Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Vi sidder på terrassen på julis sidste dag. Det er morgen og det regner. Dråberne spiller musik på taget, duft af vådt korn og hav svæver i luften. Vi er alle samlet. Det er Nellies sidste dag. Et strejf af vemod rammer mig og jeg ser på hende, som om jeg kan fastholde hende med... Continue Reading →
Hvad handler det om? Livet. Det tænker jeg over i de julidage, hvor vejret er ustadigt og vinden kold. Hvor jeg ser Nellie flyve over have og hav og boltre sig i luften. Hvor jeg ser hende lande igen og forvandle sig for øjnene af mig. Mange mener, at der ikke findes magi. Den påstand... Continue Reading →
Den dybere vandring bringer mig ind i en sfære af taknemmelighed. Det sker bare og jeg begynder at sætte pris på alle de små ting, der egentlig er de store. Rutinerne fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og nægter at tage på tanketur ind i problemer. Jeg trækker vejret dybt og forankrer mig i... Continue Reading →
”Nogle gange må man gå fra det dårlige humør.” Nellie dukker op på stranden, da jeg nøgen træder ud af det kølige havvand og fisker mit håndklæde fra sandet. Det er en kølig morgen, sommeren er forsvundet og vejret minder om efterår. Jeg har gåsehud og skynder mig at komme i badekåben. ”Er du i... Continue Reading →
Der er dage, hvor det blæser op og hvor vinden rusker i sjælen. Der er nætter, hvor man vågner og hører grene banke på vinduet. Nogen er derude. Jeg står op og trækker gardinet til side, søvndrukken og alligevel vågen. Lyset er ikke til at tage fejl af. Det er fuldmåne og huset kaster sin... Continue Reading →
”Jeg kommer til at savne dig” siger jeg til Oonagh, mens vi står på stranden på junis sidste dag. Det er lettere overskyet og brisen er kølig. Jeg har taget min badekåbe på og skutter mig lidt. ”Ditto” smiler hun, ”det har været en fornøjelse. Men du har fået to nye badevenner. Elva og Caitríona.... Continue Reading →
Der sker et skift i energien. Jeg ved ikke, om det skyldes Caitríonas uventede ankomst eller det er højsommeren, som tager over. Vendepunktet er sket. Lyset er nu aftagende og mørket vokser i det stille. På nuværende tidspunkt kan man hverken se eller mærke det og dog. Tonen er en anden. På Pensionatet er endnu... Continue Reading →
Hun står udenfor havelågen og venter. En fremmed skikkelse, en kvinde, jeg ikke har set før. Hun er iført en grønblomstret kjole, der når ned til fødderne og hendes lange hår er prydet med en blomsterkrans. Hendes øjne er grønne som kjolen, håret er mørkt. Der er ingen tvivl om, at hun venter på nogen... Continue Reading →
Næste morgen går Elva med til havet. Hun smider ugenert sin badekåbe og træder ud i de kølige bølger. Oonagh hujer og kaster sig i med et ordentligt plask. Selv går jeg langsomt og vænner mig til vandet. Det er en smuk sommermorgen, skrøbelig og pastelagtig, men snart finder solen vej gennem skyerne og lyset... Continue Reading →
Iført min hvide kjole og på bare fødder springer jeg over bålet. Med den ene hånd holder jeg fast i stoffet, så det ikke tages af flammerne. Med den anden hånd holder jeg balancen. Flyvende til lyden af klapsalver og stemmer fra de venner, som er mødt op. Det er først på aftenen i Caileans... Continue Reading →
