Usynlig kærlighed og en dans

Tågehus

You have to leave the city of your comfort and go into the wilderness of your intuition.
What you’ll discover will be wonderful. What you’ll discover is yourself
– Alan Alda –


Det sjove, det smukke, det sørgelige og det svære

Det gør godt at skrive det. Det sjove, det smukke, det sørgelige og det svære. At skrive kan være en terapeutisk handling, men det er også et eventyr, som vi kan begive os ud på med kærlig nysgerrighed. For hvad findes der bag tankerne og det tilsyneladende? Hvem mon bor på bunden af den kreative brønd, bag tanker og begrænsninger, hvad findes der af skatte og hengemte hemmeligheder?

Ved at skrive og lade det flyde opdager vi, at vi indeholder meget mere, end vi går og tror. Vi opdager måske, at vi slet ikke er enige med vores tanker, og når vi skriver løs uden at tænke, helt intuitivt, nærmer vi os noget større. Vi bliver ét med skabelsen af en historie, der ligesom bare flyder og skrives gennem os. Og ingen andre end os kan gøre det. For ingen har set, mærket og levet i vores krop og set livet og verden gennem vores øjne og med vores hjerte. Derfor er enhver historie unik og har sit eget liv og berettigelse.

Verden set gennem dine briller er en unik fortælling. En fortælling om alkymi. Og ingen andre end dig kan fortælle den historie på lige netop din måde.

Noget i os husker

Der sker noget, når vi møder op og skriver, når vi forlader vores tankemæssige komfortzone og bevæger os ud i intuitionens vildnis. Selvom vi mærker modstand, forlader vi de tilsyneladende trygge begrænsninger og tager først skridt ud i det ukendte. Det ukendte, som i virkeligheden er det kendte. Vi havde bare glemt det. Så jo mere vi skriver og bevæger os væk fra det sted, hvor modstanden tog kvælertag og fortalte os, at vi ikke turde, ikke havde lyst og ikke var gode nok eller værdige nok, desto mere vovede bliver vi. For noget i os husker. Vi frydes, vi mærker genklang.

Og trygheden? Den viser sig ofte at have været et slags fængsel – helt paradoksalt.

Pludselig begynder det at strømme og komme ud af os. Det føles næsten som magi, den måde ordene boltrer sig på. Sjove og eventyrlige vendinger, ord lader sig bruge på nye måder og små historier ser dagens lys. Uden at dømme lader vi det komme, vi giver troldene ben at gå på, men de går selv. De spadserer lige ud i lyset og fortæller os, at livet er meget mere end vi troede og at vi rummer og kan meget mere, end vi turde håbe på.

Usynlig kærlighed og en dans

Og det gør så godt. Det er magisk, det er som at blive opfyldt af usynlig kærlighed, når vi sidder dér og tager imod. Vi bliver berørte af alt det, der gemmer sig indeni os og vi bliver berørte … af os selv! Der opstår et slags kærlighedsforhold mellem os og vores historier. En bro.

En tåget skikkelse går langsomt over broen. Indtil vi opdager, at det ikke er skikkelsen, der er tåget. Det er os. Så vi tråder ud af vores egen dis og helt ind i historien. Vi mærker den, vi skriver den og vi er den.

Vi er ét med det, der skrives. Og jo mere vi overgiver os og slipper kontrollen, desto dristigere bliver både ord og historier. De vil gerne skrives. Og de kommer fra hengemte steder i kroppen, hvor de havde sat sig i skumring og skyggefulde afkroge, de træder ud i lyset, de misser med øjnene og ser, at de er det selv.

Lyset.

At skrive dine historier eller digte er en kærlighedserklæring til dig selv. Uanset hvad du har tænkt dig at gøre med dine skriverier sidenhen. Når du skriver, lader kommer og giver slip, giver du dig selv. Og ved du hvad, det kan også være rigtigt sjovt! Jeg sidder tit og smiler, ja jeg ler højt, når jeg får skrevet nogle komiske sætninger løs, der havde sat sig som en lettere hovedpine eller noget, der føltes som kvalme. Eller jeg mærker forløsningen ved at sætte ord på noget af det, der føltes tungt og svært.

Men mest af alt er intuitiv skrivning et eventyr. En dans med livet og med det, der er.

Kærlig hilsen
Lene

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s