Månekvinden

Månekvinden

Har jeg lyst til at skrive om månekvinden? Jeg ved det ikke, men jeg har set hende danse i det sølvblege lys. De sidste par nætter. Eller rettere sagt, i nat var jeg så træt, at jeg sov gennem hele forestillingen. Jeg vågnede først, da vækkeuret sang. Og selvom jeg gerne havde set hendes poetiske dans og lyset, der trak streger og skabte magi, var jeg glad for min nattesøvn. Hun har det nemlig med at stjæle den. Hun tvinger mig ofte til at overvære forestillingen og selvom jeg stritter imod, har jeg svært ved at sove. Hun vækker mig, jeg ved ikke hvordan, men jeg vågner med et pling. Pling!

’Vil du skrive om mig?’, spurgte hun forleden nat og stak sit blege ansigt helt i soveværelset. Eller var det i stuen? For jeg besluttede mig for at lave en månemeditation. Siddende i min lænestol kunne jeg se hende svæve mod himmelsalen. Selv med lukkede øjne kunne jeg mærke, hvordan hendes sølvlys trængte ind i min sjæl og gjorde noget ved mig. Det tidspunkt på måneden, den cyklus. Du kender det. Måske.

’Du er selv en del af den cyklus’, har hun sagt utallige gange og jeg ved det godt. De nætter, det lys, den magi, der fortryller og gør landskabet til noget andet. Det er som om et usynligt tæppe trækkes til side. En forestilling går i gang. Landskabet svøber sig i silkebløde sølvtråde. Træerne skifter karakter, de kender deres roller og gør klar. Hvis man kigger rigtig efter, kan man se, hvordan de langsomt begynder at danse. Et træ af gangen. Helt forsigtigt, kun det trænede øje kan se det. Men jeg har øvet mig så længe, at jeg efterhånden er i stand til at stille så tilpas uskarpt, at det når mig. Det handler om at ville det og tro på det, men anstrenger man sig for meget, går det ikke. Så er landskabet bare … et sted på landet. I november. Dybt i efterårets favn.

’Jeg vil gerne skrive om dig, men hvad skal jeg så skrive?’, spørger jeg forsigtigt, da jeg efter meditationen misser med øjnene og kigger ud gennem vinduet. Dér sidder hun på sin trone, månedronningen, som gerne vil have at jeg kalder hende månekvinden.

’Folk har alt for stor respekt for ordet dronning’, siger hun og vifter en natsværmer væk, ’og det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker at de skal se sig selv. Spejle sig i mit vand og min dybe visdom. Det er derfor jeg vækker folk, men det har de færreste forstået. Jeg vækker dem forsigtigt med min tryllestav og ”pling” er ren magi. ”Pling” er en gave.

’Men det er ofte forgæves’, sukker hun og går videre, ’for irriterede vågner de og forsøger at sove igen. Mit sprog er gjort af sølv og lys, så jeg kan ikke tale til dem, som de er vant til. Og selvom jeg gjorde, så ville de ikke lytte’.

’Jeg lytter’, siger jeg, tilfreds med mig selv. Endelig er jeg begyndt at forstå det. Fuldmånen er ikke kun ensbetydende med afbrudt nattesøvn og lange søvnløse nætter, det er et magisk tidspunkt. Et tidspunkt, som har helt sit eget landskab. Sit eget sprog. Et sted, hvor vi kan vandre med natteravne og flyve med flagermus. Og hvor vi kan samtale med månen og drikke visdom af bægre, der er så smukke at man skulle tro det er løgn. Men det er det ikke. Løgnen er bare en illusion.

’Du er meget tålmodig, kære måne’, siger jeg og ser på hende. Fuld af beundring, mit hjerte er ved at løbe over af ren medfølelse. Så længe jeg kan huske har hun forsøgt at få mig til at lytte. Cyklus efter cyklus. Tålmodigt, kærligt og uden stor ståhej. Aldrig gik hun ud af sig selv. Aldrig forlod hun sin kerne. Hun kom ikke ned fra himlen og ind i mit soveværelse, hun tvang mig ikke og hun gav mig heller ikke dårlig samvittighed. Ingenting. Hun blev bare ved med at skinne fra sin himmelplads og lod sit sølvlys fortrylle landskabet. Vækkede mig blidt med sit ”pling”, svingede sin usynlige tryllestav og kastede månestøv på min pude. Forgæves. Indtil nu.

’Hvad er det da, du vil fortælle os?’ Jeg ser på hende gennem vinduet og natten, der langsomt bliver dybere.

’At I skal blive bedre til at lytte’. Hun tøver ikke. Men det jeg vil fortælle jer hver især, er personligt. En helt personlig fortælling, som kun kan høres ved fuldmånetid. Det er ikke noget, du kan gengive i en lille historie, selvom jeg ved, at du gerne vil dele. Det, vi har sammen, er noget subtilt. En stemning. Noget, der ikke behøver ord. Og du ved jo, at mit sprog er anderledes end dit, men det betyder ikke, at du ikke kan lære det. Tværtimod. Du skal blot lytte. Og det er du blevet meget bedre til.’

’Men nu må jeg videre’. Hun ser kærligt på mig og når lige at blinke, inden en sky sejler forbi og dækker hendes lys. Jeg nikker i tavshed og rejser mig fra stolen.

* * *

Jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til at skrive om månekvinden, men det havde jeg. Det er ikke noget, man kan vide på forhånd. Man må møde op. Være villig. Svøbe sig i tro og tillid. Åbne sig så meget, at månelyset trænger gennem usynlige sprækker og siver helt ind i sjælen.

Lytte. Og jeg mener lytte. Virkelig lytte. Ikke lytte som de fleste gør, anspændte og parate til at få det næste ord. Det handler ikke om at svare igen. Man behøver slet ikke at sige noget. Man skal lytte så meget og så intenst, at man glemmer sig selv og pludselig bliver det, man hører.

Så hvem ved, måske vil jeg ved næste fuldmåne være i stand til at lytte så intenst, at jeg kan blive månen. Månekvinden. Hvem ved?

At skrive er at lytte. Og blive det man hører.

Kærlig hilsen
Lene

 

6 thoughts on “Månekvinden

  1. Kære Lene Megan

    Tak for din kraftfulde månefortælling.

    Jeg kommer til at tænke på, at vi jo alle har et stykke måne i os (astrologisk set, og hvis man tror på det). Udover alle de mange forunderlige sølvgrå påvirkninger, vi får af månedronningen, som du også fortæller om.
    Læste engang en af Dannie Druehylds bøger, og hun indleder den med at skrive: Jeg hedder Dannie Druehyld, og jeg er født i det (hendes månetegn). Og jeg, der altid har været temmelig overfladisk – men meget interesseret – i astrologi, lod mig fascinere. Hun ville fortælle noget bestemt med sin astrologiske konstellation, noget andet, men alligevel fascinerede det mig, at hun skrev sit månetegn først.
    Og det inspirerede mig til at finde mit eget. Og det blev faktisk en mindre revolution! For jeg forstod mig selv meget bedre; endelig. Og det skabte et trådværk af forbindelser mellem mine nye og gamle drømme, min sjæl og mit virkelige liv.
    Normalt definerer vi os jo i forhold til vores soltegn. Og det tror jeg også er meningen; det er vores kerne. Men derudover har mange andre planeter jo også indflydelse i vores stjernekonstellationer, og månen er en af de største. Solen er jo som oftest et maskulint symbol. Jeg tænker, dette også gør sig gældende i astrologien.
    Månen derimod står for: Det kvindelige i os. Vores mødrene slægt og vores mors påvirkning. Hele vores følelsesliv. Og så har de mænd vi vælger ofte samme karakteristika, som vores månetegn viser. Og sammenholdt med andre konstellationer er månen med til at fortælle om vores livsvej.

    Klem fra Laila

    • Selv tak Laila. Og du har helt ret. Faktisk er jeg (eller var) temmelig astrologi-interesseret og engang for mange år siden var jeg nærmest amatørastrolog, lagde horoskoper og den slags. Og jeg kender mit eget månetegn, det fortæller meget om mig også. Månen er det feminine aspekt, det indre og når vi ser på hele fødselshoroskopet i helhed, så fortæller det en hel historie om os. Soltegnet er kun en lille del af det større billede om end en vigtig del. For mig er månen som en slags søster, den intuitive, feminine og til dels passive kraft i mig selv. Min mors soltegn er mit månetegn. Det er ret typisk, har jeg ladet mig fortælle.

      Månen fascinerer mig til stadighed. Og fuldmånen, den cyklus, som både findes i naturen og i os. Jeg er selv meget påvirket af månens fase og det har jeg erkendt og accepterer. Og så er der jo masser af skrive om også. Måneinspiration! 🙂

      Knus
      Lene

  2. Jeg tænker, det er kraftfuldt at betragte månen som sin søster. Jeg kan godt forstå, du gør det. Det dér med ´søstre´af alting i universet, det er der altså noget utroligt magisk ved! En stærk energi.
    For mig er hun en dronning. Tidligere ubevidst, men nu, bevidst. Fordi jeg har brug for at ophøje naturen. Jeg føler, den er sådan. Hellig. Det er vi, mennesker, jo også. Og derfor er vi jo på en måde lige – vi ER søstre.
    Men alligevel er vi ikke så hellige, at vi har taget vare på naturen (og månen), både indeni os og udenfor os.
    Derfor er naturen ´større´ end os, føler jeg. Også pga. den simple årsag, at vi ikke ved særlig meget om den!
    Jeg synes, du er sej:) At du har lavet horoskoper:) Også at din mors soltegn er dit månetegn. Det er kraftfuldt! Og må forbinde jer stærkt.
    Tak fordi du har kastet lys på månen, Lene Megan.

    Kærlige hilsner fra Laila

  3. Ps: Ovenover synes jeg næsten mine ord, kan lyde som om, jeg ikke oplever, at vi mennesker er en del af naturen – men ligesom står udenfor. Og sådan mener jeg det selvfølgelig ikke. Åh, ikke nemt at forklare eller forstå!

    • Sådan læste jeg det nu ikke. Slet ikke. Og jeg er enig i at naturen er overlegen i sin visdom, netop fordi den er sin egen visdom. Og det kan vi mennesker lære af! 🙂

  4. Ja:) Og eftersom vi er en del af naturen, så er det måske også ´en naturlig proces´at være nedbrydende, selvudslettende, som vi er, når det kommer til klima, både på ydre og indre planer? Jeg er bange for, det er sådan.
    Og håber, vores lys og verdens lys vinder til sidst. Solenergien. Måneenergien.
    Fred:) og klem til dig fra Laila

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s