Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Næste morgen er tåget, kulde møder varme som vinteren mødte forår ved Imbolc. Under jorden. Nu danser disen over vintermarker og naturen er stille i det mellemrum, der holder dagen i dag. Jeg vågner veludhvilet og dog er vintertrætheden markant. Det stille flow smyger sig langs vægge og gulve, Fleur rejser sig og gør kroppen... Continue Reading →
Det er sommerens sidste dag. Et strejf af vemod kommer sejlende på mit indre hav. Jeg stryger det kærligt over kinden og lader det gå. På samme måde, som jeg går gennem klitterne og hilser på hyben og krat. Væk fra tunghed og stagneret energi. Fleur løber som altid i forvejen, glad, kåd og fuldt... Continue Reading →
Jeg finder kortet på trinbrættet til bilen. Fleur og jeg skal til Allesteds Cirkel, det er først på formiddagen, vinden er urolig. Det er både varmt og køligt afhængig af, om man opholder sig i sol, skygge eller om man er ude i vinden. Jeg havde næsten glemt dem. Kortene. Tanken om at være til... Continue Reading →
Et intuitivt skriveforløb for kvinder (online) Fortællersken Peregrinas RejseEn heltindens rejse fra efterår og gennem vinterenIntuitiv skrivning og fortællingerHoldstart den 15. september 2024Varighed 6 måneder Et nyt Fortællersken forløb – et pennedyp dybere ✍️🍂❄️ Kom med på en skrivende pilgrimsrejse fra efterår og ind i vinteren. Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri. En pilgrimsrejse... Continue Reading →
"Mangler vi egentlig ikke en plantekvinde her i byen?" spørger jeg Muireann, mens vi spiser sommersuppe og konverserer om det, der bobler i hjertet. Hun er i færd med at føre suppeske til mund og det varer lidt, inden hun svarer. Hun giver sig tid, hver bevægelse er hellig. Selvom hun kan forekomme energisk og... Continue Reading →
Programmet for høstens og efterårets intuitive skrivekurser er næsten klar. Kun et nyt forløb er stadig i simregryden. Læs mere og kom med, hvis skrivelængslen kalder.
Det bliver Sommersolhverv og jeg fejrer alene. Allerede her er jeg nødt til at korrigere, for jeg er ikke alene. Jeg deler hus og liv med min hund Fleur. Og paradoksalt nok er det oftest, når jeg er allermest alene, set fra det ydre, at jeg slet ikke er det. Den tankegang er så snæver,... Continue Reading →
På januars ellevte dag løber Fleur i forvejen ud i klitterne og ned på stranden. Lyset er en diset affære, blågråt og utydeligt, som om mørket tøver med at slippe sit sorte greb. Selv går jeg langsomt ned af den sti, der har budt sig til og som vi følger hver eneste dag, Fleur og... Continue Reading →
Vi venter på lyset. Fleur har været ude for at gøre sine morgentoilette, så kommer hun susende tilbage og gør utålmodigt ved døren. Inde i varmen ryster hun og ser forventningsfuld på mig, kom, vi skal ud i køkkenet og gøre, som vi gjorde i går. Rytmen er god, energien langsom, i dag mærker jeg... Continue Reading →
Vi skilles foran klitterne, der fører op til huset. Et knus og hun tager de første skridt i nordlig retning. Niamh. Pludselig var hun dér, nu er hun næsten borte, en mørk prik på gråbrunt sand. Fleur løber i forvejen op til huset, hun ved, at man ikke kan holde fast i det, der er... Continue Reading →
