Hvad sjælen ved

blomsterovergang

Da jeg gik tur med hundene kastede træer og hegnspæle lange skygger. Det var både koldt og varmt, for det er september nu og alting får en ny rytme. Vi går mod efterår og vinter. Vi går mod andre årstider og nye erkendelser. Så jeg vandrer i naturen hver eneste dag og ser, hvordan det hele skifter. Det sker langsomt og uden modstand. Der er en slags overgivelse til ALT, som inspirerer mig dybt.

Mine gåture er værdifulde og ud over at jeg selvfølgelig vil gå tur med mine hunde og bevæge mig, så er bevægelsen i sig selv vigtig i forhold til inspirationen. Vi skal ikke sidde så meget stille. Vi er skabt til at bevæge os, at gå og lade os inspirere. Der bor meget kreativitet og ubrugt glæde i kroppen, som skal bevæges for at kunne mærkes.

Og de lange skygger inspirerer mig. Duft af ild og efterår, der er noget frisk og krævende ved denne årstid. Tilstedeværelse, nærvær, dybde. September er fuld af inspiration, som vi kan spejle os i. Og derfor må jeg ud. Ud og se, mærke og være. Se fuglene, når de samles og trækker mod syd, betragte skyerne og deres himmelfærd, se hvordan de formerer sig og skifter form, bringer regn eller opløses udenfor min synsvinkel. Være med det hele, som en del af det hele og ære det hele. Som jeg ærer og elsker mig selv. Nu. Det er aldrig for sent. Men det kræver, at vi vender næsen hjemad. Vi skal hjem for at komme ud. Se, det er ny visdom. Jeg troede at det var omvendt. Men hvad ved jeg?

Mine  tanker tager et skridt tilbage i tiden og går ind på badeværelset. I går aftes. Jeg var i færd med at børste tænder, da lyset gik ud. Det slukkede sig selv og så kom stjernehimlen til syne. Jeg vidste det i samme sekund, som lyset forsvandt. Så jeg stod dér med tandbørsten og smilede gennem tårer. Det var et smukt syn. Som om nogen ville vise mig DET VÆSENTLIGE. Og du skal skal vide, at jeg var temmelig træt, trist og opgivende i går aftes, fordi jeg havde haft en tung dag, hvor jeg slet ikke var i flow.

Så slukkede lyset og jeg så stjernerne!

Jeg lærte noget vigtigt og derfor var dagen på ingen måde spildt. Det må vi huske, når vi har den slags dage. De er meningen. Vi skal lære noget! Jeg fik en værdifuld lektie og som det er med den slags, skal man ofte have den gentaget flere gange. Mange gange!

Lyt til dine følelser, det er sjælens sprog.

Herefter fik jeg en gave. Stjernehimlen. Hvor tit giver vi os tid, stopper op, slukker lyset og kigger mod himlen og stjernerne? Ser rummet og alt det, vi selv er en del af? Jeg glemmer det, selvom jeg ellers synes jeg er god til at se og værdsætte skønheden i naturen omkring mig.

Alting emmer af inspiration. Det rækkes til os hver eneste dag. Gaver, som vi ikke ser i vores travlhed. Farten er synderen. Sjælen hvisker noget om den ødelæggende fart og den stress, vi påfører os selv. Alt det, vi går glip af og som faktisk er gaver til os, gaver som skulle berige os og gøre os hele. Gaver, som peger på skønheden i livet og på skønheden i os selv. Det er meningen, vi skal spejle os! Men i stedet ser vi kun kort på os selv i spejlet om morgenen, i fuld fart på vej til job og gøremål, og vi ser trætte øjne, morgenhår og … Vi ser kun det ydre. Men hvis vi bare gav os tid, stoppede op og kiggede rigtigt efter. Hvis vi så os selv dybt i øjnene og fik øje på, hvor fine og smukke, vi egentlig er.

Vi er skabt til at lyse, men vi glemmer det. Vi er skabt til at skabe, men det glemmer vi sørme også!

Inspirationen. En fjer på marken. De lange skygger af september. Fugten, æblerne og duften af bål. Dagene, der bliver kortere og mørket,  som vokser, så vi kan være dér, putte os og se lidt indad. Sætte farten ned, det gjorde vores forfædre, når lyset blev sparsomt, det hele passede sammen. Det gør det stadigvæk, men vi vælger det fra. Fordi vi glemmer at huske.

***

Kære venner

September lærte mig noget, som jeg nu via egne ord forsøger at huske igen. Nu, hvor oktober nærmer sig november og vinteren kommer nærmere. Nu, hvor disen sniger sig slags marken udenfor hegnet og sigtbarheden er sløret.

September huskede mig på at følge hjertet og lytte til sjælen. Hun fortalte mig om vigtigheden ved bevægelse og hvordan kreativiteten også bor i kroppen og sætter sig som tunghed, smerte, depression – ja sågar sygdom – hvis vi ikke lader den danse igennem os.

Historier, der ikke skrives, kan give hovedpine. For de historier er ikke bare fortællinger, ord, der danner sætninger, nej når vi virkelig åbner os og giver dem fri passage, så strømmer kreativiteten gennem os som kærlighed. Det er ren healing. Hvis vi lytter og åbner vores hjerter, så skriver vi ikke længere fra tanker, begrænsninger og fra hvad vi ved rent intellektuelt, vi åbner os for hjertets sang og sjælens fortællinger. Og det er helt anderledes historier end dem, vi umiddelbart kan tænke os til.

Teksten er i øvrigt en del af en bog, som jeg skriver på. Den handler om kreativitet, skriveglæde og om at følge sit hjerte og lytte til sjælen. Det er en bog, som bare VIL skrives, så for det meste sætter jeg bare og tager imod. Jeg lægger spor og jeg er ligeså spændt på resultatet som I måske er. For jeg skriver den fra sjælen!

Kærlig hilsen
Lene

 

Solvitur ambulando

Ustadigt

Vi gik tur ud i eftermiddagen. Rapsmarkerne bølgede og sendte sin særlige duft i vores retning. Luften var tung og dyb efter regnen. Men vi gik fra den. Tungheden. Den klæbrige fornemmelse, der havde påvirket os det meste af dagen. Skridt efter skridt blev noget i os lettere og vi forlod tyngdepunktet i os selv og begav os på eventyr. I nuet. I duftene og skyerne, der sejlede som store skibe på himlen. Måske ville det give sig til at regne, men den tog vi med. Risikoen.

Pludselig begyndte hun at danse. Det var som om hun lettede lidt fra jorden, hun mindede mig om en af de små fugle, der med sitrende vinger bader i vandpytterne. Har du set dem? Jeg tror det er vipstjerter, men hvad forstår jeg mig på fugle? Jo, hun var en slags fugl i sin dans ned af vejen. Vandet sprøjtede fra pytterne og sendte små kaskader af vand i min retning. Og hun lo højt, hvinede som et barn og slog ud med både arme og ben. Væk var tungheden og tankerne om hvordan. Noget i hende vidste det. Instinktivt. Hun behøvede slet ikke at anstrenge sig, hun skulle bare fortsætte med at gå.

Senere talte vi om det. Hvad det var, vi havde gjort og hvad der skete med os. For der sker noget, når man rejser sig og forlader huset. Når man beslutter sig for at gå en tur og ikke nødvendigvis har nogen destination. Turen er målet. Formålet. Skridt for skridt forlader man den tilstand, man befandt sig i og det sted, hvor man sad fast. Man strækker ben, sind og sjæl. Strækker sig mod himlen, udvider sin egen horisont efterhånden som man bevæger sig fremad. Der er noget nærmest magisk i den handling. Gåturen.

’Jeg føler mig lettere’ sagde jeg og sukkede dybt.

’Jeg føler mig ny’ sagde hun og drak grådigt af et glas vand.

’Men hvad skete der? Jeg mener, vi gik jo bare en tur.’

Hun så på mig og kneb øjnene sammen. Maj i fuldt flor. Vildt hår og funklende øjne og vanddråber på overlæben.

’Solvitur ambulando’. Jeg anede ikke, at Maj kan latin. Der er i det hele taget meget, jeg ikke ved om hende.

’Som betyder?’

’Det løses ved at gå’, svarede hun og smilede. ’Og det er jo sandt. Jeg tror det alle tider har været sådan. Når jeg går, forstår jeg livets gåde. Et skridt af gangen, jeg behøver ikke at skynde mig. Noget sker, som om selve bevægelsen rummer sin egen magi. Jeg forføres af detaljer og noget i mig sagtner farten. Jeg kommer i berøring med noget dybt i mig selv, som på samme tid har forbindelse det store billede. Landskabet omkring mig, himlen, luften, fuglene. Og alt det, jeg forlod, formindskes og forsvinder. Det mister sin betydning. Man kan gå fra det og ind i noget andet. Komme tættere på sig selv og i berøring med kreativitetens levende puls.

Solvitur ambulando. Vi gik gennem rapsmarker og vandpytter. Vi gik under himlen og lyttede til fuglene. Vi hørte torden i det fjerne eller også var det et tog. Vi så træerne med knopper og blade og vi hørte vores egne skridt på vejen. Der var småsten formede som hjerter og der var forførende dufte af ny udsprungne blomster og vådt græs. Hver eneste detalje formede en slags usynlig grænse og opløste sig selv. Indbød til et studie i nærvær. Og vi kastede os ind i det eventyr der bor i en gåtur. Et skridt af gangen, det er hele mysteriet i al sin enkelthed.

Når vi sætter tempoet ned og bevæger os sindigt af sted, så vi følges med naturen omkring os, falder vi til ro i vores egne skridt. Et af gangen, tungheden forsvinder og noget nyt, let og luftigt kan komme til. Har du opdaget, hvordan ideerne ofte kommer flyvende, når man går og bevæger sig af sted? Svarene kommer, problemer forsvinder eller finder deres rette leje. Dæmoner kan ikke lide frisk luft, har Bergmann sagt, og det er sandt. Men det kan kreativiteten. For når vi går langsomt frem, bevæger vi os igennem vores mure af forsvar og undskyldninger og kommer efterhånden i berøring med noget spændstigt og levende, der riser igennem os. Kreativitetens kilde. Selve livet i al sin langsomhed. Detaljerne. Magien.

Solvitur ambulando. Det løses ved at gå. Gå en tur, næste gang du strander med dine skriverier eller andet i dit liv. Lad gåturene være en fast bestanddel af din dag og din program. Den friske luft og bevægelsen gør underværker for kreativitet og sjæleglæde.

Kærlig hilsen
Lene