Kunsten at lade sig fortrylle

cropped-2011-november-003_b.jpg

Kære ven, historien her har jeg netop udgivet på Poetiske Paradokser, som rummer brudstykker og fortællinger fra min egen skriverejse. Men jeg har lyst til at dele den med dig her også. For den historie rummer på mange måder essensen af det, jeg er kommet for at undervise i og skrive om. Det er det, der gerne vil fortælles gennem mig. Så du også kan lære det, eller rettere sagt, huske at du allerede kan det og har det i dig. Kunsten er at turde lade sig fortrylle. Og turde tage imod.

fugl træ regn

”Det er længe siden, Harald, jeg har savnet dig. Men sig mig, er du ikke vokset siden sidst?”Han sidder i grøften, ved vejkanten, hvor jeg hver eneste dag går forbi med hundene. Det slår sjældent fejl. Selvom han efterhånden kan være svær at få øje på, eftersom græsset vokser hver eneste dag og de grønne farver slår deres folder i en rus af liv, det ligesom bliver højere og højere, ved jeg at han er dér. Jeg behøver ikke at holde øje med ham, han holder øje med mig. Og i dag er han ganske tæt på, lader som om han ikke helt har ænset os, hunden og jeg, men det forholder sig ganske anderledes. Og da mine ord svæver ham i møde, rejser han hovedet og gør klar til at svare. Venter lidt. Tøver. Så længe, at jeg er nødt til at standse op og sætte hunden af. Sit.

Jeg står stille foran ham og viser ham uden ord, at jeg lytter. Ikke kun med ørerne, men med hele kroppen og hele min bevidsthed.

”Jeg er ikke vokset” siger han og tager et par trin på sine kragetæer. ”Du er vokset. Du har fået større øjne, et bedre udsyn, en skarpere fornemmelse for essensen, der sjældent er synlig, men nu ser du den. Jeg er, som jeg hele tiden har været. Når du ser på mig.”

Jeg smiler. Hunden sidder helt stille og betragter en kat, der spankulerer forbi på den anden side af vejen. Helt inde i krattet, i skellet mellem marken og naboens have. Bag det farvestrålende hav af stolte tulipaner og i skyggen af det gule hus.

Jeg vender igen min opmærksomhed mod Harald, mens jeg stadig tygger på hans ord og smager på det, han netop serverede. Heldigvis har jeg hverken taget på eller tabt mig, jeg er præcis som jeg skal være. En kvinde i sin bedste alder og med de former, der hører sig til. Så det er ikke det, den gode Harald taler om, når han siger at jeg er blevet større. Jeg har ikke tænkt over det før, men nu kan jeg godt mærke det. Det er som om mine skridt er blevet lidt fastere, mere solide, når de rammer jorden. Selvom de også føles lettere. Jeg kan høre en anderledes melodi, en tone, der blander sig med noget fra undergrunden. Jeg kommer til at tænke på svajende træer og rødder, der vokser dybt ned i jorden og har helt sit eget net af grundfasthed. Sådan føler jeg mig lidt nu. Som et omvandrende træ. Det er en god følelse.

’Men du er også en fugl’ fortsætter Harald, kragen, der ville være tankelæser og blev det. For man skal være, før man kan blive. Det er så simpelt, at vi tror det er løgn. Han hopper nærmere og står nu tæt foran mig, så tæt har vi aldrig været før. Som træet svajer jeg i vinden og prøver at finde balancen. Det er nærmest uvirkeligt at stå ansigt til ansigt med en krage. Jeg føler mig for høj i forhold til ham og har lyst til at bukke mig ned. Så vi virkelig kommer i øjenhøjde.

’Det behøver du ikke’, han ryster på hovedet, lad være med at anstrenge dig sådan på din menneskemåde. Og husk at du ikke alene er træet, du er også fuglen. Din helt egen fugl. Det er derfor jeg er kommet. For at vise dig det. Båret af vinden, sejlet over horisonter med brudstykker af noget, som gerne vil skrives og fortælles gennem dig.’

Min hund sidder stadig helt stille, det er usædvanligt. Men hele scenen og den måde, den udspilles på, er også anderledes end tidligere. Som om tid og rum smelter sammen og ikke findes udenfor mig selv, der er kun Harald og de ord, han blidt puster i min retning. Blide ja, men fulde af visdom og styrke. Jeg håber, at han ved, hvor stor pris jeg sætter på hans finurlige venskab, jeg tør nemlig ikke sige det direkte til ham. Han ville nok blive fornærmet, det er som om han ikke beskæftiger sig med udenoms smiger og forsikringer. I hans rige ved man bare. Her handler det om vished og om at være tro mod den vished. At være sin vished og handle på den.

”Mit rige er dit rige”. Han ser på mig med et blik så sort som den nat, der rummer tusinde lys. ’Hør nu her. Det forholder sig sådan, at historier og fortællinger ikke er noget, som I mennesker digter og finder på. Det vil I gerne tro, det er egoets version af skabelsen. I virkeligheden, min virkelighed altså, er det således at historierne er ligeså levende som jer. Som os. Mennesker, fugle, træer og blomster. Historier har ånd, liv og den levende puls i historien bliver båret gennem vinden og udsøger sig de mennesker eller det menneske, gennem hvilket det ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Det handler derfor ikke om, at I skal forsøge at tænke jer til, hvad der skrives vil. Det er det, bliver så svært og bøvlet for jer. I snubler i egoets lange snørebånd. I stedet for …”

”At møde op og tage imod”. Jeg nikker. ”Det har jeg faktisk forstået Harald og du må da have lagt mærke til, at jeg er blevet meget bedre til det.  Det kræver dagligt øvelse. Hele tiden at tune ind og lytte, mærke efter og handle på den vished, der altid opstår. Når tid er. I nuet. I det øjeblik, hvor livet er. Og faktisk begynder det at blive næsten let … ja så let, at jeg får store kvaler i forhold til min tidligere opfattelse af …

”At det skulle være svært! Harald og jeg taler med samme tunge. Vi begynder lige dér, hvor den anden slutter. Både hvad ord og meget andet angår.  Og mens jeg står der på vejen mellem to grøfter, hvor foråret nu har slået et bølgende sving i retning af sommer og hvor farverne eksploderer i et vandfald af sandhed, mærker jeg en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. For alt det, der kommer til mig, når jeg er stille. Når jeg står stille. Eller sidder stille og uden egentlig at vente sidder i vished om, at det dukker op. Når tid er. Taknemmelig for de historier, der har helt deres egen puls, og som har lyst til at komme og slå sig ned i mit hjerte. De historier, som min sjæl allerede kender. Og som blidt lander i min bevidste ubevidsthed, så jeg uden at anstrenge mig blot kan åbne mig og tage imod. Sætte fingrene på tastaturet eller lade pennen glide over papiret i sin helt egen rytmiske dans. Glide, svæve, lade sig beruse. Bevæge. Berøre.

”Kunsten er at turde lade sig fortrylle” hvisker Harald og blinker til mig, da han pludselig letter og sætter kurs mod et andet sted. De sorte vinger forsvinder i en tåge af regnskyer og et par velplacerede dråber rammer mit hår og min pande med et klask. Plask.

Min hund rejser sig pludselig og ryster sig, dråberne står i kaskaderne fra hendes pels. Det regner. Det havde jeg ikke registreret. Langsomt åbner jeg øjnene kun for at opdage, at de allerede er åbne.

Kunsten er at lade sig fortrylle. At turde lade sig fortrylle. Hunden og jeg går videre som ingenting var hændt. Selvom alting er forandret.

Kærlig hilsen
Lene

fugl træ regn

Jeg fik hjælp af en fugl

Frie fugle

Der findes ikke et bedre tidspunkt end nu. Der er ikke noget mere velegnet sted end dette her. Dér hvor du er. Lige nu. ”En dag vil jeg skrive” siger du og tror, at du mener det. Men når den dag kommer, føler du dig stadig ikke klar.

Du forestiller dig at det er en bestemt følelse, et ståsted i livet, hvorfra du med både udsigt og indsigt kan skue ud over landskaber og skrive dem. Først da er du værdig, parat og klar. En dag, siger du til dig selv og ser løgnen kravle hen over gulvet som en edderkop. Men den dag kommer aldrig. Den dag er altid nu.

Og så dukkede Harald op

Haralds sorte skikkelse er som en blækklat i det nu sneklædte landskab. Forsigtigt daler sneen som for at prøve det af. Kan jeg nu finde ud af at sne? Men det kan sneen godt. Den er faktisk skabt til at sne. Og på samme måde er vi skabt til at skabe. Skrive. Spørg bare Harald. Han nikker og vælger en gren lidt tættere på. Nu kan vi bedre se hinanden og jeg gør tegn til ham om, at jeg gerne vil høre hans bud på det at være klar. Hvad indebærer det, hvad kræver det?

Han ler højt og børster et par snefnug af fjerene.

’Hvad kræver det at leve? Du møder op og trækker vejret. Du er skabt til at leve. Du er levedygtig. Og du er værdig.’ Han ser sig omkring, som om der findes et slags svar i den dalende sne. Så vender han sig igen mod mig og åbner sit næb, så en smuk melodi kan komme ud. Tonerne når mig og jeg mærker en velsignet velkendthed svøbe sig om min sjæl. Vi taler samme sprog, Harald og jeg. Ja, han er en fugl, jeg er et menneske, men det er underordnet. For inderst inde har vi samme sang. Det hører jeg nu, noget i mig kender de toner, jeg tager mig selv i at nynne med. Og mens jeg nynner, mærker jeg en lille glæde trænge sig på. Den er som en perle af visdom og genklag, der varmer. Her dybt i vinteren. Dybt i mig.

’Det er den største fejltagelse af dem alle’, fortsætter Harald, mens melodien lyder i baggrunden. ’At vi skal blive klar. Det er en evig udsættelse af det uundgåelige. En evig længsel, der aldrig vil blive forløst. Den vokser sig kun større og stærkere og en dag er den overbevist om, at den aldrig kan blive til en sang. Et ord. Skabelsen, siger Harald og slår ud med vingerne, så han næsten letter fra sin gren i snelandskabet, den sker i processen. Når vi læner os mod vores grænser og mærker sårbarhedens sang. Når vi vælger at synge den alligevel og finder styrken lige dér, hvor det var mest svært. At blive klar’ … han ryster på hovedet, så fjerene danser i vinden. ’Klar er ikke noget man bliver, det er noget man er.’

Han er en klog fugl, Harald. Det kan du nok forstå. Og jeg nyder at sidde her sidst på formiddagen og betragte ham. Sort mod hvidt, han er som bogstaver på papiret. Han er sin egen historie og han ved det. Han stoler på sin intuition og han ved, at han kan flyve. Desuden ved han noget om livet, som mange mennesker ville misunde ham. Misunde ham uden at vide, at de selv bærer rundt på den selvsamme visdom. De tror, at det kun tilkommer andre at være kloge. Vise. Fulde af visdom og vidunderlige ord. Men hvordan kan vi vide, hvilke ord der bor i vores sjæl, hvis vi ikke møder op og skriver dem?

Han nikker. To andre fugle lander på grenen ved siden af og vil være med. De åbner næbbene og snart lyder et trestemmigt kor af snefnug og sjælesang. Lydløse fodtrin åbner døre i mit indre og en tåre trænger sig på. Stearinlysene brænder, deres blafrende flammer danser til lyden af livet. Nogen spiller piano. Jeg kan høre tonerne og rejser mig for bedre at kunne se ud af vinduet. Men jeg ser kun de tre fugle, Harald og hans to venner, i det nøgne vintertræ og sneen, der daler i takt. Noget sker derude, noget skabes. Og jeg er en del af det hele.

’Og du er klar!’ Harald smiler til mig og gør mine til at lette. Du er klar. Skriv så!’

* * *

Kære ven

Hvad skal der til, før du føler dig klar? Hvor længe vil du udsætte det, du længes efter og drømmer om? Den skrivelængsel, den lille misundelse, det stik du mærker, når andre udtrykker noget på en måde, som du drømmer om at gøre det. Den længsel, den misundelse. Hvad fortæller de dig? Misundelse er en grim ting, det har vi lært, men prøv blot at se på misundelsen som et kærligt tegn i stedet for? Stop op, slå ikke dig selv i hovedet, vent nu lige lidt. Hvad fortæller Misundelse dig? Kunne følelsen af den lille bandit mon skyldes, at du inderst inde drømmer om at gøre noget af det samme? På din måde?

Historier og fortællinger hjælper os

Og fortællingen om Harald? Den dukkede op midt i vinteren, da jeg troede, jeg skulle skrive noget helt andet. For vi får ofte hjælp af både historier og fortællinger, når vi møder op og skriver. Og vi må indstille os på overraskelser, for det bliver ikke altid helt, som vi troede det ville blive. Vi kan ikke tænke os til det. Skræmmer det dig? Eller mærker du et stik af nysgerrighed, lyst og måske længsel efter “bare at gøre det”? Skrive. Skabe. Leve. Eller flyve?

Det er en vidunderlig rejse, hvis du spørger mig. Skriverejsen.

Kærlig hilsen
Lene

Frie fugle

Kvinden der skrev sin sjæl

lysdans

I dag skal jeg skrive videre på min bog. Det er en bog, der handler om livet og skrivegerningen. Den er til alle sensitive, skrivende sjæle og mit håb er, at den vil bringe mod, inspiration og glæde til tvivlende hjerter. Er jeg god nok? Har jeg noget på hjerte? Er min historie værd at fortælle? Svaret er enkelt. Ja. Og det kan ikke siges tydeligt nok.

Undervejs

Min bog har været fire år undervejs, men det er først nu, at jeg ved, hvad den skal handle om og hvordan den skal skrives. Jeg har forsøgt mig med andre måder og det er der kommet tre romaner ud af, men ingen af dem er færdige endnu. De ligger pænt og venter som spirende frø i jorden. De ved, at deres tid kommer. Lige nu er det en anden historie, der vil fortælles og jeg vælger at møde op og lade den fortælle sig gennem mig.

Det er sådan det er. En intention om at møde op og tage skrivelængslen alvorligt. At turde overgive sig og lytte så dybt indad, at alt andet forsvinder. En hjertelig intention og en dedikation.

Alt det, jeg fortæller og skriver om, er noget, jeg selv har oplevet og gået igennem. Jeg er kvinden, der allerede som lille pige vidste at hun skulle blive forfatter. Hun var forfatter. Hun fortalte historier og skrev, så snart hun lærte det. Det var hendes måde, hendes univers, hendes kald. Men hun skulle gå så grueligt meget igennem, inden hun igen stødte på den lille pige, der var hende. Hun skulle fare vild i en sådan grad, at hendes liv til tider kun var en skygge af, hvad det kunne være. Men så opdagede hun det igen. Lyset. Først en sprække, et glimt og så kom det. Lyset. Skridt for skridt. Ord for ord. Nu danser den lille pige til lyden af fingrene, der laver musik over tastaturet og fryder sig over kvinden, der nu nøjagtigt ved, hvad hun skal. Kvinden, der lyttede til sin sjæl.

Jeg lærte at lytte

Og hvad gjorde jeg så? Jeg lærte at lytte til min sjæl. Jeg lærte at skrive de ord, der kommer fra et dybt og kærligt sted i mig. Jeg øvede mig på at skrive, jeg mødte op og jeg forstod efterhånden, at min fornemmeste opgave var at slippe kontrollen og lade komme. Nu er det ikke så svært længere, men jeg møder skam stadigvæk min indre censor og mange andre sjove væsener, der gerne vil spænde ben og gøre livet lidt besværligt. Men mest af alt møder jeg mig selv. Min frygt, min modstand og min tvivl. Det findes ikke uden. I den accept sprudler en lille forløsning som en kilde af vished. I den accept starter forandringen og en rejse mod lyset. Det er blandt andet det, bogen kommer til at handle om. Tror jeg nok. For ser du, historier har det med at folde sig ud, efterhånden som vi skriver dem. Vi kan ikke vide det hele på forhånd og det er heller ikke meningen. Også forfattere må lade sig overraske og fortrylle, for kun sådan kan også læseren blive både overrasket og fortryllet.

Vi har alle en historie at fortælle. Vi har alle noget, der rører sig dybt i os og som gerne vil lyttes til. En smuk og stille stemme. Og når vi søger stilheden, sætter tempoet ned og lytter til de vidunderlige toner af vores sjæls sang, så begynder der at ske noget. En sprække, et glimt. Vi lærer at kun vi kan skrive lyset og glæden. Kun vi kan fortælle netop den historie, der er vores. Hvad end den handler om. Og det gør godt at skrive, tro mig, det er den største glæde, når vi bare gør det. Når vi skaber plads i vores liv og vælger at det skal være sådan. At der skal være skriverum og sjælemusik. Det er et valg.

Sjælemusik

Skrivelængslen kan føles som en subtil dråbe af noget, der pusler indeni. Og den er skrøbelig, den er sensitiv og til tider så genert, at man tror man aldrig lærer den at kende. Den skal lokkes frem, den kommer kun, hvis vi møder op og viser at vi er villige. Når vi sidder helt stille og med hele vores væren viser, at vi er klar. Og klar er ikke noget, man bliver. Det er noget, man er. Også det er et valg. Der kommer ikke nogen og griber fat i dig og siger: Du dér, du skal da skrive. Vi bliver sjældent opdaget af andre, vi skal opdage os selv. Og vi skal stole på, at de subtile toner af sjælemusik har noget betydningsfuldt og vidunderligt at fortælle os. Når vi skriver os gennem vores indre landskaber af frygt, modstand og tvivl. Der er bjerge og dybe dale, der er søer, floder og urskov. Det hører med. Men når vi først har skrevet det, så ser det anderledes ud. Vi får øje på sprækker, glimt og vi kan pludselig se det lys, der skinner som en kæmpemæssig lygte af kærlighed mellem træerne.

I dag skal jeg skrive videre på min bog … men sandheden er, at bogen skal skrives videre gennem mig. Jeg er blot et instrument.

”Må dine tårer komme af latter”, hvisker sjælen og kalder med sit salige pust.
”Kom nu, vi skal videre.
Mit smukke instrument af menneskehænder og hjerte.
Kom, så skaber vi sammen.
Kom.”

Kærlig hilsen
Lene

Skriv din sjæl
Skriv en bog
Andre spændende skriverejser og skrivecoaching

lysdans

Månekvinden

Månekvinden

Har jeg lyst til at skrive om månekvinden? Jeg ved det ikke, men jeg har set hende danse i det sølvblege lys. De sidste par nætter. Eller rettere sagt, i nat var jeg så træt, at jeg sov gennem hele forestillingen. Jeg vågnede først, da vækkeuret sang. Og selvom jeg gerne havde set hendes poetiske dans og lyset, der trak streger og skabte magi, var jeg glad for min nattesøvn. Hun har det nemlig med at stjæle den. Hun tvinger mig ofte til at overvære forestillingen og selvom jeg stritter imod, har jeg svært ved at sove. Hun vækker mig, jeg ved ikke hvordan, men jeg vågner med et pling. Pling!

’Vil du skrive om mig?’, spurgte hun forleden nat og stak sit blege ansigt helt i soveværelset. Eller var det i stuen? For jeg besluttede mig for at lave en månemeditation. Siddende i min lænestol kunne jeg se hende svæve mod himmelsalen. Selv med lukkede øjne kunne jeg mærke, hvordan hendes sølvlys trængte ind i min sjæl og gjorde noget ved mig. Det tidspunkt på måneden, den cyklus. Du kender det. Måske.

’Du er selv en del af den cyklus’, har hun sagt utallige gange og jeg ved det godt. De nætter, det lys, den magi, der fortryller og gør landskabet til noget andet. Det er som om et usynligt tæppe trækkes til side. En forestilling går i gang. Landskabet svøber sig i silkebløde sølvtråde. Træerne skifter karakter, de kender deres roller og gør klar. Hvis man kigger rigtig efter, kan man se, hvordan de langsomt begynder at danse. Et træ af gangen. Helt forsigtigt, kun det trænede øje kan se det. Men jeg har øvet mig så længe, at jeg efterhånden er i stand til at stille så tilpas uskarpt, at det når mig. Det handler om at ville det og tro på det, men anstrenger man sig for meget, går det ikke. Så er landskabet bare … et sted på landet. I november. Dybt i efterårets favn.

’Jeg vil gerne skrive om dig, men hvad skal jeg så skrive?’, spørger jeg forsigtigt, da jeg efter meditationen misser med øjnene og kigger ud gennem vinduet. Dér sidder hun på sin trone, månedronningen, som gerne vil have at jeg kalder hende månekvinden.

’Folk har alt for stor respekt for ordet dronning’, siger hun og vifter en natsværmer væk, ’og det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker at de skal se sig selv. Spejle sig i mit vand og min dybe visdom. Det er derfor jeg vækker folk, men det har de færreste forstået. Jeg vækker dem forsigtigt med min tryllestav og ”pling” er ren magi. ”Pling” er en gave.

’Men det er ofte forgæves’, sukker hun og går videre, ’for irriterede vågner de og forsøger at sove igen. Mit sprog er gjort af sølv og lys, så jeg kan ikke tale til dem, som de er vant til. Og selvom jeg gjorde, så ville de ikke lytte’.

’Jeg lytter’, siger jeg, tilfreds med mig selv. Endelig er jeg begyndt at forstå det. Fuldmånen er ikke kun ensbetydende med afbrudt nattesøvn og lange søvnløse nætter, det er et magisk tidspunkt. Et tidspunkt, som har helt sit eget landskab. Sit eget sprog. Et sted, hvor vi kan vandre med natteravne og flyve med flagermus. Og hvor vi kan samtale med månen og drikke visdom af bægre, der er så smukke at man skulle tro det er løgn. Men det er det ikke. Løgnen er bare en illusion.

’Du er meget tålmodig, kære måne’, siger jeg og ser på hende. Fuld af beundring, mit hjerte er ved at løbe over af ren medfølelse. Så længe jeg kan huske har hun forsøgt at få mig til at lytte. Cyklus efter cyklus. Tålmodigt, kærligt og uden stor ståhej. Aldrig gik hun ud af sig selv. Aldrig forlod hun sin kerne. Hun kom ikke ned fra himlen og ind i mit soveværelse, hun tvang mig ikke og hun gav mig heller ikke dårlig samvittighed. Ingenting. Hun blev bare ved med at skinne fra sin himmelplads og lod sit sølvlys fortrylle landskabet. Vækkede mig blidt med sit ”pling”, svingede sin usynlige tryllestav og kastede månestøv på min pude. Forgæves. Indtil nu.

’Hvad er det da, du vil fortælle os?’ Jeg ser på hende gennem vinduet og natten, der langsomt bliver dybere.

’At I skal blive bedre til at lytte’. Hun tøver ikke. Men det jeg vil fortælle jer hver især, er personligt. En helt personlig fortælling, som kun kan høres ved fuldmånetid. Det er ikke noget, du kan gengive i en lille historie, selvom jeg ved, at du gerne vil dele. Det, vi har sammen, er noget subtilt. En stemning. Noget, der ikke behøver ord. Og du ved jo, at mit sprog er anderledes end dit, men det betyder ikke, at du ikke kan lære det. Tværtimod. Du skal blot lytte. Og det er du blevet meget bedre til.’

’Men nu må jeg videre’. Hun ser kærligt på mig og når lige at blinke, inden en sky sejler forbi og dækker hendes lys. Jeg nikker i tavshed og rejser mig fra stolen.

* * *

Jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til at skrive om månekvinden, men det havde jeg. Det er ikke noget, man kan vide på forhånd. Man må møde op. Være villig. Svøbe sig i tro og tillid. Åbne sig så meget, at månelyset trænger gennem usynlige sprækker og siver helt ind i sjælen.

Lytte. Og jeg mener lytte. Virkelig lytte. Ikke lytte som de fleste gør, anspændte og parate til at få det næste ord. Det handler ikke om at svare igen. Man behøver slet ikke at sige noget. Man skal lytte så meget og så intenst, at man glemmer sig selv og pludselig bliver det, man hører.

Så hvem ved, måske vil jeg ved næste fuldmåne være i stand til at lytte så intenst, at jeg kan blive månen. Månekvinden. Hvem ved?

At skrive er at lytte. Og blive det man hører.

Kærlig hilsen
Lene

 

Historien og virkeligheden

påvej_oktober

Historien

Vi ankom med toget. Jeg ankom med toget. Nu skal jeg nok være præcis, det lover jeg. Resten af historien er jeg både præcis og poetisk med jævne mellemrum. Jeg vil med egne ord og indlevelsesevne fortælle dig om mit møde med den berømte Karoline Scheller og jeg lægger ikke fingre imellem. Jeg tager bare imod. Historien vil skrives og det skrevne ord ved, hvad det gør. Jeg vælger at stole på det, der vil skrives og tror på, at min tillid vil blive belønnet.

Drøsselbjerg Station lå indhyllet i morgentåge, da jeg steg af toget og ud på perronen. Det var en kølig dag, en af de dage, hvor luften er både rå og så skarp, at den skærer igennem tøjet og lægger sig som en klam klud om kroppen. Jeg skuttede mig i mødet med virkeligheden, der på denne formiddag bestod af en tom perron og en stationsbygning som en silhuet i toner af grå. Et fløjt lød gennem tågemuren, toget satte i gang og jeg var alene. Jeg fortrød øjeblikkelig, at jeg havde valgt at tage toget. Det havde været en romantisk tanke, glæden ved at ankomme langsomt, nærme sig med sindig ro og værdighed, siddende i afslappet position ved togvinduet med en bog i skødet og tankerne et helt andet sted. Stirre ud af vinduet, se landskabet svæve forbi og virkelig mærke, at man bevæger sig, selvom man egentlig ikke foretaget sig noget som helst. Nu slog det mig, at togturen ville havde langt mere givende, hvis der også havde været en slags velkomst i anden ende. Hvis jeg havde fortalt Karoline Scheller, at jeg faktisk kom med toget og at jeg ville blive glad, hvis jeg kunne blive afhentet på stationen. Men jeg havde ikke sagt noget. Blot havde jeg givet besked om, at jeg ville ankomme lørdag d. 25. februar ud på formiddagen og at jeg glædede mig og var taknemmelig for, at hun ville se mig.

Jeg hankede op i kufferten og gik over trinbrættet og hen mod stationsbygningen. Der var ingen mennesker at se og eftersom tågen lå som et uigennemsigtigt tæppe af grå uldtråde, havde jeg heller ingen chance for at danne mig et overblik og et glimt af, hvad Drøsselbjerg var for et sted. Men en ting var sikkert. Det var et sted langt ude på landet og i en hel anden verden end den, jeg kom fra.  Det slog mig, at jeg ikke kendte spor til Karoline Scheller andet end hvad jeg havde læst i avisartiklen. Modet svigtede mig og jeg blev svag i knæende, kvalmen steg til vejrs som en ballon. Hvad havde jeg gang i? Drøsselbjerg, fandtes der et mere øde og tåget sted?

Jeg åbnede døren til ankomsthallen, ordet fik mig til at smile, men det var da en slags sal, selvom den lå øde hen. Et stort ur hang over udgangsdøren i den modsatte side, klokken var 1730 og så er den ikke længere. Selv uret var gået i stå. Der havde engang været en kiosk med ekspedienter og en dame, der solgte billetter. Nu fandtes der kun en moderne automat, hvor man kunne trække billet og bruge både Dankort og andre betalingsmidler i plastik. Automaten så komisk ud og helt forkert ud i den gamle ankomsthal. Jeg rystede på hovedet og satte min kuffert fra mig i bar forfærdelse. Tiden er gået i stå, jeg står i ingenmandsland, i et tomrum, som rummer både ankomst og afgang.

Du er klar til at sætte spor.

Stemmen lød som en rungen i højtalerne. Men der kom kun tavshed ud. Forskrækket drejede jeg om på hælene og så mig omkring. Der var ingen. Kun en kvinde med en kuffert. Og hun sagde ingenting. De eneste spor, jeg satte, da jeg forlod stationsbygningen og gik ud i tågelyset på den anden side var de fodspor, der tegnede sig i støvet. Det var vist længe siden andre end jeg var stået af på Drøsselbjerg Station.

* * *

Folk kommer, fordi de vil skrive, men det er ikke alt. De ønsker at skabe forbindelse, det er som om en spirituel længsel driver dem hertil. De ønsker forbindelse gennem sproget og ordene, de skriver på siderne. Der findes andre metoder til at skabe forbindelse, men fælles for mine gæster er, at deres længsel manifesterer sig gennem sproget.

Fortsættelse følger …

Virkeligheden

Kære venner

Historien handler om lidt af det, jeg er i færd med at skabe. Og jeg deler den med jer i dag, fordi jeg gerne vil give jer lyst til at ankomme til Drøsselbjerg Station og mig selv lyst til at hente jer. Drøsselbjerg Station findes ikke i virkeligheden eller måske gør den, men jeg bor dér ikke. Endnu. Jeg aner heller ikke, hvem Karoline Scheller er, men det har jeg i sinde at finde ud af.

Alt i mens jeg skriver og udvikler det Skriv Din Sjæl kursus, som jeg håber på at kunne introducere til foråret 2015. Om det kommer til at foregå i Drøsselbjerg, Ringsted eller andetsteds vil tiden vise … Men du er inviteret!

Jeg håber at vi ses en dag. At du ankommer med toget til stationen, hvor jeg henter dig og så kan skriveeventyret begynde.

Kærlig hilsen
Lene

Jeg mødte en pige

morgendis3

Da jeg vågnede ved vækkeurets energiske morgenmelodi, havde jeg stadig drømmen i mig og kun ét eneste ønske. Straks at falde i søvn igen og vende tilbage. Men jeg blev afbrudt og fik ikke resten med. Jeg nåede lige at tænke at jeg skulle skrive drømmen ned i den notatbog, jeg har dedikeret til formålet, men så blev jeg afbrudt af nogle forstyrrende tanker. De ramte mig som en bombe og pulveriserede drømmen og dens budskab til små fragtmenter af sorg og ingenting. Sørgmodig stod jeg op med et voldsomt savn i hjertet. Nogen i drømmen ville sige mig noget, men jeg havde ikke lyttet. Jeg var ikke i stand til at lytte.

* * *

Det var tåget. Dråber af dis havde svøbt sig om landskabet og trak i min sjæl.

Der stod en pige. Jeg så hende mellem træerne. Hun kaldte sagte og nynnede en melodi. En sang, mit hjerte kendte. Og jeg famlede mig vej gennem tågen for at nå hen til hende. Gennem træerne og over det gule tæppe af erantis, som dækkede skovbunden.

Kom ud af tågen. Kom ud af virkeligheden og gå ind i drømmen. Ræk mig din kolde hånd.

Jeg stirrede på en fugl, der pludselig dukkede op i trætoppene. En sort silhuet i disen. Og jeg holdt hendes hånd, mens hun trak mig gennem skoven. Vi løb, vi snublede og hun lo højt. Selv trak jeg forsigtigt på smilebåndet.

Jeg er dit indre barn, hviskede hun pludselig og stoppede brat op. Vi stod på en bro mellem fortid og fremtid. En hvid bro svøbt i dug og dis. Tusindvis af dråber havde lagt en smuk buket mellem os. Mit hår var vådt, jeg mærkede vandet forsegle mit ansigt, det dryppede fra øjne, træer og hjerte. Jeg holdt hendes hånd og vidste, at jeg aldrig ville give slip på hende igen. Mit hjerte var stort og blødt af ømhed overfor den pige, jeg havde forladt og forrådt. Alle hendes drømme. Alle hendes forestillinger om, hvordan verden ser ud, hvis hun bare fik lov til at fortælle sin version. Men jeg var nødt til at kvæle hende.

Hun lo højt og rystede på hovedet.

Du kvalte mig da ikke. Du gemte mig bare lidt væk. Eller rettere sagt, du gemte dig selv. Og jeg døde slet ikke, smilede hun og lod sin lille hånd hvile i min. Jeg har ventet. Ventet på at du skulle komme til dig selv. Vågne af virkeligheden og opdage, at den bare var en drøm. Et mareridt måske?

Hun fnisede og jeg genkendte den forløsende latter, der kan rive alt med sig, en vældig strøm af glæde og morskab. Det var min latter. Engang. Og jeg forstod pludselig, at der hverken fandtes fortid eller fremtid.

Men hvad skal vi så bruge broen til, udbrød jeg og rystede på hovedet.

Vi skal bruge den til vores genforening. Hun slap min hånd, bukkede sig ned og samlede nogle dråber op. Forsigtigt, hun gav sig god tid. Dråber er skrøbelige, sagde hun og smilede til mig gennem det lyse hår, men det husker du måske?

Jeg nikkede ivrigt. Jeg havde glemt, at man kan samle dråber op.

Der er så meget, du har glemt. Hun rejste sig og smilede igen. Men jeg vil hjælpe dig med at huske. Legen. Latteren. Glæden, der ikke behøver en grund. Eventyret, der ikke behøver din alvor.

Er vi i drømmen nu, udbrød jeg og stirrede ud over vandet, der løb gennem broen og rislede mig koldt ned af ryggen. Er vi tilbage?

Hun nikkede ivrigt og satte en fin kæde af dråber om min hals.

Vi er tilbage. Sammen. Og nu fortsætter, hvor vi slap …

* * *

Vi kan bruge skrivegerningen til at få kontakt med vores indre barn og det kreative eventyrland, vi måtte forlade for at træde ind i virkeligheden og “de voksnes rækker” (og hvem har overhovedet lyst til at gå i række?) 😉 For hvad nu hvis eventyret faktisk er virkeligheden og vores fornemmeste opgave i livet er at huske alt det dejlige, vi har glemt. At skabe, lege, danse … og bare være?

Kærlig hilsen
Lene

Skriveøvelse – kontakt til dit indre barn, ekspert i kreativitet og skaberglæde

Sæt dig ned med en pen og en notesbog eller tænd for computer og åbn et nyt dokument. Luk øjnene og træk vejret dybt, helt ned i maven. Hver gang du trækker vejret ind, trækker du ny energi, kreativitet og glæde til hver en celle i din krop. Og hver kan du puster ud, giver du slip på stress, jag og tunge tanker. Sid lidt og mærk, hvordan du fyldes af ro. Mærk kroppen og hvordan den føles nu.

Når du er klar begynder du at skrive. Sæt stopuret på 20 minutter og skriv helt intuitivt et brev til dit indre barn. Fortæl hende eller ham alt det, du husker og savner og lad det komme, der vil skrives. Måske husker du episoder eller sanselige oplevelser, som fragter dig tilbage til øjeblikke af glæde. Mærk dem, duft dem og skriv dem. Skriv alt det, der skrives vil. Også hvis der skulle dukke sorger eller følelser af tristhed op. Skriv det løs.

Du skal ikke stoppe op og tænke eller redigere. Bare skriv!

Kærlig hilsen
Lene

Hjem til dig selv

Lene

Trust that you are always given exactly what you need in each moment, every day and in every way.

Vi kan drage ud i verden og blive inspireret, vi kan finde ord, sætninger, møde mennesker og situationer, som vækker dyb genklang, men vi er nødt til at vende næsen hjemad og indad, for at opdage det i os selv.

Vi har helt vores egen vej. Og vores egen måde.

Hvad nu hvis livet altid giver os det, vi har behov for? I hvert øjeblik, hver dag og på enhver måde. Når vi går i tillid, så åbner døre sig, som vi ikke så før. Så måske handler det ikke så meget om mod som om dyb tillid? Og tro? Tro på os selv og på, at livet vil os det godt. Den tillid vil så vende tilbage til os som en boomerang med lige netop det, vi har brug for. Vi behøver ikke at drage ud i verden og slås med drager. Det er nok, at vi bekæmper dragerne i os selv. Og bekæmpe er slet ikke det rigtige ord, for det viser sig ofte, at dragerne slet ikke kan fordrives med had og kamp. De kan kun opløses med kærlighed. Når vi møder dem lige dér, hvor de er, uden at dømme og forbande, og når vi lytter til deres hjerteskærende historier, viser det sig ofte, at de blot er blevet forfærdeligt sårede på et tidspunkt. Dragerne. De er fulde af åbne sår, som har brug for kærlighed for at kunne heale. Kærlighed og tilgivelse. Så er de ikke længere onde drager. De fordamper som duggen en sommermorgen, når den første sol varmer græsset op.

Der er en vigtig ting, som vi må huske på. Hvis nogen vil sælge os guld og grønne skove, så skal vi ikke slå til. Hvis nogen påstår, at de har fundet de vise sten og de nu har et rigtig godt tilbud til lige netop os, så skal vi ikke købe. For ingen kan finde vores vise sten. Kun os selv. Og de vise sten er slet ikke til salg. Vi har ikke brug for penge til at erhverve dem. Vi har brug for selvkærlighed og medfølelse.

Derimod kan vi møde mennesker og gode sjæle, som tilbyder at være spejle, så vi bedre kan se os selv. Det er en helt anden snak. Nu bliver det interessant. Den slags hjælp kan være en gave på vores vej. Men vi må aldrig forfalde til at tro, at vi ikke selv har noget at skulle have sagt. Vi har alt at skulle have sagt. Det gælder nemlig om at finde lige netop vores vej og vores måde og den kan ingen andre gøre sig begreb om. De kan være spejle, de kan give os øvelser, lytte og kærligt guide os på vej, men vi må gå vejen selv.

Og heldigvis for det. For når vi begynder at gå og opdager, at alle skattene lægger dybt begravet i vores eget indre, er belønningen enorm. Den særlige sårbare genklang, der vækkes, den længsel, der pludselig forløses, den kærlighed, vi søgte og ledte efter med lys og lygte. Vi har den selv. Den bor i os. Og den har været dér hele tiden.

Men hvorfor er jeg så ofte blevet konfronteret med det, jeg egentlig ikke ville have? Nogle gange i forklædning, så jeg tror, at det er den rigtige vare?

Fordi du derigennem skal lære at genkende det, der er godt for dig. Det du egentligt ønsker dig. Livet viser dig det, du ikke vil have, så du virkelig kan mærke det, der er godt for dig, når det dukker op. Du har set kærlighed, der bar maske og som viste sig slet ikke at være det, den udgav sig for. Så du kunne genkende ægte kærlighed, når den dukkede op. Du har mødt mennesker, som du troede var dine venner og fortrolige, men som skulle vise sig ikke at være det. Så du kunne genkende dine ægte venner, når de dukkede op. Og du har set dig selv og mærket, hvor opslidende det er at gå omkring og bære maske og forestille dig for at opnå andres nåde og kærlighed, så du virkelig kunne mærke, hvad det vil sige at være den egentlige dig. Da du endelig besluttede dig for at følge dit hjerte og var nødt til at smide masken og droppe alle forestillingerne, så opdagede du, at du er god nok præcis som du er. Når du mærker at kærligheden kommer indefra. Når du elsker dig selv og indser, at du er helt perfekt og værdig til at blive elsket, så kommer kærligheden også udefra. Så er du dit eget fyrtårn.

Når du beslutter dig for at følge dit hjerte og lytte til din sjæl, så følger dit hjerte dig og sjælen taler. Den stille stemme, det sagte suk og lydene, man ikke kan høre, men som man mærker som usynlige dråber på huden. Kuldegysning. Små hår, der rejser sig. Genklang. Dyb tilfredsstillelse i ren væren. Når du opdager, at du ikke har travlt og ikke skal nå noget bestemt eller skal nogen steder hen. Når du mærker, at du er ankommet.

Når du er kommet hjem. Hjem til dig selv.

Så falder det hele på plads og du ser, at der slet ikke findes nogle puslespilsbrikker. Du var allerede samlet. Men du måtte skilles fra dig selv for virkelig at kunne se det.

Du er allerede hel.

At skrive intuitivt kan være en måde at møde dig selv på. En kærlig proces, hvor du lærer at være med det, der er og indser, at du er præcis som du skal være.

Kærlig hilsen
Lene

Du er skabt til at skabe

kærlighed gennem vinduet

Al skabelse er et udtryk for kærlighed. Når du skriver, maler eller udfolder dig kreativt på andre måder, giver du samtidig kærlighedens energi lov til at strømme igennem dig. Det booster dit immunforsvar og gør dig både mere rolig og glad. Desuden forankrer du dig i det skabende øjeblik, nuet. Du er skabt til at skabe!

Slip kontrollen, mød op og skriv

En af hemmelighederne ved at skrive og skabe er at møde op. Og det lyder måske slet ikke som en hemmelighed, så simpelt er det. Sådan er det med mange af livets guldkorn. De er simple. Langt mere simple end vi tror.

Men vi er så vant til at udøve kontrol. Det er vores reb til tryghed. Vi tror, at hvis vi bare har kontrol, så kan vi forudsige begivenhedernes gang, holde fast på mennesker i vores liv, undgå ubehagelige overraskelser og måske komme lige netop derhen, hvor vi bliver lykkelige. Men sandheden er, at vi allerede er ankommet. Der findes ikke andet end dette nu, dette skinnende øjeblik af potentiale. Og hvis vi krampagtigt holder fast i forestillinger om hvordan, hvorfor og ikke er villige til at give slip på vores forestilling om verden, så forholder vi os lukkede for nye muligheder.

Giv slip på ballonerne

Når vi giver slip på vores forestillinger om ”hvordan”, åbner os og møder op, så sker som regel noget magisk. Kontrol synes at være en hindrig for kreativitet og frit flow. Den healende kreativitet er en følelse af kærlighed, der strømmer igennem os og som vi giver lov. Ved at give fri. Vi skal blot møde op og lade det flyde igennem os. Det er næsten som at få massage, bortset fra at vi i dette tilfælde selv skal føre pennen, lade fingrene danse på tastaturet eller holde om den pensel, der skal male det, der males vil.

Prøv at forestil dig din kontrol som en flok farverige balloner. Mens du holder fast i snorene i et forsøg på at forhindre at de flyver til vejrs, forsøger du at tænke dig til hvad du vil bruge ballonerne til. Hvordan skal du placere dem, så de bedst passer sammen? Og hvilke farver vil give den bedste effekt? Så kommer du i tanke om, at nogen engang lærte dig noget om farverne. Hvordan var det lige? Og før du ved af det, har du tøjret ballonerne til en stol, så du kan google farveskalaen eller finde den bog i reolen, der fortæller om ”hvordan”. Sådan gør du. Så hvordan gør du? Jo mere du læser, desto mere bliver du i tvivl og jo mere du forsøger at udtænke dit ”hvordan”, jo mere forsvinder lysten og den gnist, du mærkede, da du fik lyst til at skrive. Eller male. Og måske får du også lige i farten fortalt dig selv, at du slet ikke er særlig god til at skrive. Og du kommer i tanke om poeter og forfattere, som du beundrer, du sammenligner dig og så dør den sidste glæde. For du er ikke dem. Tanken om din dansklærer, der i et udbrud af raseri og med fråde om munden fortalte dig, at du ikke havde sans for ord og poesi, slukker den sidste gnist af kreativitet som vand, der hældes over et bål.

Og så er du strandet. Det føles tungt og svært, en sorg rejser sig som smerte i kroppen. Hovedet bliver tungt og alting ligger pludselig hen i mørke. Du fortæller dig selv, at det er typisk. At du ikke kan. At du ikke duer. At du ikke er værdig.

Og hvad så?

Forfra!

Hør her. Kreativiteten bryder sig ikke om kontrol. Den er flydende som kærlighed og den vil ikke sættes i bås. I det skabende øjeblik er vi nødt til at sætte den fri som en ballon eller en fugl, vi lukker ud af dens trange bur. Vi må stole på det, der kommer til os. Og i øvrigt svøbe os i både nysgerrighed og eventyrlyst. Hvad mon vil skrives gennem mig?

Prøv at forestille dig, at kreativitetens kraft er ren kærlighed, der gerne vil strømme igennem dig. Men for at kunne tage imod, må du slappe af og forholde dig åben. Naturligvis skal du møde op, men du skal ikke gøre noget særligt. Du skal tage pennen i din hånd (eller placere fingrene på tastaturet) og så skal du lytte. Forestil dig at noget vil skrives igennem dig. En gæst kommer på besøg. Og det eneste du skal gøre, er at åbne døren og lukke gæsten ind. Gæsten har et vigtigt budskab til dig. Måske endda et kærligt budskab? Du ved det ikke og det er selve eventyret. Åbn døren og tag imod. Skriv. Lad ordene falde som regndråber i din kreative ørken og lad dem vande din sjæl.

At turde give slip er noget af det vigtigste, jeg har lært i mit liv og jeg øver mig stadig. Hver eneste dag. At give slip er et af mindfulness principperne, men det er også et af skriveprincipperne. I modsætning til, hvad vi troede, fordi vi har lært at det forholder sig sådan.

Glem alt hvad du har lært og start forfra. Du er skabt til at skabe.

En lille historie

Mens jeg skrev dette indlæg, kom der en lille historie til mig. Det var ballonerne, der gjorde noget ved mig. Og pludselig dukkede ørnen op. Jeg tror ikke, at jeg har fortalt dig om ørnen, men det gør jeg så nu. Han ville skrives og det blev han så. Nyd historien, lad dig inspirere og hvis du har lyst, så skriv din egen historie om, hvordan det føles at give slip. Eller rettere sagt, spørg, lyt og skriv! 😉

Så kom der en ballon tilbage. Eller rettere sagt, der kom en fugl med en af mine balloner i næbbet. Jeg så op gennem tårer og fik øje på ørnen, som er mit kraftdyr. Han lærer mig om livet, gør min ørn. Og han er i øvrigt slet ikke min, han er alles, hvis man altså vil ham eller støder på ham på en trommerejse, som jeg gjorde det i sommer. Af nysgerrighed og fordi jeg elsker naturen og dens kraft, besluttede jeg mig for at deltage på et shamanistisk grundkursus. Det har jeg ikke fortrudt, for ellers havde jeg ikke mødt ham. Ørnen. Og hans budskab til mig var klart: Giv slip. Du behøver ikke gøre dig så store anstrengelser. Slip kontrollen og sæt dig ned med åbent hjerte og sind. Lad tingene komme til dig. De ting, der er til dig. Og når de kommer, så brug dem på kærlig vis og sæt dem herefter fri igen. Flow. Let it flow.

’Hvad vil du helst have’, siger han og svæver majestætisk over mit hoved. ’Vil du have din ballon eller vil du have dig selv?’

Jeg ryster på hovedet.

’Det kan du ikke mene. Skal jeg vælge mellem ballonen og mig selv?’ Jeg ler højt, ligeså skrattende og hjerteligt som ørnen selv kan gøre det. Jo, jeg har skam hørt ham bryde ud i latter, han er en humoristisk ørn og han tager ikke livet så alvorligt. Men jeg kan godt mærke, at han mener det her med ballonen.

’Det er min ballon’, udbryder jeg og mærker vreden som en knytnæve i maven. Jeg bliver lettere rød i hovedet, da jeg ser den smukke fugl og mine fine ballon over mit hoved, udenfor rækkevidde. ’Du har stjålet min ballon!’

Han ryster på hovedet, så ballonen sejler fra side til side. Den smukkeste blå ballon, der passer perfekt til himlen. Og min egen øjenfarve.

’Du må vælge. Vil du have din ballon eller vil du have dig selv. Hvad vælger du?’

Jeg ryster på hovedet og indser, at jeg er nødt til at lade ballonen gå. Jeg peger på den uden ord og ørnen giver slip. Åbner næbbet og lader gå. Den blå ballon siver opad i en søjle af lys og fjerner sig så langsomt fra det sted, hvor jeg nu har sat på en træstub. Slukøret, tomhændet og …

’Fri?’ Ørnen lander foran mig og betragter mig smilende. ’Du har givet slip på din ballon. Nu har du bare dig selv, dit hjerte og din kærlighed.’

Jeg ryster på hovedet. En ørn, der taler om kærlighed. Frihed. Og nye perspektiver. Samtidig ved jeg godt, at han har ret. Jeg hader at indrømme det, men jeg mærker faktisk en vis lettelse, som jeg sidder der og ser alle de fine balloner forsvinde i horisonten, den blå følger tøvende efter.

’Fra denne plads i nuets kerne er alting nyt. Træk vejret dybt, helt ned i maven. Træk følelsen af frihed ind. Åbn dit hjerte og tillad dig selv at mærke sårbarheden. Nu har du intet tilbage og derfor har du alt. Kontrollen var bare en illusion.’

Så flyver han, ørnen. Han kommer, når det passer ham. Jeg kan ikke kalde på ham og forlange, at han stiller op. Han kommer, når han kommer og når jeg mest af alt har brug for ham. Og hvordan kan jeg vide det, spørger du måske? Fordi jeg stoler på det. Jeg har tillid til, at han er kommet for at hjælpe mig i det omfang, jeg har brug for det. Og naturligvis kan jeg forsøge at kontakte ham via trommerejser og meditation, men det er ikke sikkert at han kommer. Han er en fri fugl og det accepterer jeg.

Al skabelse er et udtryk for kærlighed. Vi er skabt til at skabe!

Kærlig hilsen
Lene

En himmel fuld af stjerner

bål

Det er aften.  Himlen maler sig i en mørkere blå og pludselig dukker stjernerne op. En efter en kommer de til syne og kigger ned på os. Vi laver bål og pludselig bliver vi tavse. Sidder længe og stirrer ind i de knitrende flammer, mens vi finder tilbage til roen og det sted i os selv, hvor vi bare kan være.

Så tager hun pludselig ordet. Griber det ud af luften, som en glød, der blusser op. Jeg lytter intenst.

’Det sætter sig i kroppen. Alt det, der ikke bliver skrevet. Eller sagt. Alt det, der ikke synges og danses. Det fortvivler, forstummer og går gennem en usynlig dør, hvorefter det træder hen over de knirkende gulvbrædder i kroppen og finder sig et sted. Der sætter det sig. Lægger sig. Og venter. Og bliver det ikke kaldt på, hentet ud, skrevet, sunget, danset eller malet, så begynder det at udvikle sig på egen hånd. Det bliver til smerte. Først en lille smerte, noget subtilt, en følelse af længsel, et suk. Men senere buldrer det. Højt. Smerte eller endda sygdom. Det er kreativiteten, der ikke bruges, leves og åndes. Den vender sit ellers så skønne ansigt indad og ligner til sidst et hengemt skelet. Raslende, pivende og vred. Den græder og skaber sig, som den nu kan under de dårlige betingelser. For hvem ønsker at blive smidt i en sort fangekælder og glemt?

En depression. Humøret, der daler og synker som et skib, der går ned. Helt ned på havets bund, hvor tomme sandkorn hvirvler op som støv og siden falder til ro. Et skibsvrag. Et skib fuld af gabende tomme huller, øjne der ser ud i natten og fortvivlet råber om hjælp. Men ingen hører de tavse skrig og skulle der komme en dykker forbi, ville vedkommende nok hurtigt forsvinde igen. Op til overfladen, lyset og luften. For dernede er der ingen ilt. Ingen kan vel leve på bunden af et sort hav. Heller ikke kreativiteten.’

September sukker, da hun har udtalt det sidste ord i sin lille forelæsning. Så smider hun sine noter på bålet. Vi ser ilden æde sig gennem dem. Teen står urørt og halvkold ved hendes side. Og overfor sidder jeg og glemmer helt at trække vejret. Jeg sluger luft og hoster. Er det røg? Eller vand? For jeg var dér, på havets bund, indestængt i skibsvraget. Det var mine øjne, der gabende tomme stirrede ud i mørket og kun fik øje på spøgelsesbølger og tang. Jeg kunne ikke få vejret, jeg var næsten død. Og pludselig forstod jeg, hvad det betyder. Hvad det betyder for mig at få lov til at skabe. Skrive. Og hvorfor jeg i så mange år vandrede omkring som en skygge af mig selv. Hvorfor det gjorde ondt. De skreg jo på min opmærksomhed. Ordene, sætningerne, historierne. Og de rim og remser, som førhen altid gjorde mig så glad. Rytmen, dansen, de trin, som min krop slet ikke behøvede hjælp til at udføre.

’Vi skal bagom tankerne’, siger September og ser på mig. Jeg nikker. Det har jeg skam opdaget. Og jeg øver mig, jeg ønsker at lære IKKE at TÆNKE. At lære sind og tanker at være stille er absolut nødvendigt for at kunne tage på den rejse, vi skal på. Vi skal ind i kroppen, vi skal mærke efter og skrive alt det frem, som har været i dvale så længe. Med smerte, længsel og tristhed til følge. For der findes en urgammel visdom gemt i kroppen, som blot venter på, at vi skal hente den ud. Skrive, male, synge, danse … eller skrige! Der er kraftfulde energier gemt i vores krop.

’Netop”, siger tankelæseren September og rejser sig resolut. Det er derfor, vi også skal huske at bevæge os. Ja, ud og gå. Og hvis vi ønsker at skrive, så er der kun en ting at gøre.’

’Og det er at skrive! ‘Jeg nikker, smiler, hvor er det egentlig simpelt. Hvordan skulle man ellers finde vej til alle de mørke huller i krop og sjæl, hvor ikke fortalte eller skrevne historier er gemt? Hvordan skulle man ellers lokke dem frem, hvis ikke med sit fremmøde og sin dedikation? Intention? Det er ikke noget, man kan tænke sig til. Faktisk har tankerne det med at forkludre alting. Derfor skal vi lære at sidde i stilhed. Vise sindet, at vi ikke er til salg for gamle og slidte historier om, hvorfor vi ikke er gode nok eller hvorfor vores historier ikke duer.’

’Nogen sagde engang til mig, at jeg ikke kunne skrive’, siger September. En tåre dukker op i hendes øjenkrog. ’Og jeg valgte at tro på det. Den overbevisning satte sig som en konge på min skabende trone og fra det øjeblik kunne jeg ikke længere skrive. Historierne forstummede. Jeg forsøgte, men smerten ved at gøre det blev for stor. Og ordene ville ikke være med.’

’Og nogen valgte engang at give mig karakter for mine præstationer’. Jeg kommer i tanke om skolen og jagten på de gode karakterer. På at være den bedste. For kun den bedste får ros og lærerens gunst. Kun den bedste er værdig til … at blive set og elsket?’ Så jeg gjorde mig sådan umage …

’Ego, ego, ego’. September ryster på hovedet, så det korngule hår falder som et teatertæppe for hendes ansigt. Hun puster irriteret bag tæppet, som flagrer i vinden. Som et lys i mørket, hendes ansigt ser alvorligt ud i flammerne fra bålet.

’Og alt i mens sidder det, der vil skrives og skabes og venter på, at vi skal vågne op som Tornerose fra sin søvn og komme til fornuft. Altså den fornuft, som findes i hjertet. Den fornuft, som ved, at det ikke handler om præstation og være bedst. Og som er helt klar over, at det ikke fører til noget godt at sammenligne sig. Det eneste, man skal vælge at gøre, er at … ‘

’Give pokker og skrive løs! Skabe sig! September ler. ’Og ved du hvad’, tilføjer hun, hendes stemme er nu en blæsende hvisken, som om hun vil afsløre en dyb hemmelighed for mig. ’En stor del af vores kreativitet er et forsøg på at oversætte de bedst bevogtede og gemte historier i vores liv. Historier, som bor bag ved smerte og sygdom. Depression. Tristhed. Meningsløshed. Og skam!

Jeg nikker og synker erkendelsen, skyller den ned med min halvlunkne te. Over os blinker stjernerne som små knappenåle på en kæmpemæssig sort tavle. Og der er specielt en, som forsøger at få min opmærksomhed.

’Ja dig, dig dernede med det lyse hår og den grå trøje. Dig med tekoppen og hjertet fuld af historier.’ Jeg ser op, hun blinker ivrigt, nu har hun min opmærksomhed. ’Kom herop, jeg har noget at sige dig!’

Jeg ryster på hovedet, hvordan kan jeg det? Jeg er jo ikke en stjerne. Jeg er bare …

Men stjernen bliver ved med at blinke. Insisterende og kærligt på samme tid. Og så opdager jeg at September er væk. Hun sad overfor mig for et sekund siden, men nu er hun dér ikke længere. Bålet brænder stadig, det knitrer, mens ilden langsomt dør hen. Nu er der kun gløder tilbage. Og en himmel fuld af stjerner.

En lille historie om, hvor triste vi kan blive, hvis vi ikke bruger vores medfødte skaberkraft. Men heldigvis er det aldrig for sent. Historier, malerier, sange og andet sjæleguld venter bare på, at vi skal tage det tilbage. Skaberkraften. Glæden. Skrive, male, synge eller danse det. Og hvorfor vente? Begynd i dag med det første skridt, ord, farve eller strofe.

Kærlig hilsen

Lene