Hvor skatten ligger begravet

Regnbuevejr

Jeg starter dér, hvor jeg er med det, der er. Jeg har langt fra altid en forkromet plan eller fast ide om, hvad jeg egentlig ønsker at skrive, men jeg mærker længslen og det stille kald, der hvisker mig frem til tastaturet. Jeg har vished om, at noget vil skrives. Hvis jeg altid på forhånd forsøgte at finde ud af, hvad længslen egentlig handler om og hvad det stille kald betyder, ville jeg gøre netop det. Jeg ville finde ud af mig selv. Ud af min egen kerne og væk fra det, der egentlig rumsterer. Og det er en nærliggende ting at gøre, for de fleste af os har lært, at det forholder sig sådan. Skatten finder vi for enden af regnbuen og regnbuen befinder sig et sted ude i horisonten, væk fra os selv.

Skatten er i os selv

Men skatten ligger egentlig dybt i begravet i vores egen indre muld. Regnbuen begynder og ender i os selv. Og nok ser den smuk ud, der på himlen, når solen bryder frem efter et vældigt regnskyl, men følelsen af regnbuen er ikke noget ydre. Vi er vores egen skat og dybt i os bor alt det, vi længes efter og som vi tit og ofte ender med at lede efter udenfor os selv. Det er der ikke noget nyt i, de fleste af os ved det såmænd godt, men vi fanges alligevel af det og foranlediges gang på gang til at tro, at det forholder sig sådan. Også når det handler om at skrive.

Skriv dig ind

Derfor er der egentlig ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det, det allermest handler om, er at du skriver og finder en vej og en måde, der er din. En måde, som fungerer for dig og fra et sted i dig selv, hvor du er kontakt med essensen, den stille hviskende stemme og det, der strømmer fra dit eget hjerte og egen sjæl. Nogle gange skal du skrive dig på vej – det gør jeg ofte selv. Jeg starter dér, hvor jeg er og så begiver jeg mig på vej via ordene. Ordene er transportmidlet.

Fremmødet, dedikationen og de første ord på papiret er magiske. Selve det at skrive er løsningen. Svaret. Måden. Det er så simpelt, at vi ikke helt tror på det, der må være nogle metoder, værktøjer og rigtige veje. ”Lær at skrive”, lover mange skrivekurser og ”brug ordene på den rigtige måde”. Det falder vi for, pladask, for så er vi igen tilbage i 5. klasse med en lærer foran os, som kender alle vejene og ved bedst. En lærer, hvis vigtigste opgave er at fortælle os ”hvordan”.

Hvad hvis der slet ikke findes en rigtig måde?

Men hvad hvis der slet ikke findes en rigtig måde? Hvad nu hvis der findes ligeså mange veje og måder, som vi er skrivende sjæle? Og hvad nu hvis det i sidste ende slet ikke handler om at tilegne sig nogle forkromede værktøjer og lære at skrive på en bestemt måde, men det handler om, at vi lærer os selv at kende i alle processens facetter og lærer at navigere fra et sted dybt i os selv? Hvis vi favner alle forhindringerne og ved, at de hører med og at vores egne overspringshandlinger, modstanden, frygten og den indre censors skingre stemme er en del af rejsen. Vi forsøger ikke at undgå dem ved at lære ”hvordan”, nej vi slår følge med dem og inviterer dem med på skriverejsen for hvad, de er. Vi lærer dem at kende og samtidig får vi en større fornemmelse for os selv og hvad det egentlig er, der gør, at vi ikke får skrevet. Det er nemlig sjældent manglende værktøjer eller metoder, der forhindrer os i at skrive. Det er os selv.

Så åbner den usynlige dør sig

Måske er det en svær erkendelse, men hvis vi tør se den i øjnene, så åbner den dør sig, der før var usynlig. En dør, der går indad og afslører et sandhedslag i os selv, som vi ikke havde set før. Vi troede, at det var noget udenfor os selv, vi manglede, noget vi skulle tilegne os og blive bedre til. Først da kan vi skrive. Og i den tro dukker der en lærer op som bekræfter os i netop den tro. En lærer udenfor os selv, som ved bedre og som ved hjælp af sød manipulation trækker os i frygtens krave mod noget, vi skal blive bedre til og gøre på en bestemt måde, så vi endelig kan blive gode nok til at skrive. Men desværre bliver vi aldrig gode til at skrive, hvis vi lærer at skrive på en måde, som ikke passer til os og hvis vi tror på alt det, som frygt og manipulation fortæller os. Vi stivner. Vi stivner, noget i os trækker sig sammen, fordi det, vi lærer og bliver fortalt, fornærmer vores sjæl. Og her fortæller vi os så os selv, at det er fordi der er noget galt med os. Vi er ikke gode nok, dygtige nok og også det bliver vi hurtigt bekræftet i. Der er andre, som skriver bedre, anderledes, mere gribende eller … STOP!

Forkast det, der fornærmer din sjæl

Tilbage til udgangspunktet. Det at skrive er som en hvilken som helst anden kreativ proces, der er ingen forskel. Som udgangspunkt handler skriverejsen derfor ikke om retstavning eller grammatik. Det handler ikke om at gøre noget på en bestemt måde eller tilegne sig metoder og værktøjer, der ikke taler til dig. Men – når du har lært dig selv at kende, lært at lytte til din egen indre stemme og har fundet en vej og en måde, som fungerer for dig, så kan du vende dig udad, forankret i dit eget kærlige skriverum, og plukke af de værktøjer og måder, som passer ind og som du kan bruge på din skriverejse. Du kan lege med dem, prøve dem af, hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Så er det sjovt, for nu har du fået tillid til dig selv, nu ved du, hvordan det føles, når det strømmer fra et sted dybt i dig. Så er det lettere at vide, hvad du kan sige ”ja” til og hvad du skal takke ”nej” til. For nu stoler du allermest på dig selv og den proces, der er din. Du stoler på Kilden, på det, der er til dig, når du først møder op og gør dig åben og modtagelig. Du har lært at indstille dig selv på en modtagelig kanal og har tillid til, at noget vil ske, når du møder op og skriver. Du har tillid til, at det, der ønsker at blive skrevet gennem dig, vil finde vej til din pen, når du har lært at lytte og tage imod.

Tillid er nøgleordet

Så når du siger, at du ikke kan finde ud af det, er det positivt. Skønt! For det skal du heller ikke, du skal ikke finde ud af det. Du skal finde ind til det. Det bor allerede i dig, kilden springer fra et sted dybt i dig og når du har vished om det, når du har tillid til at det forholder sig sådan, så forbinder du dig automatisk. Din tillid skaber forbindelse. Og når du først er forbundet, så begynder det at flyde. Nogle gange går det langsomt, andre gange hurtigt, der er ingen regler om, hvordan det skal flyde. Der er steder i dig selv, hvor kilden har stor bevægelse og der er stærke strømme, men der er også stille og rislende steder, hvor tempoet er langsommere. Mere eftertænksomt. Søgende. Det er en del af rejsen og processen er på ingen måde lineær, den er cirkulær og til tider kaotisk. Tillid er nøgleordet. Tillid er forbindelse, men tillid er også tålmodighed, fordi vi således har vished om at det, vi ikke ser klart og tydeligt nu, senere vil afsløre sig selv for os. Tillid til processen er også en slags skat.

Historien skriver ofte sig selv, den ved bedre

Historien skriver sig selv, oplever jeg ofte, for det er sådan, det er. Jeg starter med det første ord og skriver mig på vej. Og det hænder, at jeg skal skrive mange sider, før jeg når frem til det egentlige. Jeg starter med det, der er og skriver mig af sted. Jeg skriver fordi jeg elsker det og ikke kan lade være. Jeg skriver, fordi det at skrive er min måde at lede efter en åbning på, en vej mod visdom, erkendelse og eventyr. Jeg skriver, fordi det er min måde at stille spørgsmål på og åbne op for svarene på. Men jeg skriver så sandelig også, fordi det er sjovt, spændende og forløsende, når jeg ikke længere er strandet i tankerne om “hvordan” og “hvorhen” og bare skriver, folder ud og ser, hvad der dukker op.

Måske har du det på samme måde? Måske er det, din skrivelængsel i virkeligheden handler om, en vej ind i dig selv og tilbage til det, der i sin tid gjorde så godt, men som du glemte undervejs. Kreativiteten. Glæden ved at skrive og skabe, udfoldelsen, eventyret. Mysteriet. Skrive og skabe fortællinger, eventyr, historier eller?

Vi længes efter Kilden i os selv

Som jeg oplever det, savner vi sjældent nye værktøjer, måder og metoder til at skrive. Det er os selv, vi savner. Vi savner at kunne give slip og tage imod. Vi savner det legende, udforskende, eventyret og modet til bare at gå på opdagelse i, hvad der måske kunne være. Vi længes efter mod til bare at sætte os ved Kilden og spørge: Hvad mon der er til mig af inspiration? Hvilke historier eller fortællinger mon kommer mig i møde, hvis jeg virkelig formår at give slip og lader komme? Vi undervurderer vores egen indre visdom og intuition og undlader alt for ofte at tage imod de mange små anvisninger og tegn, som viser sig for os.

De tegn og anvisninger kan også vise sig på skriverejsen. De dukker op mellem linjerne, de dukker op gennem fortællinger og de kommer både bag på os og dukker op foran os, når vi begiver os på vej. Men vi skal ikke finde ud, dér har vi jo allerede været, men det slukkede hverken tørst eller skrivelængsel. Det gav os nærmere blokeringer og fik os til at føle os forkerte, fordi det, vi hørte og fik fortalt, skurede i vores ører som kridtet mod den sorte tavle. Men vi troede, det skulle være sådan og at det var os, der er noget galt med. STOP!

Vi skal ikke finde ud af, vi skal finde ind. Tilbage. Glemme alt om kasser og regler, der ikke gør noget godt for os og den kreative skriveproces og derimod finde frem til de steder, hvor glæden springer som små kildevæld og hvor det, vi har på hjerte, vores helt egen historier på vores måde, dukker op som små bobler og bliver til ord og sætninger. Mens vi skriver fra det sted, hvor skatten ligger begravet.

Kærlig hilsen
Lene

Regnbuevejr


SKRIVELÆNGSEL?

Jeg holder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, intuitiv skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen.Begge dele er med til at styrke dig som fortæller og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din dybe visdom og din sjæl.

Og som noget nyt kan du nu også deltage i magiske og kærlige skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er ofte forankret i et bestemt emne eller en årstid. Vintercirklen er nu i gang, men fortvivl ikke, hvis du har lyst til at deltage i en skrivecirkel og sætte dig selv og din skrivelængsel fri.

Nytårscirklen – et skrivegruppeforløb, som støtter dig i dit nytårsforsæt om at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt

Der kommer nye skrivecirkler og skrivegruppeforløb i 2016. Den næste cirkel bliver Nytårscirklen. Invitation og detaljer følger i december med opstart til januar.

bur

One thought on “Hvor skatten ligger begravet

  1. Pingback: Et kærligt valg | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s