Elsk det kreative kaos og nyd rejsen

grønblåruinfårø

I dag var det min skrivedag. Og jeg har efterhånden lært mig selv, at det først og fremmest handler om at møde op og stille sig åben og undrende overfor det, der vil skrives, så det gjorde jeg. Jeg er gået i gang med at skrive en bog, som har været længe undervejs. Jeg har tidligere taget tilløb til bogskriveriet, men det løb ud i sandet. Denne gang er noget anderledes. Men i stedet for at lave en målsætning og strukturere skriveprocessen, som jeg tidligere har gjort, gør jeg noget helt andet. Jeg møder op og tager imod. Eller for at bruge Julia Camerons beskrivelse af den proces, jeg møder op og lægger spor. Jeg rejser fra kyst til kyst i bogens univers og tilblivelse og møder de ord, sætninger og fortællinger, der ønsker at blive skrevet som en del af bogen.

Den kreative proces er kaotisk – nyd den!

Nu tænker du måske, at det må være et rodet foretagende og det kan du have ret i. Men sandheden er at den kreative proces langtfra handler om orden og kontrol. Jo mere struktur og planlægning, jeg lægger for dagen, jo mere stiv og kedelig bliver ikke alene proces men også ord og skriverier. Det ender med primært at blive et mentalt og fortænkt anliggende og sjælen forsvinder ligeså stille ud af det. Så jeg har i stedet for formuleret en hjertelig intention med mit bogprojekt og herfra ligger landet åbent.

Det er svært for den indre censor – accepter det!

Med intentionen i hjertet rejser jeg via ordene ud og henter det, der sandsynligvis skal med i bogen. Jeg tager imod med kyshånd og åbne arme og lægger alle former for dom og vurdering langt væk. Og tro mig, det er svært for min indre censor, den jomfrunalske korrekturmoster Susan, der så gerne vil brillere med sin sproglige viden. Hun er en sand mester hvad grammatik og retstavning angår, hun er jo uddannet til det, og det skræmmer hende, når jeg pludselig bevæger mig ind i ukendt land eller på gyngende grund skriver noget, der ikke umiddelbart kan findes i retstavningsordbogen. Hun begynder at hyle som en stukket gris og alle hendes formaninger hagler ned over mig. Hun er bange og den kreative, rodede og til tider uvisse proces er næsten som en dødstrussel for hende. Men jeg har lært mig selv at skrive videre. Jeg har lært hende at kende, for hvad hun er og hvis hun er rigtig sød, skal hun nok komme på banen langt senere i processen. Hun er god at have i baghånden.

I morges gjorde jeg som altid, jeg mødte op og skulle netop til at læse det, jeg skrev sidst og skrive videre, da ordene begyndte at flyde af sig selv. Jeg nåede slet ikke at tænke over det, der var allerede bid. En fortælling så dagens lys, men den blev ved og ved. Jeg skrev i timevis. Indimellem jamrede Susan højlydt:

Jeg nød det!

”Du er på vildspor, det har intet med din bog at gøre. Det er bare en ynkelig fortælling, som har set sit snit til at smutte ud mellem linjerne. Du er for svag. Brug dog din vilje kvinde, kan du ikke se, at ordene løber af med dig.” Jeg nikkede, det kunne jeg faktisk godt, men sandheden var, at jeg nød det. Og selvom jeg var enig med Susan i, at fortællingen ikke umiddelbart ser ud til at have noget med bogen at gøre, skrev jeg nysgerrigt videre. For én ting har jeg lært. Nogen ved bedre end jeg. Om du kalder den nogen for Gud, Kilden eller den inspirerende Muse er underordnet. Men hvis ordene pludselig fragter os og noget vil skrives, så skal vi unde os selv at tage imod. Det er i de øjeblikke at kreativitetens sande gaver ligger og vi kan blive så glædeligt overraskede, hvis vi altså tør vente lidt med at fælde dommen og bare flyde med.

Og hvad er det værste der kan ske? At jeg fik skrevet noget, som ikke hørte bogen til, min allerførste novelle? At jeg øvede mig på mit instrument, jeg skrev jo i timevis og tro mig, historien er bestemt ikke uinteressant. Tværtimod. Den bærer på en sød hemmelighed, et nærmest syndigt spørgsmål og jeg tør på ingen måde dele den endnu. Men den har sjæl og en anderledes form for kant. Gad vide hvor den kom fra?

Jeg følte mig oplivet og forfrisket

Så fik du ikke skrevet på bogen i dag, sukkede Susan, da jeg havde skrevet det sidste ord og rejste mig fra stolen. Der var gået timer og dagen var fremskreden. Det var tid til en sen frokost, til en pause og en tur ud i sol og vind. Næh, svarede jeg og følte mig mærkelig glad indeni. Hvem ved? Men jeg gjorde noget andet, jeg glemte tid, sted og mig selv. Jeg var fuldstændig opslugt af den kreative proces og den historie, der foldede sine vinger ud og begyndte at flyve foran øjnene på mig. Jeg følte mig oplivet og forfrisket som om en engel havde pustet mig kærligt i øret og sagt, at alting er præcist som det skal være.

Vi trækker på samme kilde uanset om vi skriver, maler eller laver musik

Den kreative proces er ikke en rejse, der kan planlægges og struktureres på forhånd. Den er et vildnis af inspiration og impulser, der springer ud som trolde af æsker. Den er en tilsyneladende ufremkommelig jungle, der viser sig at gemme på finurlige hemmeligheder og overraskelser. Og den kreative skriveproces er ikke spor anderledes end en hvilken som helst anden kreativ proces. Det er samme Kilde, vi trækker på, om vi skriver, maler eller komponerer musik. Det er derfor indre censorer som Susan bliver bange. Hun er skræmt, fordi jeg bevæger mig ud på dybt vand. Det er farligt, ukendt og hun vil hele tiden vide hvad, hvor og hvordan i alverden jeg har tænkt mig at flette det hele sammen til et samlet værk. Det kan jeg ikke svare hende på. Endnu. Men jeg stoler på, at det hele nok skal samle sig på et tidspunkt og blive til noget, jeg slet ikke kunne forestille mig på forhånd. Jeg lytter, følger de impulser der opstår og øver mig på at nyde rejsen og den godgørende kreative proces. Den er kaotisk, uforudsigelig og den bringer mig steder hen, som jeg aldrig havde drømt om. Men den er også sjov, forfriskende og livgivende og en bog er undervejs. Det vælger jeg at stole på. Noget vil skrives.

Rejsen er målet.

Gå af vejen så historien kan komme til – elsk den!

Mit allerbedste skrivetips, spørger du? Det er at gå af vejen, så historien kan komme til. Vi stopper ofte os selv inden vi er kommet ret langt, vi tvivler, giver op og lader den indre censor få det sidste ord. Så rejser vi os og bilder os ind, at vi ikke duer til det dér med at skrive, noget, som både den indre censor og ukærlige stemmer fra fortiden er hurtige til at give os ret i. Hvis vi lytter til de stemmer og tror på, hvad de siger, så kommer vi aldrig særlig langt og det skal vi. Vi skal længere ud og længere ind. Vi skal kravle over hegn og bestige bjerge, vi skal over broen og af smalle, ufremkommelige stier. Det hører alt sammen med til processen. Og det er simpelthen så sjovt og spændende, når vi først får rystet de mange forbehold af os.

Vi kan lære os selv at elske det.

Længere ud, længere ind – vov det!

Og hør her. Vi skal virkelig længere ud og længere ind, vi tror. Vi stopper ofte, når det begynder at blive for spændende eller vi mærker en lille snert af følelsesmæssigt ubehag. Så, nu er fortællingen færdig, siger vi til os selv eller også er det nok for i dag. Nej! Prøv i det mindste engang i mellem at skrive i længere tid end du umiddelbart har tænkt dig. For det er ofte her, at vi støder på guldkornene. Vi tror, at de forløsende ord og selve essensen kommer i starten, vi bilder os ind, at hvis de ikke har vist sig på de allerførste sider, så findes de nok ikke. Men det gør de. De gemmer sig bare. De gemmer sig bag modstand, frygt og en masse andre tanker og følelser.

Du kan skrive dig fri – gør det!

Nogle gange skal vi ikke alene skrive os varme, vi skal også skrive os fri. Vi skal ud og møde historierne, fortællingerne eller netop de ord og sætninger, som vi ønsker os at skrive. Og vi skal ofte skrive os derhen, hvor de så pludselig dukker op. Nu føles det anderledes, nu flyder det bare. Vi er stødt på en guldåre og uden særlig anstrengelse folder det hele sig ud. Men vi ledte efter den guldåre, vi troede på den og vi rejste ud og tog imod. Måske skrev vi en masse undervejs, som vi ikke skal bruge i sidste ende, men det ved vi først til allersidst og så måske alligevel ikke.

Nyd rejsen – den er sin egen belønning

Lad være med at være for hurtig til at dømme og bedømme. Mød op, tag imod og elsk det. For som den gode Anne Lamott så rigtigt har sagt det:

I still encourage anyone who feels at all compelled to write to do so. I just try to warn people who hope to get published that publication is not all it is cracked up to be. But writing is. Writing has so much to give, so much to teach, so many surprises. That thing you had to force yourself to do—the actual act of writing—turns out to be the best part. It’s like discovering that while you thought you needed the tea ceremony for the caffeine, what you really needed was the tea ceremony. The act of writing turns out to be its own reward.

Nyd skriverejsen ❤

Kærlig hilsen
Lene


Skriv fra sjælen – På intuitiv skriveworkshop efterår 2015

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Fortællingens Kraft

Fortællingens Kraft – en personlig skriverejse i fortællerens univers

Om kort tid introducerer jeg Fortællingens Kraft som et individuelt skriveforløb. Hvis du har lyst til at arbejde intensivt med fortællingens kraft og lære at skrive og tage imod fortællinger i skriv-fra-sjælen regi, så hold øje med siden her eller send mig en mail skrivehuset@gmail.com. Det bliver en fantastisk rejse.

grønblåruinfårø

10 thoughts on “Elsk det kreative kaos og nyd rejsen

  1. Kære Megan

    Jeg genkender nogle af de ting, du skriver om den kreative proces.
    Den afspejler det levede liv, livsprocessen.

    Måske findes der lige så mange kreative processer, som der er mennesker på jorden?

    Jeg synes for det meste, det er rædselsfuldt at skabe. Jeg står overfor det store hvide lærred som overfor en afgrund. Det er liv og død, det handler om.
    Jeg husker første gang, jeg oplevede dét. Hvor forbandet det var. Og hvor bange jeg var. Jeg talte herefter med min gamle billedkunstnerven om det. Han så mig ind i øjnene og forstod. Og jeg vidste pludselig – på en helt anden måde – at han står op og gør det hver dag og har gjort det hele sit liv: Mødt døden og livet, så intensivt.
    Ind i mellem bliver mine kreative processer så frydefulde, at det føles som om, jeg letter fra jorden. Også det kan føles uudholdeligt. Og det er ikke derfor, jeg gør det. Jeg gør det for at overleve.
    Der eksisterer ingen retfærdighed i den kreative proces, som jeg oplever den. Ligesom i naturen.

    Engang, hvor jeg malede et træ, forvandlede det sig i processen til en livmoder. Lige dér hvor den nederste del af stammen møder jorden. Og ud af det sted malede jeg min egen fødsel. Det var – selvfølgelig – en både dybt skræmmende men også smuk oplevelse.
    Og jeg kom til at tænke på, om jeg nogensinde ville have nået den oplevelse – med skrifsproget? Måske er det sådan, at de førsproglige oplevelser også skal udtrykkes ikke sprogligt? Jeg ved det ikke. På en anden måde tænker jeg, at man godt kan nå ind til sådan nogle oplevelser med billedsproget. Men jeg ved det ikke.

    Tak for tankerne du satte i gang.
    Og jeg ønsker dig forsat gode kreative processer i dit liv, Megan:)

    Mange hilsner fra Laila

    • Kære Laila

      Tak for dine tanker omkring den kreative proces, der minder så meget om livet. Som jeg ofte siger og skriver: Det er som med skriverejsen som med livet. Vi lever ofte, som vi skaber og omvendt. Og vi tager livet med os ind i skriveprocessen eller andre kreative processer, men vi glemmer også os selv og opdager, at vi er en del af noget større. Det er en fryd, når det bare flyder.

      Det tomme lærred og det tomme papir kan være frygtindgydende ja. Især hvis vi ikke har tillid til processen. Jeg har altid gerne ville male træer, men når jeg begynder at male, sker der altid noget andet. Der dukker kvinder op, mytiske kvinder med langt hår, dyr og fugle blandt andet. På mange måder minder det, jeg maler (uden egentlig at ville det, for det handler ikke om vilje) meget om det, jeg skriver. Det er jeg nysgerrig overfor. Hvad indeholder jeg, hvad er det fortællinger, der kommer til mig eller malerier, der vil males? Og det er et godt udgangspunkt, fordi jeg i stedet for at ville kontrollere udfald og endeligt resultat, gerne lader mig fragte. Jeg lader kreativiteten og processen arbejde igennem mig og ikke omvendt. Men jeg er sikker på, at vi er forskellige og i sidste ende handler det om, at vi finder helt vores egen måde, den der bedst fungerer for os. Og den kreative proces er ikke altid ens fra gang til gang. Jeg har mange forskellige oplevelser i forbindelse med både bogskriveri, fortællinger og blogindlæg.

      Endnu engang tusind tak for dine ord og spændende tanker, der sætter nye i gang 🙂

      Kærlig hilsen
      Lene (Megan)

  2. Kære Megan

    Tak for dit svar. Din gode lytning og ord.
    Jeg kan godt forstå, du er nysgerrig på din proces. Akkeja, tænker jeg. Vi kæmper alle, hver på vores måde.
    I det her skønne, forunderlige, besværlige liv. Og i den skønne, forunderlige og besværlige kunst.

    Alle bedste ønsker og varme klem på din rejse/Fra Laila

  3. Måske kan det opfattes som et tungt udtryk. Sådan som jeg skriver det. Som en æblekindet, gammel kone, der spytter sætninger afsted i vinden.
    Men ja. Har vi mennesker ikke kæmpet siden tidernes morgen, og gør vi det ikke endnu?
    Tak for dit klem.

    Fra Laila:)

    • Smil Laila, herligt billede, du skabte der. Ja og nej, vi mennesker altid kæmpet og gør det stadigvæk, MEN det er, når vi tør hengive os til skabelse og det kreative udtryk (skrivning, maling eller hvad vi nu laver) og glemme os selv, at vi slipper kampen. Når vi indser, at vi kan møde op og nærmest tage imod. Så opstår noget andet, kreativiteten flyder gennem os og noget skabes. Det er ingen kamp, det er tæt på kærlighed. Det føles uendelig godt og givende. Men kontrol, unødigt struktur og med vilje og styring at forsøge at få den kreative proces til at udmunde i et bestemt udfald – for alt i verden – det kan let blive en kamp, ja. Det er den første form for skabelse, jeg er ret vild med. 🙂

  4. Jeg forstår det godt. Det er din kamp, Megan. Og din store hengivelse.

    Min vej er en anden.

    Mange varme hilsner/Fra Laila

  5. Pingback: Hvor skatten ligger begravet | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s