Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
De kommende dage tager vi den med ro, Fleur og jeg. Vi kan lege, at vi holder vinterferie, siger jeg til hende. Om eftermiddagen tager vi på udflugt, James kører i nye retninger og vi udforsker det stadig sovende februarlandskab. Men noget er sket, for i grøftekanter, haver og hegn danser vintergæk og erantis. Det... Continue Reading →
Det har regnet gennem natten, i vågne øjeblikke lyttede jeg til dråbernes sang. Det er en beroligende lyd, den og så Fleurs lette snorken i fodenden af min seng. Huset er stille, havet holder øje med det, et roligt øje i den dybe nat. Jeg tænker på Freyja, da jeg står op og lægger brænde... Continue Reading →
Da jeg står op næste morgen er Freyja allerede oppe. Jeg finder hende i køkkenet, hvor hun har sat kaffe over og er ved at skære brød. Søndag er en hellig dag, lyset kommer stille og en ny dag finder vej. Freyjas rygsæk står i gangen og jeg er klar over, at hun er ved... Continue Reading →
Freyja er væk i flere timer og jeg når lige at blive bekymret, da hun endelig dukker op. Man vænner sig hurtigt til, at der er en anden i huset. Man hører lyde, fodtrin, energien er en anden, end når man kun er sig selv og sin hund. Jeg er så afslappet som ellers og... Continue Reading →
Bogen er indbundet i brunt læder. Titlen står med guldbogstaver på forsiden. Vandrebogen. Og som Freyja sagde, er der ingen forfatter nævnt. Siderne er gule og slidte, hist og pist med fedtpletter og bukkede hjørner. Jeg bladrer i bogen og finder afsnittet, hvor der skrives om steder, hvor vandrere kan slå lejr for natten. Beskrivelserne... Continue Reading →
Jeg vågner tidligt, det er stadig mørkt. Uret på natbordet siger 6:10. Stille, hvisker jeg til Fleur og vi forlader soveværelset efter jeg har taget tøj på. Morgenturen ud, den skal vi gå alene, fortæller jeg hunden og hun protesterer ikke. Vi lister ud af hoveddøren og ud i mørket, der er begyndt at skille... Continue Reading →
Eftersom du ikke har ordet, bliver det som i drømmen. Du vil finde dem i landskabet. Muireanns ord lyder i mit hoved, da jeg med kortet i hånden trasker hjem. Fleur løber som altid i forvejen, den fødte stifinder. Kortet fandt hun også. Det forestiller en kvinde i tusmørke. Hun har langt lyst hår og... Continue Reading →
Sådan går det til, at jeg sidder på Poppy’s Place og drikker kaffe sammen med Muireann. Man skulle næsten tro, at hun havde planlagt det. Vores møde. Ordene, der falder. Bortset fra at hun ikke kunne vide, at jeg kom. Med mindre … Jeg nægter at tro at Poppy og Muireann står i ledtog med... Continue Reading →
Der er dage med sol og regn. Et ihærdigt snevejr finder vej og dækker for en stund landskabet i hvidt. Vinden hyler i hus og trætoppe, fyrtræerne danser. Næste morgen drypper det fra tagrenden, sneen er væk og erstattet af regn. Det skarpe sollys af i går er borte. Grå skyer dækker himlen, nymånen gemmer... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor jeg føler mig hudløs. Dem har jeg lært at ære. De kommer fra tid til anden og der behøver ikke at være en grund. Da jeg boede på Pensionatet, kunne man erklære blidedag på dage som denne. Det behøver jeg ikke nu. Og dog. ”Blidedag” siger jeg til... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 