En skønne dag

Early morning_harvest

I am no longer waiting for a special occasion; I burn the best candles on ordinary days.
I am no longer waiting for the house to be clean;
I fill it with people who understand that even dust is Sacred.

I am no longer waiting for everyone to understand me; It’s just not their task
I am no longer waiting for the perfect children;
my children have their own names that burn as brightly as any star.

I am no longer waiting for the other shoe to drop; It already did, and I survived.

I am no longer waiting for the time to be right;
the time is always now.

I am no longer waiting for the mate who will complete me;
I am grateful to be so warmly, tenderly held.

I am no longer waiting for a quiet moment;
my heart can be stilled whenever it is called.

I am no longer waiting for the world to be at peace;
I unclench my grasp and breathe peace in and out.

I am no longer waiting to do something great;
being awake to carry my grain of sand is enough.

I am no longer waiting to be recognized;
I know that I dance in a holy circle.

I am no longer waiting for Forgiveness.
I believe, I believe.
– Mary Anne Perrone –

Midtvejs

Ordene fra Mary Anne Perrone ramte mig som en kugle af kærlighed. For også jeg er midtvejs på min rejse, midt i livet et sted. Ordene smurte de ømme steder og lindrede smerten. Den smerte, som kommer af at vente. På det rette øjeblik. På det gode sommervejr. På at telefonen skal ringe. På at hundehvalpen skal blive stille og falde i søvn, så jeg kan gøre huset rent og få styr på alt det, der ligger og flyder.

Jeg venter ikke længere. Jeg lever nu og jeg har en intention.

En skønne dag

Jeg skriver næsten hver dag, jeg møder op og sætter fingrene på tastaturet. Eller lader ordene dryppe fra min pen og ned i notesbogen. Jeg er holdt op med at vente på inspirationen. Jeg ved, at den først kommer, når jeg er mødt op og er begyndt at skrive. Så det gør jeg.  Skriver. På samme måde, som jeg danser i køkkenet om aftenen, når jeg laver mad og skærer grøntsager ud. Jeg venter ikke på, at manden min skal komme hjem, invitere mig ud eller spørge om vi skal danse. En skønne dag.

Jeg venter ikke. Jeg danser.

Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe dug fordamper og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg.

“Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne”, hvisker stemmen i mig, “for de er selve livet. Lad være med at vente på en skønne dag. I dag er en skøn dag.”

Edderkoppen

Det er sandt. I hegnet sidder edderkoppen og spinder sine tråde, et fint spindelvæv, hvor dugdråberne lyser som perler i dagens første sol. Landskabet er svøbt i dug og mens den stille fordamper, synger fuglene. De synger, fordi de har en sang. Og det har du også. En sang, som blot venter på at blive sunget.

Også du er væverske

Tøv ikke, træd helt ind og giv dig selv lov til at dvæle og skærpe din opmærksomhed overfor livets smukke detaljer. Når du skriver, er du som edderkoppen i hegnet derude. Du er en væverske. Du spinder dine tråde af ord og væver finde fortællinger gjort af morgendug. Væverske. Du væver din ord og fortællinger ind i det større billede, tråder som vokser og skaber nyt.

Jeg lytter til fuglenes sang og drikker af kaffen, som jeg netop har lavet. Duften danser, røgen stiger til vejrs. Morgenen folder sig ud som en blomst, der har sovet gennem natten, lyset kalder. Endnu er det tidligt, men mørket er blevet lidt tættere og længere nu. Høsten åbner sin port og jeg træder ind. Himlen åbner sig og edderkoppen fortsætter sit arbejde. Væversken.

En skønne dag er nu

Lad være med at vente på en skønne dag, betræd dette nu som et dansegulv. Bevæg dig, lad dig bevæge og bliv en del af dansen. Vær ikke bænkevarmer i dit eget liv, vær en væverske. Vov at væve dine tråde og lav det fineste tæppe af ord og de fortællinger, der er dine at skrive og fortælle.

Women are spinners and weavers; we are the ones who spin the thread and weave them into meaning and pattern. Like silkworms, we create those threads out of our own substance, pulling the strong, fine fibres out of our own hearts and wombs. It’s time to make some new threads, time to strengthen the frayed wild edges of our own being and then weave ourselves back into the fabric of our culture. Once we know the patterns for weaving the world; we can piece them together again. Women can heal the Wasteland. We can remake the world. This is what women do. This is our work.
– Sharon Blackie –

 

Vi er væversker

Det er sådan, det er. Vi er væversker. Og tag ikke fejl af skriverejsen, for det er her, vi for alvor finder ud af, hvor langt og hvor dybt, vores tråde rækker. Ord og fortællinger er ikke bare, det er fortællingens kraft, der som edderkoppen i hegnet hjælper med at forbinde trådene og skabe nye åbninger. Jeg skriver mig til klarhed, men jeg skriver mig også ind til alt det, jeg ikke kan tænke mig til. Jeg trevler det gamle strikketøj op og bruger trådene til at skabe nye historier, som ikke alene tjener mig, men som også er til gavn for det større hele. Som Sharon Blackie skriver det, vi kan væve os selv tilbage til de steder, hvor vi har styrke og kraft til at forandre. For det er også det vi gør, når vi er kreative og skabende. Vi forandrer. Vi er skrivende silkeorme og når vi dypper pennen, gør vi det i livet. Detaljerne. Det starter med os selv.

Lad være at vente på en skønne dag, skriv nu. Start dér, hvor du er og væv dig et tæppe af ord og fortællinger af det liv, du lever. Få øje på detaljerne, farverne, smag og dufte. Og gør som hun siger, den vise kvinde eller Ravnen, for det var vist hende. Hun har mange former, mange navne. Betræd nuet som et dansegulv og bliv en del af dansen. Din aktive deltagelse er altafgørende.

Kreativiteten hjælper os

Kreativiteten hjælper os med at være levende og leve fuldt ud på alle niveauer. Den er godgørende, og det er den uanset hvilken form, den tager. Det skriver Sharon Blackie så fint om i sin bog ”If Women Rose Rooted”

Creativity is pleasing to women on a very deep level whatever form it might take. Whether it is the feel of clay in our hands, the colours that work on us when we knit or sew, the meaning that we find in the words that we write or the energizing feel of movement as we dace and the music moves through our bodies.

Kvinderne i skrivecirklerne og den vise kvinde

Når kvinderne i skrivecirklerne har været undervejs et stykke tid, opdager de noget. Ordene, vi skriver og skriverejsen i sig selv skaber dybe tråde til det liv, vi lever og sætter en indre forvandlingsproces i gang. Det er ikke længere bare ord og skriverier. Det er fra dig til dig. Fra et sted dybt i dig selv, fra din sjæl og dit hjerte.

Ofte er det her, at den vise kvinde kommer på banen. Hendes rolle er blandt andet som fortællerske og hun kan nogle anderledes historier om, hvordan det egentlig forholder sig. Hun ved, hvad du har brug for i dit liv og hun siger det. Men eftersom hun er fortællerske, gør hun det gennem historier og fortællinger.

Fortællingerne tager ofte den drejning, der er nødvendig for at vi kan se. De åbner vores øjne og vores hjerter og det er ofte her vi oplever, at historien skriver sig selv. Det kan meget vel blive lidt anderledes end vi havde tænkt os, men som regel det gør godt. Her mærker vi kreativitetens kilde strømme gennem os, vi lytter til dens rislen og mærker dens kraft.

Nye tråde

Jeg oplever det gang på gang gennem de kvinder, som deltager i skrivecirklerne og lader deres stemmer og fortællinger høre. Efterhånden vokser deres røst, det er som om de kommer mere til stede i sig selv og bliver opmærksomme på, hvad der gør godt og hvad det er på tide at give slip på. De ser, hvilke tråde, der kan bringe dem indre ro og de strikker gennem ord og fortællinger deres helt egen fortællerkåbe.

Hellig kraft og historiemedicin

Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder? De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.

Og så bliver den os skænket. Historiemedicinen. I fine doser, som passer nøjagtigt til os.

Væversken ser på mig fra sin plads i hegnet. Hendes fine tråde danner et net så spinkelt og så stærk på samme tid. Solen glider højere op på himlen og fuglene minder mig om, at også jeg har en sang.

Vent ikke, dans

Vent ikke med at synge. Gør det nu. Bare begynde, den første lyd, strofe, prøv dig frem. Sæt pennen på papiret og med din hjertelige intention som katalysator skriver du det første ord. Og så det næste. Sæt dig ved Kilden og lyt. Skriv det du hører og fortsæt, selvom tanker, frygt og modstand forsøger at forplumre dit forehavende.

Grib dagen og svøb dit hjerte i tillid til den proces, som vil vise dig veje og åbninger, som ikke fandtes før. Før du kom. Før du fandtes. Før du skrev. Før du dansede.

Vent ikke. Dans. En skønne dag er nu. I dag.

Jeg lytter til fuglenes sang og drikker af kaffen, som jeg netop har lavet. Duften danser, røgen stiger til vejrs. Morgenen folder sig ud som en blomst, der har sovet gennem natten. Lyset kalder. Himlen åbner sig, porten til høsten står åben og edderkoppen fortsætter sit arbejde.

Jeg strækker mig ind i morgenen og begynder at danse.

En skønne dag er nu. I dag er en skøn dag.

Kærlig hilsen
Lene

Sæt din indre fortællerske fri

Gudindecirklen starter den 8. september og der er en plads til dig, hvis du kan mærke, at det skal være sådan. Måske sagde du, at du en skønne dag ville møde op, skrive og sætte din indre fortællerske fri? En skønne dag er nu.

gudindecirklen

GUDINDECIRKLEN – online skriveforløb for kvinder med skrivelyst og længsel

Gudindecirklen, som starter den 8. september, skal vi lege med og udforske elementerne, vi skal vække Tornerose og danse med de fortællinger, som opstår i processen. Vi skal lytte, skrive og dele og åbne op for den indre fortællerske, som jeg efterhånden er overbevist om, at alle kvinder bærer rundt på. Hun vil gerne sættes fri og lade sig skrive gennem dig. Hun kalder gennem skrivelængslen.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og igennem forløbet, som varer 3 måneder, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Gudindecirklen.

Vi skriver i livet

Du vil opdage, at det, som står i vejen, er vejen og at du kan skrive dig igennem. Alt kan skrives, der er en fortælling i hver eneste forhindring og den fordamper efterhånden, når den skrives, beskrives og får sin helt egen fortælling at ånde ud i.

Du vækkes, du vågner og du opdager, at du virkelig er hende. Den stemme, som hvisker og kalder via længslen. Hun skriver sig gennem dig. Du opdager også, hvordan kreativiteten gør dig godt, for skriveprocessen er også en kreativ udfoldelse og handler ikke om retstavning, grammatik eller dom. Ikke på skriverejsen. Skriverejsen er helliget formålet og den intention, du møder op med, ført på vej af længslen af dit bryst.

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed

Jeg har dedikeret Gudindecirklen til de kvindelige fortællinger og til Gudinden i dig selv, deraf navnet. Efter at have skriverejst med og lyttet til de kvinder, som har været i forløb, på intuitiv skriveworkshop og i skrivecirklen gennem mere end to år nu, er jeg ikke længere i tvivl; skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed og møder du op og hengiver dig processen (jeg viser dig hjertens gerne hvordan), så får du smæk for skillingen.

Det udtryk af Ravnens. Hun ler højt, mens hun siger det gennem mig og jeg bryder sammen i lattergråd. Humor er i øvrigt også en del af skriverejsen. Når vi skriver og forløser gennem ord, skriverier og fortællinger, kommer humoren og den umiddelbare glæde tilbage i vores liv. Når vi skriver. Når vi danser. Den sniger sig ud mellem linjerne, det er på ingen måde bare sorg, smerte og tunge forhindringer, vi må skrive os igennem. Tværtimod.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen holder jeg et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, vi ønsker jo at lokke hende helt frem og lade hende boltre sig. Din indre fortællerske. Og det gøres ikke ved at byde hende på kasser, stram struktur og morderisk kontrol. Hun ønsker at danse og flyve frit og at tage dig med sig i sin dans. I Gudindecirklen lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe, flod, opture og nedture. Det hører med.

Lyttende vidner

Deling er heling. Vi favner sårbarheden og siger det højt. I cirklen deler vi af vores fortællinger og af processen undervejs. Vi deler med hinanden og så lytter vi i cirklen i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som Julia Cameron så fint har formuleret dem. Vi er ikke dommere, bødler eller korrekturlæsere. Vi er lyttende vidner til hinandens skrivende forvandling og til de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som fyrtårne leder dig på vej.

I Gudindecirklen får du mulighed for også at skrive, lege og arbejde med gudindeenergien, mytologi og symboler gennem skriveafsæt og øvelser. Ikke fra et intellektuelt ståsted, men fra et sted i dybt dig. Vi skriver intuitivt og folder ud, som det opstår. For visdommen bor i dig selv. Hun bor i dig. Den vise kvinde. Gudindecirklen tilbyder dig et skriverum, hvor du gennem ord og fortællinger kan finde vej ind til hende og blive i stand til at mærke din egen kraft og høre dens stemme. I alle dens afskygninger. I alle retninger. I luften, i ilden, i vandet og i jorden. I livet.

“Believe that your tragedies, your losses, your sorrow and your hurt happened for you, not to you. And I bless the thing that broke you down and cracked you open because the world needs you open.
– Rebecca Campbell – 

Vil du med i Gudindecirklen?

Hvis du vil være med i Gudindecirklen, tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com. Du finder invitation og flere detaljer i linket her.

Ved tilmelding senest den 10. august får du ravnerabat (early bird) og sparer 100,- kr

Der er kun 15 pladser i Gudindecirklen, som tildeles efter først-til-mølle-princippet.

Der er ikke faste dage, man skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver og deler, så det passer ind i dit liv.

Kom, skriv, dans og sæt din indre fortællerske fri.

I am no longer waiting to do something great;
being awake to carry my grain of sand is enough.

I am no longer waiting to be recognized;
I know that I dance in a holy circle.

I am no longer waiting for Forgiveness.
I believe, I believe.
– Mary Anne Perrone –

 

Thumb nail photo © Evgeniy Muhortov, Dreamstime

Fra et kærligt sted

Valmuer

Hvornår er en historie færdig? Hvornår er jeg færdig? Da jeg stiller det spørgsmål, begynder latter at klukke fra et sted dybt i mig. Nej vel. Aldrig. For noget ændrer sig hele tiden, noget kommer til, andet falder fra. Det, der var i går, er ændret i dag. Taget af vinden, båret gennem luften. Et frø er landet og danner grundlag for at samme blomst skyder op et nyt sted.

”Jeg har også altid været lidt af en mælkebøtte”, griner Harald og kommer svævende ind fra højre, lettere vakkelvorne i sin indflyvning. Vinden er mærkelig i dag, den danser omkring sig selv og fuglene bliver lidt forvirrede, kunne jeg godt forestille mig. Jeg gør i hvert fald. Ved ikke helt, hvad jeg har at regne med.

”Og det er måske endda en fordel”, griner han videre, fuglen som nu er landet. Ørn er han ikke, men en krage skal man heller ikke kimse af.

”En fordel?”

”Ja, du bryder dig jo i grunden overhovedet ikke om at vide. Du elsker livets impulsivitet, elsker at mærke, hvor vinden står og følge den. Danse med den. Som en surfer på bølgerne. ”

Jeg nikker eftertænksomt og sipper af den skoldhede kaffe, som jeg i søndagens anledning har serveret i den røde kop. En telefonsamtale gav mig uden at jeg vidste det et afsæt til at skrive. Det var jeg ikke klar over, da vi sluttede samtalen og jeg gik ud i køkkenet for at brygge kaffe. Om en time skal jeg ud og gå, nåede jeg lige at tænke, så bankede han på vinduet med sit næb, selvom han faktisk slet ikke var ankommet endnu. Men jeg hørte ham og i det sekund vidste jeg, at en lille historie bad mig lukke sig ind. Hvem den var og hvad den indeholdt, havde jeg ingen anelse om og det har jeg stadig ikke, hvor jeg nu sidder her. Med udsigt til marker og finurlig vind, dansende træer og skyer som bomuldsvat, der hverken er ordnede i rondeller eller totter. De flyder bare og gør sig til. Svøber sig, former sig, men i det sekund, jeg tror jeg ser et slags billede, ændrer de sig igen. Bliver til noget andet. Nej, jeg har absolut ingen anelse!

Det gør godt bare at skrive. At lade fingrene danse over bogstaverne på tastaturet, jeg har savnet det.

Jeg leger med ordene, smager på dem, Harald sidder foran mig og gransker mig uden hensyntagen til min eventuelle blufærdighed. Han har prikket til noget i mig og pirret mig med sin formulering. Nu sidder han bare og glor mig lige ind i fjæset med et smørret grin. Han er ret god til dem. De smørrede grin. Men tro ikke, at der er anstrøg af ukærlighed i de grin. Tværtimod. De er så fulde af drilsk kærlighed, at jeg på én gang føler mig udfordret og elsket. Og i samme sekund jeg skriver det, går det op for mig, at det er sådan, det er i vores forhold. Kragens og mit. Vi udfordrer hinanden fra et kærligt sted. Nå ja, måske er det mest ham, som udfordrer mig.

”Det kærlige sted er et interessant sted at være”, nikker han og hans drilske smil antager et strøg af sårbar visdom. Jeg ser pludselig et hav af ømhed i hans svømmende øjne, noget, der ikke kan være så ømt, flydende og skrøbeligt stærkt uden at han kender den side. Og det slår mig, at man måske ikke kan flytte ind i det kærlige sted og tage det til bolig, med mindre man har besøgt og været på ukærlige steder. Boet dér. Været dér. Handlet derfra. Mærket, hvad det gør ved hjerte og sjæl, når man agerer fra et sted udenfor sig selv. Når man handler i trods eller for at vinde en kamp.

”Det er et helt særligt sted, det kærlige?” Jeg sukker dybt og lader i tankerne en mønt falde dybt ned i min røde kaffebrønd. Formulerer en slags intention. Aldrig mere at handle fra andre steder end lige dér. Fra det kærlige sted.

”Det er en nobel tanke, javist.” Han løfter galant på sin kragehat og minder mig i et split sekund om Hr. Varnæs i Matador. Så forsvinder det billede igen. ”Men hvordan vil du sikre dig, at det netop er sådan det er? At du, når du træffer en beslutning og handler ud fra den, gør det fra dit kærlige sted?”

”Hvis jeg havde svaret på det, ville jeg være en millionær in spe”. Jeg ler højt. ”Harald for pokker, kan du se det for dig, hvilken bestseller jeg ville skrive? Men svaret findes jo ikke som sådan. Gør det vel?”

Tvivlen kommer svævende og summer om hovedet på mig som en spyflue. Den summen er høj og irriterende, forstyrrende, jeg kan ikke længere høre mit sjæls stemme eller mærke den gnist af vished, der var der i et splitsekund lige før. Pludselig føler jeg mig virkelig som en surfer på sit bræt. En bølge er drevet videre, mens en ny nærmer sig. Og jo mere jeg forsøger at tænke mig til, hvordan jeg vil ride på den bølge, desto mindre forberedt vil jeg være. Helt paradoksalt. Den erkendelse gør mig både forbavsende glad og uendelig trist.

”Joo”, han trækker lidt på det, som om han forsigtigt trækker ud i et elastisk bånd. ”De findes skam. Både det kærlige sted og svaret. Men ingen andre end du ved, hvor det sted er. Og hvor svarene bor. Dybt i dig selv, i din sjæl og dit hjerte, ja vi gentager os selv her”, han ler højt, ”men det er nu engang sådan, det er. Og du er inde på noget, når du forestiller dig selv som surferen på havets bølger. Når du indser, at du ikke kan forberede dig på anden vis end at centrere dig i forhold til din indre fleksibilitet.”

”Det lyder besværligt”, udbryder jeg. ”Centrere mig i forhold til min indre fleksibilitet. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg forstår … ”

”Fordi der ikke er noget at forstå. Søde pige, kvinde, ven, kan du ikke se det? Det er netop din hang til forståelse, der kan ødelægge det hele. Forsøger du måske at forstå valmuen ved at plukke den? Det eneste forståelse du vil få, er oplevelsen af at den dør mellem hænderne på dig.” Han ryster sørgmodigt på hovedet.  “Jeg vil flyve videre, men måske vi derude om lidt på din tur. Og så kan du jo stille valmuen det samme spørgsmål, hvis du vil. Men du kan også bare beundre den, som du plejer at gøre, føle dig forbundet med den og dens manglede evne til at blive plukket og dermed forstået. ”

Han letter og forsvinder mellem de raslende, dansede træer.

Jeg sidder tilbage med resten af min kaffe, en følelse af rastløs irritation og en subtil glæde, der smelter som chokolade på tungen. Jeg kan godt lide smagen, følelsen. Selvom jeg ikke helt forstår den.

Og nu vil jeg gå ud og beundre valmuerne. Fra et kærligt sted.


Skrivehuset, 1. juni 2016

Kære ven, velkommen til juni ❤

Juni er ifølge kalenderen er årets første sommermåned. Vi træder over en slags tærskel til et nyt rige og en måned, som er opkaldt efter Juno, romersk gudinde. Hun var oprindelig gudinde for kvindelig frugtbarhed og kaldtes også for fødselshjælper. Ydermere var hun skytsgudinde for mange italienske byer og det kan man jo egentlig godt forstå.

Juni markerer årets lyseste tid, her i begyndelsen af juni står solen faktisk allerede op med halvfire tiden om morgenen og vi skal virkelig tidligt op, hvis vi vil opleve magien ved daggry.

Magien ved daggry

Måske er det den magi, fuglene gerne vil fortælle os om, når de begynder at synge i vilden sky på det tidspunkt og lyset vælter gennem sprækkerne i persienner og gardiner? Jeg bliver tit vækket og mens jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg måske lidt oftere skulle trodse min lille irritation og mit søvnbehov og simpelthen stå op og gå lidt udenfor.

For hvad mon der er af særlige sommerfortællinger ved daggry i de lyse nætters tid? Hvorfor synger fuglene og hvad synger de mon om?

A bird doesn’t sing because it has an answer
It sings because it has a song
– Maya Angelou –

Fortællingen om “Det kærlige sted” stammer fra min egen skriverejse, jeg skrev den sidste år ved denne tid. Det potente tidspunkt, hvor vi træder gennem en usynlig port og forår bliver til sommer. Vi nærmer os midsommer, sommersolhverv og …

SOMMEREN ER NU!

Jeg har egentlig glædet mig, men pludselig er det som om den kommer bag på mig. Sommeren. Og hov, ja, sørme så, valmuerne er dér igen. Jeg vil ud under åben himmel, lytte til krager, tale med valmuer, ja endda danse med valmuerne og sanke inspiration til kommende skriverier.

LIVET ER NU!

Det er også nu, at du kan vælge at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Gå ud, sank og tag imod de ord, som sommeren har til dig. Der er masser af naturlig inspiration lige nu, hvor sommeren snart kulminerer. Sæt dig, skab rum, gerne udenfor og lad ordene dryppe fra dit hjerte og ud på papiret. Lad det komme fra et kærligt sted.

Intuitiv skriveworkshop, en skrivedag for sjælen

Og skulle du få lyst til at tage din skrivelængsel under armen og møde op til en inspirerende skrivedag for sjælen, så har jeg lige nu to muligheder til dig

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Lørdag den 11. juni kl. 10 – der er kun 1 plads tilbage
Lørdag den 20. august kl. 10

Du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Og næste skrivecirkel? Det bliver såmænd HØSTCIRKLEN, som starter den 7. august, hvor de lyse nætter ender. Men det skal jeg nok fortælle dig mere om en anden dag.

For nu skal jeg altså ud og danse med valmuerne!

Kærlig hilsen
Lene

 

Jeg er Marts

Jeg er marts

Hvad med bare at nyde min måned?
Det første spæde forår svøbt i dug og frost.
Den hårfine balance mellem to årstider, vinter og forår
og den selvsamme balance i dig selv.
De frostsprøde morgener, den knitrende fugt og kragernes himmelflugt.
De endnu nøgne træers majestætiske stilhed og dage,
hvor lyset bryder gennem skyerne som et gardin, der trækkes til side.
Vinterens persienner rulles op og du står ansigt til ansigt med foråret.

Hvad med bare at hengive dig til tomrummet,
venteværelset mellem årstiderne og toge, der ankommer til perron?
Hvad med at lytte til de subtile toner af forandring,
der sker så langsomt at det næsten står stille?
Din livssang, floden og det frosne vand, der nu tør op.
Lyt til de rislende kilder af liv på forårets første dag.
Balancen, dit fokus, hvad skænker du din opmærksomhed?

Hvad med bare at svøbe dig i din varme kåbe af kærlig tillid til,
at alting vil folde sig ud på skønneste vis,
hvis du ikke hele tiden står i vejen med din tvivl. Din frygt. Din modstand.
Hvad med bare at rejse gennem hvert øjeblik forankret i nuet,
som træet, der står med sine rødder dybt i jorden?
Og igen at skabe forbindelse ved at åbne dit hjerte gennem tillid.
Din livssang, floden og de rislende kilder af livslyst.

Hvad med bare at give slip på de evige bekymringer
og danse med livet med på denne frostklare morgen,
hvor dristige striber af lys laver veje på himlen?
Danse og synge, fordi du kan.
Hvad med at hengive dig til dansen og blive de toner,
som nu strømmer fra mit skød.
Jeg er Marts og jeg er din.

Ingen andre end du kan sige JA til livet, dansen og tilliden.
Åbne dine arme og dit hjerte.
Det du søger, søger dig.
Lad det finde dig. Gør dig modtagelig. Nu.
Jeg er marts og jeg er din.

– Lene Frandsen, marts 2016 –

Digtet kom flydende, da jeg skrev morgensider. Som en rislende kilde flød det igennem mig og uden at tøve tog jeg imod. Det flød uden pauser og det var som kærlighed der strømmede gennem mig. Det var lige, hvad jeg trængte til at høre og det kom fra sjælen.

Sådan er det ofte, når vi skriver. Det som vi søger, søger os. Men det kan ikke finde os og ikke lande, før vi åbner os og gør os modtagelige. Når vi skriver intuitivt, møder op og bare skriver, åbner vi for døre, som før var lukkede. Vi møder det, der er til os og så strømmer det ud mellem linjerne. Ofte sker det, mens vi skriver noget andet, som da jeg skrev morgensider. Og det er ofte som et dybt suk fra sjælen. Endelig er der hul igennem!

Kærlig hilsen
Lene

Jeg er marts


Kom, skriv og sæt fri

DET SKER (klik på links for yderligere info)

Forårscirklen – skrivegruppeforløb
Starter søndag d. 6. marts

Skriv din Sjæl
Starter torsdag d. 19. maj

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Lørdag den 16. april kl. 10
Lørdag den 11. juni kl. 10

Skrivelængsel – coaching
I tidsrummet 1. marts – 30. juni 2016 efter aftale

Sommerskole – mini-skriveretreat
August 2016- nærmere information følger snarest

Skrivende nærvær

havet

Marts er ifølge kalenderen årets første forårsmåned. Lyset er vokset betydeligt og nogle dage er det nærmest forår. Vintergækker og erantis boltrer sig nu i fuldt flor og også andre små vækster er begyndt at kigge op fra jorden. Sanglærken er begyndt at synge, måske har du også hørt den på en tur ud? Der er ikke helt så stille i naturen længere. Fuglene lader deres stemmer høre, de er i bevægelse og store flokke af gæs krydser ofte luftrummet over Skrivehuset på vej nord til ynglepladserne. De slår sig ned på markerne og tanker op, inden deres tur videre nordpå.

I det hele taget er marts en måned, hvor det hele vågner igen. Der er dage, hvor det virkelig er forår, ja nærmest sommer i solen og så er der de dage, hvor det hele går i stå igen. Pludselig er det vinter igen, vinter i skyggen. Jeg elsker det lille Charles Dickens citat fra Great Expections, der fanger marts øjeblikket så perfekt:

“It was one of those March days,
when the sun shines hot and the wind blows cold,
when it’s summer in the light and winter in the shade.”

Det er ofte sådan, det er i marts. Forår i solen og vinter i skyggen. Vi færdes bogstavelig talt i grænselandet mellem to årstider.

Velkommen Marts

På trods af kalenderen og det faktum, at marts falder ind under kategorien ”forår” vågnede vi op til en mørk dag. Lyset tøvet, alting var stille derude og søvnen hang i cellerne, da jeg bevægede mig ned af trappen til morgenmaden. Jeg kunne ikke mærke nogen særlig forskel fra dagen i går. Den første dag i marts er nok ikke skabt til bratte reaktioner eller voldsomme udfald. Det er en glidende overgang, et subtilt skift og ikke noget, man nødvendigvis kan registrere fra første færd. Da vi senere gik morgentur med hundene var det en iskold og fugtig kulde, der mødte os og skyerne hang tungt på himlen.

”Jeg er både og” sagde Marts, da hun dukkede op lidt senere. Jeg sad i spisestuen og skrev og blev ærlig talt lidt forbavset over at se hende.

”Det er jeg også, Marts” sagde jeg og så på hende. ”Både og.” Hun lignede sig selv med udslået hår og røde kinder. Jeg kunne dufte foråret i hendes tøj, et strejf af en parfume så fin, at den ikke kan købes på flaske. Hun var klædt i et stort lysegrønt sjal, som hun nu tog af og slyngede hen over den nærmeste spisestuestol.

”Er der kaffe?” Uden at tøve satte hun sig på stolen foran mig og stak næsen lidt frem, så hun kunne få et glimt af det, jeg sad og skrev. Jeg rystede på hovedet.

”Ikke endnu, men jeg kan lave noget til os. Dejligt at du er kommet. Det er længe siden, du sidst boede på mit pensionat eller på gæsteværelset ovenpå.”

”Måske skulle du genåbne dit pensionat?” Hun så spørgende på mig og hendes faste blik lod mig vide, at hun synes det var en god ide. ”Vi var så vant til dukke op, når det blev vores tur. Der var altid redt op, luftet ud og gjort klar. Ved månedsskiftet mødte vi hinanden ved midnatstid og byttede plads. Uden stor ståhej tog en ny måned over. Et stille ritual, som gjorde os alle godt og gav os en følelse af at have særlig betydning. Og så skrev du om os. Fortalte om de fortryllende møder, vi havde og de fine samtaler, der gjorde os alle lidt klogere på både os selv og den årstid, vi befandt os i. Samtidig blev vi opmærksomme på vores egen værdi og den helt særlige rolle, vi spiller i årets cyklus. ”Et dybt suk nåede mine ører. Marts var i sit nostalgiske hjørne. Uvilkårligt kom jeg også til at sukke.

”Det var tider, Marts”.

”Det er det stadig.” Hun lo kort. ”Det er bare andre tider. Og jeg ved godt, at jeg ikke er inviteret og at du på et tidspunkt besluttede dig for at lukke dit pensionat, men ikke desto mindre har tænkt mig at flytte ind. Hvis det altså er OK med dig?” tilføjede hun og smilede skælmsk.

”Selvfølgelig min ven” udbrød jeg og følte mig helt ked af, at jeg på et tidspunkt opgav pensionatet. Men ideen med månederne, der flyttede ind og delte deres visdom med mig, lærte mig om årstiderne og de helt særlige energier, der er på de forskellige tidspunkter af året, er stadig en god ide. Det er faktisk en strålende ide. For det var, da jeg lærte månederne personligt at kende, da jeg forankrede mig i nuet og skrev om det, at jeg lærte mig selv bedre at kende. Dybe toner af genklang væltede ud mellem linjerne og åndedrættet faldt til ro. Det gjorde godt at forankre sig i nuet og i årstiden, forår, sommer, efterår og vinter. Der var altid fortællinger og visdom at hente. Jeg oplevede efterhånden, hvordan det hele hænger sammen og hvordan vi er forbundet. Det gav en ny form for ro og stille glæde.

Jeg fortalte Marts om skrivecirklerne og nu smilede hun stort. Det glædede hende, sagde hun, at jeg havde givet ideen videre, for at forankre sig i nuet og hengive sig til den naturlige cyklus er en af de bedste gaver, man kan give sig selv. Det dulmer stress og angst og både krop og sind falder til ro. Pludselig har man ikke længere så travlt, der er ikke noget man skal nå. Ingen kan skrive juni i januar. Hvert eneste måned og tid på året har helt sin egen rolle og der er altid en særlig energi og en visdom, man kan skrive sig ind i og vælge at hengive sig til. Vi er en del af del cyklus og den energi. I stedet for at flygte, bliver vi nu en del af det hele. Og vinteren er ikke længere noget, der bare skal overstås.

Der findes en anden sang, andre toner og et sted i os selv, hvor vinteren ikke er noget, der bare skal overstås, men er et helligt sted, hvor vi sanker, hviler og hengiver os.

”Men nu er det forår og min tid er kommet.” Marts rykkede rundt på sig selv i stolesædet og kastede hovedet tilbage, så det lange hår flagrede om hendes fintformede ansigt. De mandelbrune øjne flakkede lidt rundt, hun lagde mærke til detaljerne i rummet, det kunne jeg se, hæftede sig ved forandringer og det gamle bornholmerur, som ikke stod dér sidst hun var på besøg.

”At skrive detaljerne er også en måde at forankre sig i nuet på” sagde hun og gjorde lidt notater i den notesbog, hun altid har med sig. Men ved jo aldrig, hvad der dukker op vejen og vil skrives, vel?

”Du har ret” svarede jeg og smilede uvilkårligt. ”Du dukkede op. Og nu skal vi have kaffe.”

snowdrops

Detaljer og ord

At skrive detaljerne er også en måde at forankre sig i nuet på, sagde Marts og det er sandt. Jeg har kvinder i forløb, som finder ro fra stress og angst ved at skrive.

Start dér hvor du er. Begynd med at være opmærksom på det sted, hvor du sidder og de omgivelser, du er i. Start med dit eget åndedrag og bevæg dig så langsomt ud til det, der omgiver dig lige nu. Dvæl ved detaljerne, der er historier og fortællinger i hver eneste én. Skriv om stearinlyset, der brænder, gør det levende og mærk, hvad det har at sige. Fortæl om flammen, den indre og den ydre, skriv dig varm og følg den puls, du nu mærker i dit indre.

Lad dit blik glide ud i rummet, hvor du sidder. Betragt det, der er omkring dig og væk blidt din opmærksomhed. Giv dig selv en lille skriveopgave, hvor du i detaljer beskriver et af de objekter i stuen eller i dit skriverum, som fanger dig. Dvæl ved detaljerne, lad dem opslugte dig og skriv både det, du ser og det, du mærker. Hvis der pludselig dukker en tanke op, så skriv den. Måske kommer du i tanke om Moster Karen, som forærede dig den vase, du nu skriver om. En pudsig historie, en fortælling. Bare følg med tanken og skriv det, der dukker op.

Lad ordene være dit transportmiddel – og dit anker

Lad ordene være dit transportmiddel, lad dem føre dig på vej og når du mærker en særlig energi, så følg den. Nogle ord, sætninger eller de billeder, du maler med ordene, har en helt særlig energi for dig og det kan du mærke. Det er den følelse, du forfølger uden at holde krampagtigt fast. Bare lad dig flyde med ordene.

Gå på opdagelse gennem ordene, gå med undren og nysgerrighed og stil gerne spørgsmål undervejs. Vidste du, at der er meget poesi i livets små og store spørgsmål? Lad dem føre dig på vej, forsøg ikke at svare, men følg bare den indre strøm og gå med det, du kan mærke har energi og som optager dig.

Evnen til at glædes

Jeg læste et sted, at livskvalitet altid skal ses i lyset af evnen til at glædes. Når vi igen lærer at lade os fortrylle, når vi igen tør blive begejstrede og begynder at åbne øjnene og hjertet, så dukker de op alle vegne. Glæden. Forundringen. Magien. Og overraskelserne findes ofte i det små. I detaljerne.

En af kvinderne fra Vintercirklen, skrivegruppeforløbet, som snart er slut, har beskrevet sin oplevelse således:

At få lov til at være med i skrivecirklen og modtage kærlighed og øvelser, har for mig været en kærkommen gave til berigelse af mit indre liv og en styrkelse af mit nærvær lige nu og her! Om jeg har skrevet meget eller lidt, er for mig ikke så væsentligt! Jeg har følt et nærvær og et samvær, der har gjort mig rigtig godt. Et frirum og en nysgerrighed, til hvad I skriver, og hvad jeg skriver og væk fra min verden, der oftest er med fysisk- smerte og udmattelse. Jeg er blevet mere poetisk i min tankegang og min glæde over de små ting i livet.

Du kan med fordel træne din opmærksomhed og meget gerne gennem ordene. Skrivning kan hjælpe dig med at blive mere nærværende i dit liv med ro og glæde til følge.

Skriv i hånden

Hvis det overhovedet er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden, når du ønsker at forankre dig gennem ordene og skrive for at opnå både ro, nærvær og glæde. Det er selvfølgelig helt op til dig, men der er en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi slukker for elektronikken og skriver i hånden. Og så giver det en skøn og lindrende indre ro, som de fleste af os trænger til. Vælg en skrivebog, som du umiddelbart får lyst til at skrive i og find en god pen.

Din forårsbog

Det er ofte den manglede forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro og giver stress og rastløshed. Men vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Vi kan gøre det ved at komme mere ud i naturen, frisk luft og bevægelse gør underværker, men vi kan så sandelig også gøre det ved at skrive.

Hvad med at lave din egen forårsbog, en slags dagbog, hvor du skriver dit forår og det, der er? Lad dig fragte gennem ordene og den helt særlige energi, der er til stede lige nu, hvor alting vågner igen efter en lang og mørke vinter. Betragt bogen som din rejsedagbog gennem foråret og beskriv alt det, du mærker, observerer og oplever på din vej.

Lad det blive en træning af både din opmærksomhed og en måde at skabe bevidst nærvær på. Skab små oaser i hverdagen, hvor du slukker for al elektronisk udstyr og bare sætter dig med dig selv og din forårsbog. Om morgenen, om aftenen, hvornår det nu passer ind. Skriv, det der ér og brug bevidst ordene til at skabe forbindelse på. Har du været ude og gå en tur i skoven, kan du eventuelt skrive om turen bagefter. Der er ingen regler, det eneste, du skal gøre er at møde op og begynde at skrive.

Og hvem ved, måske dukker Marts også op på din pensionat og glæder med sine fortællinger fra forårets første færd?

Jeg ønsker dig et fortryllende forår fuld af glæde og nærvær.

Kærlig hilsen
Lene


Lågen

HVIS DET ER SVÆRT AT KOMME I GANG MED AT SKRIVE

Skriverejsen er magisk. Ved at rejse gennem ordene og bl.a. bruge fortællinger som broer og hjælpere undervejs kan skabe magiske og varige forandringer i vores liv. Og ligeså vigtigt er, at vi ved at skrive, gerne dagligt, forankrer os i nuet og i det skabende øjeblik. Vi kommer til stede i vores liv, en form for bevidst nærvær med os selv og vi kan via ordene være i det ene øjeblik efter det andet. Vi lærer at nyde processen og ønsker os ikke et andet sted hen. Nuet er vores havn, her kaster vi anker.

Giv dig selv en forårsgave

Hvis du gerne vil i gang med at skrive, måske for at skabe en oase fuld af ro og nærvær i hverdagen, men synes at det er svært at komme i gang på egen hånd, tilbyder jeg lige nu en 2-timers intuitiv skrivecoaching session til dig og din skrivelængsel.

Vi mødes til en 2 timers coachingsession her i Skrivehuset ved Ringsted. Jeg byder på te eller kaffe og i min spisestue med udsigt til marker og himmel lægger vi de allerførste spor på din skriverejse. Til slut vil jeg invitere dig til en intuitiv skriveøvelse, så du får en god fornemmelse af, hvad der gemmer sig bag din skrivelængsel og hvor meget guld, du egentlig rummer bag frygt og tunge tanker.

Du får inspiration og gode ideer med dig hjem til både dit skriverum og din skriveproces, ro og nærvær, og du vil efterfølgende modtage dit helt eget skriftlige materiale på baggrund af vores snak inklusive en meditation*.

Pris for 2 timers coaching, snak og skriftligt materiale kun
DKK 850,-

Forårsprisen er gældende i tidsrummet 1. marts til og med 30. juni 2016. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com og book din tid allerede nu. Du kan også ringe på telefon 29 47 64 83. Samtale og coaching finder sted i tidsrummet 10-17 på hverdage eller i weekenden efter aftale.

At du får kontakt til din skriveglæde er min mission og mit ønske. Det er nemlig muligt gennem ordene og skriverierne at få kontakt til en del af os, som vi glemte på vejen. Den del, der elsker at skrive og skabe. Den del, der elsker at synge og danse. Den del, der er skabende, levende og som har tillid og tror på, at der findes en anden vej. En vej, hvor vi er vores egen magiker.

* Jeg er uddannet mindfulness practitioner og instruktør fra Mindfulness Akademiet. Endvidere har jeg to moduler af diplomuddannelsen indenfor Ledelse, Kommunikation og Mindfulness.

Stille som sne

Vintertræ

Der er nogle vinterdage, hvor det er mig nærmest umuligt at gøre noget særligt. Jeg kan have nok så mange planer om gøremål, blogindlæg, skrivning af min bog, ideer og så videre, men alligevel er det som om noget trækker mig i den anden retning. Stilheden kalder fra krogene, lyset er sparsomt og det er som regel på de dage, hvor solen ikke er fremme at jeg mærker tungheden allermest.

I går var sådan en dag. Jeg havde planer om at skrive et blogindlæg om et emne, jeg længe har kredset omkring og puslet lidt med. Jeg har lagt frø i jorden og selvom det er vinter og jorden er hård og nu dækket af sne, kan jeg alligevel mærke det spire. Det er som en af de tidlige forårsbebudere, vintergæk eller erantis, der kravler op fra jordskorpen og giver os håb midt i vinterens dyb. I går troede jeg, at det var nu. At det var dagen, hvor jeg plukkede de fine blomster og skrev det, der nu er modnet, men sådan blev det ikke.

Så dukkede han op. Først så jeg ham som en silhuet i et af træerne i markskellet. Hans skikkelse sad som malet på en af de øverste grene, en sort kontrast mod den gråblå vinterhimmel. Jeg stod i vinduet og stirrede ud over landskabet, der nu er dækket af et fint lag sne. Og mens jeg stod dér, vidste jeg instinktivt, at jeg igen var havnet i et af de tomrum, der er karakteristisk for sjælens rejse. Det er ikke et sted, hvor man kan gøre noget eller handle sig ud af tomrummet. Hver eneste tanke om gøremål og flugt føles som piskeslag og gør ondt, fordi sjælen vånder sig.

Jeg blev glad, da det gik op for mig, at han var tilbage. Ørnen.  Og i samme sekund jeg tillod mig selv at føle glæde, lettede han fra træet og fløj mig i møde. Hans velkendte stemme dansede med vinden fra øst.

”Det er en dag skabt til fordybelse og stilhed” sagde han, da jeg stak hovedet ud af vinduet for at lade et par snefnug smelte på min håndryg. Jeg havde ikke set ham siden Vintersolhverv, hvor vi var på trommerejse sammen, men nu var han dér igen. ”Hvorfor føler du dig så desperat?”

”Jeg er vel ikke desperat”, udbrød jeg, men en iskold kuldegysning fortalte mig, at det ikke var helt sandt. Jeg var i færd med at blive godt gammeldags vred på vinteren og tomrummet. Sur på mørket, trætheden og fornemmelsen af, at alting er gået i stå. ”OK, godt så” medgav jeg og så forsonende på ham. ”Måske er jeg en anelse desperat eller, jeg er i hvert fald utålmodig. Jeg vil gerne i gang med det nye år og alle de fine planer, jeg har. Ikke mindst det blogindlæg, du ved, som har simret så længe, at det må være mørt og blødt som smør nu.”

Han lo kort og hoppede straks ind af vinduet, da jeg åbnede det for ham. ”Åh ja, kom helt ind, Ørn”, bød jeg og skuttede mig uvilkårligt, ”det er så koldt derude. Jeg fryser.”

”Der er intet i verden så stille som sne. Den dækker jorden, dulmer og indbyder til stilstand. Hvorfor i alverden er det så, at du vil være så aktiv og udfarende. Se bare på træerne derude. Stolte, ranke, de fortrækker ikke en mine. De er i fuld accept, de restituerer og dvæler i det nu, der er hele livet. Vinter er sjæletid. Sanketid. Hviletid.”

Jeg elsker ørnen, men han kan være så pokkers veltalende, at det grænser til det provokerende. Han siger altid netop det, jeg godt ved inderst inde og som rammer mig, fordi jeg i det sekund, han siger ordene, forstår at jeg igen er på afveje. Væk fra mig selv, nuet, vinteren og det, der tilbydes i hvert eneste frostklart øjeblik.  Hamsterhjulet lokker og kalder med sine velkendte toner.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdigt skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved. Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvile. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt stille sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj. Der er intet i verden så stille som sne.

* * *

Det nye år og hverdagen

Måske har du lidt ligesom mig? Når vi igen ankommer til hverdagen efter julen, nytår og alle decembers sociale aktiviteter kan det føles som om man ramler ned i en afgrund af ingenting. Det nye år er i gang, nytårsforsæt og overskrifter for det nye år er formuleret, i hvert fald mentalt, og nu er det tid til at igen at tage arbejdshandskerne på og komme i gang. Overalt bliver vi bombarderet med nytårsoverskrifter som ”kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid” og ”skal 2016 være dit bedste år, så er det nu, du skal handle”. Den slags.

Vinterens særlige energi

Men al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage som skabt til stilhed og fordybelse. Hvis du forcerer noget på dage som disse, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er. Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade. Muntre i decembers glimtende julelys.

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme. Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

Værn om vinteren i dig selv

Der er dog mange måder, hvorpå vi kan hylde den langsomme vinterrytme og vinteren i os selv. Der er måder, hvorpå vi igen kan forbinde os og noget af det allervigtigste er, at du giver dig selv lov til at sætte farten ned og justere lidt på ambitionerne. Ja, tillad dig endda den særlige gave at gøre ingenting. Værn om vinteren i dig selv og giv lov til de følelser, der nu kommer dalene som vintersne.

For ved du hvad? Paradoksalt nok er det langt mere produktivt at sætte farten ned og hengive sig til vinteren, trætheden og ren væren end det modsatte. Det er provokerende og frygtsomt for egoet, men det er faktisk en sandhed, som naturen kan hjælpe os med at forstå.  Det er langt mere godgørende rent faktisk selv at vælge at sætte farten ned, hengive sig og gøre lidt eller ingenting end at vente til at kroppen siger fra og du bliver ramt af sygdom eller depression, fordi du ikke lyttede.

Vinteren er som skabt til at lytte til stilheden og til budskabet om ingenting.

Hvis du har skrivelængsel

Måske handler et af dine nytårsforsætter om, at du gerne vil tage din skrivelængsel alvorligt, møde op og skrive? Men noget i dig tøver. Du strander i tankerne og det er et tungt sted at være.

Start med det første ord. Gå ud og køb dig selv en nytårsgave, en notesbog, som taler til dig og som du umiddelbart får lyst til at skrive i. Og find en god pen, for hvis det overhovedet er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden. Det er selvfølgelig helt op til dig, men der er en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi slukker for elektronikken og skriver i hånden. Og så giver det en skøn og lindrende indre ro, som de fleste af os trænger til.

Forrest i bogen formulerer du din hensigtserklæring.

Min hensigt med at møde op og skrive er …

Anvend positive ord, ord der tænder noget i dig og som gør, at du virkelig får lyst til at skrive. Ord med god energi. Mal med ordene og gå gerne på opdagelse i formuleringer. Det skal føles godt, du skal kunne mærke det. Hensigtserklæringen gør dig varm og glad indeni og motiverer dig på et indre plan. Den får din sjæl til at smile og det kan du mærke. Leg gerne lidt med det, giv tid og prøv dig frem. Du vil vide, når den er dér. Din hensigtserklæring, din hellige intention med at skrive. Den skriver du allerførst i din skrivebog, men du må gerne gøre noget andet også.

Skriv den på et stykke papir, som du kan se, når du er i dit skriverum. Hensigtserklæringen er din kontrakt og pagt med dig selv og Kilden. Og den er magisk!

Skab små oaser i din hverdag

Skab så nogle små oaser i din hverdag, hvor du hengiver dig til dit magiske skriverum. Tænd helt rituelt et skrivelys eller gør noget andet, der symboliserer, at du nu er trådt ind i dit hellige skriverum.

I nedenstående links kan du læse lidt om forskellige måder at skrive i hånden på:
Morgensider
Aftensider
Sjælebogen

Gå en tur

Og endnu en ting. Klæd dig godt på og gå en tur ud i vejret. Selvom vi gerne vil putte os indendørs om vinteren, er der intet så godgørende så en rask gåtur.

Naturen, frisk luft og bevægelse
Naturen, dens cyklus og visdom spiller en stor rolle i de skrivegruppeforløb, skrivecirkler, som jeg tilbyder i løbet af vinteren og i foråret. Selvom det primært handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, skrive og hengive sig til årstiden og de tidspunkter, der kalder på væren, lytning og sjælelige sysler i endnu højere grad end ellers, vil jeg altid opfordre til ture ud i naturen.

Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Også om vinteren. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces. Og så er fysisk aktivitet, frisk luft og en portion dagslys, hvis det er muligt, balsam for humøret.

Balsam for sjælen

Jeg ønsker dig en godgørende januar fuld af fordybelse, indre nærvær og hengivelse til langsomhed.

Sidst på måneden er lyset vokset betydeligt og du vil uden tvivl opdage, at noget i dig også lysner. Men lad være med at forcere det tidspunkt, hvor det sker. Gå i stedet med dagen og det, der er. Lige nu. Nyd de lyse stunder, de tidspunkter hvor det skarpe januarlys bryder gennem skyerne og kaster sol over land. Gå ud, hvis du kan og eller drik en kop lys fra dit vindue. Og hengiv dig så til mørket, vinteren og det, der er. Det er balsam for sjælen.

Vinteren er sjæletid, stille som sne.

Kærlig hilsen
Lene

Der er ingenting i verden så stille som sne, når den sagte gennem luften daler, dæmper dine skridt, tysser, tysser blidt på de stemmer, som for højlydt taler.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne, svanedun fra himlens hvide vinger. På din hånd et fnug er som tåredug. Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne. Tys, du lytter, til det tavse klinger. O, så fin en klang, sølverklokkesang inderst inde i dit hjerte ringer.

– Poul Hamburger –

Vintertræ


Forårscirklen – et skrivegruppeforløb

Hvis du har fået lyst til at være med i en af mine skrivecirkler, skrivegruppeforløb, så kan jeg glæde dig med, at vinteren og foråret byder på endnu en skrivecirkel. Til marts starter jeg Forårscirklen, som er den sidste skrivecirkel inden sommer. Flere detaljer og invitation følger snart.

 

Jeg hengiver mig med glæde

Kilden

Frihed er ikke det eneste, vi oplever, når vi skriver og skaber fra sjælen. Vi forankrer os samtidig i nuet, det skabende øjeblik og bliver ét med Alt, der er.

Vi bliver det, vi skriver – vores egen visdom

I det møde er vi ét med selve skabelsen og vil oftere og oftere opleve, at vi bliver det, vi skriver. Vi kommer helt ind i de landskaber, vi skriver os igennem, vi genopstår som træer, fugle eller fisk gennem ordene og uden egentlig at ville det, ender vi ofte med at skrive vores egen visdom. Det pibler frem mellem linjerne som små kilder, der før var spærrede eller udtørrede. Det er som om noget har gemt sig bag tunge tanker og puttet sig væk af skræk for at blive dømt.

Roser har torne

Selv en rose kan have givet dybe rifter i hjertet, for roser har torne. Vi bliver alt for hurtige afhængige af de roser og vi udsætter vores kreative skriveudfoldelser for mægtige rutsjebaneture, når det handler om konstant at skrive for at høste ros og anerkendelse og ikke fordi vi elsker at skrive, har lyst og ikke kan lade være.

Kreativitetens magi

Det gør så godt, når vi i øjeblikkets dans formår at glemme os selv og smelter sammen med noget større. Kald det Kilden, kærlighed eller hvad du vil; det er en del af kreativitetens magi og det er balsam for hjerte og sjæl.

Forget yourself. Disappear into everything you look at – a street, a glass of water, a cornfield. Everything you feel, become totally that feeling, burn all of yourself with it. Don’t worry, your ego will quickly become nervous and stop such ecstasy. But if you can catch that feeling or smell or sight the moment you are one with it, you probably have a great poem.

– Natalie Goldberg (Writing Down the Bones)

Vi forankrer os i nuet og er nærværende

Vi forankrer os i nuet. Vi er nærværende med os selv og gennem de ord, der nu strømmer ud på papiret, er vi ikke længere adskilt. Og eftersom vi nu ikke skriver med et bestemt mål for øje, men har hengivet os til processen, vores eget dybere formål, og er nysgerrige efter, hvad der mon sker, når vi giver lov og sætter fri, er vi som opdagelsesrejsende i vores eget skrivende landskab.

Det er ikke alt, vi skriver, der skal ses eller læses af andre end os selv, men efterhånden vil vi sandsynligvis opleve, at den visdom, der strømmer fra vores sjæl også vækker genklang og skaber længsel hos andre. Og kan vi dele uden at forvente ros, konstruktiv kritik eller anerkendelse og bare sætte fri ved at sige “fint hvis det også kan inspirere andre”, så vokser følelsen af både glæde og frihed. Læs mere i “Når vi skriver fra sjælen”.

Kilden

MANTRA
Jeg hengiver mig med glæde til skriveprocessen og følger min nysgerrighed
som en opdagelsesrejsende i mit eget indre landskab.
Jeg sætter mig ved Kilden, lytter og lader komme.
Jeg skriver min sjæls visdom til glæde og vejledning for mig selv.

Kærlig hilsen
Lene


Lyst til yderligere inspiration? Så læs med her …

Når vi skriver fra sjælen

Som katten vender jeg hjem
en fortælling om livsfloden, der i følge ørnen løber som en åre dybt i dig og fører dig af sjælens vej

Cirkeldans
en fortælling at danse med det, der er, og kontinuerligt at vende tilbage sin livsflod


bur

Skrivelængsel og lyst til nærvær og inspiration? Slut dig til skrivecirklen, kom, lad os skrive sammen!

Har du lyst til at træffe et kærligt valg for dig selv og din skrivelængsel, så kom og lad os skrive sammen. Kom, slut dig til skrivecirklen, du er ventet. Jeg afholder endnu 3 intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel her i efteråret:

Lørdag d. 31. oktober kl. 10
Torsdag d. 12. november kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Sted: Skrivehuset v. Ringsted.

Der er flere ledige pladser på samtlige workshops og du skal være hjertelig velkommen. Det bliver en magisk, givende og kærlig skrivedag med fordybelse og nærvær. Vi slutter cirkel, skriver, læser højt og folder vores indre fortæller ud på en anderledes godgørende måde. En skrivedag for sjælen, der sætter gang i din skriveproces eller genstarter den fra et nyt sted. Dit helt eget sted.

Læs mere her og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com. Du er ventet ❤

bur