Solvitur ambulando

Ustadigt

Vi gik tur ud i eftermiddagen. Rapsmarkerne bølgede og sendte sin særlige duft i vores retning. Luften var tung og dyb efter regnen. Men vi gik fra den. Tungheden. Den klæbrige fornemmelse, der havde påvirket os det meste af dagen. Skridt efter skridt blev noget i os lettere og vi forlod tyngdepunktet i os selv og begav os på eventyr. I nuet. I duftene og skyerne, der sejlede som store skibe på himlen. Måske ville det give sig til at regne, men den tog vi med. Risikoen.

Pludselig begyndte hun at danse. Det var som om hun lettede lidt fra jorden, hun mindede mig om en af de små fugle, der med sitrende vinger bader i vandpytterne. Har du set dem? Jeg tror det er vipstjerter, men hvad forstår jeg mig på fugle? Jo, hun var en slags fugl i sin dans ned af vejen. Vandet sprøjtede fra pytterne og sendte små kaskader af vand i min retning. Og hun lo højt, hvinede som et barn og slog ud med både arme og ben. Væk var tungheden og tankerne om hvordan. Noget i hende vidste det. Instinktivt. Hun behøvede slet ikke at anstrenge sig, hun skulle bare fortsætte med at gå.

Senere talte vi om det. Hvad det var, vi havde gjort og hvad der skete med os. For der sker noget, når man rejser sig og forlader huset. Når man beslutter sig for at gå en tur og ikke nødvendigvis har nogen destination. Turen er målet. Formålet. Skridt for skridt forlader man den tilstand, man befandt sig i og det sted, hvor man sad fast. Man strækker ben, sind og sjæl. Strækker sig mod himlen, udvider sin egen horisont efterhånden som man bevæger sig fremad. Der er noget nærmest magisk i den handling. Gåturen.

’Jeg føler mig lettere’ sagde jeg og sukkede dybt.

’Jeg føler mig ny’ sagde hun og drak grådigt af et glas vand.

’Men hvad skete der? Jeg mener, vi gik jo bare en tur.’

Hun så på mig og kneb øjnene sammen. Maj i fuldt flor. Vildt hår og funklende øjne og vanddråber på overlæben.

’Solvitur ambulando’. Jeg anede ikke, at Maj kan latin. Der er i det hele taget meget, jeg ikke ved om hende.

’Som betyder?’

’Det løses ved at gå’, svarede hun og smilede. ’Og det er jo sandt. Jeg tror det alle tider har været sådan. Når jeg går, forstår jeg livets gåde. Et skridt af gangen, jeg behøver ikke at skynde mig. Noget sker, som om selve bevægelsen rummer sin egen magi. Jeg forføres af detaljer og noget i mig sagtner farten. Jeg kommer i berøring med noget dybt i mig selv, som på samme tid har forbindelse det store billede. Landskabet omkring mig, himlen, luften, fuglene. Og alt det, jeg forlod, formindskes og forsvinder. Det mister sin betydning. Man kan gå fra det og ind i noget andet. Komme tættere på sig selv og i berøring med kreativitetens levende puls.

Solvitur ambulando. Vi gik gennem rapsmarker og vandpytter. Vi gik under himlen og lyttede til fuglene. Vi hørte torden i det fjerne eller også var det et tog. Vi så træerne med knopper og blade og vi hørte vores egne skridt på vejen. Der var småsten formede som hjerter og der var forførende dufte af ny udsprungne blomster og vådt græs. Hver eneste detalje formede en slags usynlig grænse og opløste sig selv. Indbød til et studie i nærvær. Og vi kastede os ind i det eventyr der bor i en gåtur. Et skridt af gangen, det er hele mysteriet i al sin enkelthed.

Når vi sætter tempoet ned og bevæger os sindigt af sted, så vi følges med naturen omkring os, falder vi til ro i vores egne skridt. Et af gangen, tungheden forsvinder og noget nyt, let og luftigt kan komme til. Har du opdaget, hvordan ideerne ofte kommer flyvende, når man går og bevæger sig af sted? Svarene kommer, problemer forsvinder eller finder deres rette leje. Dæmoner kan ikke lide frisk luft, har Bergmann sagt, og det er sandt. Men det kan kreativiteten. For når vi går langsomt frem, bevæger vi os igennem vores mure af forsvar og undskyldninger og kommer efterhånden i berøring med noget spændstigt og levende, der riser igennem os. Kreativitetens kilde. Selve livet i al sin langsomhed. Detaljerne. Magien.

Solvitur ambulando. Det løses ved at gå. Gå en tur, næste gang du strander med dine skriverier eller andet i dit liv. Lad gåturene være en fast bestanddel af din dag og din program. Den friske luft og bevægelsen gør underværker for kreativitet og sjæleglæde.

Kærlig hilsen
Lene

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s