Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Vi ærer november og det afspejles på Peregrinas Café” siger Caoilinn over cappuccino og en bladbagel. Det er søndag og vi åbner om en time. Fleur er med, hun logrer under bordet og slikker de krummer i sig, som finder hendes vej. I baglokalet har Caoilinn tændt stearinlys, vi har siddet her en stund og... Continue Reading →
Fortællerskens Årshjul - Cyklisk skriveforløb - Nye deltagere starter den 1. december 2025 - sidste måned med jubilæumsrabat
Skriv intuitivt - Kurser 25/26 -Læs mere om mine intuitive skrivekurser for kvinder med skrivelængsel
Når det er for tidligt at sætte ord på, men når sjælen ved. Når to sjæle ser på hinanden og forstår uden at forcere og forsøge at italesætte det, der blot er en gnist, en glød. Sådan er det for Caoilinn og mig i det øjeblik, hvor hun husker os på, at vi kan støtte... Continue Reading →
Det går langsomt nu, farten sættes ned og blade falder. Jeg står i en lysning i skoven og ser det ske. Med bøjet nakke og blikket vendt mod trætoppene er jeg vidne til de dansende blade, der slipper et efter et. Mine støvler er plantet i muld og naturlig kompost, mit hår er samlet under... Continue Reading →
Fortsættelse følger, tror jeg, men også her kan man tage fejl. Bedst som jeg ville fortælle dig om Eidheanns fuldmåneaften i selskab med Caoilinn og kærlighedsbrødbageren Felicia, dukker der noget andet op. Og her kan man jo insistere på at holde den kurs, man allerede har sat. Det er sådan, vi mennesker gør. Vi er... Continue Reading →
Felicia er kvinden, som kun sælger brød til dem, hun ved sætter oprigtigt pris på det. At brød ingen tilfældighed er og at kærlighed er lige så vigtig som godt mel. Jeg møder hende ved fuldmåne og som alt andet i livet, er det ingen tilfældighed. Men læg analysen væk, skru ned for den mentale... Continue Reading →
Mørket er vokset, natten er lang. Sådan føles det, som om efteråret kommer bag på mig og overrasker mig med sin kraft. Ved Efterårsjævndøgn fejrede jeg alene i skovhuset og sendte en kærlig tanke til Brónach, som jeg savner. Vi skal skrive rigtige breve til hinanden, sagde hun ved vores afsked og ikke forfalde til... Continue Reading →
Ørnen er landet. Et sted i mit indre vibrerer hans kraft. Det budskab, der altid har været tilgængeligt for mig, når jeg kom for tæt på noget og ikke kunne se. Følelsen af luft under vingerne. At løfte sig fra tilsyneladende besværligheder og finde et nyt perspektiv. Det er nemt for mig at snuble i... Continue Reading →
Tågen ligger som en dyne over skoven. Det er første morgen i skovhuset. Flytningen er vel overstået, jeg fik hjælp af Flannán, et par af hans venner, Caoilinn, Ramona fra apoteket og af en fastligger, Knut, fra campingpladsen. Mine kasser med alt det, jeg havde opmagasineret, ankom præcist med larmende flyttelastbil og alt gik som... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 