Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Oktober kommer med blødt lys, der spilder gennem vinduerne og får støvet til at svæve. Vinden er i øst. Vær villig, hvisker hun, til at følge din egen rytme nu og lad den være langsommere end de første skrigende impulser. Hun driller dig, Østenvinden, hun afprøver din kraft. Oktober kommer, jeg vågner veludhvilet og en... Continue Reading →
Jeg fortæller Brónach om mit rendezvous med Muireann. Vi går en tur langs stranden, Fleur løber omkring, hiver tang op på land, graver i sand, den slags lækkerier. Leg er livet, synes hun at sige, hvorfor er det så svært at forstå? Måske fordi du spørger det forkerte sted? Et sted, hvor leg er for... Continue Reading →
”Det er på tide at du skifter spor, så du kan begynde at huske alt det, der vil være godt for dig at huske. I det ligger der en helt særlig kraft.” Muireann bider i resten af sin tranebærcookie, den eksploderer og hun slikker krummer af læben. Resten ligger på bordet ved siden af kaffekop... Continue Reading →
”Kom ind Eidheann. Jeg har set dig!” Stemmen er en østenvind af drilsk kvindekraft. Den blander sig med regnen og sender dråber min vej. Direkte ind i ansigtet, jeg kniber øjnene sammen og smager på et par, som har lagt sig på overlæben. Mine varer bliver våde, jeg ignorerer stemmen og åbner bagklappen på bilen,... Continue Reading →
Uglen kalder ved Efterårsjævndøgn, så bliver hun stille. Trækker sig tilbage til natteskoven og lader mig simre med det, hun efterlod. Senere mødes vi igen. Brónach inviterer til ceremoni ved Efterårsjævndøgn og siger henkastet, at jeg jo kan invitere to af mine bekendtskaber fra Allesteds Cirkel. Så vi er fire i cirklen. Eller fem for... Continue Reading →
Tæt på fuldmåne falder søvnen på gulvet og bliver til små skår af glæde. Det er en forunderlig oplevelse. Jeg plejer at være irriteret, når det sker, jeg har brug for min søvn og det har ofte været mit fokus. Manglen på samme. Denne gang sker noget andet, jeg rejser mig op i sengen, letter... Continue Reading →
Angharad kommer og går, dukker op på de særeste steder, ser, hvor jeg går. I landskabet giver hun sig ikke til kende, men vender ryggen til. Halen svinger i bløde bevægelser, et med det bølgende græs i klitterne. Jeg smiler, hilser på hende uden ord, når Fleur og jeg går vores ture. Ingen aftaler, ingen... Continue Reading →
Angharad forsvinder ligeså pludseligt, som hun kom. Der sker ikke mere kattemedicin den dag. Men jeg går med hendes ord og færdes i hendes sfære, øver mig på at lade min krop være blød og stærk på samme tid. Smidig er et godt ord. Det skriver jeg i min rejsedagbog. Smidighed er muligvis en nøgle.... Continue Reading →
Fredag kommer, lyset glider op i horisonten, natten var varm. Østenvinden er stadig på spil, vedholdende og urokkelig i sin intention. Det må man beundre. Vi spiser morgenmad i køkkenet, Fleur er hurtigt færdig, men i dag skænker jeg mig tid. Den slags tid, der ikke har en bagkant. Den slags tid, der ikke forstyrres... Continue Reading →
“Lad fortællingen komme til dig” siger Haren til mig. Dansende i disen af den nye morgen. Kunsten er ikke at vide og skrive alligevel. Ikke udtænke en plan eller et plot, men blot lade fortællingen vokse ud af ingenting. Som daggry vokser ud af natten. Og det vigtigste? Det er at skrive i livet lige... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 