Tågen

”Kvækha!” hvisker Losgann fra løse linjer, men snart bliver hans hvisken både højere og mere dyb. Det bobler og så dukker han op på overfladen med et kækt udtryk i frøfjæset. Hans blik fanger mit og jeg ved at det er tid til at lytte. Udenfor kravler tågen over havelågen, lyset er dæmpet og gråt.... Continue Reading →

Vemod og forventning

Før end man får set sig om, er julen forbi og dagene før nytår åbner en tærskel af vemod og forventning. ”Det er et tidspunkt at ære”, siger Scarlett til os ved morgenbordet på decembers 28. dag. Snart er hun også en saga blot. Scarlett. Den uundgåelige afsked gør mig akut trist. Sådan er det... Continue Reading →

Stille skridt på våd vej

”Hvis der er tomrum, må du ære det”. Hagl kaster sig fra himlen og gør jorden hvid, små kugler af is falder. Koen står i en hegning på den anden side af landsbyen og spejder efter mig, da jeg kommer ned af vejen. Over bakken med byskiltet, så får jeg øje på hende. Tomrum. Er... Continue Reading →

Den mystiske eng

Jeg skriver i en solstråle, skarpt lys trænger gennem vinduesglas og skygger danser. Det er morgen efter nattestormen. Her stopper ordene, men jeg skriver alligevel det, der ikke er. Dristig i det skarpe lys sandhed bevæger jeg mig ind og tager ikke det tilsyneladende for gode varer. Jeg lytter til stormens sang, et orkester af... Continue Reading →

Når længslen vågner

"Jeg vil skrive noget fint og poetisk", siger jeg til Slangen Nathair, som kigger frem fra mørket. ”Fange et glimt af solopgangen, danse med nattens sidste stjerne. Jeg orker ikke flere ord om transformation og svære steder i mørket, hvor man holder ud og bliver inde. Jeg er færdig med at finde mig i det!”... Continue Reading →

Lad lyset vokse stille

At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tæt på bålet og mumlede en stille bøn. Det var aften, det var mørkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. ”Jeg giver slip” sagde jeg og vidste præcist, hvad jeg gerne vil af med.”Jeg springer ind i… ”... Continue Reading →

Årshjulet drejer – Imbolc

“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →

Lucia

”Det er hellig dag”, siger Bjørnen den brune på broen. ”Det er hviledag.” Jeg nikker og tager et skridt i retning af det sted, hvor jeg ved Vintersolhverv vil forlade broen, træde ud af den første sorgfase og fejre. Hvis det altså bliver sådan, men noget hvisker om, at det gør. Det er endnu en... Continue Reading →

Indråbstegn

Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →

En kærlighedsaffære

Husk at du ikke skriver til nogen udenfor dig selv, men at din intention er at tappe fra din indre kilde af visdom. Det, der bor i kroppen. Det, der synger i hjertet. Det potentiale, der er indkodet i din sjæl. Følg din længsel gennem tykt og tyndt og ind i de mørke, aflåste kamre.... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑