Der er 2,5 time til, at jeg starter bilen og sætter kursen mod sommerhuset ved havet. Det sommerhus, der i den kommende uge skal danne rammen om mit skriveretreat.
Min intention er at skrive videre på mit bogmanuskript til Fortællerskens Visdom og den intention rummer også arbejdet med at sammenflette de to dokumenter, som manuskriptet består af nu. 90 fortællinger, 8 måneder og mere end 100 sider fordelt på 2 dokumenter.
Sporlægningsfasen – man må gerne fare vild
Manuskriptet er slet ikke færdigt endnu, men indtil for kort tid siden kunne jeg slet ikke finde hoved eller hale i processen. Jeg var faret vild, selvom jeg skrev og jeg kunne på ingen måde mentalt forstå, hvad det mon var, jeg havde gang i. Men noget i mig vidste det tilsyneladende godt, for jeg skrev jo stadig ….
Og så en dag fik jeg et slags drømmesyn. I vågen tilstand. Pludselig så jeg et klart billede af, hvordan det skulle blive og historien lod mig vide, hvad den havde i sinde. Genialt, tænkte jeg, det ville jeg slet ikke selv have fundet på.
Magi og overraskelser i processen
Det er det, der er så vidunderligt magisk, når man hengiver sig til processen i den første kreative fase og når man tør lægge spor i tillid til, at man på et tidspunkt finder lysningen i skoven. Den lysning, der kun kan findes af den, som er faret vild.
Så sker alt det, man slet ikke kan tænke sig til og historier og fortællinger finder selv de tråde, der skal bruges. Nu ser jeg, hvordan det sandsynligvis skal være med min kommende bog og manuskriptet til Fortællerskens Visdom. Jeg ser, men jeg ved ikke. Så når jeg ankommer til sommerhuset ved vandet og når jeg i de kommende dage hengiver mig til processen og det videre arbejde, så er det i høj grad med en lyttende og åben, nysgerrig holdning.
Min bog findes allerede, jeg ser den, jeg mærker den, min opgave er at lytte og tage imod. Fortællingerne, som hører med til manuskriptet, vil flette sig ind lige dér, hvor de hører til og passer ind og hovedfortællingen, den lidt bredere landevej i sporlægningsfasen, vil skrive sig selv videre. Det tror jeg på, det har jeg tillid til. Med min intention i hjertet.
Manon og Kilden
Hvordan det så ender med at være, ved jeg af gode grunde ikke. Men jeg glæder mig vildt meget til ugen alene i sommerhus. Skriveretreat. Bare Kilden, mig og min hund Manon, som er udnævnt til Muse. Det har hun ikke noget imod. Hun skal samtidig sørge for, at jeg får masser af motion og frisk luft i form af gåture i området og ved havet. Sammen skal vi vandre og hygge os, når jeg ikke skriver og arbejder med projektet.
SOMMERSOLHVERV – og et skriveafsæt til dig
Mens jeg er i sommerhuset ved havet er det Sommersolhverv og det skal jeg selvfølgelig fejre. Fejringen bliver en vigtig del af mit skriveretreat.
I den forbindelse har jeg lyst til at dele et skriveafsæt med dig, hvor du kan fejre Sommersolhverv og samtidig skrive dig ind. Det er til dig, som har skrivelyst og længsel og som ønsker at lade ord og fortællinger blive en del af din solhvervsfejring den 21. juni.
Må du få en fortryllende Solhvervsfejring og god rejse videre. Med pen, papir og en kraftfuld intention i hjertet.
SOMMERSOLHVERV – Giv det ilden
Skriveafsæt til dig, som har lyst til at lade ord og fortællinger blive en del af din fejring
Kærlig hilsen
Lene
TIL INSPIRATION, læs også gerne
Eventyret
Pennens kald
Trommen og spinderokken
Smykkeskrinet
Der er altid en fortælling

Fortryllende og intenst – rigtig god skrivelyst! Jeg håber også, at min egen fortælling tager sin form og kommer til mig endnu stærkere. Med fornyet kraft og mod.
Write on ❤