirakler ud, som bor bag alt det, jeg hele mit liv har anstrengt mig for at holde nede.
Jeg dedikerer vinteren til mit skrivearbejde i Mirakelbogen
Et skrivearbejde, som kommer til at foregå i den vinter, vi nu er gået ind i. På vej mod Vintersolhverv og et tidspunkt på året, som jeg altid fejrer. I år vil jeg lave en helt særlig ceremoni i forhold til det, jeg nu skriver mig ind i via Mirakelbogen.
Det skal jeg nok fortælle dig om i et af mine kommende breve.
Nu er det rodenergiens tid
Nu er det rodenergiens tid. Og rødder går som bekendt dybt ned i jorden. Jeg er landet i hulen og gør nu klar til mirakler. Dybt i jorden, midt i mørket. Vinterens rum er perfekt til den slags skrivearbejde.
Måske har du også fået lyst til skabe helt din egen Mirakelbog? Og via den vej invitere mirakler og nye åbninger ind i dit liv? For har du som jeg skrivelyst og længsel, er skriverejsen måske også en kraftfuld måde for dig.
The Path of Writing
Du er altid hjertelig velkommen i en af mine online skrivecirkler, hvis du vil øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og har lyst til at invitere fortællingens kraft ind i dit liv.
Næste forløb er SOLHVERVSCIRKLEN og vi starter den 5. januar.
Og lige nu er der ravnerabat at hente!
Skatten findes i hulen
Og skatten findes i den hule, jeg før var så bange for at gå ind i. Det er jeg sikker på. Og nu sidder jeg her. Med Mirakelbogen i mit skød. I hulen, i vintermørket. Et nyt eventyr kan begynde.
Kærlig hilsen
Lene
”At få bedre jordforbindelse er virkelig et løbende arbejde. Der er helt sikkert nogen af os, især mange med anlæg for det kreative, der let kan fortabe sig i andre virkeligheder. Og spirituelle fællesskaber og selv yogahold kan undertiden være fyldt med folk, der længes efter at slippe for nuets trængsler og erstatte det med en euforisk tilstand af lyksalighed.
Men hvad nu, hvis det er ét og det samme? En falsk modsætning. Gud findes virkelig i detaljerne, alle de besværlige, jordiske detaljer.”
– Tosha Silver –
Vil du med på skriverejse? Solhvervscirklen er næste forløb.
Næste online skrivecirkelforløb er SOLHVERVSCIRKLEN. Vi stævner ud den den 5. januar 2018.
For kvinder med skrivelyst og længsel i alle aldre. Boost din skriveglæde og sæt din indre fortællerske fri.
Lige nu er der ravnerabat at hente, hvis du altså tilmelder dig senest den 10. december. Rabatten gælder, så længe pladser haves og til og med den 10.12.
Jeg kan glæde dig med, at der stadig er ledige pladser.
Skriveøvelsen?
Den er til modtagere af mit inspirationsbrev. Og til dig måske?
Skriveøvelsen i inspirationsbrevet får du ikke her. Den er til modtagere af mit inspirationsbrev. Jeg glæder mig til at byde på nye skriveafsæt og pirre din skrivelængsel fremover. Og får du lyst til at dele dit skrivearbejde med afsættet med mig, er der rabat at hente på deltagergebyret på næste online skrivecirkel i pagt med årshjulet.
Du tilmelder dig inspirationsbrevet lige her.
“The cave you fear to enter holds the treasure you seek”
– Jospeh Campbell–
Skrivecoach Lene Frandsen 
Kære Lene
Tusinde tak for dit indlæg om Mirakelbogen, den går rent ind hos mig, ligesom mange af dine andre indlæg også har gjort.
Jeg har været med på to af dine cirkler, og har længslen efter at skrive, men tiden synes /føles at mangle tiden. Du skriver om praksis og at møde op og skrive. Jeg har mit lys, som jeg har haft siden første skriveforløb, men tiden….. ?
Kærligst Carolina
> Den 30. nov. 2017 kl. 09.07 skrev Lene Frandsen : > >
Kære Carolina
Dejligt at høre fra dig og tusind tak for din feedback.
Tiden mangler ikke. Eller også gør den altid. Tid er noget, vi giver til os selv og vi er som mennesker med skrivelængsel nødt til at skabe rum til … at modtage. Til gengæld har vi ofte brug for langt mindre tid end egoet/tankerne fortæller os. Lidt har også ret og så sker der pludselig noget med tiden. Den kommer. Så får vi den, når vi giver os til den selv.
Jeg håber at du vil skænke dig selv tid, jeg husker nemlig udmærket dine skønne skriverier og den energi, du frembragte med dine ord og fortællinger. Der er helt sikkert meget mere, som gerne vil skrives og fortælles gennem dig ❤
Kærlig hilsen
Lene