En himmel fuld af stjerner

bål

Det er aften.  Himlen maler sig i en mørkere blå og pludselig dukker stjernerne op. En efter en kommer de til syne og kigger ned på os. Vi laver bål og pludselig bliver vi tavse. Sidder længe og stirrer ind i de knitrende flammer, mens vi finder tilbage til roen og det sted i os selv, hvor vi bare kan være.

Så tager hun pludselig ordet. Griber det ud af luften, som en glød, der blusser op. Jeg lytter intenst.

’Det sætter sig i kroppen. Alt det, der ikke bliver skrevet. Eller sagt. Alt det, der ikke synges og danses. Det fortvivler, forstummer og går gennem en usynlig dør, hvorefter det træder hen over de knirkende gulvbrædder i kroppen og finder sig et sted. Der sætter det sig. Lægger sig. Og venter. Og bliver det ikke kaldt på, hentet ud, skrevet, sunget, danset eller malet, så begynder det at udvikle sig på egen hånd. Det bliver til smerte. Først en lille smerte, noget subtilt, en følelse af længsel, et suk. Men senere buldrer det. Højt. Smerte eller endda sygdom. Det er kreativiteten, der ikke bruges, leves og åndes. Den vender sit ellers så skønne ansigt indad og ligner til sidst et hengemt skelet. Raslende, pivende og vred. Den græder og skaber sig, som den nu kan under de dårlige betingelser. For hvem ønsker at blive smidt i en sort fangekælder og glemt?

En depression. Humøret, der daler og synker som et skib, der går ned. Helt ned på havets bund, hvor tomme sandkorn hvirvler op som støv og siden falder til ro. Et skibsvrag. Et skib fuld af gabende tomme huller, øjne der ser ud i natten og fortvivlet råber om hjælp. Men ingen hører de tavse skrig og skulle der komme en dykker forbi, ville vedkommende nok hurtigt forsvinde igen. Op til overfladen, lyset og luften. For dernede er der ingen ilt. Ingen kan vel leve på bunden af et sort hav. Heller ikke kreativiteten.’

September sukker, da hun har udtalt det sidste ord i sin lille forelæsning. Så smider hun sine noter på bålet. Vi ser ilden æde sig gennem dem. Teen står urørt og halvkold ved hendes side. Og overfor sidder jeg og glemmer helt at trække vejret. Jeg sluger luft og hoster. Er det røg? Eller vand? For jeg var dér, på havets bund, indestængt i skibsvraget. Det var mine øjne, der gabende tomme stirrede ud i mørket og kun fik øje på spøgelsesbølger og tang. Jeg kunne ikke få vejret, jeg var næsten død. Og pludselig forstod jeg, hvad det betyder. Hvad det betyder for mig at få lov til at skabe. Skrive. Og hvorfor jeg i så mange år vandrede omkring som en skygge af mig selv. Hvorfor det gjorde ondt. De skreg jo på min opmærksomhed. Ordene, sætningerne, historierne. Og de rim og remser, som førhen altid gjorde mig så glad. Rytmen, dansen, de trin, som min krop slet ikke behøvede hjælp til at udføre.

’Vi skal bagom tankerne’, siger September og ser på mig. Jeg nikker. Det har jeg skam opdaget. Og jeg øver mig, jeg ønsker at lære IKKE at TÆNKE. At lære sind og tanker at være stille er absolut nødvendigt for at kunne tage på den rejse, vi skal på. Vi skal ind i kroppen, vi skal mærke efter og skrive alt det frem, som har været i dvale så længe. Med smerte, længsel og tristhed til følge. For der findes en urgammel visdom gemt i kroppen, som blot venter på, at vi skal hente den ud. Skrive, male, synge, danse … eller skrige! Der er kraftfulde energier gemt i vores krop.

’Netop”, siger tankelæseren September og rejser sig resolut. Det er derfor, vi også skal huske at bevæge os. Ja, ud og gå. Og hvis vi ønsker at skrive, så er der kun en ting at gøre.’

’Og det er at skrive! ‘Jeg nikker, smiler, hvor er det egentlig simpelt. Hvordan skulle man ellers finde vej til alle de mørke huller i krop og sjæl, hvor ikke fortalte eller skrevne historier er gemt? Hvordan skulle man ellers lokke dem frem, hvis ikke med sit fremmøde og sin dedikation? Intention? Det er ikke noget, man kan tænke sig til. Faktisk har tankerne det med at forkludre alting. Derfor skal vi lære at sidde i stilhed. Vise sindet, at vi ikke er til salg for gamle og slidte historier om, hvorfor vi ikke er gode nok eller hvorfor vores historier ikke duer.’

’Nogen sagde engang til mig, at jeg ikke kunne skrive’, siger September. En tåre dukker op i hendes øjenkrog. ’Og jeg valgte at tro på det. Den overbevisning satte sig som en konge på min skabende trone og fra det øjeblik kunne jeg ikke længere skrive. Historierne forstummede. Jeg forsøgte, men smerten ved at gøre det blev for stor. Og ordene ville ikke være med.’

’Og nogen valgte engang at give mig karakter for mine præstationer’. Jeg kommer i tanke om skolen og jagten på de gode karakterer. På at være den bedste. For kun den bedste får ros og lærerens gunst. Kun den bedste er værdig til … at blive set og elsket?’ Så jeg gjorde mig sådan umage …

’Ego, ego, ego’. September ryster på hovedet, så det korngule hår falder som et teatertæppe for hendes ansigt. Hun puster irriteret bag tæppet, som flagrer i vinden. Som et lys i mørket, hendes ansigt ser alvorligt ud i flammerne fra bålet.

’Og alt i mens sidder det, der vil skrives og skabes og venter på, at vi skal vågne op som Tornerose fra sin søvn og komme til fornuft. Altså den fornuft, som findes i hjertet. Den fornuft, som ved, at det ikke handler om præstation og være bedst. Og som er helt klar over, at det ikke fører til noget godt at sammenligne sig. Det eneste, man skal vælge at gøre, er at … ‘

’Give pokker og skrive løs! Skabe sig! September ler. ’Og ved du hvad’, tilføjer hun, hendes stemme er nu en blæsende hvisken, som om hun vil afsløre en dyb hemmelighed for mig. ’En stor del af vores kreativitet er et forsøg på at oversætte de bedst bevogtede og gemte historier i vores liv. Historier, som bor bag ved smerte og sygdom. Depression. Tristhed. Meningsløshed. Og skam!

Jeg nikker og synker erkendelsen, skyller den ned med min halvlunkne te. Over os blinker stjernerne som små knappenåle på en kæmpemæssig sort tavle. Og der er specielt en, som forsøger at få min opmærksomhed.

’Ja dig, dig dernede med det lyse hår og den grå trøje. Dig med tekoppen og hjertet fuld af historier.’ Jeg ser op, hun blinker ivrigt, nu har hun min opmærksomhed. ’Kom herop, jeg har noget at sige dig!’

Jeg ryster på hovedet, hvordan kan jeg det? Jeg er jo ikke en stjerne. Jeg er bare …

Men stjernen bliver ved med at blinke. Insisterende og kærligt på samme tid. Og så opdager jeg at September er væk. Hun sad overfor mig for et sekund siden, men nu er hun dér ikke længere. Bålet brænder stadig, det knitrer, mens ilden langsomt dør hen. Nu er der kun gløder tilbage. Og en himmel fuld af stjerner.

En lille historie om, hvor triste vi kan blive, hvis vi ikke bruger vores medfødte skaberkraft. Men heldigvis er det aldrig for sent. Historier, malerier, sange og andet sjæleguld venter bare på, at vi skal tage det tilbage. Skaberkraften. Glæden. Skrive, male, synge eller danse det. Og hvorfor vente? Begynd i dag med det første skridt, ord, farve eller strofe.

Kærlig hilsen

Lene

2 thoughts on “En himmel fuld af stjerner

  1. Kære Lene
    Som altid rammer du lige i hjertet med dine ord. Hvor er det bare fantastisk, at gå på besøg hos dig, når modet svigter mig, troen på egen skaberkraft forsvinder er et besøg hos dig, guld værd. Knus Tina

    • Kære Tina, tusind tak for dine ord. Det glæder mig, at du finder inspiration og små gløder til dine kreative bål her i Skrivehuset. Du er altid hjertelig velkommen og jeg sætter stor pris på kommentarer og input, som så kan inspirere mig videre. Vores kreative glød, vores skaberkraft, er en uendelig kilde til glæde, trivsel og visdom. Og den er der altid, den venter bare på os!
      Ha’ en fin weekend.
      Knus fra Lene

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s