Noget om at skrive

 

Træ
Vi skal ikke tro på alt, vi tænker. Og det er faktisk umuligt at tænke sig til skriveprocessen uden at møde op og opleve den. Tankerne kan let give blokering og skabe modstand og er umættelige tidsrøvere og energispisere. Et drama folder sig ud allerede inden vi skriver, et drama, der meget hellere skulle være forbeholdt papiret. Vi bliver trætte og modløse inden vi har sat os ved PC, Mac eller med papir og blyant. Og så kan det også være lige meget!

MØD OP OG SKRIV
I virkeligheden skal vi blot møde op og med nysgerrighed og undren begive os ud på skriverejsen. Vi åbner os, så vi kan tage imod. Historierne vil gerne skrives, det er som om de bare venter på, at vi møde op og skrive dem.

DET DIREKTE MØDE MED KREATIVITEN
Vi modtager i nuet. I gerningsøjeblikket. I det direkte møde med kreativiteten opstår der noget og det er vores fornemmeste opgave at lytte til det, der bliver sagt. Det kan være en slags hvisken, en susen i træerne, en fugl der flyver forbi. Alting har en historie, en slags ledetråd og kan føre til hvad som helst. Det skulle gerne være spændende at begive sig af sted på skriveeventyr. Den nysgerrighed og undren, vi kan mestre i forhold til det, der vil skrives og som folder sig ud på papiret, den er guld værd.

NYSGERRIGHED OG UNDREN
Nysgerrigheden spørger måske hvordan og hvad nu, men den rene undren? Den betragter bare. Tillader sig selv at være åben, modtagelig og dømmer ikke det, den hører. Den fortsætter med at lytte.

Nysgerrighed og undren går helt ind i historien og lader ord bliver til sætninger, følger de snørklede stier ud til større landeveje for så igen at gå på eventyr mellem træer. Mon der er vand på den anden side af skoven? Og hvem møder jeg min vej gennem de tykke stammer og over mos og gamle sten? Der er så mange muligheder. Det bedste er faktisk, at jeg slet ikke behøver at vide det på forhånd. Jeg skal bare lytte og tage imod. Skrive det, der skrives vil. Følge fuglen på sin vej over trætoppene, for jeg behøver ikke engang gå, hvis jeg hellere vil flyve. Alt er muligt. Og hvis jeg er rigtig empatisk, så vil det måske lykkes mig at blive fuglen. Jeg får vinger og flyver. Nej, ikke som mig selv, jeg er blevet den smukkeste hvide skovdue eller en ugle fuld af klogskab. En sort ravn, en heks i forklædning og en underjordisk visdom, der stammer fra andre før mig. De taler, de hvisker, de vil så gerne fortælle. Jeg tager bare imod. En slags diktat. Jeg bliver den historie, der skrives gennem mig.

TAL IKKE, LYT
Når skrivehandlingen bliver en lyttehandling i stedet for en talehandling, så forsvinder egoet ligeså stille ud af det. Og det samme gør den indre censor. For en rigtig god lytter vurderer og bedømmer ikke det, hun hører. Nej, hun (eller han) bliver ved med at lytte så intenst, at hun nærmest forsvinder selv. Hun bliver en del af det, hun hører, hun er fortælleren på den anden side af bordet. Helt ind i følelser og de ord, der beskriver følelserne. Helt inde i hjertet. Hos den anden. Lyttende og modtagelig.

Bare tage imod.

GLEM DIG SELV
Når vi glemmer os selv bliver det lettere at skrive. Når vi opgiver at være gode, perfekte eller på forhånd har en forestillinger om en fantastisk velformuleret fortælling, så sker der noget. Magisk. For så bliver fortællingen ofte mere spændende. Nye formuleringer dukker op og ord skrives sågar i andre rækkefølger end de normalt ses. Og de har deres eget liv, ordene.

Hvordan?
Det behøver du faktisk ikke at vide på forhånd. Historien ved det allerede. Den folder sig ud, skridt for skridt. Du tager imod fragmenter. En puslespilsbrik af gangen. Et billede bliver dannet, mens du skriver.

Hvordan glemmer man sig selv?
Ved på forhånd at give sig selv lov til at skrive dårligt. Alt er tilladt. I første omgang handler det om et eventyr, hvor der ingen regler er. Ingen love. Ingen bøder for grimme ord og ufuldstændige formuleringer. Kedeligt sprog? Det kedelige sprog kommer som regel først, når vi har krav til det skrevne. På forhånd. Når vi sletter, retter og giver op i en uendelighed og lytter til den indre censors evindelig “bør” og “skulle”. Lyseslukker!

Et skridt af gangen
Koncentrer dig om at få noget skrevet ned. Lad være med at anstrenge dig for at få skrevet noget bestemt. To linjer er bedre end ingenting. Og den ene linje tager ofte den anden. Hvis du kun har ti minutter, så skriv i ti minutter. Rom blev ikke bygget på en dag. Et skridt af gangen og pludselig har du en historie. Noget råmateriale. Og hvad mere er, du har skrevet dig selv fri og skriver pludselig friere, fordi du har sluppet alle krav om perfektionisme og hvordan.

* * *

SKRIVEØVELSE – OM AT LYTTE

Lyt. Lyt til det, der vil skrives. Forestil dig, at du går ud i skoven og sætter dig på en stor sten. Så spørger du skoven om der skulle være en historie, der gerne vil skrives. For så vil du gerne tage imod. Du erklærer skoven din velvillighed. Så bliver du siddende lidt på den store sten og lytter. Du lukker øjnene, du trækker vejret dybt, du kommer ned i kroppen. Mærker skovbunden under dine fødder, mærker hvordan stenen bliver en stol under din bagdel. Måske kan du fornemme kulden? Eller du hører et insekt nærme sig, du sidder jo musestille. Du er blevet stenen i skoven. En lyttende sten.

Og pludselig kommer der en historie forbi. Lyt. Lyt så meget, at du glemmer dig selv. Og skriv så det ned du hører.

Opvarmning

Du kan med fordel starte selve skriveøvelsen med fem minutters opvarmning. Det er altid en god ide. Sæt stopuret på fem minutter og skriv så. Lad være med at tænke, bare skriv det, der falder dig ind. Stop ikke op. Rediger ikke. Når vi skriver uden at tænke, får vi tømt dagens tankeaffald og modstand ud på papiret. Vi får renset hovedet, så vi kan komme helt ned i maven og ind i hjertet og få fat på noget andet. Noget anderledes. Noget vi ikke kan tænke os til.

Lad bare dine tanker springe, alt er tilladt. For når tankerne har sprunget, hoppet og danset i et stykke tid, så bliver de trætte. Og mere stille. Og det vil vi gerne, for så kan vi nemlig høre sjælen tale og hjertet synge.

Når uret lyder og de fem minutter er gået, kan du gå videre med andre skriverier, eventuelt skriveøvelsen, der hører til indlægget her.

* * *

Kærlig hilsen
Lene

lytte

One thought on “Noget om at skrive

  1. Pingback: Et kærligt valg | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s