Hjem til dig selv

Lene

Trust that you are always given exactly what you need in each moment, every day and in every way.

Vi kan drage ud i verden og blive inspireret, vi kan finde ord, sætninger, møde mennesker og situationer, som vækker dyb genklang, men vi er nødt til at vende næsen hjemad og indad, for at opdage det i os selv.

Vi har helt vores egen vej. Og vores egen måde.

Hvad nu hvis livet altid giver os det, vi har behov for? I hvert øjeblik, hver dag og på enhver måde. Når vi går i tillid, så åbner døre sig, som vi ikke så før. Så måske handler det ikke så meget om mod som om dyb tillid? Og tro? Tro på os selv og på, at livet vil os det godt. Den tillid vil så vende tilbage til os som en boomerang med lige netop det, vi har brug for. Vi behøver ikke at drage ud i verden og slås med drager. Det er nok, at vi bekæmper dragerne i os selv. Og bekæmpe er slet ikke det rigtige ord, for det viser sig ofte, at dragerne slet ikke kan fordrives med had og kamp. De kan kun opløses med kærlighed. Når vi møder dem lige dér, hvor de er, uden at dømme og forbande, og når vi lytter til deres hjerteskærende historier, viser det sig ofte, at de blot er blevet forfærdeligt sårede på et tidspunkt. Dragerne. De er fulde af åbne sår, som har brug for kærlighed for at kunne heale. Kærlighed og tilgivelse. Så er de ikke længere onde drager. De fordamper som duggen en sommermorgen, når den første sol varmer græsset op.

Der er en vigtig ting, som vi må huske på. Hvis nogen vil sælge os guld og grønne skove, så skal vi ikke slå til. Hvis nogen påstår, at de har fundet de vise sten og de nu har et rigtig godt tilbud til lige netop os, så skal vi ikke købe. For ingen kan finde vores vise sten. Kun os selv. Og de vise sten er slet ikke til salg. Vi har ikke brug for penge til at erhverve dem. Vi har brug for selvkærlighed og medfølelse.

Derimod kan vi møde mennesker og gode sjæle, som tilbyder at være spejle, så vi bedre kan se os selv. Det er en helt anden snak. Nu bliver det interessant. Den slags hjælp kan være en gave på vores vej. Men vi må aldrig forfalde til at tro, at vi ikke selv har noget at skulle have sagt. Vi har alt at skulle have sagt. Det gælder nemlig om at finde lige netop vores vej og vores måde og den kan ingen andre gøre sig begreb om. De kan være spejle, de kan give os øvelser, lytte og kærligt guide os på vej, men vi må gå vejen selv.

Og heldigvis for det. For når vi begynder at gå og opdager, at alle skattene lægger dybt begravet i vores eget indre, er belønningen enorm. Den særlige sårbare genklang, der vækkes, den længsel, der pludselig forløses, den kærlighed, vi søgte og ledte efter med lys og lygte. Vi har den selv. Den bor i os. Og den har været dér hele tiden.

Men hvorfor er jeg så ofte blevet konfronteret med det, jeg egentlig ikke ville have? Nogle gange i forklædning, så jeg tror, at det er den rigtige vare?

Fordi du derigennem skal lære at genkende det, der er godt for dig. Det du egentligt ønsker dig. Livet viser dig det, du ikke vil have, så du virkelig kan mærke det, der er godt for dig, når det dukker op. Du har set kærlighed, der bar maske og som viste sig slet ikke at være det, den udgav sig for. Så du kunne genkende ægte kærlighed, når den dukkede op. Du har mødt mennesker, som du troede var dine venner og fortrolige, men som skulle vise sig ikke at være det. Så du kunne genkende dine ægte venner, når de dukkede op. Og du har set dig selv og mærket, hvor opslidende det er at gå omkring og bære maske og forestille dig for at opnå andres nåde og kærlighed, så du virkelig kunne mærke, hvad det vil sige at være den egentlige dig. Da du endelig besluttede dig for at følge dit hjerte og var nødt til at smide masken og droppe alle forestillingerne, så opdagede du, at du er god nok præcis som du er. Når du mærker at kærligheden kommer indefra. Når du elsker dig selv og indser, at du er helt perfekt og værdig til at blive elsket, så kommer kærligheden også udefra. Så er du dit eget fyrtårn.

Når du beslutter dig for at følge dit hjerte og lytte til din sjæl, så følger dit hjerte dig og sjælen taler. Den stille stemme, det sagte suk og lydene, man ikke kan høre, men som man mærker som usynlige dråber på huden. Kuldegysning. Små hår, der rejser sig. Genklang. Dyb tilfredsstillelse i ren væren. Når du opdager, at du ikke har travlt og ikke skal nå noget bestemt eller skal nogen steder hen. Når du mærker, at du er ankommet.

Når du er kommet hjem. Hjem til dig selv.

Så falder det hele på plads og du ser, at der slet ikke findes nogle puslespilsbrikker. Du var allerede samlet. Men du måtte skilles fra dig selv for virkelig at kunne se det.

Du er allerede hel.

At skrive intuitivt kan være en måde at møde dig selv på. En kærlig proces, hvor du lærer at være med det, der er og indser, at du er præcis som du skal være.

Kærlig hilsen
Lene

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s