Jeg tror

påbogø
Jeg tror på, at vi er vores egen guru og at vi har alle svarene i os selv.

Jeg tror på, at vi ved at følge vores hjerter og lytte til vores sjæl med tiden bliver mere harmoniske og kærlige mennesker, som elsker sig selv og hviler i sig selv.

Jeg tror på processen og de små skridt. Tålmodighed. Disciplin. Glæde. Og KÆRLIGHED.

Jeg tror på, at kreativiteten er en kærlighedskilde, som er til rådighed for alle mennesker og at vi ved at give slip på kontrollen og stole på, at der er nok til os alle, kan finde åbninger og døre til skabelse, der tilsyneladende ikke eksisterede før. Jeg tror ikke på tilfældigheder.

Jeg tror på, at vi kan skrive os selv. Vores sjæl. Det har jeg gjort og jeg gør det til stadighed. Jeg vil gerne hjælpe og støtte dig med at gøre det samme, for jeg tror på, at vi bliver større ved at dele, hjælpe og støtte hinanden.

Og i øvrigt elsker jeg at skrive, lege med ord og skabe eventyrlige fortællinger. Eller rettere sagt; jeg elsker at tage imod fortællingerne, for når jeg møder op og giver slip, så skriver historierne nærmest sig selv. Jeg valgte ikke poesien, poesien valgte mig.

Jeg tror på mine historier og på, hvad de fortæller mig.

Mit håb er, at jeg med min erfaring og den vej, jeg har gået og som jeg nu nærmest er blevet, kan inspirere dig til at gøre det samme. Skrive din vej, følge dit hjerte og gøre det, du elsker og som gør dig glad.

Jeg tror på dig og velsigner dine kreative talenter. Du er skabt til at skabe!

Kærlig hilsen
Lene

 

5 thoughts on “Jeg tror

  1. Kære Lene Megan

    Tak for velsignelse – det er så smukt, synes jeg. Fra menneske til menneske. Fra hjerte til hjerte. Og dine ´jeg tror på´er´. De er fine som mild sommervind og stærke som urkraft!

    Nu hvor jeg læser med, opstår to af mine egne: Jeg tror på rummet mellem os mennesker, hellighed, kunstværker og ting. Ikke dig, ikke mig, ikke Gud (måske), ikke maleriet, ikke stolen – men den substans, som lever og bor i mellem alting.
    Og noget andet jeg tror på, er det jeg selv har ufatteligt svært ved at udføre i praksis. Det er: At det ikke er alting, der skal siges eller skrives. Eller: Det tror jeg på! Nogle tror sikkert noget andet. Og alle har ret. Men jeg har svært ved at udføre, det jeg selv tror på.

    Min gamle, gamle ven, som er billedkunstner, har lært mig netop det: Det er ikke alting, der skal fortælles. Den kraft, der bor i dét, der ikke fortælles, fører kraft til det, der fortælles. Den står og trækker, som en sydamerikansk suppe, der skal koge hele dagen. Eller som mordet, der ikke bliver opklaret i en by, som fører kraft til alt andet: Livgivende begivenheder. Eller måske er den såret inden i én, som man kun kan bevæge sig rundt om – og som giver kraften til hele ens liv.
    Vi lever på hinanden. Alting lever af hinanden.

    Min ven har også lært mig, at i et maleri skal der altid være en mågeklat! En fejl måske, i hvert fald noget man ikke kan tyde. Den er vældig vigtig, mågeklatten. Og jeg tænker, det måske er det samme, som når Suzanne Brøgger skriver et sted, at man skal give slip og skrive ´grimme´ord, i alt det man skriver. Ord, som ikke lyder godt! Som man helst vil undlade. Når man gør det, finder man ud af, at hele fortællingen fungerer med alle ordene, og at de lige netop måske var ´de grimme´, der fik fortællingen til at fungere.

    Nu har jeg ikke flere ord. Det var mine tanker så vidt.

    Alt det bedste til dig! Og rigtig god skrivelyst fra Laila

    • Tusind tak for dine betragtninger, Laila. Og jeg er enig, det er ikke alt, der skal siges eller skrives. I øvrigt har jeg også erfaret, at det er ikke alt, der vil skrives. Det er som om ord og formuleringer har deres tid og som du så fint beskriver det: Den kraft, der bor i det, der ikke fortælles, fører til den kraft, der fortælles. Elsker suppemetaforen, den simremad, der tager sin tid og har sin tid. Og som kommer og bliver til det, den gør, når tid er. Duften, konsistensen, smagen. Jeg er også enig med Suzanne Brøgger i forhold til at turde give slip og lade det skrives, som skrives vil – også grimme ord, hvis det er dem, som kommer flyvende. Det er jo det, der gør udtrykket og i sidste ende fortællingen og unik og ja, måske får den til at fungere.

      Vi får meget spændende igen, når vi tør give slip og lade komme. 🙂

      Endnu engang tusind tak og kærlige hilsener til dig

      Lene

  2. Det forstår jeg, eller fornemmer jeg. Din erfaring med det, at det ikke er alt, der vil skrives. At du har mærket sjælens stemme omkring det. Og du har lyttet! Hvor er du god. Og hvor er det bare vigtigt. Og hvor synes jeg, det kan være svært. Især med tålmodigheden, som du jo også tit har skrevet om.

    Jeg kommer til at tænke på nogle psykologiske begreber. Det smukke helende i at dele historier. Som du skriver om. Det er jo symbiosen. Følelsen af, at vi er her på jorden, sammen. At vi i smukke øjeblikke, vi deler, får lov at smelte sammen og låne en følelse af, at vi ikke er alene.
    Og så skriver jeg om det ikke at dele, dét, der ikke skal fortælles. Og det er jo adskillelse. Som gør, at vi er de unikke mennesker, vi er. At vi bliver født og skal dø alene. At vi skal turde stå selv. At ikke alle historier kan eller skal fortælles.

    Jeg synes, det er svært. Og særligt i et parforhold kommer det på prøve. Men også i kunstnerisk virksomhed, føler jeg?

    Billedet af suppen fik jeg på den måde, at jeg kom til at tænke på Isabel Allende og smukke Chile, hvor hun kommer fra. Hun har skrevet en kærlighedskogebog for elskende. Og den lånte min eks – kæreste og jeg engang for tusinde år siden. Og de retter, der er i den skal altså simre virkelig længe! Op til flere dage. Og så kan man jo så kysse imens. Den er vildt smuk og anbefalelsesværdig.

    Alt for nu. Og mange kærlige hilsner også til dig! Fra Laila

    • Jeg har en opskrift på en sydamerikansk karryret. Men den findes ikke på skrift. Den er overleveret fra mund til mund og hjerte til hjerte – gennem kærlighed. Således fik jeg den af min ex, som havde fået den af sin ex 😉 Jeg laver den stadigvæk og når jeg står i køkkenet og duften breder sig, så er det på mange måder en duft af liv og … kærlighed er den vigtigste ingrediens. Og i øvrigt er jeg også glad for skønne Isabel Allende!

      Endnu engang tak Laila, fordi du bringer historier, refleksioner og gode ord ind i mit hus. Det er så fint, når vi kan inspirere hinanden.

      Jeg tror at historierne fragtes med vinden, gennem regnen og bor i dugdråberne en tidlig morgen. De er alle vegne. Og de kommer også med en skøn kvinde, som hedder Laila. Tak 🙂

  3. Tusinde gange lige måde, kære Lene Megan!
    Må bare lige skrive tilsidst: Hvor lyder den skøn, den kærlighedsret, du har fået. En vigtig gave, der har simret og rejst gennem tid. Jeg synes, den lyder hellig, faktisk! Jeg håber, du altid vil huske den, og at den får mange flere fine rejser i dens liv.

    Kærlige hilsner til dig
    Fra Laila

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s