Kvinden der skrev sin sjæl

lysdans

I dag skal jeg skrive videre på min bog. Det er en bog, der handler om livet og skrivegerningen. Den er til alle sensitive, skrivende sjæle og mit håb er, at den vil bringe mod, inspiration og glæde til tvivlende hjerter. Er jeg god nok? Har jeg noget på hjerte? Er min historie værd at fortælle? Svaret er enkelt. Ja. Og det kan ikke siges tydeligt nok.

Undervejs

Min bog har været fire år undervejs, men det er først nu, at jeg ved, hvad den skal handle om og hvordan den skal skrives. Jeg har forsøgt mig med andre måder og det er der kommet tre romaner ud af, men ingen af dem er færdige endnu. De ligger pænt og venter som spirende frø i jorden. De ved, at deres tid kommer. Lige nu er det en anden historie, der vil fortælles og jeg vælger at møde op og lade den fortælle sig gennem mig.

Det er sådan det er. En intention om at møde op og tage skrivelængslen alvorligt. At turde overgive sig og lytte så dybt indad, at alt andet forsvinder. En hjertelig intention og en dedikation.

Alt det, jeg fortæller og skriver om, er noget, jeg selv har oplevet og gået igennem. Jeg er kvinden, der allerede som lille pige vidste at hun skulle blive forfatter. Hun var forfatter. Hun fortalte historier og skrev, så snart hun lærte det. Det var hendes måde, hendes univers, hendes kald. Men hun skulle gå så grueligt meget igennem, inden hun igen stødte på den lille pige, der var hende. Hun skulle fare vild i en sådan grad, at hendes liv til tider kun var en skygge af, hvad det kunne være. Men så opdagede hun det igen. Lyset. Først en sprække, et glimt og så kom det. Lyset. Skridt for skridt. Ord for ord. Nu danser den lille pige til lyden af fingrene, der laver musik over tastaturet og fryder sig over kvinden, der nu nøjagtigt ved, hvad hun skal. Kvinden, der lyttede til sin sjæl.

Jeg lærte at lytte

Og hvad gjorde jeg så? Jeg lærte at lytte til min sjæl. Jeg lærte at skrive de ord, der kommer fra et dybt og kærligt sted i mig. Jeg øvede mig på at skrive, jeg mødte op og jeg forstod efterhånden, at min fornemmeste opgave var at slippe kontrollen og lade komme. Nu er det ikke så svært længere, men jeg møder skam stadigvæk min indre censor og mange andre sjove væsener, der gerne vil spænde ben og gøre livet lidt besværligt. Men mest af alt møder jeg mig selv. Min frygt, min modstand og min tvivl. Det findes ikke uden. I den accept sprudler en lille forløsning som en kilde af vished. I den accept starter forandringen og en rejse mod lyset. Det er blandt andet det, bogen kommer til at handle om. Tror jeg nok. For ser du, historier har det med at folde sig ud, efterhånden som vi skriver dem. Vi kan ikke vide det hele på forhånd og det er heller ikke meningen. Også forfattere må lade sig overraske og fortrylle, for kun sådan kan også læseren blive både overrasket og fortryllet.

Vi har alle en historie at fortælle. Vi har alle noget, der rører sig dybt i os og som gerne vil lyttes til. En smuk og stille stemme. Og når vi søger stilheden, sætter tempoet ned og lytter til de vidunderlige toner af vores sjæls sang, så begynder der at ske noget. En sprække, et glimt. Vi lærer at kun vi kan skrive lyset og glæden. Kun vi kan fortælle netop den historie, der er vores. Hvad end den handler om. Og det gør godt at skrive, tro mig, det er den største glæde, når vi bare gør det. Når vi skaber plads i vores liv og vælger at det skal være sådan. At der skal være skriverum og sjælemusik. Det er et valg.

Sjælemusik

Skrivelængslen kan føles som en subtil dråbe af noget, der pusler indeni. Og den er skrøbelig, den er sensitiv og til tider så genert, at man tror man aldrig lærer den at kende. Den skal lokkes frem, den kommer kun, hvis vi møder op og viser at vi er villige. Når vi sidder helt stille og med hele vores væren viser, at vi er klar. Og klar er ikke noget, man bliver. Det er noget, man er. Også det er et valg. Der kommer ikke nogen og griber fat i dig og siger: Du dér, du skal da skrive. Vi bliver sjældent opdaget af andre, vi skal opdage os selv. Og vi skal stole på, at de subtile toner af sjælemusik har noget betydningsfuldt og vidunderligt at fortælle os. Når vi skriver os gennem vores indre landskaber af frygt, modstand og tvivl. Der er bjerge og dybe dale, der er søer, floder og urskov. Det hører med. Men når vi først har skrevet det, så ser det anderledes ud. Vi får øje på sprækker, glimt og vi kan pludselig se det lys, der skinner som en kæmpemæssig lygte af kærlighed mellem træerne.

I dag skal jeg skrive videre på min bog … men sandheden er, at bogen skal skrives videre gennem mig. Jeg er blot et instrument.

”Må dine tårer komme af latter”, hvisker sjælen og kalder med sit salige pust.
”Kom nu, vi skal videre.
Mit smukke instrument af menneskehænder og hjerte.
Kom, så skaber vi sammen.
Kom.”

Kærlig hilsen
Lene

Skriv din sjæl
Skriv en bog
Andre spændende skriverejser og skrivecoaching

lysdans

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s