Fra et kærligt sted

Hvornår er en historie færdig? Hvornår er jeg færdig? Da jeg stiller det spørgsmål, begynder latter at klukke fra et sted dybt i mig. Nej vel. Aldrig. For noget ændrer sig hele tiden, noget kommer til, andet falder fra. Det, der var i går, er ændret i dag. Taget af vinden, båret gennem luften. Et frø er landet og danner grundlag for at samme blomst skyder op et nyt sted.

”Jeg har også altid været lidt af en mælkebøtte”, griner Harald og kommer svævende ind fra højre, lettere vakkelvorne i sin indflyvning. Vinden er mærkelig i dag, den danser omkring sig selv og fuglene bliver lidt forvirrede, kunne jeg godt forestille mig. Jeg gør i hvert fald. Ved ikke helt, hvad jeg har at regne med.

”Og det er måske endda en fordel”, griner han videre, fuglen som nu er landet. Ørn er han ikke, men en krage skal man heller ikke kimse af.

”En fordel?”

”Ja, du bryder dig jo i grunden overhovedet ikke om at vide. Du elsker livets impulsivitet, elsker at mærke, hvor vinden står og følge den. Danse med den. Som en surfer på bølgerne. ”

Jeg nikker eftertænksomt og sipper af den skoldhede kaffe, som jeg i søndagens anledning har serveret i den røde kop. En telefonsamtale gav mig uden at jeg vidste det et afsæt til at skrive. Det var jeg ikke klar over, da vi sluttede samtalen og jeg gik ud i køkkenet for at brygge kaffe. Om en time skal jeg ud og gå, nåede jeg lige at tænke, så bankede han på vinduet med sit næb, selvom han faktisk slet ikke var ankommet endnu. Men jeg hørte ham og i det sekund vidste jeg, at en lille historie bad mig lukke sig ind. Hvem den var og hvad den indeholdt, havde jeg ingen anelse om og det har jeg stadig ikke, hvor jeg nu sidder her. Med udsigt til marker og finurlig vind, dansende træer og skyer som bomuldsvat, der hverken er ordnede i rondeller eller totter. De flyder bare og gør sig til. Svøber sig, former sig, men i det sekund, jeg tror jeg ser et slags billede, ændrer de sig igen. Bliver til noget andet. Nej, jeg har absolut ingen anelse!

Det gør godt bare at skrive. At lade fingrene danse over bogstaverne på tastaturet, jeg har savnet det.

Jeg leger med ordene, smager på dem, Harald sidder foran mig og gransker mig uden hensyntagen til min eventuelle blufærdighed. Han har prikket til noget i mig og pirret mig med sin formulering. Nu sidder han bare og glor mig lige ind i fjæset med et smørret grin. Han er ret god til dem. De smørrede grin. Men tro ikke, at der er anstrøg af ukærlighed i de grin. Tværtimod. De er så fulde af drilsk kærlighed, at jeg på én gang føler mig udfordret og elsket. Og i samme sekund jeg skriver det, går det op for mig, at det er sådan, det er i vores forhold. Kragens og mit. Vi udfordrer hinanden fra et kærligt sted. Nå ja, måske er det mest ham, som udfordrer mig.

”Det kærlige sted er et interessant sted at være”, nikker han og hans drilske smil antager et strøg af sårbar visdom. Jeg ser pludselig et hav af ømhed i hans svømmende øjne, noget, der ikke kan være så ømt, flydende og skrøbeligt stærkt uden at han kender den side. Og det slår mig, at man måske ikke kan flytte ind i det kærlige sted og tage det til bolig, med mindre man har besøgt og været på ukærlige steder. Boet dér. Været dér. Handlet derfra. Mærket, hvad det gør ved hjerte og sjæl, når man agerer fra et sted udenfor sig selv. Når man handler i trods eller for at vinde en kamp.

”Det er et helt særligt sted, det kærlige?” Jeg sukker dybt og lader i tankerne en mønt falde dybt ned i min røde kaffebrønd. Formulerer en slags intention. Aldrig mere at handle fra andre steder end lige dér. Fra det kærlige sted.

”Det er en nobel tanke, javist.” Han løfter galant på sin kragehat og minder mig i et split sekund om Hr. Varnæs i Matador. Så forsvinder det billede igen. ”Men hvordan vil du sikre dig, at det netop er sådan det er? At du, når du træffer en beslutning og handler ud fra den, gør det fra dit kærlige sted?”

”Hvis jeg havde svaret på det, ville jeg være en millionær in spe”. Jeg ler højt. ”Harald for pokker, kan du se det for dig, hvilken bestseller jeg ville skrive? Men svaret findes jo ikke som sådan. Gør det vel?”

Tvivlen kommer svævende og summer om hovedet på mig som en spyflue. Den summen er høj og irriterende, forstyrrende, jeg kan ikke længere høre mit sjæls stemme eller mærke den gnist af vished, der var der i et splitsekund lige før. Pludselig føler jeg mig virkelig som en surfer på sit bræt. En bølge er drevet videre, mens en ny nærmer sig. Og jo mere jeg forsøger at tænke mig til, hvordan jeg vil ride på den bølge, desto mindre forberedt vil jeg være. Helt paradoksalt. Den erkendelse gør mig både forbavsende glad og uendelig trist.

”Joo”, han trækker lidt på det, som om han forsigtigt trækker ud i et elastisk bånd. ”De findes skam. Både det kærlige sted og svaret. Men ingen andre end du ved, hvor det sted er. Og hvor svarene bor. Dybt i dig selv, i din sjæl og dit hjerte, ja vi gentager os selv her”, han ler højt, ”men det er nu engang sådan, det er. Og du er inde på noget, når du forestiller dig selv som surferen på havets bølger. Når du indser, at du ikke kan forberede dig på anden vis end at centrere dig i forhold til din indre fleksibilitet.”

”Det lyder besværligt”, udbryder jeg. ”Centrere mig i forhold til min indre fleksibilitet. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg forstår … ”

”Fordi der ikke er noget at forstå. Søde pige, kvinde, ven, kan du ikke se det? Det er netop din hang til forståelse, der kan ødelægge det hele. Forsøger du måske at forstå valmuen ved at plukke den? Det eneste forståelse du vil få, er oplevelsen af at den dør mellem hænderne på dig.” Han ryster sørgmodigt på hovedet.  “Jeg vil flyve videre, men måske vi derude om lidt på din tur. Og så kan du jo stille valmuen det samme spørgsmål, hvis du vil. Men du kan også bare beundre den, som du plejer at gøre, føle dig forbundet med den og dens manglede evne til at blive plukket og dermed forstået. ”

Han letter og forsvinder mellem de raslende, dansede træer.

Jeg sidder tilbage med resten af min kaffe, en følelse af rastløs irritation og en subtil glæde, der smelter som chokolade på tungen. Jeg kan godt lide smagen, følelsen. Selvom jeg ikke helt forstår den.

Og nu vil jeg gå ud og beundre valmuerne. Fra et kærligt sted.

---

Skrivehuset, 1. juni 2016

Kære ven, velkommen til juni ❤

Juni er ifølge kalenderen er årets første sommermåned. Vi træder over en slags tærskel til et nyt rige og en måned, som er opkaldt efter Juno, romersk gudinde. Hun var oprindelig gudinde for kvindelig frugtbarhed og kaldtes også for fødselshjælper. Ydermere var hun skytsgudinde for mange italienske byer og det kan man jo egentlig godt forstå.

Juni markerer årets lyseste tid, her i begyndelsen af juni står solen faktisk allerede op med halvfire tiden om morgenen og vi skal virkelig tidligt op, hvis vi vil opleve magien ved daggry.

Magien ved daggry

Måske er det den magi, fuglene gerne vil fortælle os om, når de begynder at synge i vilden sky på det tidspunkt og lyset vælter gennem sprækkerne i persienner og gardiner? Jeg bliver tit vækket og mens jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg måske lidt oftere skulle trodse min lille irritation og mit søvnbehov og simpelthen stå op og gå lidt udenfor.

For hvad mon der er af særlige sommerfortællinger ved daggry i de lyse nætters tid? Hvorfor synger fuglene og hvad synger de mon om?

A bird doesn’t sing because it has an answer
It sings because it has a song
– Maya Angelou –

Fortællingen om “Det kærlige sted” stammer fra min egen skriverejse, jeg skrev den sidste år ved denne tid. Det potente tidspunkt, hvor vi træder gennem en usynlig port og forår bliver til sommer. Vi nærmer os midsommer, sommersolhverv og …

SOMMEREN ER NU!

Jeg har egentlig glædet mig, men pludselig er det som om den kommer bag på mig. Sommeren. Og hov, ja, sørme så, valmuerne er dér igen. Jeg vil ud under åben himmel, lytte til krager, tale med valmuer, ja endda danse med valmuerne og sanke inspiration til kommende skriverier.

LIVET ER NU!

Det er også nu, at du kan vælge at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Gå ud, sank og tag imod de ord, som sommeren har til dig. Der er masser af naturlig inspiration lige nu, hvor sommeren snart kulminerer. Sæt dig, skab rum, gerne udenfor og lad ordene dryppe fra dit hjerte og ud på papiret. Lad det komme fra et kærligt sted.

Intuitiv skriveworkshop, en skrivedag for sjælen

Og skulle du få lyst til at tage din skrivelængsel under armen og møde op til en inspirerende skrivedag for sjælen, så har jeg lige nu to muligheder til dig

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Lørdag den 11. juni kl. 10 – der er kun 1 plads tilbage
Lørdag den 20. august kl. 10

Du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Og næste skrivecirkel? Det bliver såmænd HØSTCIRKLEN, som starter den 7. august, hvor de lyse nætter ender. Men det skal jeg nok fortælle dig mere om en anden dag.

For nu skal jeg altså ud og danse med valmuerne!

Kærlig hilsen
Lene