Hvem skulle have troet det

Springroad

”Du vidste det ikke og du skulle heller ikke vide det. Men du vidste, at noget skulle være anderledes, da du først begyndte at rette og redigere i detektivfasen af din bogskrivning. Du vidste, du vidste bare ikke hvad. Og det slog dig lidt ud, så du lagde dit skriveprojekt væk for en stund.

Indtil i går aftes, da du så krimien fra Wales. Huset, kvinden, pensionatet, hvor han kom ind. Detektiven. Da ramte den dig. Visheden. Du fejede det lidt væk, men kunne mærke, hvordan historien kom flydende ind over dig som en elv og tog dig med. Billedet tegnede sig for dine øjne, du mærkede det i krop og sjæl, men først viftede du det væk som en irriterende flue. ”Jeg skal da ikke skrive en roman”. Der tog du fejl.

Du var bare ikke parat sidste år. Alt ville have været anderledes, hvis det havde været din opgave. Men du skrev, 350 sider er det blevet til om skriverejsen gennem årstider og årshjul og nu har du et fint grundlag til din fortælling. Du har præpareret dit historielærred. Jeg beklager, vi kunne ikke indvie dig i hele sandheden fra begyndelsen, men nogle gange er det sådan. Også derfor lærte du om tillid. Du lærte at stole på processen og at give dig selv hen og den læring kan du gøre brug af nu. Du er klar. Nu. På en måde kan man jo sige, at du går ind i en ny sporlægningsfase, men denne gang er det faktisk lidt anderledes. For nu maler du ovenpå, du følger en dans, en rytme og en vished om årshjulet. Alt det, som du nu skal give videre til din kvindelige hovedperson, der snart flytter ind i det hus ved kysten, som hun har arvet af en ukendt tante. Ved Vintersolhverv.

I øvrigt trænger du til det. At skrive en roman. Du trænger til det eventyr, det er. Hver dag. Lidt eller meget. Så tit du orker.

Du er stille lige nu og det er fint. Lad det synke ind, sid lidt med det. Men jeg kan se, at du allerede har skrevet en synopsis og du har fundet et billede af det landskab ved den jyske vestkyst, for huset ligger. Mellem hav og hede. Udsigten. Indsigten. Det hele er parat og det er du også. Tro mig, du vil elske det!”

Sådan lød ørnens forleden dag, da han pludselig fløj gennem vinduet og med en duft af forår landede på mit bord. Dér sad jeg med mit 350 sider manuskript og stirrede ud i luften. Dagen før var det sket, som ørnen fortæller om. Jeg sad i sofaen med en stor kop te, det var aften og mørket havde sænket sig. Jeg gjorde noget, som jeg ofte gør og som jeg elsker. Jeg så en engelsk krimi som er henlagt til Wales. Fuldstændig uforberedt på andet end solid underholdning blev jeg ramt af et indre lyn, da scenen skiftede til pensionatet og zoomede ind på kvinden bag bardisken. Lige dér vidste jeg det. At mit skriveprojekt og alt det, jeg skrev og nedfældede sidste år, skal overføres til en roman. Scenen blev sat lige dér, noget i mig vidste, men jeg protesterede højlydt og følte mig uendelig trist. Det skal jeg da ikke. Skrive en roman. Men det skulle jeg åbenbart.

Jeg gik i seng, jeg sov, vågnede op og historien var der stadig. Jeg kunne se den for mig og begyndte også at mærke en ny form for nysgerrighed. For det føltes så stærkt at jeg på ingen måde kunne ignorere det. Så jeg gjorde, som ørnen også nævner og jeg gjorde det nærmest uden at tænke. Jeg skrev en synopsis til historien og det flød fra min pen.

Deja-vu

Det kom bag på mig. Jeg havde på intet tidspunkt forestillet mig, at bogen skulle være en roman, men så skete det og visheden væltede ind over mig som bølgerne fra Vesterhavet. Jeg har i øvrigt også drømt om huset, det hus, som kvinden i romanen arver. Og da jeg så kvinden bag bardisken i filmen fra Wales var det som et deja-vu. Noget i mig vidste. Og selvom jeg havde stor modstand på ideen et døgns tid, så blev det alligevel sådan som jeg kunne mærke, at det skulle være.

En roman er undervejs

Jeg begyndte at skrive på historien den næste morgen. En roman er undervejs. Det havde jeg ikke set komme. Og til min rådighed har jeg et 350 siders manuskript om livet og skriverejsen forankret i årstiderne, dag for dag, måned for måned. Jeg har selv levet det og skrevet det. Nu henligges scenen til et hus ved kysten og ja, Fortælling ved Vintersolhverv ender med at blive en roman. Hvem skulle have troet det?

Da kvinden flytter ind i huset, er det vinter. Det er december og tæt på Vintersolhverv. Her starter fortællingen. Det er en fiktiv historie om en kvinde og en drøm. Men det er også en historie om ørnen og skriverejsen. Baseret på alt det, jeg har nedfældet i sporlægningsfasen sidste år og med årstiderne og den naturlige cyklus som rød tråd. Vi følger kvinden i huset ved kysten i et år, hvor hun møder de lokale og de gæster, som dukker op på pensionatet. Men allermest handler fortællingen om hendes møde med sig selv og naturen. Den handler om at komme hjem.

Samtidig er det også en bog om at skrive. For kvinden i romanen skriver naturligvis, det er en del af hendes vej og måde og det skal vi også høre nærmere om. Tror jeg, for man ved jo aldrig helt, hvad der kommer til at ske. Jeg lader det være et eventyr og som ørnen så klogt siger det, trænger jeg til det nu. Eventyret.

Gudindecirklen starter den 7. april

Samtidig arbejder jeg videre på skriveafsæt og øvelser til Gudindecirklen, skrivegruppeforløbet som starter på næste fredag den 7. april. Jeg glæder mig til at byde velkommen til 3 måneders skriverejse i gudindens tegn. Vi skal skrive os ind i hendes univers og vække vores indre fortællerske. Der er ikke noget rigtig eller forkert, vi skriverejser med nysgerrighed og undren. Dypper pennen i de tidlige morgener, hvor disen danser i horisonten og solen endnu bare er en antydning. Vi mærker gennem ordene og lader fortællingens kraft hjælpe os med at bygge bro og skabe nye åbninger.

Det er altid spændende at se, hvad der dukker op af fortællinger og visdomsord, når en ny gruppe kvinder slutter cirkel og hengiver sig til skriverejsen. Hver især bliver de inviteret til at formulere en hensigtserklæring med at deltage, som både støtter og løfter dem på deres vej. Intentionens kraft er stor.

Intentionens kraft

Wayne Dyer betragtede intention som en kraft i universet, som muliggør skabelse af alt, hvad der er til. Intention er således ikke noget, man gør eller tilstræber, det er snarere en energi, som vi allerede er en del af. Han forklarer intentionen som et energifelt, der er fuldt tilgængeligt for alle og som vi kan aktivere og bruge til at skabe positiv fremgang i vores liv.

Drop kampen og mistilliden til livet

En af måderne at få kontakt til energifeltet af intention er at droppe kampen, fordommen og mistilliden til livet og i stedet at søge harmoni med det, der omgiver os. Ved at hengive os til det subtile, naturlige flow og bevidst at søge harmonien, giver vi plads til at vores dybeste ønsker kan manifestere sig. Han fortalte, at retningen for vores dybeste ønsker dukker helt naturligt op til overfladen, når vi giver slip.

Ligegyldig hvad din intention er med at møde op og skrive, så hjælper du magien på vej ved på forhånd at formulere en intention med dit forehavende. Ved at bruge ord med god energi, som støtter og løfter dig og som du kan mærke føles godt, når du skriver og læser dem, aktiverer du intentionens felt og gør dig modtagelig for, at det, du ønsker dig, kan finde dig, når du begiver dig på skrivevej. Du åbner simpelthen op og gør dig modtagelig via din intention.

Aktiv deltagelse er en forudsætning

Men du er nødt til at møde op og skrive. Aktiv deltagelse er en forudsætning. Hvis du ikke møder op og skriver, sker der ingenting. Din sjæl kalder på dig via din skrivelængsel, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

gudindecirklen-starter

Der er 2 pladser tilbage i Gudindecirklen

Alt det skal vi lege med i Gudindecirklen. Skulle du have fået lyst til at være med, kan jeg glæde dig med, at der endnu er 2 ledige pladser. Du finder invitationen i linket her og skriver til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du ønsker at deltage.

Der sker altid noget, når vi begiver os på skriverejse og siger ja til den åbning, vi skaber med vores intention og ved vores fremmøde. Men naturligvis er vi nødt til kontinuerligt at møde op og øve os. Skabe rum og give plads og tid til at ordene kan lade og skrivelængslen folde sig ud. Det er blandt andet den slags rum, jeg tilbyder via skrivecirklerne. Så du får en god fornemmelse af skriverejsens magi og får en direkte oplevelse af den kreative proces forankret i årstidernes energi og den naturlige rytme og cyklus.

Når den indre censor kommer på banen

Der sker altid noget, skriver jeg og det gjorde der jo. Og ofte bliver det anderledes end vi havde tænkt os. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at min bog skulle ende med at blive en roman og jeg kan love dig for, at det skræmmer min indre censor. Hun danser en ihærdig cancan i disse dage, men jeg har efterhånden forstået, at hun bliver ekstra ivrig efter at bremse mig, når der er noget vigtigt på spil. Når det jeg gør, er farligt nok og jeg bevæger mig udenfor min komfortzone, slår hun bremserne i og gør alt for at få mig til at slippe mit forehavende. Det har hun mange listige metoder til. Jeg forventer ikke, at hun forsvinder, men jeg har lært hende at kende og ved, at hun blot er bange på mine vegne. Nogle gange skriver jeg hende, andre gange beroliger jeg hende. Alt er præcist som det skal være. Og nu skriver jeg altså en roman.

Din indre censor

Bestil gerne min eBog om den indre censor – den er gratis

Hvis du også har en ihærdig indre censor, er du hjertelig velkommen til at få en kopi af min eBog ”Din Indre Censor”. Den er gratis og den er fuld af små skriveøvelser og fif til, hvordan du lærer din indre censor bedre at kende og lærer dig selv at skrive alligevel.

Husk på, at din skrivelængsel er et kald fra sjælen. Der er gaver at hente, men bliver du i din komfortzone og vender du skrivelyst og længsel ryggen, får du aldrig mulighed for at pakke gaverne ud. Og det er synd.

Beltain Intuitiv Skriveworkshop

BELTAIN– INTUITIV SKRIVEWORKSHOP i livskraftens tegn
for kvinder med skrivelængsel

Beltain finder sted på det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og stærk og vi kan med fordel forbinde os og bruge energien til vores egen udfoldelse.

Det er et godt tidspunkt for kreative projekter, som har simret og været undervejs gennem vinteren og det tidlige forår. Og uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Beltain og livskraften på en skrivedag for sjælen

Lørdag den 29. april 2017
kl. 10:00-16:30
Skrivehuset v. Ringsted

Der er plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet.

På denne dag går vi på skrivende opdagelse i energien omkring Beltain og det vil skriveafsæt og øvelser bære præg af. Kom, giv dig selv en skrivedag for sjælen.

Sommercirklen

Sommercirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt sommerens blomstrende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse sommeren igennem.

Forløbet starter den 15. maj og varer i 3 måneder.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter af året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden.
– Glennie Kindred –

I Sommercirklen får du mulighed for at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som varer 3 måneder, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Forankret i sommeren og den lyse energi

Sommercirklen er for dig, som ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene.

Måske er du endda introvert og har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre også selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid. Sommercirklen kan være med til at give dig en god balance mellem det indre og ydre. Samtidig vækkes din indre fortællerske via skriveafsæt og øvelser.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne. I Sommercirklen vækker vi blidt fortællingerne og lader dem danse gennem sommeren. Vi arbejder bevidst med den energi, der er til rådighed i sommermånederne og folder sommerens fortællinger ud.

Læs mere i Sommercirklen invitationen her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Den sidste dag i marts

Det er den sidste dag i marts. Jeg dypper pennen i forårets lys og dvæler ved træerne i horisonten.

Livet er et eventyr. Vinteren er forbi. Udenfor blomstrer anemonerne lystigt i skovbund og på skrænter, jeg har set påskeliljer og store fede knopper på træerne. Jeg har fundet mit helt eget udested lige udenfor haven og på egen grund, en cirkel, hvor jeg kan være, meditere og sidde ude og lytte til naturen og egen sjæl.

Close to home

Close to home. Alt det vi ønsker os i livet er meget tættere på, end vi kan forestille os. Vi siger, at vi godt ved det og det gør vi os, men vi glemmer det igen og igen. Tak Marts, for alt det du lærte og skænkede mig og det, som blev tydeliggjort på skriverejsen. Og det skulle altså blive dig, som overbragte mig det uventede budskab og viste mig, hvordan den skal skæres. Fortælling ved Vintersolhverv. Så jeg skriver altså en roman nu.

Hvem skulle have troet det?

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Spring” © Fotofix, Dreamstime

At komme hjem

winter-sunrise_-griffett

I disse dage skriver jeg på de allersidste kapitler af min kommende bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men den fase slutter den 21. december ved Vintersolhverv. Så sluttes en cirkel og jeg træder ind i en ny fase. I bogens tilblivelse er det så detektivfasen, som bl.a. indeholder gennemlæsning, gennemskrivning og en overordet struktur, den røde tråd.

Jeg har æret processen, jeg er ikke på noget tidspunkt (med ganske få undtagelser) gået tilbage og har læst, rettet eller redigeret i det, jeg har skrevet gennem året. Så jeg er virkelig spændt på at læse bogen igennem ved Vintersolhverv. For første gang.

På rejse gennem ord, stemninger og årshjul

Gennem ord og stemninger har jeg rejst gennem årstiderne, årshjulet og har forankret mig i skrivningen og den kreative proces. Og snart har jeg skrevet bogen færdig. Lige nu består den i uredigeret form af 318 sider, men der er en del flere sider at skrive her i opløbet. Og jeg elsker det. Jeg elsker denne måde at skrive og arbejde på.  Jeg elsker at fordybe mig, hengive mig og skrive. Jeg elsker at skrive.

En skrivebog, en levebog

Undervejs har jeg delt lidt af de små fortællinger fra den store fortælling på Skrivehusets Facebookside. Det føles naturligt, for bogen er nemlig også en slags skrivebog om at hengive sig til skrivning og den kreative proces på en lidt anden måde end den, der normalt tales og skrives om. Det er også det, jeg underviser i på de intuitive skriveworkshops og i skrivecirklerne, som finder sted hele året.

Bogen fortæller også ørnens historie, en opgave, som jeg fik under en trommerejse på et shamanistisk sommerkursus. Men selvom jeg i starten troede, at det betød noget andet, ved jeg nu, hvad bogen egentlig handler om: Mit liv som ørn. Min rejse over broen, overgangen og helt ind i den kvinde, jeg er i dag.

Et unikt og helt almindeligt liv, som samtidig ligner mange andre kvinders til forveksling. Alle de kvinder, som måske ikke har sagt fra eller haft stemmer indtil nu. Men det får de nu, bl.a. gennem fortællingens kraft.

Kvinder på skriverejse

Undervejs bliver jeg dybt inspireret af alle de kvinder, som jeg samtidig har i skriveforløb og skrivecirkler. De er med til at udvikle mig og min virksomhed gennem deres processer, som jeg får lov til at være en del af i en kort periode af deres skriverejse.  En af mine tidligere skriverejsende kaldte mig for ”skrivemor”. Selv ser jeg mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper den enkelte med at finde skrivevej, retning og resonans gennem fortællingens kraft.

Historiemedicin og fortællingens kraft

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender. Det er min måde. Men det er meget mere end det. Vi er nemlig skabt til at skabe og bruge vores iboende kreativitet, vi er skabt til at fortælle vores historier, fortællinger og lade dem fortælle os.

Slut med at klippe hæle og hugge tæer – Kom hjem

Jeg tror sørme, at jeg er kommet hjem nu. Hjem til mig selv. Ikke flere besynderlige kompromiser eller klip-en-hæl og hug-en-tå løsninger for at forsøge at være nogen eller noget, jeg ikke er. Det handler bogen også om. Om at komme hjem.

Og hele tiden svæver ørnen over det hele og holder øje. Med mig.  Kom lad os danse.

Dance when you’re sitting down.
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground.
Fly like an eagle.

solhvervscirklen

SOLHVERVSCIRKLEN

Har du skrivelængsel?

Har du skrivelængsel og har du fået lyst til også at hengive dig til den kreative skriveproces og årshjulet, lære at skrive fra sjæl og hjerte og gennem ord og stemninger at finde din vej og måde, er du hjertelig velkommen hos mig i Skrivehuset.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, vi starter den 6. januar og der er stadig ledige pladser.

I Solhvervscirklen (og i alle andre forløb og på skriveworkshops, som jeg afholder) lærer du ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer at skrive på din måde.

Vi arbejder og leger med fortællingens og intentionens kraft forankret i naturen, årshjulet og solhvervsenergien på rejsen gennem vinter mod forår.

Ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces

Et skriveforløb med plads til ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces. Invitation til SOLHVERVSCIRKLEN finder du her. Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Winter Sunrise” © Griffett, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime

Vinterens sidste fuldmåne

fullmoonmagic

Måske forholder det sig således, at man kan tænke helt klare tanker ved fuldmåne, hvis man tør se den anden side af sandheden? Hvis man kigger bag det tilsyneladende og lytter til de subtile toner af det, der ikke råber så højt?

Jeg har skrevet om fuldmånen i mange år, om dens påvirkning af min cyklus og ikke mindst om, hvordan jeg har haft uendelige mange vågne nattetimer ved fuldmåne og i tiden op til. Jeg har ligget vågen, vendt og drejet mig og først sidste år gik det rigtig op for mig, at det egentlig var en gave. Tidligere så jeg det ikke som sådan, men sidste år skete der noget. Jeg lærte fuldmånen at kende på en ny måde og det blev en del af min rejse at forstå månens gave.

Teksten herunder er et uddrag af fortællingen ”Den anden side af sandheden” fra september sidste år.

Den anden side af sandheden – en månefortælling

Jeg er tilbage ved fuldmåne i lørdags. Det var en smuk sensommeraften. En af den slags, hvor man nærmest kan skimte den fine streng af forbindelse til efteråret. En usynlig bro i horisonten. Da jeg kørte af sted, hang solen stadig på himlen og landskabet var svøbt i gyldne tråde. En tyk duft af høstet korn og bål lå i luften og blandede sig med den forventning, der strømmede igennem mig. Jeg skulle til fuldmånearrangement og lære mere om månens kraft og visdom.

Vi var i skoven, vi sad på nogle gamle stendysser og lyttede til skovens fortællinger. Vi stod i landet østen for sol og vesten for måne, vi indåndede magien og lod os opfylde. Vi gik hjem gennem tusmørket med månen hængende foran os som en himmellampe. Hun viste os vej. Skoven forvandlede sig og så helt anderledes ud nu, end da vi var gået ud. Træerne blev levende, fik ansigter og stemmer og sølvmusikken lagde et fortryllende skær over det landskab, vi ellers kun kendte i dagslys. Vi så den anden side.

Senere var vi på trommerejse for at rådspørge månen. Jeg fløj med ørnen gennem natten, vores vinger var dyppede i sølv og trådene bandt os sammen. Vi fløj tæt på os selv og på månen. Der var helt stille, kun lyden af mit eget åndedrag og vingernes bevægelse lod sig høre.

Og ørnens stemme naturligvis. For det var ham jeg spurgte til råds. Hvad har hun mon til mig, fuldmånen? I al den tid jeg husker, har hun vækket mig, når det var hendes tid, hvisket, kaldet og rusket i mig, men jeg var ikke lydhør. Først de senere år er det gået op for mig, at hun måske har noget at sige mig? At det slet ikke er tilfældigt at hun rusker i mig og holder mig vågen. Nu fløj jeg med ørnen i lyset fra høstmånen, vægtløs og uden modstand. Hele mit væsen lyttede og ønsker bare at favne det, jeg i så mange år løb væk fra.

”Vi danser på månebroen” sagde ørnen og hendes kraft er i os. Stil dine spørgsmål og du skal få svar.”

Jeg ønskede at vide, hvordan jeg kan bruge månens kraft og visdom på min egen rejse. Det formulerede jeg, så godt jeg kunne.

”Månen har søgt dig hele dit liv”, sagde ørnen, mens vi fløj. ”Hun har vækket dig og forsøgt at få din opmærksomhed, men først nu er du klar. Du skal ikke gøre noget særligt, du skal blot tage imod. Når hun vækker dig på fuldmånenætter, skal du rejse dig og gå hende i møde. Gå ud i naturen, sid lidt ude og lad dig bade i månelys. Du kan indånde hendes lys, lade det fylde dig og flyde videre ud i jorden. Se, hvordan landskabet er forandret under hendes indflydelse. Lyt og du vil vide besked. Her vil du få den anden side af sandheden.

”Den anden side af sandheden?” spurgte jeg og selvom noget i mig forstod, var spørgsmålet alligevel uundgåeligt.

Ørnen svarede tålmodigt.

”Den anden side af sandheden. Skyggesiden, det du ikke ser i dagslys. Alt det, du mærker som subtile fornemmelser i dig og som du måske aner, kan være budskaber eller vished om din sjæls rejse, vil stå klart for dig i månelys. Hun skinner på det, du ellers kun fornemmer eller måske slet ikke ser. Samtidig skal du vide, at der gemmer sig nogle fortællinger ved fuldmåne, som gerne vil skrives og sættes fri gennem dig. Det er også derfor, hun vækker dig. Du opfordres til at dedikere en månebog til formålet. Læg bogen klar i dit skriverum ved fuldmåne og i dagene op til. Når månen vækker dig, står du op og du vil instinktivt vide, om du skal søge ud i fuldmånenatten eller om du skal sætte dig og skrive i månebogen. Det, du vil skrive på dette tidspunkt, er anderledes end det, du skriver ved dagslys.

* * *

Fortællingens kraft

Jeg husker, hvordan vi den aften ved høstfuldmåne hengav os til energierne og søgte rådgivning ved de store stendysser i skoven. Jeg husker, hvad jeg fik fortalt og jeg mindes den rene kanal, der var til rådighed i de timer. Det var næsten som at tale direkte med månen. Intuitionen var stor og der var ikke længere nogen tvivl. Efterfølgende skrev jeg fortællingen og det gør godt at huske den nu, endsige at dele den med dig, fordi det er vigtigt, at vi lader vores fortællinger hjælpe os på vej. Sandheden bor mellem linjerne, det er en del af fortællingens kraft. Den slags fortællinger bygger bro og kaster lys på det, der før var skjult eller uklart.

Vinterens sidste fuldmåne

Det er februar nu og det vinterens sidste fuldmåne. Her sidder jeg et stykke op på formiddagen med en kop hyldebærte. Det er mandag, en ny uge er startet og lyset bader landskabet i øst. Det skifter hele tiden, lyset og minder mig om februars vekslende energi.

Det er underligt at tænke på, at det er vinterens sidste fuldmåne og at vi meget snart tager de første skridt ind i foråret. Det første spæde forår i al sin skrøbelighed. “Træd varsomt, gå langsomt”, hvisker stemmen i mig og jeg nikker uden modstand, fordi jeg fornemmer at det vil blive sådan. Langsomme skridt, intet hastværk, lære marts at kende fra det tidspunkt, hvor hun stadig minder forbløffende meget om vinter.

“Man kan ikke skrive juni i januar” – at lægger spor

I dag fejrer jeg, at jeg har skrevet 100 sider på min bog. De ord, jeg skriver lige nu, er i sporlægningsfasen skrevet på side 100. Både januar og februar har budt på skriveflow. Det skyldes uden tvivl den måde, jeg har grebet projektet an på og min hensigtserklæring, som løfter og støtter mig. Jeg skriver nu på en helt ny måde og det gør underværker for skriveprocessen. Og så skyldes flowet ørnens visdom, for han har sagt til mig:

Man kan ikke skrive juni i januar.

At skrive på denne måde forankrer mig ikke alene i den kreative proces, det gør mig også til en del af årstiden og den energi, der er lige nu. Jeg flygter ikke, jeg løber ikke stærkere for at nå frem til målet, for der er intet mål som sådan. Jeg skriver bogen fra Vintersolhverv til Vintersolhverv og naturligvis vil tidspunktet oprinde, hvor bogen når sin afslutning. Men det er ikke en proces, som jeg kan fremskynde, eftersom skrivning af bogen følger årshjulet og den naturlige cyklus. Det er ikke muligt at springe over lave gærder, det er ej heller muligt at løbe stærkere for at få bogen færdig før tid.

Det eneste, jeg behøver at gøre er at dyppe pennen i nuet og skriv derfra, hvor jeg er. Det giver ro, selvom jeg naturligvis mærker utålmodigheden fra tid til anden. Men alting har sin tid. Mens jeg skriver denne bog, forankrer mig jeg samtidig i den naturlige cyklus, som lige nu er slutningen af vinteren, den sidste vinterfuldmåne og februar.

Skrivecirkler

Det er også derfor, at skrivecirklerne virker. De forankrer sig i det tidspunkt på året, hvor vi befinder os. Det var en intuitiv fornemmelse af, at det skulle være sådan og det startede med Vintercirklen tilbage i november. Det eneste, det reelt set kræver, er at du som deltager i skrivecirklen formulerer en hjertelig intention, en hensigtserklæring, med at være i cirklen og at du ærer den i forløbet. Hvis noget ændrer sig undervejs, har du altid mulighed for at justere din hensigtserklæring, så den passer til dig og din proces. Husk på, at hensigtserklæringens formål er at løfte dig og give luft under vingerne til din skriveproces.

Skriv din hensigtserklæringen på et stykke papir, som du kan se, når du er i dit skriverum. Hensigtserklæringen er din kontrakt og pagt med dig selv og Kilden. Og den er magisk!

Den indre puls i vores hjertebaserede intentioner er en af de mest kraftfulde gaver, vi kan give os selv hvad skrivegerningen angår. Intentionen vil både reflektere og ære vores visioner og hvis vi forbliver åbne overfor dets tilskyndelser, vil den føre os meget længere ind i noget, vi ikke havde troede var muligt og på måder, vi aldrig kunne have forestillet os. Når vi har formuleret hensigten, den hjertelige intention, sætter vi vores indre kurs på sjælekurs.

Fra Vintercirkel til Forårscirkel

Vintercirklen har bestået hele vinteren og fortsætter indtil udgangen af marts, men allerede nu har jeg fået mange positive tilkendegivelser fra de kvinder, som er med i cirklen. Flere skriver, hvor godt det gør at forankret sig i årstiden og lære de forskellige tidspunkter og energier bedre at kende.

”Frem for noget andet, vil jeg nok forbinde februar med disse himle, hvor solen og det himmelblå ligger på lur lige bagved skyerne, men kun ind imellem kommer helt eller delvist igennem. Det er sådan en smuk illustration af lyset der bliver stadig stærkere og prøver at trænge igennem til os. Hvor er det dejligt at blive mere bevidst om naturen.”

Sådan skrev en af kvinderne i Vintercirklen forleden dag og vedhæftede et smukt billede af en februar himmel. Og det er, hvad der sker, når vi forankrer os i årstiden og skriver derfra. Vi lærer både os selv, energierne og den måned, hvor vi nu befinder os eller tidspunktet på årshjulet bedre at kende. Vi falder til ro i nuet. Uanset hvad vi tror på og hvad vi kalder de forskellige energifyldte tidspunkter, skriver vi fra de steder, hvor de påvirker os. Vi dypper pennen i den blå himmel, i skyerne og i vinterens mørke, når det er dér, vi er. Vi folder ud fra et sted dybt i os selv og mærker, hvordan vi er forbundet.

Årstider og nærvær

Og her til morgen fik jeg en mail fra en anden af kvinderne i Vintercirklen, som skriver:

”Det har været en gave at være så nærværende om årstiderne, rumme dem og ikke hele tiden fokusere på den næste årstid. Og øvelserne er jo så fantastisk bygget op, at man kan få dem til at handle om ens egen proces uanset hvor man er henne.”

Det glæder mig, at jeg gennem skriveøvelser, afsæt og det rum, jeg skaber i cirklerne, kan være med at skabe øget fokus på ikke alene at være i nuet, forankret i årstiden, men også at opdage gaverne og glæden ved at hengive sig i stedet for at flygte og ønske sig noget andet, end det, der er. Det var mit håb, da jeg lancerede den første skrivecirkel, fordi jeg så gerne vil give det videre, der har støttet og hjulpet mig på min egen rejse og det er en stor glæde, at det er lykkedes. Flere af kvinderne fra Vintercirklen har nu valgt at gå videre i Forårscirklen for at fortsætte den gode skriveproces, de har sat i gang.

Lær dig selv at kende på en ny og godgørende måde

Måske forholder det sig således, at man kan tænke helt klare tanker ved fuldmåne, hvis man tør se den anden side af sandheden? Hvis man kigger bag det tilsyneladende og lytter til de subtile toner af det, der ikke råber så højt? Det forholder sig i hvert fald sådan, at man ved at forankret sig i årstiderne og den naturlige cyklus kan lære sig selv at kende på en ny måde. Jeg tror på, at det forbinder os til vores sjæl. Det handler nemlig også om at lære at lytte til sin livssang og langsomt, gennem ordene, at folde den ud:

Den egentlige fortælling er dit liv, din livsflod, denne poetiske morgen midt i februar. Det er den egentlige fortælling. Vi tror ofte, at vi skal søge et andet sted hen, end dér hvor vi er lige nu, at svaret findes på den anden side af bakkerne eller rundt om det næste hjørne. Det er en skrøne. Den egentlige fortælling finder sted lige her, lige nu, mens vi sidder her og snakker. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu, i disse sekunder, bruser din livsflod gennem dig og februar og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid at skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. Derfra kan du skrive. Eller male. Skabe dig det liv, der passer til dig og som får din sjæl til at synge med. ”<
– Kragen Harald –

Der er i øvrigt stadig et par ledige pladser i Forårscirklen, hvis du har fået lyst til at være med.

Nyd vinterens sidste fuldmåne.

Kærlig hilsen
Lene


YDERLIGERE INSPIRATION TIL DIN SKRIVEPROCES (klik på links)

Om Sporlægning

Jeg gør dig klar til forår

Skriv din bog – bogcoaching
Lær at både favne og ære processen, der sædvanligvis består af flere dele. Vi adresserer den del af processen, du nu er i og arbejder ud fra din hensigtserklæring, som du vil blive inviteret til at formulere. Min styrke som skrivecoach ligger især i den første del af processen, den kreative proces, som jeg også kalder sporlægningen.

INTUITIVE SKRIVEWORKSHOPS OG ANDRE FORLØB

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
2016 program med dato og tidspunkter – kom, skriv og fold ud. En skrivedag for sjælen.

Skriv din Sjæl
Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. Vi øver os på at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

For 6 dedikerede kvinder – der er i skrivende stund 3 pladser tilbage.

Hverdagspilgrim

vindue og lys

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være at tage af sted. Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, ude og inde, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanker kræver handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.

Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”

Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket, for den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.

Jeg smagte på ordene og skyllede dem senere ned med en kop, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og sidder derfor nu her. Eftermiddagen folder sig ud, om en time kommer min veninde forbi og så går vi en lang tur med hundene. Det er en af de friheder, man har som selvstændig og som jeg værdsætter uendeligt højt. De daglige gåture i dagslys. Også om vinteren.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig. Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino

”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop her. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt. Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler ikke. Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidstheden. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis

Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det bliver svært. Det er svært! Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod min målsætning være helt simpel. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe.

Hvad vælger du at fodre?

Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?

Så udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.

”Jeg troede du var fløjet!”

”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”

”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at jeg godt kan stoppe med at skrive i dag. Du skal aldrig skrive dig træt eller ked. Husk det nu.

* * *

En lille fortælling fra den store, bogen jeg er ved at skrive. En fortælling om at være en vaskægte hverdagspilgrim.

Med kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset 2016

Som du måske har set er en stor del af 2016 programmet på plads. Du kan nu tilmelde dig Forårscirklen, det sidste skrivegruppeforløb inden sommer eller en af de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. Datoerne finder du her.

Skriv din Sjæl

Hvis du vil give dig selv en unik skrivegave, er Skriv din Sjæl måske noget for dig?

Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

På workshops og i skrivecirklen vil vi bl.a. arbejde med følgende

  • Fortællingens kraft
  • Kernen i dit budskab, dit hvorfor
  • Årstidernes betydning og indvirkning på vores energi og kreativitet
  • Den indre censor
  • Den kreative proces
  • Mindfulness, meditationer og mantras

Du vil have glæde af forløbet uanset om du ønsker at skrive “for dig selv” eller om du har en virksomhed, hvor du ønsker at blive mere tydelig i dit sprog og formulere dit “hvorfor” og dit budskab, så det vækker genklang hos dine læsere.

Der er plads til 6 dedikerede kvinder i Skriv Din Sjæl forløbet og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. I skrivende stund er der 5 pladser tilbage. Er den ene din?
Tilmelding til skrivehuset@gmail.com

Læs mere om Skriv din Sjæl her.

 

Elsk det kreative kaos og nyd rejsen

grønblåruinfårø

I dag var det min skrivedag. Og jeg har efterhånden lært mig selv, at det først og fremmest handler om at møde op og stille sig åben og undrende overfor det, der vil skrives, så det gjorde jeg. Jeg er gået i gang med at skrive en bog, som har været længe undervejs. Jeg har tidligere taget tilløb til bogskriveriet, men det løb ud i sandet. Denne gang er noget anderledes. Men i stedet for at lave en målsætning og strukturere skriveprocessen, som jeg tidligere har gjort, gør jeg noget helt andet. Jeg møder op og tager imod. Eller for at bruge Julia Camerons beskrivelse af den proces, jeg møder op og lægger spor. Jeg rejser fra kyst til kyst i bogens univers og tilblivelse og møder de ord, sætninger og fortællinger, der ønsker at blive skrevet som en del af bogen.

Den kreative proces er kaotisk – nyd den!

Nu tænker du måske, at det må være et rodet foretagende og det kan du have ret i. Men sandheden er at den kreative proces langtfra handler om orden og kontrol. Jo mere struktur og planlægning, jeg lægger for dagen, jo mere stiv og kedelig bliver ikke alene proces men også ord og skriverier. Det ender med primært at blive et mentalt og fortænkt anliggende og sjælen forsvinder ligeså stille ud af det. Så jeg har i stedet for formuleret en hjertelig intention med mit bogprojekt og herfra ligger landet åbent.

Det er svært for den indre censor – accepter det!

Med intentionen i hjertet rejser jeg via ordene ud og henter det, der sandsynligvis skal med i bogen. Jeg tager imod med kyshånd og åbne arme og lægger alle former for dom og vurdering langt væk. Og tro mig, det er svært for min indre censor, den jomfrunalske korrekturmoster Susan, der så gerne vil brillere med sin sproglige viden. Hun er en sand mester hvad grammatik og retstavning angår, hun er jo uddannet til det, og det skræmmer hende, når jeg pludselig bevæger mig ind i ukendt land eller på gyngende grund skriver noget, der ikke umiddelbart kan findes i retstavningsordbogen. Hun begynder at hyle som en stukket gris og alle hendes formaninger hagler ned over mig. Hun er bange og den kreative, rodede og til tider uvisse proces er næsten som en dødstrussel for hende. Men jeg har lært mig selv at skrive videre. Jeg har lært hende at kende, for hvad hun er og hvis hun er rigtig sød, skal hun nok komme på banen langt senere i processen. Hun er god at have i baghånden.

I morges gjorde jeg som altid, jeg mødte op og skulle netop til at læse det, jeg skrev sidst og skrive videre, da ordene begyndte at flyde af sig selv. Jeg nåede slet ikke at tænke over det, der var allerede bid. En fortælling så dagens lys, men den blev ved og ved. Jeg skrev i timevis. Indimellem jamrede Susan højlydt:

Jeg nød det!

”Du er på vildspor, det har intet med din bog at gøre. Det er bare en ynkelig fortælling, som har set sit snit til at smutte ud mellem linjerne. Du er for svag. Brug dog din vilje kvinde, kan du ikke se, at ordene løber af med dig.” Jeg nikkede, det kunne jeg faktisk godt, men sandheden var, at jeg nød det. Og selvom jeg var enig med Susan i, at fortællingen ikke umiddelbart ser ud til at have noget med bogen at gøre, skrev jeg nysgerrigt videre. For én ting har jeg lært. Nogen ved bedre end jeg. Om du kalder den nogen for Gud, Kilden eller den inspirerende Muse er underordnet. Men hvis ordene pludselig fragter os og noget vil skrives, så skal vi unde os selv at tage imod. Det er i de øjeblikke at kreativitetens sande gaver ligger og vi kan blive så glædeligt overraskede, hvis vi altså tør vente lidt med at fælde dommen og bare flyde med.

Og hvad er det værste der kan ske? At jeg fik skrevet noget, som ikke hørte bogen til, min allerførste novelle? At jeg øvede mig på mit instrument, jeg skrev jo i timevis og tro mig, historien er bestemt ikke uinteressant. Tværtimod. Den bærer på en sød hemmelighed, et nærmest syndigt spørgsmål og jeg tør på ingen måde dele den endnu. Men den har sjæl og en anderledes form for kant. Gad vide hvor den kom fra?

Jeg følte mig oplivet og forfrisket

Så fik du ikke skrevet på bogen i dag, sukkede Susan, da jeg havde skrevet det sidste ord og rejste mig fra stolen. Der var gået timer og dagen var fremskreden. Det var tid til en sen frokost, til en pause og en tur ud i sol og vind. Næh, svarede jeg og følte mig mærkelig glad indeni. Hvem ved? Men jeg gjorde noget andet, jeg glemte tid, sted og mig selv. Jeg var fuldstændig opslugt af den kreative proces og den historie, der foldede sine vinger ud og begyndte at flyve foran øjnene på mig. Jeg følte mig oplivet og forfrisket som om en engel havde pustet mig kærligt i øret og sagt, at alting er præcist som det skal være.

Vi trækker på samme kilde uanset om vi skriver, maler eller laver musik

Den kreative proces er ikke en rejse, der kan planlægges og struktureres på forhånd. Den er et vildnis af inspiration og impulser, der springer ud som trolde af æsker. Den er en tilsyneladende ufremkommelig jungle, der viser sig at gemme på finurlige hemmeligheder og overraskelser. Og den kreative skriveproces er ikke spor anderledes end en hvilken som helst anden kreativ proces. Det er samme Kilde, vi trækker på, om vi skriver, maler eller komponerer musik. Det er derfor indre censorer som Susan bliver bange. Hun er skræmt, fordi jeg bevæger mig ud på dybt vand. Det er farligt, ukendt og hun vil hele tiden vide hvad, hvor og hvordan i alverden jeg har tænkt mig at flette det hele sammen til et samlet værk. Det kan jeg ikke svare hende på. Endnu. Men jeg stoler på, at det hele nok skal samle sig på et tidspunkt og blive til noget, jeg slet ikke kunne forestille mig på forhånd. Jeg lytter, følger de impulser der opstår og øver mig på at nyde rejsen og den godgørende kreative proces. Den er kaotisk, uforudsigelig og den bringer mig steder hen, som jeg aldrig havde drømt om. Men den er også sjov, forfriskende og livgivende og en bog er undervejs. Det vælger jeg at stole på. Noget vil skrives.

Rejsen er målet.

Gå af vejen så historien kan komme til – elsk den!

Mit allerbedste skrivetips, spørger du? Det er at gå af vejen, så historien kan komme til. Vi stopper ofte os selv inden vi er kommet ret langt, vi tvivler, giver op og lader den indre censor få det sidste ord. Så rejser vi os og bilder os ind, at vi ikke duer til det dér med at skrive, noget, som både den indre censor og ukærlige stemmer fra fortiden er hurtige til at give os ret i. Hvis vi lytter til de stemmer og tror på, hvad de siger, så kommer vi aldrig særlig langt og det skal vi. Vi skal længere ud og længere ind. Vi skal kravle over hegn og bestige bjerge, vi skal over broen og af smalle, ufremkommelige stier. Det hører alt sammen med til processen. Og det er simpelthen så sjovt og spændende, når vi først får rystet de mange forbehold af os.

Vi kan lære os selv at elske det.

Længere ud, længere ind – vov det!

Og hør her. Vi skal virkelig længere ud og længere ind, vi tror. Vi stopper ofte, når det begynder at blive for spændende eller vi mærker en lille snert af følelsesmæssigt ubehag. Så, nu er fortællingen færdig, siger vi til os selv eller også er det nok for i dag. Nej! Prøv i det mindste engang i mellem at skrive i længere tid end du umiddelbart har tænkt dig. For det er ofte her, at vi støder på guldkornene. Vi tror, at de forløsende ord og selve essensen kommer i starten, vi bilder os ind, at hvis de ikke har vist sig på de allerførste sider, så findes de nok ikke. Men det gør de. De gemmer sig bare. De gemmer sig bag modstand, frygt og en masse andre tanker og følelser.

Du kan skrive dig fri – gør det!

Nogle gange skal vi ikke alene skrive os varme, vi skal også skrive os fri. Vi skal ud og møde historierne, fortællingerne eller netop de ord og sætninger, som vi ønsker os at skrive. Og vi skal ofte skrive os derhen, hvor de så pludselig dukker op. Nu føles det anderledes, nu flyder det bare. Vi er stødt på en guldåre og uden særlig anstrengelse folder det hele sig ud. Men vi ledte efter den guldåre, vi troede på den og vi rejste ud og tog imod. Måske skrev vi en masse undervejs, som vi ikke skal bruge i sidste ende, men det ved vi først til allersidst og så måske alligevel ikke.

Nyd rejsen – den er sin egen belønning

Lad være med at være for hurtig til at dømme og bedømme. Mød op, tag imod og elsk det. For som den gode Anne Lamott så rigtigt har sagt det:

I still encourage anyone who feels at all compelled to write to do so. I just try to warn people who hope to get published that publication is not all it is cracked up to be. But writing is. Writing has so much to give, so much to teach, so many surprises. That thing you had to force yourself to do—the actual act of writing—turns out to be the best part. It’s like discovering that while you thought you needed the tea ceremony for the caffeine, what you really needed was the tea ceremony. The act of writing turns out to be its own reward.

Nyd skriverejsen ❤

Kærlig hilsen
Lene


Skriv fra sjælen – På intuitiv skriveworkshop efterår 2015

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Fortællingens Kraft

Fortællingens Kraft – en personlig skriverejse i fortællerens univers

Om kort tid introducerer jeg Fortællingens Kraft som et individuelt skriveforløb. Hvis du har lyst til at arbejde intensivt med fortællingens kraft og lære at skrive og tage imod fortællinger i skriv-fra-sjælen regi, så hold øje med siden her eller send mig en mail skrivehuset@gmail.com. Det bliver en fantastisk rejse.

grønblåruinfårø

Kvinden der skrev sin sjæl

lysdans

I dag skal jeg skrive videre på min bog. Det er en bog, der handler om livet og skrivegerningen. Den er til alle sensitive, skrivende sjæle og mit håb er, at den vil bringe mod, inspiration og glæde til tvivlende hjerter. Er jeg god nok? Har jeg noget på hjerte? Er min historie værd at fortælle? Svaret er enkelt. Ja. Og det kan ikke siges tydeligt nok.

Undervejs

Min bog har været fire år undervejs, men det er først nu, at jeg ved, hvad den skal handle om og hvordan den skal skrives. Jeg har forsøgt mig med andre måder og det er der kommet tre romaner ud af, men ingen af dem er færdige endnu. De ligger pænt og venter som spirende frø i jorden. De ved, at deres tid kommer. Lige nu er det en anden historie, der vil fortælles og jeg vælger at møde op og lade den fortælle sig gennem mig.

Det er sådan det er. En intention om at møde op og tage skrivelængslen alvorligt. At turde overgive sig og lytte så dybt indad, at alt andet forsvinder. En hjertelig intention og en dedikation.

Alt det, jeg fortæller og skriver om, er noget, jeg selv har oplevet og gået igennem. Jeg er kvinden, der allerede som lille pige vidste at hun skulle blive forfatter. Hun var forfatter. Hun fortalte historier og skrev, så snart hun lærte det. Det var hendes måde, hendes univers, hendes kald. Men hun skulle gå så grueligt meget igennem, inden hun igen stødte på den lille pige, der var hende. Hun skulle fare vild i en sådan grad, at hendes liv til tider kun var en skygge af, hvad det kunne være. Men så opdagede hun det igen. Lyset. Først en sprække, et glimt og så kom det. Lyset. Skridt for skridt. Ord for ord. Nu danser den lille pige til lyden af fingrene, der laver musik over tastaturet og fryder sig over kvinden, der nu nøjagtigt ved, hvad hun skal. Kvinden, der lyttede til sin sjæl.

Jeg lærte at lytte

Og hvad gjorde jeg så? Jeg lærte at lytte til min sjæl. Jeg lærte at skrive de ord, der kommer fra et dybt og kærligt sted i mig. Jeg øvede mig på at skrive, jeg mødte op og jeg forstod efterhånden, at min fornemmeste opgave var at slippe kontrollen og lade komme. Nu er det ikke så svært længere, men jeg møder skam stadigvæk min indre censor og mange andre sjove væsener, der gerne vil spænde ben og gøre livet lidt besværligt. Men mest af alt møder jeg mig selv. Min frygt, min modstand og min tvivl. Det findes ikke uden. I den accept sprudler en lille forløsning som en kilde af vished. I den accept starter forandringen og en rejse mod lyset. Det er blandt andet det, bogen kommer til at handle om. Tror jeg nok. For ser du, historier har det med at folde sig ud, efterhånden som vi skriver dem. Vi kan ikke vide det hele på forhånd og det er heller ikke meningen. Også forfattere må lade sig overraske og fortrylle, for kun sådan kan også læseren blive både overrasket og fortryllet.

Vi har alle en historie at fortælle. Vi har alle noget, der rører sig dybt i os og som gerne vil lyttes til. En smuk og stille stemme. Og når vi søger stilheden, sætter tempoet ned og lytter til de vidunderlige toner af vores sjæls sang, så begynder der at ske noget. En sprække, et glimt. Vi lærer at kun vi kan skrive lyset og glæden. Kun vi kan fortælle netop den historie, der er vores. Hvad end den handler om. Og det gør godt at skrive, tro mig, det er den største glæde, når vi bare gør det. Når vi skaber plads i vores liv og vælger at det skal være sådan. At der skal være skriverum og sjælemusik. Det er et valg.

Sjælemusik

Skrivelængslen kan føles som en subtil dråbe af noget, der pusler indeni. Og den er skrøbelig, den er sensitiv og til tider så genert, at man tror man aldrig lærer den at kende. Den skal lokkes frem, den kommer kun, hvis vi møder op og viser at vi er villige. Når vi sidder helt stille og med hele vores væren viser, at vi er klar. Og klar er ikke noget, man bliver. Det er noget, man er. Også det er et valg. Der kommer ikke nogen og griber fat i dig og siger: Du dér, du skal da skrive. Vi bliver sjældent opdaget af andre, vi skal opdage os selv. Og vi skal stole på, at de subtile toner af sjælemusik har noget betydningsfuldt og vidunderligt at fortælle os. Når vi skriver os gennem vores indre landskaber af frygt, modstand og tvivl. Der er bjerge og dybe dale, der er søer, floder og urskov. Det hører med. Men når vi først har skrevet det, så ser det anderledes ud. Vi får øje på sprækker, glimt og vi kan pludselig se det lys, der skinner som en kæmpemæssig lygte af kærlighed mellem træerne.

I dag skal jeg skrive videre på min bog … men sandheden er, at bogen skal skrives videre gennem mig. Jeg er blot et instrument.

”Må dine tårer komme af latter”, hvisker sjælen og kalder med sit salige pust.
”Kom nu, vi skal videre.
Mit smukke instrument af menneskehænder og hjerte.
Kom, så skaber vi sammen.
Kom.”

Kærlig hilsen
Lene

Skriv din sjæl
Skriv en bog
Andre spændende skriverejser og skrivecoaching

lysdans