At komme hjem

winter-sunrise_-griffett

I disse dage skriver jeg på de allersidste kapitler af min kommende bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men den fase slutter den 21. december ved Vintersolhverv. Så sluttes en cirkel og jeg træder ind i en ny fase. I bogens tilblivelse er det så detektivfasen, som bl.a. indeholder gennemlæsning, gennemskrivning og en overordet struktur, den røde tråd.

Jeg har æret processen, jeg er ikke på noget tidspunkt (med ganske få undtagelser) gået tilbage og har læst, rettet eller redigeret i det, jeg har skrevet gennem året. Så jeg er virkelig spændt på at læse bogen igennem ved Vintersolhverv. For første gang.

På rejse gennem ord, stemninger og årshjul

Gennem ord og stemninger har jeg rejst gennem årstiderne, årshjulet og har forankret mig i skrivningen og den kreative proces. Og snart har jeg skrevet bogen færdig. Lige nu består den i uredigeret form af 318 sider, men der er en del flere sider at skrive her i opløbet. Og jeg elsker det. Jeg elsker denne måde at skrive og arbejde på.  Jeg elsker at fordybe mig, hengive mig og skrive. Jeg elsker at skrive.

En skrivebog, en levebog

Undervejs har jeg delt lidt af de små fortællinger fra den store fortælling på Skrivehusets Facebookside. Det føles naturligt, for bogen er nemlig også en slags skrivebog om at hengive sig til skrivning og den kreative proces på en lidt anden måde end den, der normalt tales og skrives om. Det er også det, jeg underviser i på de intuitive skriveworkshops og i skrivecirklerne, som finder sted hele året.

Bogen fortæller også ørnens historie, en opgave, som jeg fik under en trommerejse på et shamanistisk sommerkursus. Men selvom jeg i starten troede, at det betød noget andet, ved jeg nu, hvad bogen egentlig handler om: Mit liv som ørn. Min rejse over broen, overgangen og helt ind i den kvinde, jeg er i dag.

Et unikt og helt almindeligt liv, som samtidig ligner mange andre kvinders til forveksling. Alle de kvinder, som måske ikke har sagt fra eller haft stemmer indtil nu. Men det får de nu, bl.a. gennem fortællingens kraft.

Kvinder på skriverejse

Undervejs bliver jeg dybt inspireret af alle de kvinder, som jeg samtidig har i skriveforløb og skrivecirkler. De er med til at udvikle mig og min virksomhed gennem deres processer, som jeg får lov til at være en del af i en kort periode af deres skriverejse.  En af mine tidligere skriverejsende kaldte mig for ”skrivemor”. Selv ser jeg mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper den enkelte med at finde skrivevej, retning og resonans gennem fortællingens kraft.

Historiemedicin og fortællingens kraft

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender. Det er min måde. Men det er meget mere end det. Vi er nemlig skabt til at skabe og bruge vores iboende kreativitet, vi er skabt til at fortælle vores historier, fortællinger og lade dem fortælle os.

Slut med at klippe hæle og hugge tæer – Kom hjem

Jeg tror sørme, at jeg er kommet hjem nu. Hjem til mig selv. Ikke flere besynderlige kompromiser eller klip-en-hæl og hug-en-tå løsninger for at forsøge at være nogen eller noget, jeg ikke er. Det handler bogen også om. Om at komme hjem.

Og hele tiden svæver ørnen over det hele og holder øje. Med mig.  Kom lad os danse.

Dance when you’re sitting down.
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground.
Fly like an eagle.

solhvervscirklen

SOLHVERVSCIRKLEN

Har du skrivelængsel?

Har du skrivelængsel og har du fået lyst til også at hengive dig til den kreative skriveproces og årshjulet, lære at skrive fra sjæl og hjerte og gennem ord og stemninger at finde din vej og måde, er du hjertelig velkommen hos mig i Skrivehuset.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, vi starter den 6. januar og der er stadig ledige pladser.

I Solhvervscirklen (og i alle andre forløb og på skriveworkshops, som jeg afholder) lærer du ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer at skrive på din måde.

Vi arbejder og leger med fortællingens og intentionens kraft forankret i naturen, årshjulet og solhvervsenergien på rejsen gennem vinter mod forår.

Ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces

Et skriveforløb med plads til ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces. Invitation til SOLHVERVSCIRKLEN finder du her. Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Winter Sunrise” © Griffett, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime

Hverdagspilgrim

hverdagspilgrim_womanwoods

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være selv at tage af sted.

Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanke om forandring kræver en slags handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.

Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”

Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket Den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.

Jeg smagte på ordene og skyllede dem ned med en kop te, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og derfor sidder jeg nu her.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig.

Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Ørnens historie

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino

”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop nu. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt: “Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Forbind dig via din tillid.”

Den daglige vandring

Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler om? Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidst. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis

Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det er ikke let. Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod mit fokus være helt simpelt. Mit formål. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe. Det er min intention.

Hvad vælger du at fodre?

“Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?”

Udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.

”Jeg troede du var fløjet!”

”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”

”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at alt er vel.

* * *

En lille fortælling fra den store, bogen, jeg er ved at skrive. Fortælling ved Vintersolhverv udkommer i 2017/18.

Kærlig hilsen
Lene


solhvervscirklen-januar

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

solhvervscirklen

Vær dit eget forår

Siden Vintersolhverv i slutningen af december har jeg skrevet 151 sider på min bog i sporlægningsfasen og det er kun april. Det kunne være fristende allerede nu at gå tilbage og læse, redigere og klippe en masse fra. Men jeg har tegnet en kontrakt med mig selv og Kilden, en hensigtserklæring, jeg har givet mig selv helt og fuldstændigt til sporlægningsfasen og jeg har sagt ja til den struktur, der er en cirkel. Fra Vintersolhverv til Vintersolhverv.

Vi er ude i kreativt kaos, vi er på eventyr

Min indre korrekturmoster er på tæerne lige nu, jeg kan mærke hende og høre hendes fingre tromme mod bordet. Utålmodig, rastløs og lidt bange. For vi er ude i noget, der tilsyneladende ligner kaos lige nu. Jeg skriver det, der kommer og ærlig talt, det er faktisk ret meget. Bortset fra marts, selvfølgelig, hvor jeg følte mig temmelig drænet og ordknap.

3 faser i bogskrivningsfasen

  1. Sporlægningsfasen
  2. Detektivfasen
  3. Redaktørfasen

Som jeg ser det, er dér 3 stadier i bogskrivningsfasen og endnu er jeg kun i sporlægningsfasen. Jeg skal nok fortælle dig om de andre faser på et senere tidspunkt, men det er så vigtigt, at vi er bevidste om, i hvilken fase vi befinder os og hvilken rolle, vi spiller dér. Nej, her er det ikke det et spørgsmål om at multitaske og agere blæksprutte. Det er et spørgsmål om at spille rollen fuldt og helt og hengive sig af hele sit hjerte.

Slow flow

I sporlægningsfasen hengiver vi os til den kreative fase, vi møder op og tager imod. Vi giver slip, lader kommer og skriver det, der viser sig. Den indre dommer er lagt på is. Det er samme er i øvrigt også detektiven og redaktøren, de har deres storhedstid på et andet tidspunkt. Ikke nu. Slet ikke nu. Ord og ideer skal ikke rykkes op med rode, før de har haft mulighed for at blomstre. Vi spænder kun ben for os selv og det, der ønsker at blive skrevet gennem os, hvis vi afsiger forhastede domme eller bliver utålmodige og forsøger at fremskynde udviklingen på unaturlig vis. Langt mere godgørende er det at følge det subtile slow flow.

Det er kun lige blevet forår. Giv slip og lad komme.

Samtale med ørnen, en lille fortælling

Jeg har forsøgt at hente nogle svar i forhold til, hvad det egentlig er for en slags bog, jeg er i færd med at skrive. Er det en skrivebog? Eller en bog om årets energi og cyklus og min egen forankring, måned for måned. En bog om kvinde, der blev ørn? Eller en ørn, der så sit snit til at opsøge en kvinde, da hun en junidag ved Sommersolhverv for et par år siden var på trommerejse på et shamanistisk grundkursus, der talte til hendes inderste?

Hensigtserklæringen er min kontrakt med mig selv og Kilden

Svarene udebliver, ørnen smiler underfundigt og ser bare lige igennem mig. ”Svarene kommer, når de er klar, lige nu er du i sporlægningsfasen. Du møder op, du skriver og tager imod. Du har formuleret din hensigtserklæring, du har sat den indre kurs. Husk din intention. Du dømmer ikke, du lader ikke din veludviklede korrekturmoster komme til, selvom det virkelig er svært for dig. Du gør det! Du holder vores aftale for du har vished om, at dette er den eneste måde for dig. Lad gå og lad komme. Giv slip og se, hvad der sker. Husk på at du inderst inde er en vaskægte eventyrerske.”

Når sindet ikke længere griber efter et svar, åbnes et rum.
Bag frygt og modstand findes nye veje og andre sange.
Træf aldrig en beslutning baseret på frygt.
Lad hjertet vise vej.
Også når du skriver og skaber. Ikke mindst når du skriver og skaber.

”Jamen, et helt år?” Jeg protesterer nu lidt, jeg er nødt til at give udtryk for min uro. ”Måske vi lige skulle lave en slags synopsis?”

Nu ler han højt. ”Synopsis? Ja, den er god med dig. Du er i sporlægningsfasen, min kæreste ven. Du møder op og tager imod, du er i eventyrets allerførste fase. Og du forankrer dig, du skriver ikke august i april. Det kan man nemlig ikke, det findes ikke. Lige nu. Lige her. På denne solbeskinnede aprilformiddag, hvor dit indre skrivelys brænder og svarerne slet ikke er født endnu. Tør du blive? Holde ved? Eller flygter du endnu engang fra det, der kalder på dig og som du har danset omkring meget længe? Han ser på mig og et lille smil finder vej til ørnenæbbet.

Ørne, ånder og alt det, der ikke helt kan forklares

”Hvordan vil du egentlig forklare det med ørne og ånder, når du gør din bog klar til udgivelse?” Det er han åbenbart spændt på at høre, et drilsk smil danser i den ene øjenkrog.

”Det aner jeg da ikke!” Min stemme lyder en smule forpint. ”Det der jo det, jeg mener. Hvad pokker skal jeg skal sige til alle … de vantro?” Jeg vælger ikke ordet, ordet vælger mig. Og eftersom jeg er i sporlægningsfasen og ikke retter og dømmer, lader jeg det stå. Vantro. Jeg mener det ikke så slemt. Måske skulle jeg hellere bruge ordet uvidende? Eller hvad kalder man …?

Det er frihed

”De vantro. Det rigtige ord er ligegyldigt lige nu, for egentlig er det bare stemmerne i dit eget hoved, du frygter. Dem skal du ikke bekymre dig om. Om så dér kun er dig selv og Kilden tilbage, når denne bog ser dagens lys, så skal du være tro mod det, der er din vej. Den kvinde, der nu dukker op fra disen, det lys, der nu sejler ud mellem skyernes sprækker, de fugle, der synger og fejrer forårets kommen trods vind og vejr. Alt det er dit. Alt det er dig. Og alligevel ejer du intet. Det er frihed. Og det er lige netop den frihed, dit hjerte egentlig ønsker sig, ikke sandt?”

Jeg sidder lidt og smager på hans ord. Skyller ned med kaffe og lader blikket glide ud gennem vinduet.

”Ved du hvad Ørn? Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad mit hjerte egentlig ønsker sig, bortset fra kærlighed, men …

”Det er nok. Kærlighed!”

”Ja, selvfølgelig, men hør mig nu til ende. Jeg har fundet ud af noget, som hjælper og støtter mig. Hver eneste morgen møder jeg op og forankrer mig. Jeg ved nu, hvad det vil sige at gå og skrive i tillid og det øver jeg mig på. Jeg bruger ordets kraft og den tryllestav, jeg er blevet givet i vuggegave. Jeg går med det, min sjæl synger op og jeg er nu parat til at give slip på alt det og alle dem, som fornærmer min sjæl. Når min intuition siger “nej tak” så er det de ord, jeg udtaler. “Nej tak”.

”Du har lært ikke at drikke andres gift, selv når den bliver tilbudt med kærlighed”. Han nikker tilfreds.

Der er meget at give slip på

”Jep. Jeg har besluttet mig for at give slip på alt det, som ikke gør mig godt og som tjener mit formål. Det er den stikling, jeg har sat ned i forårets muld, det er det skrøbelige skud, jeg nu vander og gøder og som jeg vil gøre alt for vokser sig stort og stærkt, så det kan blomstre til sommer og vokse i mig forevigt.

Jeg gav min styrke væk, men alt er tilgivet

Jeg beskytter min stikling. Og derfor kan det ikke nytte noget, at jeg drikker andres gift og vander min stikling med det. Det har jeg gjort så mange gange før og hvad skete dér. Den døde inden den fik grokraft og styrke, den visnede i puppestadiet og jeg stod tilbage med bristede illusioner. Tænkte, at det var mig, der var noget galt med. Jeg gav min styrke fra mig, jeg vidste ikke bedre og jeg har kun mig selv at takke for det. Men alt er tilgivet. Nu ved jeg bedre og derfor er min intention at beskytte det, der vokser i kærlighedens muld. Det, der er mit bidrag til denne skrantede klode. Jeg ved at der findes en anden vej og en anden måde. Når vi altså husker at beskytte de smukke stiklinger, værner om dem, vander, gøder og passer dem, så de vokse sig store og brede sig som ringe i vandet. Eller som brændenælder i baghaven!

Lyset vælter ind af vinduet i samme sekund, jeg skriver de ord. Et smil kysser mine læber.

“Jeg behøver vist ikke at forklare det i detaljer nu, vel Ørn? Det er for tidligt. Det er kun lige blevet forår”

”Ja for pokker” ler han og latteren runger i universet. “Det er kun lige blevet forår.”


Kære ven

Ovenstående er et lille uddrag fra den bog, jeg skriver på. En stikling. Men det er en af de seje stiklinger, der ikke er sådan til at bide skeer med, så den kan godt tåle at blive delt allerede nu.

Værn om dine stiklinger, vand dem ikke med andres gift

Kære ven, du som læser dette, også du må huske på, at det kun lige er blevet forår. Værn om de stiklinger, du har sat i jorden og vand og gød med det, der gør dig godt. Kun du kan beskytte det, der endnu er for skrøbeligt og nyt til at stå på egne ben.

Gå med det, du kan mærke gør dig godt, følg glæden og de subtile veje, der åbner sig for dig, mens du går. Eller sidder. Drik af solens godgørende stråler, når de er dér og lad vinden blæse alt det bort, der ikke længere tjener dig. Lad regnen vaske resterne af det væk, der endnu tynger og gå så ind i foråret som om alt er nyt. Brug naturen til at hjælpe dig på vej og lyt. Lyt til det, der nu synger i kor og langsomt vokser sig større. I dig og omkring dig. Vær dit eget forår.

Hvis du vil have folks accept,
bliver du deres fange.
– Lao Zi –

SOMMERCIRKLEN

Har du fået lyst til, som jeg selv gør det, at lade ord og fortællinger støtte dig på din rejse, er du hjertelig velkommen i Sommercirklen. Du kan læse invitationen i linket her, men som supplement vil jeg nedenfor skitsere reglerne for dig, som gælder alle hellige, kreative cirkler. Hellig som i noget, vi værner om og passer på.

Og det er ikke mig, der har opfundet reglerne, men da jeg læste dem, sang min sjæl fornøjet som en flyvemoden solsort. De smukke regler er selvfølgelig også gældende for Sommercirklen og de andre skrivecirkler, jeg i årets løb og cyklus tilbyder dig og din skrivelængsel.

Kærlig hilsen
Lene

DEN HELLIGE CIRKEL

Den hellige cirkel bygger på respekt og tillid. Billedet på den er en have. Hver plante har sit navn og sin plads. Der findes ikke en blomst, som overflødiggør en anden. Hver blomst har sin enestående og uerstattelige skønhed.

Lad os være nænsomme ved hinanden. Lad os ikke rykke hinandens ord og ideer op med rode, før de har haft mulighed for at blomstre. Lad os give tid til udviklingsprocessen, de sovende tanker, regelmæssigheden, dannelsen af frugt og at ny sæd sås. Lad os aldrig afsige forhastede domme eller være letsindige i vores trang til at fremme en unaturlig hurtig udvikling. Lad der altid være et sted, hvor kunstnerens tumling kan forsøge sig, vakle, mislykkes og forsøge igen.

Lad os huske på, at i naturens verden er der en mening med hvert eneste tab, man lider. Det samme gælder for os mennesker. Hvis man forstår at udnytte det, kan en kunstnerisk fiasko være den gødning, der nærer næste års kunstneriske succes. Husk, vi er med for at trække seje træk, for at modnes og høste, ikke for at få et hurtigt fix. Vi har et åndeligt fællesskab.

Regler for hellige cirkler

  • Kreativitet blomstrer, hvor man er tryg og føler sig accepteret.
  • Kreativitet styrkes blandt venner og isner blandt fjender.
  • Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse.
  • For at få kunstnerisk succes, må man have haft kunstneriske fiaskoer.
  • At opfylde vor kunstneriske bestemmelse er en hellig pagt.
  • Når man modarbejder sin kreativitet, forbryder man sig mod en hellig pligt.
  • Kreativt modspil skal støtte det kunstneriske barn, aldrig gøre nar af det.
  • Kreativt modspil skal bygge på styrker, aldrig beskæftige sig med svagheder.
  • Succes kommer i bølger og er et udslag af gavmildhed.
  • Andres fremgang kan aldrig stå i vejen for ens egen fremgang.

Gud er kilden. Ingen menneskelig kraft kan lægge hindringer for eller skabe goder. Vi er alle bærere af en højere bevidsthed, som gør sig gældende gennem os. Vi er alle på lige fod forbundet med en åndelig kilde. Vi ved ikke altid, hvem iblandt os, der bedst kan vise vej. Vi er alle bestemt til at ære og tjene hinanden.

– Fra Julia Camerons skønne og berigende bog ”Kreativitet” –

Påskeliljer

 

 

Pigen der fortalte eventyr

cropped-2011-november-003_b.jpg

Der var engang en pige, som elskede at skrive og fortælle eventyr. Så snart hun kunne tale, kom der historier ud af hendes mund og et af de største øjeblikke i hendes barndom var, da hun lærte at skrive og kunne nedfælde alle de historier, der ligesom bare kom til hende.

Hun mødte op og så strømmede det bare igennem hende og ud på papiret. Det var næsten som magi. “Jeg er jo min egen magiker”, tænkte hun og var begejstret helt ind i sjælen. Når jeg bliver stor, vil jeg være forfatter og dele alle de gode historier med resten af verden, for livet er i sandhed et eventyr og verden er magisk.

Hun færdedes allerhelst i naturen, selvom hun dengang boede i byen, hun dansede med vinden og med de hunde, hun mødte på sin vej, dyreelsker som hun var. Hun levede og åndede for eventyr, magi og fortællingens kraft. Hun gjorde ikke noget særligt, hun anstrengte sig ikke, det kom bare og fossede gennem hende som vandet igennem en vandslange. Og det udløste spontant glæde og begejstring! I hvert fald hos hende selv og hendes farmor, som barndommen igennem støttede og løftede hende på de eventyrlige fortællingers vej.

Virkeligheden bankede på

Men virkeligheden kom og slukkede for eventyret. I mange år. Nogen fortalte hende, at der ikke findes eventyr, at livet ikke er særligt smukt og at man skal yde, før man kan nyde. De pegede på alt det, der ikke var som det skulle være og de fortalte hende, at hun var nødt til at vælge sig en helt anden slags karriere, hvis hun skulle blive til noget.

Efterhånden lagde hun forfatterdrømmen og skriveglæden på hylden og valgte en karriere, som lignede lidt. God til sprog, eminent til at formulere sig og endda på fremmedsprog!

Så hun valgte sprogene, den boglige vej, der på mange måder var anderledes end det, hendes hjerte sang om, men det smagte da lidt af fugl og nu var hendes forældre tilsyneladende glade! Det betød meget for hende, for som særlig VINDUNDERLIG SENSITIV gik alle stemninger helt ind under huden på hende og hun brød sig ikke om at såre og forskrække andre. Det gjorde hende ondt, når andre blev kede og vrede over, at hun skabte sig. Så hellere klippe en hæl, hugge en tå og lade som om.

Uden egentlig at ville det, valgte hun at tro på, hvad hun var blevet fortalt og efterhånden kunne hun godt fornemme det. Verden var da vist temmelig trist! Øv!

Vi bliver, hvad vi vælger at tro på!

Jo længere væk hun kom fra det, hun elskede og som hun tilsyneladende var skabt til, desto mere mellemfornøjet og ked af det blev hun. Ikke på overfladen, det var ikke noget andre lagde mærke til sådan lige med det samme, men det gnavede i hende et sted indeni. Det gjorde hende ked af det. Og da hun efterhånden slet ikke brugte sin kreativitet på den sprudlende og livgivende måde, der tidligere havde givet hende så meget glæde, blev hun decideret deprimeret. Hun fik flere depressioner og blev på mange måder en skygge af sig selv.

Og sådan skulle der gå mange år indtil den dag, hvor fortællingerne igen så deres snit til at dukke i hendes liv og mindede hende om alt det, hun havde glemt og gemt et sted på vejen. Her startede hendes skriverejse og vejen tilbage til alt det, der før havde skænket hende så stor glæde. Og mere kom til.

I shall be tellling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a Wood, and I –
I took the one less traveled by
And that has made all the difference
– Robert Frost –

soulportrait

Mit navn er Lene og af ord er jeg kommet

Jeg er sprogligt uddannet, har en BA i engelsk og tysk og har i mere en femogtyve år arbejdet med sprog, skriftlig kommunikation, salg, marketing og voksenuddannelse.

Der findes en anden vej … og en anden måde!

Men de senere år er jeg gået en anden vej. Og at jeg fandt modet til at gøre det, skyldes primært mine egne skriverier. På bloggen Poetiske Paradokser begyndte jeg på en rejse i ord og stemninger, der skulle vise sig at få afgørende betydning for de valg, jeg senere traf og til stadighed træffer. Jeg besluttede mig nemlig for at følge mit hjerte.

Min hjertelige intention

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at jeg faktisk havde formuleret en hjertelig intention, som skulle blive min indre kurs fremover. Jeg overgav efterhånden styringen til min sjæls kompas og det skulle af snoede veje bringe mig frem til Skrivehuset, hvor jeg bor og arbejder i dag.

Og skriverejsen fortsætter …

Fortællingens kraft

Mens jeg skrev og bloggede mig gennem dage og måneder, dukkede der små fortællinger op og de blev mere og mere påtrængende. De ville fortælle mig noget. De så simpelthen deres snit til at smutte ud mellem linjerne og det, jeg ellers havde tænkt mig at skrive om, og så præsenterede de en lidt anden slags sandhed og et andet sprog, end det, jeg havde været vant til i mit professionelle liv.

Månederne gav mig liv og lyst til at leve det

Poesien dukkede op, leg med ord og ordstillinger, ja hele historier dukkede op og blev til små føljetoner. Jeg gav månederne liv  Månederne gav mig liv og opdigtede et pensionat, hvor de kloge damer fra januar til december kunne bo og konversere med mig om livet og om det, der virkelig betød noget. Under overfladen. Månederne og deres cyklus, rejsen gennem året, blev en rød tråd på Poetiske Paradokser. Senere er fuglene kommet til. Blandt andet.

Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske

Ordene førte mig tilbage til min barndom og den store glæde jeg som barn og ung pige havde ved at skrive og skabe fortællinger. Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske, der elsker alt det, andre tilsyneladende haster forbi. Hun har vished om at Gud bor i detaljen, det skrev og fortalte hun jo om allerede dengang!

Min skriveglæde kom tilbage

Min skriveglæde kom tilbage, men det var så sandelig ikke det eneste, der begyndte at komme tilbage til mig.

At følge sit hjerte og lytte til sjælen, intuitionen, den indre stemme

Det hele handlede om, som skrevet står … at følge sit hjerte. Og lige dér gik det for alvor op for mig, for det stod jo dér, sort på hvidt. Jeg havde selv skrevet det!

Jeg havde jo en helt anden drøm med mit liv, end det jeg gik og lavede til daglig.

Keevaogmig

Min historie

Og resten er historie, min historie, som jeg stadig skriver på. Nu følger jeg mit hjerte og gør det, min sjæl synger om. Jeg øver mig på at lytte ikke mindst til min egen intuition og jeg har efterhånden opdaget, at jo mindre jeg anstrenger mig, jo mere jeg giver slip, gør mig modtagelig og lader komme, desto mere af det gode lander dér i min turban og på mit livspapir.

Det er der ikke noget nyt i, det er noget urgammelt, men virkelig at praktisere det og føre det helt ud i livet, det er blevet min hensigt og mit mål. Let go and let God!

Det er blandt andet det jeg underviser i.

You best teach what you most want to learn

Jeg elsker at skrive, undervise og fortælle historier og så ved jeg ikke noget bedre end at dele og øse af det, der hjælper og inspirerer mig på min egen rejse.

Jeg underviser i at skrive fra sjæl og hjerte.

I processen har jeg taget et coachingcertifikat, jeg har uddannet mig til mindfulness practitioner og instruktør (hvilket i praksis nu betyder, at jeg nu har en daglig meditationspraksis, dyrker yoga og anvender de vidunderlige mindfulness principper i min undervisning og på min egen skriverejse). Jeg har også nuppet to moduler af en diplomuddannelse i ledelse; kommunikation og mindfulness. Det har til dels rustet mig til det skønne og vigtige arbejde, jeg i dag udfører som skrivecoach og underviser og som jeg elsker så højt. Men det meste kunne jeg i forvejen, jeg vidste det bare ikke før jeg endelig tog mod til og sprang ud i det.

greenheart

Ja, selvfølgelig er det et spirituelt anliggende!

Selvfølgelig er det også et spirituelt anliggende. Fra ego til sjæl, fra frygt til kærlighed. Også når vi skriver. Verden har hårdt brug for fortællere af de gode historier, dem, der stammer fra sjælen og fra kærligheden. Du kan kalde det, hvad du vil. Jeg kalder det sjælsfortællinger og jeg er en ivrig samler af gode historier.

The planet does not need more successful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers, and lovers of all kinds.
– Dalai Lama –

Ordmagi, tryllestave og intentionens kraft

Jeg tror på, at vi er vores egen magiker og at ordene er vores tryllestav. Det har jeg jo selv oplevet gang på gang! Og når vi bevidst begynder at bruge vores tryllestav og formulerer hjertelige hensigtserklæringer, når vi inviterer Kilden og bruger intentionens kraft, når vi møder op og øver os, igen og igen, så skaber vi virkelig rum til at de gode fortællinger kan lande, berige og forvandle os.

Og du behøver ikke at være spirituel som sådan, MEN én ting er sikkert. Du er nødt til at tro på det! Magien, fortællingerne og ordets kraft. Det, du tror på, tror på dig.

Fortællingerne blev mit fyrtårn

Fortællingerne er som fyrtårne. Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. De stammer fra sjælen.

Fortællingerne forvandler os

Og du kan tage mit ord for det. Fortællingerne forvandler os, efterhånden som vi møder op og skriver. Blidt og nænsomt bliver vi ledt på vej og gennem vores egne ord finder vi nye veje og måder. Vi skaber med vores ord. Ord er energi, de er informative, men de er også formative. Ordene former os og det er bl.a. derfor, at vi skal vælge vores ord med omhu!

Intentionens kraft

Min egen skriverejse startede ved en tilfældighed, som nok slet ikke var så tilfældig endda. Den åbning, jeg skabte og den hensigt, jeg formulerede i mit hjerte ved intentionens kraft, var så stærk og fundamental, at den langsomt men sikkert skabte en ny vej for mig, som ikke fandtes i forvejen. Eller gjorde den? For efterhånden er jeg kommet til følgende erkendelse, som så fint er formuleret af Tosha Silver i bogen “Helt Åben”:

Der er en plads som du skal opfylde og som ingen andre kan opfylde, noget som du skal gøre, som ingen andre kan gøre. Der er en guddommelig plan med et hvert menneske.

Det pudsige er, at mennesket altid får lige netop det, det ønsker sig, når det giver slip på sin personlige vilje og således giver det guddommelige, den uendelige Kilde mulighed for at arbejde igennem sig.

– Tosha Silver –

Giv slip på forestillingerne om hvordan, mød op og tag imod

Fortællinger er fyrtårne, vejvisere og når vi skriver fra sjælen, strømmer ordene nærmest igennem os som vandet i en vandslange. Vi er blot en kanal for det, der gerne vil fortælles gennem os. Om det er råd og visdom til os selv eller om det er gudegaver også til andre, det er underordnet. Når vi tør lade komme, når vi vælger at give slip, slappe af og tage imod, ændrer både indsigt og udsigt sig markant.

Du kan også lære at bruge fortællingens kraft og skrive fra sjælen

Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys, glæde og indre mod. Brug fortællingerne, når du ønsker at huske det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og vi har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os.

Inviter fortællingerne ind i dit liv og husk også at indbyde Kilden

Hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.

Tag din kreativitet, skriveglæde og styrke tilbage. På en nænsom og sjælsom måde. På din helt egen måde.

Skrivelængsel er sjældent en tilfældighed!

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Læs mere om SKRIVEREJSEN i linket her.

Kærlig hilsen
Lene

 

Jeg er Marts

Jeg er marts

Hvad med bare at nyde min måned?
Det første spæde forår svøbt i dug og frost.
Den hårfine balance mellem to årstider, vinter og forår
og den selvsamme balance i dig selv.
De frostsprøde morgener, den knitrende fugt og kragernes himmelflugt.
De endnu nøgne træers majestætiske stilhed og dage,
hvor lyset bryder gennem skyerne som et gardin, der trækkes til side.
Vinterens persienner rulles op og du står ansigt til ansigt med foråret.

Hvad med bare at hengive dig til tomrummet,
venteværelset mellem årstiderne og toge, der ankommer til perron?
Hvad med at lytte til de subtile toner af forandring,
der sker så langsomt at det næsten står stille?
Din livssang, floden og det frosne vand, der nu tør op.
Lyt til de rislende kilder af liv på forårets første dag.
Balancen, dit fokus, hvad skænker du din opmærksomhed?

Hvad med bare at svøbe dig i din varme kåbe af kærlig tillid til,
at alting vil folde sig ud på skønneste vis,
hvis du ikke hele tiden står i vejen med din tvivl. Din frygt. Din modstand.
Hvad med bare at rejse gennem hvert øjeblik forankret i nuet,
som træet, der står med sine rødder dybt i jorden?
Og igen at skabe forbindelse ved at åbne dit hjerte gennem tillid.
Din livssang, floden og de rislende kilder af livslyst.

Hvad med bare at give slip på de evige bekymringer
og danse med livet med på denne frostklare morgen,
hvor dristige striber af lys laver veje på himlen?
Danse og synge, fordi du kan.
Hvad med at hengive dig til dansen og blive de toner,
som nu strømmer fra mit skød.
Jeg er Marts og jeg er din.

Ingen andre end du kan sige JA til livet, dansen og tilliden.
Åbne dine arme og dit hjerte.
Det du søger, søger dig.
Lad det finde dig. Gør dig modtagelig. Nu.
Jeg er marts og jeg er din.

– Lene Frandsen, marts 2016 –

Digtet kom flydende, da jeg skrev morgensider. Som en rislende kilde flød det igennem mig og uden at tøve tog jeg imod. Det flød uden pauser og det var som kærlighed der strømmede gennem mig. Det var lige, hvad jeg trængte til at høre og det kom fra sjælen.

Sådan er det ofte, når vi skriver. Det som vi søger, søger os. Men det kan ikke finde os og ikke lande, før vi åbner os og gør os modtagelige. Når vi skriver intuitivt, møder op og bare skriver, åbner vi for døre, som før var lukkede. Vi møder det, der er til os og så strømmer det ud mellem linjerne. Ofte sker det, mens vi skriver noget andet, som da jeg skrev morgensider. Og det er ofte som et dybt suk fra sjælen. Endelig er der hul igennem!

Kærlig hilsen
Lene

Jeg er marts


Kom, skriv og sæt fri

DET SKER (klik på links for yderligere info)

Forårscirklen – skrivegruppeforløb
Starter søndag d. 6. marts

Skriv din Sjæl
Starter torsdag d. 19. maj

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Lørdag den 16. april kl. 10
Lørdag den 11. juni kl. 10

Skrivelængsel – coaching
I tidsrummet 1. marts – 30. juni 2016 efter aftale

Sommerskole – mini-skriveretreat
August 2016- nærmere information følger snarest

Hverdagspilgrim

vindue og lys

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være at tage af sted. Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, ude og inde, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanker kræver handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.

Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”

Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket, for den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.

Jeg smagte på ordene og skyllede dem senere ned med en kop, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og sidder derfor nu her. Eftermiddagen folder sig ud, om en time kommer min veninde forbi og så går vi en lang tur med hundene. Det er en af de friheder, man har som selvstændig og som jeg værdsætter uendeligt højt. De daglige gåture i dagslys. Også om vinteren.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig. Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino

”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop her. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt. Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler ikke. Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidstheden. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis

Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det bliver svært. Det er svært! Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod min målsætning være helt simpel. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe.

Hvad vælger du at fodre?

Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?

Så udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.

”Jeg troede du var fløjet!”

”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”

”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at jeg godt kan stoppe med at skrive i dag. Du skal aldrig skrive dig træt eller ked. Husk det nu.

* * *

En lille fortælling fra den store, bogen jeg er ved at skrive. En fortælling om at være en vaskægte hverdagspilgrim.

Med kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset 2016

Som du måske har set er en stor del af 2016 programmet på plads. Du kan nu tilmelde dig Forårscirklen, det sidste skrivegruppeforløb inden sommer eller en af de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. Datoerne finder du her.

Skriv din Sjæl

Hvis du vil give dig selv en unik skrivegave, er Skriv din Sjæl måske noget for dig?

Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

På workshops og i skrivecirklen vil vi bl.a. arbejde med følgende

  • Fortællingens kraft
  • Kernen i dit budskab, dit hvorfor
  • Årstidernes betydning og indvirkning på vores energi og kreativitet
  • Den indre censor
  • Den kreative proces
  • Mindfulness, meditationer og mantras

Du vil have glæde af forløbet uanset om du ønsker at skrive “for dig selv” eller om du har en virksomhed, hvor du ønsker at blive mere tydelig i dit sprog og formulere dit “hvorfor” og dit budskab, så det vækker genklang hos dine læsere.

Der er plads til 6 dedikerede kvinder i Skriv Din Sjæl forløbet og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. I skrivende stund er der 5 pladser tilbage. Er den ene din?
Tilmelding til skrivehuset@gmail.com

Læs mere om Skriv din Sjæl her.

 

Iskrystallernes sang

Iskrystaller

Jeg kan mærke, at januar udfordrer mig på en kærlig og insisterende måde. Udenfor er der faldet et nyt lag sne, jeg har startet bilen og vil snart gå ud og gøre den ren. Bare for en sikkerheds skyld. Landskabet ligger svøbt i mælkehvid dis, horisonten er uklar og der er ikke rigtig noget at se. Endnu en dag dyppet i stilhed.

Energien i januar

Hvad er dér med energien i januar og hvorfor har jeg ikke lagt mærke til det før? Lige nu ønsker jeg mig inderligt, at enten ørnen eller kragen Harald vil dukke op og skænke mig en forklaring, men ingen af dem er at se. Mest af alt hæfter jeg mig ved stilheden og min egen træthed, der ligesom følger med disen og det snedækkede landskab. Jeg sov fint nok i nat, men vågnede tidligt. Kun for at falde i søvn igen kort tid inden vækkeuret satte i gang. Nu sov jeg dybt og det var svært at vågne og komme til hægterne. Søvnen hænger ligesom stadig i og det dæmpede vinterlys gør det ikke lettere at komme i omdrejninger.

Udfordringen synes at være et dybere lag af januar. Et sted, hvor man ikke flygter eller finder på undskyldninger for ikke at blive. Der er altid mange flugtmuligheder, den ydre verden byder på adspredelse og ting at tage sig af. Og januar er en udsat måned, hvad den slags angår, nytårsforsætter og ønsket om at gøre dette år til et bedre år, hvad end det vil sige, gør os sårbare og lette at manipulere. Jeg tænker igen på, hvorfor det er så let at bilde os ind, at vi kan blive bedre udgaver af os selv. Det får Januar til at fnise igen, jeg kan høre hende derude i sneen. Lette skridt, hun er som en fjer af fin energi og uden at gøre særlig stads af sig, er hendes nærvær og tilstedeværelse markant. Spørgsmålet er blot, om jeg tør gøre hende selskab og slappe af i visheden om, at alting er som det skal være.

Bilen er dækket af sne. Hvor skal jeg dog også køre hen? Jeg bilder mig selv ind, at det er nødvendigt at køre ind til byen for at handle ind til aftensmad, men det passer ikke. Jeg har grøntsager i køleskabet og kan lave en udmærket grøntsagssuppe. Og i går bagte jeg jo brød, det kan vi spise til. Brød uden gluten bagt med kærlighed. Der er ikke noget at køre efter, ikke noget at nå. På vej ned fra første sal tog jeg nogle bøger med, som jeg gerne vil læse i løbet af vinteren. Faglitteratur, bøger om at skrive. Jeg er ved at flygte igen. Udenfor snurrer bilen, snart går jeg ud og fejret sneen væk og gør den ren. Bare for en sikkerheds skyld.

Sneengle i egen sjæl

Det er let at gå glip af den fine energi i januar. Den er sprød som sneen, isen der knirker under støvlerne, den er let som fjer og så uendelig dyb, at man kan synke helt ned og blive væk. Lave sneengle i egen sjæl.

Så jeg møder op og skriver. Først morgensider, de er for længst blevet en fast del af mit dagsprogram. Det er her, jeg checker ind og forbinder mig i tillid.  Tillid skaber forbindelse, hver eneste morgen skriver jeg ordet for at huske det. Tillid. Men det er ikke længere bare et ord, en mental beslutning om at være mere åben og tillidsfuld i forhold til livet og det, der er. Lige nu. Tillid til at jeg ikke behøver at gøre noget særligt for at få tingene til at ske. Og det synes da også nærmest komisk, at jeg skulle forcere noget på en januardag som denne. Lydløst ligger sneen som en dyne over landskabet, åen er frossen og byder på isblå krystaller, når solen for en kort bemærkning kigger frem bag skyerne og bader os i lys.

Iskrystallernes sang

Jeg blev fascineret af den frosne å, da jeg gik tur i går. Standsede op og betragtede synet, som om selveste livet var frosset fast midt i vinteren. Jeg kunne se min egen ånde som små skyer, mærke kulden i næseborene og da jeg gik videre, knitrede mine skridt i sneen under mig. Nogle har standset tiden, sagde en stemme dybt i mig og alligevel går du videre. Prøv at blive her lidt. I dette nu. I stilheden og det tomrum, som januar har skabt, så du kan være og hvile. Lyt til stilhedens sang og tonerne i de blå iskrystaller.

Det er ikke meningen at du skal fylde tomrummet ud.
Det er ikke meningen, at du skal overdøve stilheden.
Hvad flygter du fra, hvor skal du dog hen?
Bliv lidt her og lyt til tonerne af tavshed.
Bliv lidt her og syng med.
Syng din vinter, syng din sjæl.
Syng med på iskrystallernes sang.

En bog er undervejs

Jeg tog den frosne å med hjem. Den blev en del af min bevidsthed, et billede på den tilstand, som januar inviterer til. Senere skrev jeg lidt videre på bogen, for jeg er skam ved at skrive en bog. Endelig er jeg klar til at gøre det, der egentlig var min hensigt, da jeg for snart en del år siden standsede op, trak vejret dybt og spurgte mig selv, om jeg egentlig var glad for det liv, jeg levede. Det var jeg ikke, for jeg havde nemlig glemt min drøm. Jeg havde glemt at skrive. Men der kom så meget i vejen, så mange forhindringer og jeg lærte min indre censor at kende på godt og ondt. Alle mine overspringshandlinger og undskyldninger for ikke at skrive er det, der har skabt den virksomhed, jeg har i dag. Krydret med to uddannelser voksede der pludselig en kvinde ud af noget, jeg ikke havde drømt om. Jeg ville jo bare skrive. Og det gør jeg så nu, for har jeg lært mig selv at gøre det på en måde, som hylder processen og alt det, der står i vejen.

Hver eneste dag skriver jeg lidt på bogen. Lidt, ikke for meget, man skal nemlig ikke skrive sig hverken ked eller træt. Når jeg forlader fortælling og tastatur er det altid med en følelse af, at der er mere at skrive og det er fristende at blive ved. I stedet går jeg ud. Som jeg gjorde det i går, hvor jeg mødte den frosne å og lyttede til iskrystallernes sang.

Du må gerne gå lidt i stå

Det er trygt at bilde sig selv ind, at der mangler noget. Det gør der hele tiden. Således må vi hænge på og blive ved med at stræbe, søge fremad og hele tiden bevæge os mod et mål, vi ikke helt kender. Vi ved bare, at det bliver bedre et sted derude i tågen. Det har vi jo lært. Endvidere fortæller man os, at vi kan blive bedre udgaver af os selv. Men vi må for alt i verden ikke gå i stå.

Det er frygtindgydende, at det netop er det, januar opfordrer os til. ”Du må gerne gå lidt i stå, siger hun og smiler underfundigt. Der er ikke noget at stræbe efter eller at nå. Du er ankommet.”

I frygter jeres eget lys, siger Januar

”Det er måske i virkeligheden det, I mennesker frygter. Det tidspunkt, hvor I ankommer til en station i jer selv og opdager, at der ikke længere er nogle steder at flygte hen. Alting er i skønneste orden. Det nu, I er ankommet til, har ingen bekymringer, mangler eller formaninger om, at I skal være noget andet, end I er. Det er et frygtindgydende sted, fordi det indbyder jer til at tage et kærligt blik på jer selv. Perfekte i al jeres uperfekthed. I frygter jeres eget lys og derfor flygter I fra det. Er det ikke sådan, det er?

Jeg tøver lidt med at svare, ryster på hovedet og mærker, hvordan håret danser om ansigtet. En svag duft af sæbe breder sig i rummet. Her sidder en kvinde og er i færd med at finde fem fejl. Men der er ingen. Hun kan heller ikke engang slå sig selv i hovedet, fordi hun ikke skriver, for det gør hun jo. Hun skriver. Hun er mødt op, flere gange i dag, og hun oplever, hvordan hun fuldt ud i er i stand til at gå til og fra.

Der må vel være noget galt?

Men der må vel være noget galt? Hele tiden har hun den følelse, den tanke, at intet kan være så perfekt her først i det nye år. Der er ting at gøre, forberedelser, en evig søgen efter mere mening og hele tiden udskyde det øjeblik, hvor hun ankommer og ikke længere skal nogen steder hen.

Jeg tror så sandelig, at januar og ørnen har givet mig en kærlig udfordring, skriver hun og smiler lidt. Jeg er blevet inviteret til at lære sandheden at kende og med den mig selv. Her står jeg ansigt til ansigt med mig selv i årets første lys. Der er ikke længere nogen steder at flygte hen.

Bliv og syng med på iskrystallernes sang.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset – program for 2016

Åh ja, det er sandt. 2016 programmet for aktiviteterne i Skrivehuset? Det er skam på tegnebrættet og undervejs, jeg forventer at det lander engang i næste uge. Så snart det gør, deler jeg det med dig.

Forårscirklen

Jeg byder på endnu en skrivecirkel inden sommer, Forårscirklen, og selvom invitationen endnu ikke er sendt ud, er der allerede et par kvinder, som har sluttet sig til kredsen. Du kan gøre det samme ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com. Invitationen finder du i linket ovenfor. Læs også mere om skrivecirklerne her.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

De intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel består, dog med et nyt program og nye afsæt og øvelser, så du kan sagtens være med, selvom du har været her før. Jeg gør spisestuen klar, skaber rummet og inviterer Kilden med til bords. Følg linket og se datoerne for 2016. Der er plads til 6 kvinder pr. workshop, så tilmeld dig gerne så hurtigt som muligt og få plads omkring bordet.

Skriv Din Sjæl – skrivegruppeforløb for kvinder

Skriv Din Sjæl er et skrivegruppeforløb for dedikeret kreds af kvinder, der ikke længere vil nøjes med at drømme om skrive. Det er for dig, som længe har haft skrivelængsel, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. En kærkommen lejlighed til at blive en del af en skrivegruppe og kickstarte din skriveproces fra et helt nyt sted.

Vi lærer at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit ”hvorfor”, når det handler om at skrive.

På skriveworkshops og i cirklen vil vi bl.a. arbejde med fortællingens kraft, årstidernes betydning og indvirkning på vores energi, den indre censor, den kreative proces og selvfølgelig krydrer jeg med mindfulnessøvelser, meditationer og mantras. Der er plads til 6 kvinder i denne skrivegruppe, som også vil mødes omkring skrivebordet her i Skrivehuset til 2 skriveworkshops i løbet af kurset.

Din indre censor workshop

Kom og vær med, når jeg i forsommeren inviterer til skriveworkshop, der som arbejdstitel lige nu hedder ”Skriv din indre censor”. På skriveworkshoppen skriver vi ud fra afsæt og opgaver, der handler om alt det, der står i vejen. Frygt, modstand, overspring og så videre. Vi påkalder os de hjælpere, vi ellers har brugt hele vores liv på at flygte fra og så byder vi op til skrivende dans. Men Kilden vil selvfølgelig også være inviteret. Bag det hele er Kilden og kreativiteten til vores rådighed, hjælp og støtte. Det bliver sjovt, lærerigt og befriende. Der er plads til 6 kvinder på skriveworkshoppen.

Følg med

Og resten følger, når tid er. Jeg forventer at det bliver i næste uge. Følg med, du skal være så hjertelig velkommen. Tilmeld dig gerne min blog her på http://www.skrivehuset.com. Jeg udsender ikke nyhedsbreve, dem får du sikkert rigeligt af i forvejen, men du kan tilmelde dig og blive adviseret på e-mail, når jeg har nyt til dig.

I tillid

Skyørn

“Jeg har en fortælling til dig på denne mørke morgen”, siger han til mig og træder ind i det lys, jeg har tændt over spisebordet. En snert af irritation baner sig vej gennem mørket og prikker utålmodigt til mig. Fortælling? Nu? Jeg var ærlig talt på vej ud i dagen, jeg har planer, det er december og selvom mine altid gode intentioner denne vinter i høj grad handler om overgivelse til årstid, langsomhed, tålmodighed og ren væren, så er der grænser. I dag har jeg sågar en aftale ud af huset.

Så hvad vil han her? Han plejer i øvrigt aldrig at komme, når det stadig er mørkt. Men da jeg skriver det, smiler jeg uvilkårligt, for hvornår skulle han ellers komme? Vi er i den mørkeste tid på året, de sidste dage inden vintersolhverv. Naturens endestation, toget kører til perron, holder en lille kunstpause og uden stor ståhej vender det og kører i den anden retning. Igen. Mod lyset. Gennem Vinteren. Mod foråret.

Han står foran mig på spisebordet og bader i det kunstige lys. Udtrykket i hans øjne siger alt.

”Når en fortælling banker på, ankommer i den tidlige morgen og blidt men insisterende lader dig vide, at det er tid. Hvad gør du? Påkalder du dig ret til at sige nej, henholder du dig til regler og protokoller om det rette tidspunkt, om manglende tid, om andre planer og er du åndsfraværende, allerede på vej et nyt sted hen, ikke helt til stede i det nu, det øjeblik, der lige nu danser i det allerspædeste daggry? Overser du muligheden, gaven og det, øjeblikket rækker mod dig? Afslår du og haster videre?

Måske tror du at han taler højt, måske forestiller du dig at han råber ordene til mig, men sådan forholder det sig på ingen måde. Han taler stille og roligt. Hele hans ørnekrop er plantet i dette øjeblik med kløerne på bordet og blikket hvilende i mit. Jeg slår øjnene ned, pludselig skammer jeg mig lidt, han ser jo det hele. Han svøber sig i vished og i tillid til, at han udfylder sin rolle til perfektion. Mit kraftdyr, min mentor.  Der er ingen grund til at råbe. Han ser ikke engang vred ud, han håner mig ikke. Han siger det bare, som det er. Stiller de spørgsmål, der er nødvendige, for at jeg ser mig selv og uden dom, kærligt men bestemt stopper op, mærker efter og uden yderligere modstand lander paraderne falde, mens jeg udbryder: ”Du har ret. Jeg var åndsfraværende. Mit nærvær hang i en tynd tråd.”

Jeg vender tilbage til min hensigtserklæring, min hjertelige intention og husker det, jeg formulerede omkring min rejse. Lad gå og lad komme. Tag imod de gode øjeblikke, som de oprinder, bliv i nuet, husk at løfte blikket og let gerne lidt fra jorden, hvis du har brug for at se det hele i et lidt andet perspektiv. Den store sammenhæng. Nok er det vidunderligt at dvæle ved detaljen, det er jeg god til, men jeg har fået en ny kompetence og det er frihed. Frihed til at flyve. Og i 2015 lærte jeg at danse. Danse med det, der er. Uden at ønske mig det anderledes valgte jeg bevidst at tage imod det, der kom min vej. Som denne fortælling. Denne morgen. Den er min hjertelige intention. Nuvel.

Lyset vokser nu, træernes nøgne silhuetter kommer til syne. Det er et magisk øjeblik, blot en antydning, en forsigtig streg på det store lærred. Så lader jeg igen mit blik glide over på ham, ørnen på skrivebordet, og lader ham vide, at jeg er klar.

”Jeg tager imod fortællingen” siger jeg med rolig stemme. ”Og nu er jeg i øvrigt også blevet nysgerrig. Hvad har du mon til mig på denne mørke decembermorgen?

Han smiler og ved, at jeg nu er klar. Atter ankommet til det eneste tidspunkt, der findes. Nuet. Det nu, de øjeblikke, der er flydende og i konstant forandring på samme måde som jeg er det. Hvorfor synes det så vigtigt for os mennesker at have noget at holde fast i? Tryghed. Sikkerhed. Det findes ikke, det er en illusion.

”Næsten rigtigt”. Han rykker et par skridt nærmere og læner sig op af ryggen på en af spisestuestolene. Den turkisgrønne farve og det mørke træ står godt til hans teint.

”Trygheden ligger i at give slip. For først når du slipper kontrollen, grebet, den tryghed og sikkerhed, du kæmper så hårdt for at beholde, først da er du sikker.”

”Et paradoks” konstaterer jeg. Det kommenterer han ikke.

”Du må lære at lade dig bære af det usynlige. Når den unge ørn letter fra reden for første gang, har han tillid til at luften vil bære den og holde ham oppe. Han har også tillid til, at luften vil hjælpe ham på vej mod det sted, hvor han skal hen.

Bortset fra sine instinktive fornemmelser har ørnen ingen grund til at tro, at han faktisk kan flyve. Han må kaste sig ud fra reden, men han ved ikke, om han kan. Flyve. Han har ingen sikkerhed eller sikkerhedsnet, for den sags skyld. Men ikke desto mindre vover han springet ud i luften og forårets skarpe solskin. Og vupti. Hvad sker der? Ørnen flyver, han bliver til ørn lige dér, hvor han opdager sin frihed og styrke. Nu ser han det hele fra oven og opdager, hvor smukt det er. Alt det, han ikke ejer, besidder eller kunne drømme om at forsøge at tilegne sig. Han er fri. Båret af luften, hjulpet af vinden, fri til at være og gøre det, han er kommet for. Flyve og være ørn.”

Jeg sukker. Det er en smuk lille anekdote, en dejlig fortælling om tillid og frihed. Men ak, jeg er ingen ørn.

”Hvad er forskellen?” Han ser på mig og er nu læremesteren, afventende, spørgende. Han vil gerne høre mit svar.

”Jeg har ingen vinger. Og i øvrigt er jeg heller ingen årsunge.”

”Glem årene. Det handler om noget helt andet.” Han ler. ”Hvert øjeblik er nyt og om ganske få dage er det Vintersolhverv. Her vender det hele og du har modtaget en invitation. Du er blevet inviteret til at starte på ny. Hvad giver du slip på, hvad tager du med dig videre?

”Tillid. Tålmodighed. Kærlighed. Et håb om fred og kærlighed på jorden.” En lille tåre bryder frem i øjenkrogen på samme måde som lyset nu bryder gennem mørket. Det er atter dag. Træerne står ranke og tillidsfulde i noget, der kunne minde om tavshed. Stilhed. En godgørende venten.

”Styrken opstår i de handlinger, der er båret af tillid” siger han og gør mine til, at vores snak er forbi. ”Den kan ikke se dagens lys, den kan ikke blive født, før du vover springet. Før du faktisk springer. Den er findes simpelthen ikke før springet, den eksisterer ikke. Først i det øjeblik du springer, fødes styrken.

Du opfordres til at vove springet, til at folde dine smukke vinger ud, følge dit hjerte og kaste dig ud i himlens rum. For himlen, en engel eller måske en ørn vil gribe dig og føre dig derhen, hvor du allerbedst kan medvirke til netop det, der er dit store hjerteønske. Fred og kærlighed på jorden. ”

”Det er store ord på en mørk morgen i december”. Jeg slår en lille latter op, jeg er både forlegen og dybt rørt. Det er så stort, at jeg næsten ikke kan få det til at handle om mig. Men jeg sagde ordet tillid, gjorde jeg ikke? Og jeg mente det. Ørnen har talt.

”Kan vi tale mere om tillid en anden dag?” Jeg ser, at han er på vej videre, jeg ved, at han om lidt flyver derude i det første dagslys og glider gennem disen væk fra mit landskab. Jeg forsøger ikke at holde fast på ham, selvom det er svært, men noget i mig vil gerne vide, at … han ikke forsvinder for altid og at jeg er alene med mit håb om, at tillid vil give mig vinger og at himlen vil gribe mig.

Han svarer ikke. Væk er han. Ligeså pludselig som han kom. Men noget er igen forandret, forvandlingen er sket, lyset er tilbage om end diset, utydeligt og uklart. Og når jeg kaster et blik på siderne her, ser jeg, at en række ord er landet og har skænket mig en lille fortælling. Hvem skulle have troet det for bare kort tid siden? Så hurtigt kan det ske. Så legende let.

I tillid.

Kærlig hilsen
Lene

Skyørn

Elsk det kreative kaos og nyd rejsen

grønblåruinfårø

I dag var det min skrivedag. Og jeg har efterhånden lært mig selv, at det først og fremmest handler om at møde op og stille sig åben og undrende overfor det, der vil skrives, så det gjorde jeg. Jeg er gået i gang med at skrive en bog, som har været længe undervejs. Jeg har tidligere taget tilløb til bogskriveriet, men det løb ud i sandet. Denne gang er noget anderledes. Men i stedet for at lave en målsætning og strukturere skriveprocessen, som jeg tidligere har gjort, gør jeg noget helt andet. Jeg møder op og tager imod. Eller for at bruge Julia Camerons beskrivelse af den proces, jeg møder op og lægger spor. Jeg rejser fra kyst til kyst i bogens univers og tilblivelse og møder de ord, sætninger og fortællinger, der ønsker at blive skrevet som en del af bogen.

Den kreative proces er kaotisk – nyd den!

Nu tænker du måske, at det må være et rodet foretagende og det kan du have ret i. Men sandheden er at den kreative proces langtfra handler om orden og kontrol. Jo mere struktur og planlægning, jeg lægger for dagen, jo mere stiv og kedelig bliver ikke alene proces men også ord og skriverier. Det ender med primært at blive et mentalt og fortænkt anliggende og sjælen forsvinder ligeså stille ud af det. Så jeg har i stedet for formuleret en hjertelig intention med mit bogprojekt og herfra ligger landet åbent.

Det er svært for den indre censor – accepter det!

Med intentionen i hjertet rejser jeg via ordene ud og henter det, der sandsynligvis skal med i bogen. Jeg tager imod med kyshånd og åbne arme og lægger alle former for dom og vurdering langt væk. Og tro mig, det er svært for min indre censor, den jomfrunalske korrekturmoster Susan, der så gerne vil brillere med sin sproglige viden. Hun er en sand mester hvad grammatik og retstavning angår, hun er jo uddannet til det, og det skræmmer hende, når jeg pludselig bevæger mig ind i ukendt land eller på gyngende grund skriver noget, der ikke umiddelbart kan findes i retstavningsordbogen. Hun begynder at hyle som en stukket gris og alle hendes formaninger hagler ned over mig. Hun er bange og den kreative, rodede og til tider uvisse proces er næsten som en dødstrussel for hende. Men jeg har lært mig selv at skrive videre. Jeg har lært hende at kende, for hvad hun er og hvis hun er rigtig sød, skal hun nok komme på banen langt senere i processen. Hun er god at have i baghånden.

I morges gjorde jeg som altid, jeg mødte op og skulle netop til at læse det, jeg skrev sidst og skrive videre, da ordene begyndte at flyde af sig selv. Jeg nåede slet ikke at tænke over det, der var allerede bid. En fortælling så dagens lys, men den blev ved og ved. Jeg skrev i timevis. Indimellem jamrede Susan højlydt:

Jeg nød det!

”Du er på vildspor, det har intet med din bog at gøre. Det er bare en ynkelig fortælling, som har set sit snit til at smutte ud mellem linjerne. Du er for svag. Brug dog din vilje kvinde, kan du ikke se, at ordene løber af med dig.” Jeg nikkede, det kunne jeg faktisk godt, men sandheden var, at jeg nød det. Og selvom jeg var enig med Susan i, at fortællingen ikke umiddelbart ser ud til at have noget med bogen at gøre, skrev jeg nysgerrigt videre. For én ting har jeg lært. Nogen ved bedre end jeg. Om du kalder den nogen for Gud, Kilden eller den inspirerende Muse er underordnet. Men hvis ordene pludselig fragter os og noget vil skrives, så skal vi unde os selv at tage imod. Det er i de øjeblikke at kreativitetens sande gaver ligger og vi kan blive så glædeligt overraskede, hvis vi altså tør vente lidt med at fælde dommen og bare flyde med.

Og hvad er det værste der kan ske? At jeg fik skrevet noget, som ikke hørte bogen til, min allerførste novelle? At jeg øvede mig på mit instrument, jeg skrev jo i timevis og tro mig, historien er bestemt ikke uinteressant. Tværtimod. Den bærer på en sød hemmelighed, et nærmest syndigt spørgsmål og jeg tør på ingen måde dele den endnu. Men den har sjæl og en anderledes form for kant. Gad vide hvor den kom fra?

Jeg følte mig oplivet og forfrisket

Så fik du ikke skrevet på bogen i dag, sukkede Susan, da jeg havde skrevet det sidste ord og rejste mig fra stolen. Der var gået timer og dagen var fremskreden. Det var tid til en sen frokost, til en pause og en tur ud i sol og vind. Næh, svarede jeg og følte mig mærkelig glad indeni. Hvem ved? Men jeg gjorde noget andet, jeg glemte tid, sted og mig selv. Jeg var fuldstændig opslugt af den kreative proces og den historie, der foldede sine vinger ud og begyndte at flyve foran øjnene på mig. Jeg følte mig oplivet og forfrisket som om en engel havde pustet mig kærligt i øret og sagt, at alting er præcist som det skal være.

Vi trækker på samme kilde uanset om vi skriver, maler eller laver musik

Den kreative proces er ikke en rejse, der kan planlægges og struktureres på forhånd. Den er et vildnis af inspiration og impulser, der springer ud som trolde af æsker. Den er en tilsyneladende ufremkommelig jungle, der viser sig at gemme på finurlige hemmeligheder og overraskelser. Og den kreative skriveproces er ikke spor anderledes end en hvilken som helst anden kreativ proces. Det er samme Kilde, vi trækker på, om vi skriver, maler eller komponerer musik. Det er derfor indre censorer som Susan bliver bange. Hun er skræmt, fordi jeg bevæger mig ud på dybt vand. Det er farligt, ukendt og hun vil hele tiden vide hvad, hvor og hvordan i alverden jeg har tænkt mig at flette det hele sammen til et samlet værk. Det kan jeg ikke svare hende på. Endnu. Men jeg stoler på, at det hele nok skal samle sig på et tidspunkt og blive til noget, jeg slet ikke kunne forestille mig på forhånd. Jeg lytter, følger de impulser der opstår og øver mig på at nyde rejsen og den godgørende kreative proces. Den er kaotisk, uforudsigelig og den bringer mig steder hen, som jeg aldrig havde drømt om. Men den er også sjov, forfriskende og livgivende og en bog er undervejs. Det vælger jeg at stole på. Noget vil skrives.

Rejsen er målet.

Gå af vejen så historien kan komme til – elsk den!

Mit allerbedste skrivetips, spørger du? Det er at gå af vejen, så historien kan komme til. Vi stopper ofte os selv inden vi er kommet ret langt, vi tvivler, giver op og lader den indre censor få det sidste ord. Så rejser vi os og bilder os ind, at vi ikke duer til det dér med at skrive, noget, som både den indre censor og ukærlige stemmer fra fortiden er hurtige til at give os ret i. Hvis vi lytter til de stemmer og tror på, hvad de siger, så kommer vi aldrig særlig langt og det skal vi. Vi skal længere ud og længere ind. Vi skal kravle over hegn og bestige bjerge, vi skal over broen og af smalle, ufremkommelige stier. Det hører alt sammen med til processen. Og det er simpelthen så sjovt og spændende, når vi først får rystet de mange forbehold af os.

Vi kan lære os selv at elske det.

Længere ud, længere ind – vov det!

Og hør her. Vi skal virkelig længere ud og længere ind, vi tror. Vi stopper ofte, når det begynder at blive for spændende eller vi mærker en lille snert af følelsesmæssigt ubehag. Så, nu er fortællingen færdig, siger vi til os selv eller også er det nok for i dag. Nej! Prøv i det mindste engang i mellem at skrive i længere tid end du umiddelbart har tænkt dig. For det er ofte her, at vi støder på guldkornene. Vi tror, at de forløsende ord og selve essensen kommer i starten, vi bilder os ind, at hvis de ikke har vist sig på de allerførste sider, så findes de nok ikke. Men det gør de. De gemmer sig bare. De gemmer sig bag modstand, frygt og en masse andre tanker og følelser.

Du kan skrive dig fri – gør det!

Nogle gange skal vi ikke alene skrive os varme, vi skal også skrive os fri. Vi skal ud og møde historierne, fortællingerne eller netop de ord og sætninger, som vi ønsker os at skrive. Og vi skal ofte skrive os derhen, hvor de så pludselig dukker op. Nu føles det anderledes, nu flyder det bare. Vi er stødt på en guldåre og uden særlig anstrengelse folder det hele sig ud. Men vi ledte efter den guldåre, vi troede på den og vi rejste ud og tog imod. Måske skrev vi en masse undervejs, som vi ikke skal bruge i sidste ende, men det ved vi først til allersidst og så måske alligevel ikke.

Nyd rejsen – den er sin egen belønning

Lad være med at være for hurtig til at dømme og bedømme. Mød op, tag imod og elsk det. For som den gode Anne Lamott så rigtigt har sagt det:

I still encourage anyone who feels at all compelled to write to do so. I just try to warn people who hope to get published that publication is not all it is cracked up to be. But writing is. Writing has so much to give, so much to teach, so many surprises. That thing you had to force yourself to do—the actual act of writing—turns out to be the best part. It’s like discovering that while you thought you needed the tea ceremony for the caffeine, what you really needed was the tea ceremony. The act of writing turns out to be its own reward.

Nyd skriverejsen ❤

Kærlig hilsen
Lene


Skriv fra sjælen – På intuitiv skriveworkshop efterår 2015

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Fortællingens Kraft

Fortællingens Kraft – en personlig skriverejse i fortællerens univers

Om kort tid introducerer jeg Fortællingens Kraft som et individuelt skriveforløb. Hvis du har lyst til at arbejde intensivt med fortællingens kraft og lære at skrive og tage imod fortællinger i skriv-fra-sjælen regi, så hold øje med siden her eller send mig en mail skrivehuset@gmail.com. Det bliver en fantastisk rejse.

grønblåruinfårø

Hvad sommeren lærte mig

skyermark_goslow

Oplever du at inspirationen kommer til dig som lyn fra en klar himmel? Det gør jeg faktisk sjældent. Og Brenda Ueland skriver noget af det samme i sin skrivebog, som hun formulerer så fint:

“I learned…that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing, prime it with a little solitude and idleness.” – Brenda Ueland –

Jeg oplever oftere og oftere, at jo mere afslappet og tilbagelænet, jeg er i forhold til at skulle “præstere”, når det handler om at skrive fortællinger, historier eller digte, jo mere søger inspirationen mig, når jeg mindst af alt venter det.  Det er som om jagten på inspiration blot jager inspirationen længere væk. Som om man bliver en magnet, der i stedet for at tiltrække, frastøder det, man egentlig ønsker sig.

Hvad sommeren sagde

En sommer for et par år siden var jeg strandet på min rejse. Det var på et tidspunkt, hvor jeg havde taget betydningsfulde skridt mod den forandring og siden forvandling, jeg ønskede mig i mit liv. Jeg havde sagt farvel til et fast job og et liv fuld af lunken mellemfornøjethed. Der var ingen vej tilbage. For veje tilbage har det med at lukke sig efterhånden som man bevæger sig videre. Vores veje skaber vi selv og når vi begynder at gå, så er det ikke bare vores ydre landskab, som ændrer sig. Faktisk forholder det sig sådan, at netop fordi vi forandrer os indeni og i tillid til processen træffer valg, som i langt højere grad udspringer fra hjerte og sjæl, jamen så ændrer det ydre landskab sig i takt hermed. Det bliver en slags afspejling af dér, hvor vi befinder os indeni. Lige nu.

Den pågældende sommer var jeg således kommet et godt stykke ud af en vej, som jeg ikke anede, hvor skulle tage mig hen. Jeg havde truffet betydningsfulde valg og jeg mærkede en subtil forandring og en vind af noget, der hørte fremtiden til. Men nu havde jeg jo lært, at der kun findes en tid og det er nu, så jeg gjorde mig ingen anstrengelser for at forudsige, hvad det mon kunne være, der ventede mig forude. Jeg sad med en masse løse tråde, som om jeg havde trevlet mit indre strikketøj op, men endnu ikke vidste, hvad jeg skulle strikke af det sjælegarn, der nu lå spredt på græsset foran mig og som snoede sig som farverige orme i sommervinden.

Dér sad jeg og stirrede ud i luften. Mærkede varmen fra solen og lod mig berolige af sommerens kærlige stemme.” Du har ikke travlt”, hviskede hun, Sommeren og kyssede mig forsigtigt på panden. ”Du er præcist, hvor du skal være. Man kan ikke forcere processen og sin indre udvikling. Du er som naturen, min ven, alt hvad du ser og oplever herude, de langsomme processer og vejret, som skifter. Lavtryk, højtryk. Buldrende torden og salig sommervind. Alt det rummer du selv. Jo før du kan acceptere det, jo bedre. Vær med det, der er og lev lige nu. I dette øjeblik. Senere vil du få de svar, du skal bruge. Men ikke før du virkelig har brug for dem. Svarene kommer, når de skal og når det er tid. Når du er klar. Ikke før og ikke siden.”

Jeg gav slip

Jeg lyttede, nikkede og så skete det. Jeg gav slip. Dér midt i haven, midt i sommeren og med himmellyset over mig som en kæmpemæssig lampe. Jeg hældte vand med citron op i mit glas og lod være. Tankerne fløj med sommervinden, for jeg havde opgivet at tænke mere over, hvad jeg nu skulle gøre. Måske skulle jeg slet ikke gøre noget? Måske var det virkelig som Sommeren havde fortalt mig. Jeg skulle bare lade være.

Sommerfuglen

Mens jeg sad med halvlukkede øjne og lod mig heale af sol og vind, dukkede den første gæst op. Forsigtigt landede hun på det hvide havebord foran mig og foldede sine vinger ud. Jeg åbnede øjnene helt og stirrede på det smukke insekt foran mig. En sommerfugl. Og nu er det jo sådan, at vi, når vi skriver, gerne må være så præcise som muligt, når vi beskriver noget. Et træ er ikke bare et træ. Nej, det er et egetræ, et birketræ eller en bøg. Giv læseren et dybt indblik og beskriv så detaljeret og præcist som muligt. Det er et godt skriveråd, jeg har for længst taget det til mig, men hvad sommerfugle angår, så kommer jeg til kort. Jeg aner ikke af hvilken slags de er. Jeg ser noget helt andet. Et symbol. Et smukt symbol på forvandling og da den fine sommerfugl med rødlige vinger landede på bordet foran mig, da så jeg mig selv på min rejse.

Jeg hilste kærligt på hende og lod hende forstå, at jeg havde set og anerkendt hende. Sommerfuglen. At jeg var taknemmelig for det budskab, hun bragte mig og at jeg ønskede hende fortsat god rejse. Hun sad lidt i solen og nød stilheden sammen med mig, så fløj hun pludselig videre og jeg mærkede et stik af sorg i hjertet. Sank en klump af usynlige tårer og skyllede ned med vand. Det er i grunden et forunderligt liv, sagde jeg til mig selv og lukkede igen øjnene.

Forsigtigt bankede de på

Jeg må have sovet lidt. Jeg ved det ikke, men pludselig hørte jeg en subtil banken af noget, der ville lukkes ind. Forvirret satte jeg mig ret op i stolen og stirrede ud i luften. Der var jo ikke nogen. Kun hundene, der havde smidt sig i skyggen, fuglene, insekterne, rådyrene, fasanerne og mine blomster i krukker. Stedmoderblomster, hortensia og den sibiriske valmue, som jeg nød godt af den sommer. Valmuen er min yndlingsblomst, ser du. Men der var noget andet. Og pludselig vidste jeg hvad. Jeg mærkede det fysisk, noget bølgede gennem mig. Selvom jeg også har oplevet tunghed og direkte fysisk ubehag, når historier eller fortællinger vil skrives, så var det denne gang en anden fornemmelse. Det var noget, der med samme legende lethed som sommerfuglen blidt landede et sted i min sjæl og ville skrives. Og det var hverken en fortælling eller en ny historie. Det var af gjort af dug, lethed og sommerduft. Det var et digt.

Jeg åbnede min notesbog, som jeg for det meste har med mig, for man ved jo aldrig, hvad der kommer og vil skrives, når man mindst af alt venter det. Jeg fattede min pen, lyttede og så landede det på siden. Det digt, der så blidt havde banket på.

Livet er en sjælden gave
Der er roser i min have
Der står kaffe på mit bord
Og i hjertet er der ord

Livet, roser, kaffe, hjerte
Jeg har lykke, jeg har smerte
Jeg har frygt og jeg har mod
Men min tro er stor og god

Livet, lykke, smerte, tro
I mig selv jeg bygger bro
Mellem lys og kølig skygge
Mellem sorg og sælsom lykke

Livet er en kostbar gave
Der er blomster i min have
Skabt af den, som skabte mig
Og taknemmelig, det er jeg.

* * *

Sådan fortsatte det den sommer. Det var digterens sommer. Det var letheden, der satte sin sproglige dagsorden midt i frustrationen over ikke at vide og følelsen af måske at være faret vild. Efterhånden blev jeg klar over, at hvis jeg bare satte mig derude og ventede, så ville der dukke noget fint og vidunderligt op. Jeg behøvede ikke at jage det. For hvem har nogensinde fanget en sommerfugl ved at jage den med sit net? Næh, hvis man sidder helt stille og bare venter, så kommer den ofte af sig selv. Og nu fanger jeg altså ikke sommerfugle, men den sommer fangede jeg digte. Digte, der gerne ville fanges og bød sig til. Jeg foretog mig intet andet end at åbne mig, give slip og tage imod.

Morgen langs marken, en luftig brise.
En dans, en duft, og flittige Lise.
Solen står til himmels for at skue.
Verden fra sin himmelstue.

Ser hun mon Lise, den gode sol.
En kvinde, et liv, i en liggestol
Som suger til sig af den kærlige kraft
Der er i den gule solskinssaft

Den nikker, solen, og hilser på sky
En rejsende gennem en himmelsk by
Af sommerduft og havblå dis
Usynlige stjerner og sommeris

* * *

Så kære ven. Hvis vi virkelig mener det, hvis vi åbner os og har en intention om at tage imod alt det gode, der faktisk blot venter på at vi skal opdage så og hvis vi tillader os selv at slappe af og give slip, jamen så kommer det til os, som komme skal. Svar. Løsninger. Inspiration. Digte. Fortællinger. Og sommerfugle.

* * *

Sidde med en kaffekop i regnen, knopper briste.
Give slip på koppen, spilde kaffe, dråber miste.
Stille, nu, et minde.
Kaffe, kop og kvinde.

* * *

Kærlig hilsen
Lene

 

sommermig