Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Morgenerne er langsommere nu. Mørket hænger ved og dagen tøver. Da lyset endelig kommer, får jeg øje på solen bag træerne og forbereder mig på en solopgang. Men da solen er stået op, går den direkte ind bag skyerne som lukker sig om den. Jeg trisser tilbage til køkkenet, sætter kaffe over og forbereder min... Continue Reading →
Der er ikke noget galt. Du er ikke havnet på et forkert sted. Der står ikke noget i vejen for din indre udfoldelse, hvis du bliver her. Forankret og forbundet. Tæt på vinter og rodenergiens tid. Her kan lære at ære din dybe forbindelse til både jorden og det magiske univers uden de sædvanlige impulser,... Continue Reading →
Samme aften dukker hun op i min rejsedagbog. Leia. Lyset blinker, en gnist knitrer i ilden og Fleur løfter hovedet. Min pen tager over, jeg holder den løst i højre hånd og smidigt bevæger den sig over linjerne. Jeg står på en dunkel vej i skumring. Lyset er blåt, himlen trækker sig sammen. Hun står... Continue Reading →
Beslutningen om at blive ændrer alt. Vejen videre går ind. Ind i mørket. Ind i noget, der føles som ingenting. Alt i mig stritter imod og i et par dage er jeg urolig og føler mig kuldsejlet. Det kan da ikke passe? Er det virkelig min vej? Men selvom jeg stivner, må jeg samtidig erkende,... Continue Reading →
Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år boede jeg på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det var mit hjem og mit liv. For et år siden sluttede en cyklus og jeg bevægede mig videre og fandt mit drømmehus ved havet. Nu er endnu en cyklus ovre og jeg står... Continue Reading →
Så meget godt i vente. Kaffen laver bryggelyde og stearinlyset blafrer. Morgenen er mørk, dis ruller ind over landskabet. I det fjerne tuder uglen og jeg hilser tavst på hende. Hun, som fortalte mig om magiske udsving. Så mange venner og frænder, tænker jeg og skriver det i min rejsedagbog ved køkkenbordet. Så mange bud... Continue Reading →
Efter mødet med Cleena, kaffe og solar plexus kager går Fleur og jeg en rask tur i skoven, inden vi vender hjem. Budskabet lader jeg simre, jeg har altid troet, at det var havet, som rummede mine svar. Nu hvisker noget i mig, at svaret er mangfoldigt og at skoven har sit at sige. Skoven,... Continue Reading →
Man kan være daggry og blive en solopgang. Solsorten som stille synger. Man kan være flammen, stearinlyset, det dæmpede skær. Man kan bevæge sig til rytmen af guddommeligt flow. Ilden i brændeovnen, det nybagt brød. Marmeladen som en hyldest til sommer. Et potpourri af små glæder som perler på snor. Man kan være tidlig morgen... Continue Reading →
Jeg går i seng og falder hurtigt i søvn. Da jeg vågner er lyset på vej og månen på den anden side. Hvad skete der? Jeg ligger lidt med den oplevelse, jeg fik og mærker, at den skænkede mig en åbning. Nysgerrigt spørger jeg, men svaret er ikke klar. Det simrer et sted hos en... Continue Reading →
Ved fuldmåne sidder Uglen i fyrretræet og svajer i vinden. Majestætisk spejder hun ud i mørket, der i månens anledning har sølvlys og skygge. Jeg er på vej i seng, slukker lyset og skal til at vende mig mod trappen, da jeg får øje på hende gennem vinduet mod gårdspladsen. Månelyset spilder sine stråler gennem... Continue Reading →
