Kærlighedsbreve fra sjælen

Instagram media by lene_frandsen - I have a passion for bridges. And somehow I've always considered myself a go-between 💚

Hvad nu hvis vi alle har en glødende indre bejler, der skriver kærlighedsbreve til os hver eneste dag, som vi ofte ikke åbner? spørger Tosha Silver. De ord får mig til at smile og giver mig kuldegysning, for det var netop sådan, det var for mig. Først da jeg mødte op og tog min skrivelængsel alvorligt, kunne jeg åbne brevene fra sjælen og sætte ord på alt det, der boblede i mit indre. Da startede min egen skriverejse.

Kærlighedsbreve fra sjælen

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

Jeg savnede et rum, hvor skrivelængslen kunne danse

Jeg har skabt Høstcirklen (og de andre skrivecirkler) netop for at give dig og andre skrivende sjæle mulighed for at møde op og tage skrivelængslen alvorligt. Et sted, hvor der er tegnet en hellig cirkel omkring den intention, du bærer i hjertet og hvor du via månedlige skriveafsæt og små skriveopgaver får rig mulighed for at folde din skrivelængsel ud.

Skrivecirklerne er forankret i årstiderne og den energi, der er til rådighed på de forskellige tidspunkter. Det giver et helt andet indblik i den kreative proces. Samtidig forankrer det os i nuet med øget indre ro og glæde til følge, fordi vi bevidst arbejder med naturen og hengiver os til den naturlige cyklus. Stress og uro dulmes. Og Kilden er skam også inviteret, Kilden siger nemlig aldrig nej til en invitation fra hjertet.

Husk at invitere kilden.

Jeg har skabt de rum, jeg savnede

Da jeg i sin tid startede på min egen skriverejse, ledte jeg efter noget lignende, et sted hvor jeg kunne gå hen, skrive og være med min skrivelængsel netop på denne måde, men det fandtes ikke. Jeg var på forfatterkurser og i skrivegrupper, men det var ikke helt det, min sjæl sang om og længtes efter. Inspireret af spirituelle skriveworkshops og events i bl.a. USA og England, skaber jeg nu de rum, jeg selv savnede. Skrivecirklerne, de intuitive skriveworkshops og Skriv din Sjæl er resultatet og jeg finjusterer og udvikler hele tiden, kærligt og inspirerende hjulpet på vej af alle de skønner kvinder, som har gæstet både skriveworkshops og skrivecirkler og været i personlige forløb.

Jeg lærer hele tiden nyt og bliver så glædeligt overrasket over alt det, der opstår og finder vej til de magiske skriverum.

Skriverejsen sætter en indre forvandlingsproces i gang

Skriveøvelserne i cirklerne tager afsæt i hver enkelt årstid og giver dig mulighed for at dykke helt ind i den naturlige energi, cyklus og blive en bevidst del af den. Både gennem ordene, for nu møder du op, skriver og tager imod, og fordi du hurtigt vil opdage, at der sker noget magisk netop fordi du nu har dedikeret dig og formuleret en hjertelig intention, der er i overensstemmelse med det, din sjæl synger op.

Intentions kraft er stor

Ord, din intention og dit fremmøde er en magisk handling i sig selv. Skriverejsen skaber dybe tråde til dit liv og sætter en indre forvandlingsproces i gang. Det er ikke længere bare ord og skriverier. Det er fra dig til dig. Fra et sted dybt i dig selv, fra dit hjerte og din sjæl. Det har du mit ord på.

Tanker på rejsen

Forleden dag fik jeg en henvendelse fra en kvinde, som skriver sit liv og sin længsel. Hun folder ud på sin helt egen skriverejse og har lavet en blog til formålet. Bloggen hedder Min Spirituelle Rejse og her skriver Tina om små og store skridt sin spirituelle rejse, som vi alle er på, hvad end vi er bevidste eller ubevidste om det. Tina er i høj grad på skriverejse og skrev til mig, fordi hun gerne ville mig for, hvad skrivelængsel egentlig er et symptom på. De vakte nemlig dyb genklang hos hende; hun skriver således:

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at vi partout skal skrive en bog eller give noget videre til offentligheden. Det handler om vores længsel efter os selv, vores sjæl og den visdom, der bølger dybt i os. Længsel efter at hengive os til vores kreativitet og skaberkraft og tage det igen, som vi har mistet undervejs. En visdom og en vej, som vi kan skrive og som bliver til, mens vi skriver og hengiver os til processen.

At jeg fra pålidelige clairvoyante kilder ved, at jeg en dag kommer til at udgive noget, betyder mindre end den store tilfredsstillelse, det er, at smelte mere og mere sammen med min sjæl undervejs.

Vi åbner brevene fra sjælen, når vi møder op og skriver

Det er også min erfaring. Tilfredsstillelse i at møde op og skrive det, som det er, er en befrielse i sig selv. For gennem vores fremmøde og ved at holde pennen i hånden, åbner vi faktisk de kærlighedsbreve, som vores sjæl hver eneste dag skriver til os. Vi åbner op, så vi kan tage imod de ord, der bobler indeni, de ord og de impulser, der giver os skrivelængsel og gør os underligt sultne på noget, vi ikke helt ved, hvad er. Men sjælen ved det godt. Og bruger du fortællingens kraft til at støtte dig på din rejse, vil du få så mange gaver, at du ikke drømmer om det. Dine egne ord og din helt egen måde, dybt fra din sjæl og din intuition. Det er da en god historie!

Og du kunne jo lave en blog ligesom Tinas og dele, alt det, der opstår på din skriverejse. Eller noget af det. Det var sådan, min egen skriverejse startede og det var den måde, min sjæl trængte igennem til mig. Via ordene og de fortællinger, der ligeså stille sivede ud mellem linjerne på Poetiske Paradokser, hvor jeg stadig lejlighedsvis skriver den dag i dag. Der er lidt stille i øjeblikke, fordi jeg i år skriver på en bog, ørnens fortælling, men jeg elsker mit skriverum, der er dedikeret til Megans forunderlige rejse.

Dit skrivende fremmøde breder sig som ringe i vandet

Men der er en sidegevinst, ja der er faktisk mange, for dit fremmøde breder sig som ringe i vandet og skaber nye åbninger på andre måder. Døre åbnes i dit liv og på din vej, åbninger som ikke fandtes før. Alene det at skrive, flydende, intuitivt og uden om hovedet og den evindelige modstand, frygt og indre censor, giver en sprudlende og umiddelbar glæde, der er nærmest umulig at beskrive, den skal opleves! Det gør godt, det bløder op, kreativiteten flyder igennem dig som en lysende kraft af noget, der minder forbavsende meget om kærlighed.

Du er skabt til at skabe og det gør ondt at lade være …

Du er skabt til at skabe. Også det vil din sjæl gerne fortælle dig om. Faktisk har den så mange gode og forløsende ord til dig, at den er nødt til at gøre sig store anstrengelser for faktisk at få dig til at tage imod. Skrivelængsel er bare en af de måder, sjælen prøver at få kontakt med dig på. Bliver du ved med at overhøre den, lægger du yderligere låg på og udskyder du mødet, bliver kroppen tung. Ubrugt kreativitet sætter sig som smerter, spændinger og endda sygdom.

Jeg har dedikeret mit liv til at skabe smukke rum

Men alt det ved du godt. Og jeg vil bare sige til dig at jeg er her, jeg har dedikeret mit liv og mit virke til at skabe smukke rum, hvor skrivelængslen får lov at blive til ord, sætninger og fortællinger, der danser over linjerne, glæder os og åbner hjerter. Rum, hvor der plads til det hele uden dom og forhastede konklusioner. Rum, hvor kreativiteten får lov til at spire, hvor vi kan øve os, prøve forskellige måder og metoder, finde vores egen vej, egne ord og åbne op for alt det, der gerne vil fortælles. Det er så magisk. Det gør så godt.

HØSTCIRKLEN er et af de rum

Høstcirklen er et af de rum. Og jeg kan afsløre for dig, at jeg efter afholdelse af nu fire skrivecirkler har finjusteret forløbet, så du får endnu mere ud af din dedikation og dit fremmøde:

Større fokus på hensigtserklæringen, din magiske intention
Der er endnu mere fokus på hensigtserklæringen, din hjertelige intention, som er med til at skabe både dit indre skriverum og indstille dig på at modtage men som selvfølgelig også giver energi til det fælles rum. Jeg viser dig hvordan.

Lille pris, stort udbytte
Prisen er stadig ekstremt favorabel. For kun DKK 995,-. kan du i 3 måneder bogstaveligt talt få alt det, du skrivemæssigt drømmer fordi, fordi du her starter eller genstarter din skriveproces fra et helt nyt sted.  Når forløbet er ovre, kan du vælge at gå videre i en ny skrivecirkel eller du kan fortsætte på din skriverejse på egen hånd. Nu er du i gang, nu ved du hvordan, for du har fået en direkte skriveoplevelse og du har fået gode ord, sparring, inspiration og masser af kærlighed med på vejen. Der er nemlig altid en utrolig fin stemning og opbakning fra de andre i skrivecirklerne. De er jo på akkurat samme rejse som dig.

Din egen skrivecoach og rejsevejleder
Undervejs har du selvfølgelig mulighed for at konsultere mig, skrivecoachen, som selv skriver sin vej og har gjort det i mange år. Lad mig øse af det, jeg har lært og som virker. Spis af den buffet, der har hjulpet mig på min skrivevej, smag på retterne og tag det, du kan bruge.

DIN INVITATION til HØSTCIRKLEN finder du her. Fra august til og med oktober.
Alle detaljerne finder du i invitationslinket.

Kom og vær med i Høstcirklen

Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com og tilmeld dig HØSTCIRKLEN, hvis du kan mærke, at det skal være sådan. Og er du i tvivl, som gør det, jeg altid selv gør, hvis jeg ikke umiddelbart kan mærke et entydigt svar. Jeg møder op og spørger mit hjerte og/eller min sjæl.

Er du i tvivl? Spørg din sjæl

Start med opvarmningsøvelsen, som du finder her. Tøm hovedet for tunge tanker og overfladevand. Det tager 5 minutter og herefter er du klar til at skrive fra et dybere sted i dig selv.

Stil dit spørgsmål? Kære sjæl eller hjerte, skal jeg være med i Høstcirklen? Eller hvad du nu vil spørge om. Stil dit stopur og skriv så flydende og intuitivt som muligt. Hånden på hjertet, hvad er det egentlig min skrivelængsel handler om? Og hvorfor er det så svært for mig at tage imod det, jeg ønsker mig allermest? Mine egne ord, min egen stemme, min indre rådgivning og kærlighed?

Ja til sjæl, skriveglæde og HØSTCIRKEL?

Skriv og du får svar. Og er svaret et JA til sjæl, skriveglæde og Høstcirklen, så ved du nu hvor du skal skrive dig hen. Skrivehuset@gmail.com.

Kærlig hilsen
Lene

da30b-12934985_545116755672715_1616367928_n

Giv tid

 

Giv tid_solopgang

Som jeg ser det er det ikke manglende værktøjer til en intellektuel fremstilling af historier, der gør at vi ikke får skrevet. De fleste kan lære at arbejde med struktur og plots og få en god fornemmelse af, hvordan man teoretisk set kan bygge en god historie op. Men det er ikke sjældent noget i det ydre, teknikker, regler, kasser og teori, vi savner.

Vi savner os selv!

Vi savner at kunne give slip og tage imod. Vi savner det legende, udforskende, eventyret og modet til bare at gå på opdagelse i, hvad der måske kunne være. Vi længes efter mod til bare at sætte os ved Kilden og spørge: Hvad mon der er til mig af inspiration? Hvilke historier eller fortællinger mon kommer mig i møde, hvis jeg virkelig formår at give slip og lader komme?

Leg, lyst og undren

Og nu tænker du måske, at det handler om at anstrenge sig i forventning om, at noget bestemt vil ske. Men den forventningsfulde, utålmodige anstrengelse gavner faktisk sjældent den kreative proces. Det gør legen derimod, lysten, nysgerrigheden. Hvis vi kan, hjælper det os på alle måder at finde det legesyge, udforskende og undrende barn frem, når vi skriver og skaber. Og det kan være gavnligt at stille spørgsmål. Skriv dem gerne ned på papiret eller i dit dokument, men lad være med at forvente dig svar øjeblikkeligt. Forestil dig i stedet, at du planter et lille frø i jorden, som først skal spire og gro. Du ved ikke hvornår, men på et tidspunkt dukker din blomst op som en solsikke på en sommerdag. Dit svar. Erkendelsen. Hvad du nu har brug for. Men du må give tid.

Den kreative, skabende proces er ikke en tur i overhalingsbanen på motorvejen. Glem alt om fart og præstationer. Prøv i stedet at have en intention om at ære processen, giv tid og stol på, at Kilden arbejder sammen med dig.

Min egen erfaring med den gode og til dels langsomme proces afholder mig fra at love dig hurtige og skudsikre resultater, hvis du indgår et skrivende samarbejde med mig. De færreste har brug for flere løfter om hurtige veje til varige forandringer. Derimod kan jeg af hele mit hjerte love dig, at jeg vil hjælpe dig med at sætte en god skriveproces i gang og at jeg støtter dig undervejs – med gode ord, opmuntringer, værktøjer og skriveøvelser der alle har til formål at åbne op og folde ud. For ofte handler manglende skriveglæde og eventyrlyst om, at vi blokerer i stedet for at åbne os. Vi blokerer for kreativitet og skriveglæde og dermed for det, der så gerne ville skrives gennem os.

Har du ikke tid? Eller bliver du lettere utryg ved tanken om at skulle overgive dig til en proces og en skriverejse, hvor du ikke er sikker på udfaldet? Tillykke, så er du nemlig ikke alene. Det er ofte undskyldninger om manglende tid eller frygt for ikke-at-vide, der afholder os fra at skrive. Den indre censor er faktisk temmelig skrap til at bruge TID og KONTROL som ammunition i sit kreativitetsødelæggende gevær. Manglende tid og behov for kontrol er også et udtryk for modstand, frygt og udsættelse af det, du drømmer om.

I skriveforløb hos mig, på skriverejsen, lærer du at SKABE tid. For naturligvis er du nødt til at møde op og dedikere dig til processen. Den kreative proces, skriveprocessen. Kun ved at skrive og blive ved lærer du dit kreative, skrivende selv at kende og finder ud af, hvordan DU bedst NAVIGERER. Og det er en af nøglerne til en god og vedvarende proces. At finde sin egen måde, sin stemme og sin måde at gøre det på.

Et skridt af gangen

Skriverejsen er ikke et quickfix. Jeg ville stikke dig blår i øjnene, hvis jeg påstod at Rom blev bygget på én dag. Vi tager sammen et skridt af gangen. Vi skriver os på vej, lærer at navigere, vi går på opdagelse og folder ud via skriveøvelser, opgaver og den gode udveksling, vi har sammen. For skriverejsen er en personlig rejse. Et pilgrimsfærd. Vi favner og forsøger ikke at springe over, hvor gærdet er lavets. Tro mig, jeg har prøvet. Det er ikke en fordel at forsøge at skyde genvej. Spørg i stedet dig selv hvad din skrivelængsel egentlig handler om? Og spørg så efterfølgende dig selv og her må du gerne forvente er ÆRLIGT svar – hvorfor tager jeg så ikke min skrivelængsel alvorligt? Hvad afholder mig fra at skrive?

Øvelse gør mester – kærlighed skaber mirakler

En musiker øver sig kontinuerligt på sit instrument og bliver langsomt bedre. På samme måde må du bevidst vælge at øve dig på dit instrument, skrivegerningen, og være indstillet på at turde lege lidt mere. Udforske lidt mere. Give lidt mere. Tid. Kærlighed. Tålmodighed. Tillid. Til dig selv og processen. For gør du det, så kan vi begynde at tale om mirakler.

Hvem siger, at det skal være nemt?
Hvem siger, at det skal gå hurtigt?
Hvem påstår, at man kan lære at spille på et instrument uden at møde op og øve sig?

Det hører du ikke fra mig. I stedet vil jeg med hjertet fuld af spirende forår sige til dig: Giv Tid. Og slutte af med at citere gode gamle B.S. Ingemann. Giver du tid, giver du kærlighed, til dig selv og skriveprocessen, så får du så mange mirakler igen, at du tror det er løgn …

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

Kærlig hilsen og glædeligt forår
Lene

Giv tid_solopgang

 

Vi skriver, vi lever

lyset

Jeg fornemmer, at de fleste af os er dybt spirituelle mennesker, som forsøger at skjule vores spiritualitet af angst for at skræmme andre væk. Det er en slags skam, så vi skjuler vores længsel efter at forbinde os og gør os hårde dér, hvor blødheden burde blomstre.

For mig er skriverejsen også et spirituelt anliggende. Det har jeg haft svært ved at sige højt, men det er hele tiden sådan, at det har været. For jo mere jeg skrev og desto dybere, jeg kom, jo mere forstod jeg, at jeg forbandt mig, når jeg skrev. Noget ville skrives gennem mig og jo mere åben og modtagelig, jeg blev, desto mere flød det. Nu går jeg bevidst på rejse i mig selv efter forbindelser og jeg lytter til de dybere budskaber, der rumler som torden i undergrunden. Jeg går ind i et rum af åbenhed og fordybelse og jeg sidder gerne i stilhed. Med mig selv, med ordene og så lader jeg komme. Jeg møder op og skriver.

At møde op

Det vigtigste, vi kan gøre, når vi ønsker at skrive og endda at blive bedre til det, er at møde op. Intet kan erstatte selve skrivegerningen, det øjeblik, hvor vi forbinder os og forankrer os i nuet. Det skrivende øjeblik kan ikke tænkes, det skal skrives, mærkes og leves. Det er som et åndedrag, vi tager i samklang med noget, der er større end os. Jo mere vi tænker og prøver at forestille os, hvordan det vil jo blive, desto mere energi bruger vi på ikke at skrive. Så det bedste vi kan gøre for os selv er at møde op og gøre det eneste, vi egentlig behøver at gøre: At skrive.

Skrivelængsel

Længslen. Skrivelængslen. Hvad handler den om? Mange påstår, at de har en bog i maven, men bøger bor ikke i maver. De skabes i gerningsøjeblikket. Så bogen i maven handler i virkeligheden om længsel efter at sætte noget fri, så det kan lade sig skabe. Det handler om lyst til at tage på skriverejse i noget, der kunne blive til en bog. På sælsom vis skriver historierne ofte sig selv, når vi møder op og tager imod dem. Når vi skriver os igennem sætninger, afsnit og kapitler. Og vi kan forestille os, at vi lægger frø, vi gøder marker og vander haver. Vi skriver os fra kyst til kyst og lægger spor. Senere kan vi vende tilbage og forbinde punkter, vi kan slette det, der er overflødigt og vi kan rette og finpudse. Men i første del af processen sætter vi fri. Måske vokser der så faktisk en slags bog ud af maven, men at turde glemme produktet for en stund og overgive sig til processen, fuldt og helt, det er en gave.

Give slip og se, hvad der sker. Lad det være et eventyr.

Vi ønsker at skrive, vi mærker en længsel, men det er ikke alt. Vi ønsker også at skabe forbindelse og det er som om at længslen driver os mod ordene. Vi ønsker forbindelse gennem sproget og ordene. Vi forbinder os både med noget, der er større end os selv, men vi forbinder os samtidig med vores dybeste selv, vores sjæl.

Vi skriver, vi lever

Så måske er det i sidste ende ikke så vigtigt, hvad skriveprocessen ender med. Om skriver vi en roman, noveller eller vores personlige livshistorie. Om vi blogger eller skriver dagbog, som kun vi selv læser. Måske handler det i virkeligheden om, at vi faktisk møder op og gør det. Skriver. Lever. At vi favner dagen og de øjeblikke, hvor vi har muligheden for at træffe valg, der ærer vores hjerte. Hvor vi skriver os fri og forstår, hvad vi er gjort af. At vi lærer os selv at kende på godt og ondt og skriver det hele. Det sure med det søde. Sorgen, glæden og vejen.  At vi forstår, at vi er samskabere og at vi er skabt til at skabe. Og at det at gøre det, gør os levende og mere bevægelige, mere frie og sandsynligvis også lykkelige. Vi former, skaber og skriver. Vi lever.

Kærlig hilsen
Lene

På skriverejse – skriveforløb i Skrivehuset

lyset

En himmel fuld af stjerner

bål

Det er aften.  Himlen maler sig i en mørkere blå og pludselig dukker stjernerne op. En efter en kommer de til syne og kigger ned på os. Vi laver bål og pludselig bliver vi tavse. Sidder længe og stirrer ind i de knitrende flammer, mens vi finder tilbage til roen og det sted i os selv, hvor vi bare kan være.

Så tager hun pludselig ordet. Griber det ud af luften, som en glød, der blusser op. Jeg lytter intenst.

’Det sætter sig i kroppen. Alt det, der ikke bliver skrevet. Eller sagt. Alt det, der ikke synges og danses. Det fortvivler, forstummer og går gennem en usynlig dør, hvorefter det træder hen over de knirkende gulvbrædder i kroppen og finder sig et sted. Der sætter det sig. Lægger sig. Og venter. Og bliver det ikke kaldt på, hentet ud, skrevet, sunget, danset eller malet, så begynder det at udvikle sig på egen hånd. Det bliver til smerte. Først en lille smerte, noget subtilt, en følelse af længsel, et suk. Men senere buldrer det. Højt. Smerte eller endda sygdom. Det er kreativiteten, der ikke bruges, leves og åndes. Den vender sit ellers så skønne ansigt indad og ligner til sidst et hengemt skelet. Raslende, pivende og vred. Den græder og skaber sig, som den nu kan under de dårlige betingelser. For hvem ønsker at blive smidt i en sort fangekælder og glemt?

En depression. Humøret, der daler og synker som et skib, der går ned. Helt ned på havets bund, hvor tomme sandkorn hvirvler op som støv og siden falder til ro. Et skibsvrag. Et skib fuld af gabende tomme huller, øjne der ser ud i natten og fortvivlet råber om hjælp. Men ingen hører de tavse skrig og skulle der komme en dykker forbi, ville vedkommende nok hurtigt forsvinde igen. Op til overfladen, lyset og luften. For dernede er der ingen ilt. Ingen kan vel leve på bunden af et sort hav. Heller ikke kreativiteten.’

September sukker, da hun har udtalt det sidste ord i sin lille forelæsning. Så smider hun sine noter på bålet. Vi ser ilden æde sig gennem dem. Teen står urørt og halvkold ved hendes side. Og overfor sidder jeg og glemmer helt at trække vejret. Jeg sluger luft og hoster. Er det røg? Eller vand? For jeg var dér, på havets bund, indestængt i skibsvraget. Det var mine øjne, der gabende tomme stirrede ud i mørket og kun fik øje på spøgelsesbølger og tang. Jeg kunne ikke få vejret, jeg var næsten død. Og pludselig forstod jeg, hvad det betyder. Hvad det betyder for mig at få lov til at skabe. Skrive. Og hvorfor jeg i så mange år vandrede omkring som en skygge af mig selv. Hvorfor det gjorde ondt. De skreg jo på min opmærksomhed. Ordene, sætningerne, historierne. Og de rim og remser, som førhen altid gjorde mig så glad. Rytmen, dansen, de trin, som min krop slet ikke behøvede hjælp til at udføre.

’Vi skal bagom tankerne’, siger September og ser på mig. Jeg nikker. Det har jeg skam opdaget. Og jeg øver mig, jeg ønsker at lære IKKE at TÆNKE. At lære sind og tanker at være stille er absolut nødvendigt for at kunne tage på den rejse, vi skal på. Vi skal ind i kroppen, vi skal mærke efter og skrive alt det frem, som har været i dvale så længe. Med smerte, længsel og tristhed til følge. For der findes en urgammel visdom gemt i kroppen, som blot venter på, at vi skal hente den ud. Skrive, male, synge, danse … eller skrige! Der er kraftfulde energier gemt i vores krop.

’Netop”, siger tankelæseren September og rejser sig resolut. Det er derfor, vi også skal huske at bevæge os. Ja, ud og gå. Og hvis vi ønsker at skrive, så er der kun en ting at gøre.’

’Og det er at skrive! ‘Jeg nikker, smiler, hvor er det egentlig simpelt. Hvordan skulle man ellers finde vej til alle de mørke huller i krop og sjæl, hvor ikke fortalte eller skrevne historier er gemt? Hvordan skulle man ellers lokke dem frem, hvis ikke med sit fremmøde og sin dedikation? Intention? Det er ikke noget, man kan tænke sig til. Faktisk har tankerne det med at forkludre alting. Derfor skal vi lære at sidde i stilhed. Vise sindet, at vi ikke er til salg for gamle og slidte historier om, hvorfor vi ikke er gode nok eller hvorfor vores historier ikke duer.’

’Nogen sagde engang til mig, at jeg ikke kunne skrive’, siger September. En tåre dukker op i hendes øjenkrog. ’Og jeg valgte at tro på det. Den overbevisning satte sig som en konge på min skabende trone og fra det øjeblik kunne jeg ikke længere skrive. Historierne forstummede. Jeg forsøgte, men smerten ved at gøre det blev for stor. Og ordene ville ikke være med.’

’Og nogen valgte engang at give mig karakter for mine præstationer’. Jeg kommer i tanke om skolen og jagten på de gode karakterer. På at være den bedste. For kun den bedste får ros og lærerens gunst. Kun den bedste er værdig til … at blive set og elsket?’ Så jeg gjorde mig sådan umage …

’Ego, ego, ego’. September ryster på hovedet, så det korngule hår falder som et teatertæppe for hendes ansigt. Hun puster irriteret bag tæppet, som flagrer i vinden. Som et lys i mørket, hendes ansigt ser alvorligt ud i flammerne fra bålet.

’Og alt i mens sidder det, der vil skrives og skabes og venter på, at vi skal vågne op som Tornerose fra sin søvn og komme til fornuft. Altså den fornuft, som findes i hjertet. Den fornuft, som ved, at det ikke handler om præstation og være bedst. Og som er helt klar over, at det ikke fører til noget godt at sammenligne sig. Det eneste, man skal vælge at gøre, er at … ‘

’Give pokker og skrive løs! Skabe sig! September ler. ’Og ved du hvad’, tilføjer hun, hendes stemme er nu en blæsende hvisken, som om hun vil afsløre en dyb hemmelighed for mig. ’En stor del af vores kreativitet er et forsøg på at oversætte de bedst bevogtede og gemte historier i vores liv. Historier, som bor bag ved smerte og sygdom. Depression. Tristhed. Meningsløshed. Og skam!

Jeg nikker og synker erkendelsen, skyller den ned med min halvlunkne te. Over os blinker stjernerne som små knappenåle på en kæmpemæssig sort tavle. Og der er specielt en, som forsøger at få min opmærksomhed.

’Ja dig, dig dernede med det lyse hår og den grå trøje. Dig med tekoppen og hjertet fuld af historier.’ Jeg ser op, hun blinker ivrigt, nu har hun min opmærksomhed. ’Kom herop, jeg har noget at sige dig!’

Jeg ryster på hovedet, hvordan kan jeg det? Jeg er jo ikke en stjerne. Jeg er bare …

Men stjernen bliver ved med at blinke. Insisterende og kærligt på samme tid. Og så opdager jeg at September er væk. Hun sad overfor mig for et sekund siden, men nu er hun dér ikke længere. Bålet brænder stadig, det knitrer, mens ilden langsomt dør hen. Nu er der kun gløder tilbage. Og en himmel fuld af stjerner.

En lille historie om, hvor triste vi kan blive, hvis vi ikke bruger vores medfødte skaberkraft. Men heldigvis er det aldrig for sent. Historier, malerier, sange og andet sjæleguld venter bare på, at vi skal tage det tilbage. Skaberkraften. Glæden. Skrive, male, synge eller danse det. Og hvorfor vente? Begynd i dag med det første skridt, ord, farve eller strofe.

Kærlig hilsen

Lene