Sommerbrev

Valmuevæg Kære ven

Der er gået et stykke tid, siden jeg sidst skrev brev til dig. Men i dag er tiden kommet. På junis første dag. Og sig mig, der det så ikke sommer nu? Der er sket meget i Skrivehuset og i mit univers siden sidst og det er lidt af det, jeg gerne vil fortælle dig om og indvie dig i. For du er en vigtig del af det, jeg ånder for. For hvis du læser dette brev, er du sandsynligvis en af de mange kvinder, som mærker en dyb skrivelængsel. Jeg håber selvfølgelig, at du allerede skriver og gør noget med din længsel, men er du ikke rigtig kommet i gang endnu, så fortvivl ikke. Det er aldrig for sent. Det bedste tidspunkt at starte på er altid nu.

I øvrigt er jeg selv startet på min rejse i en forholdsvis sen alder. Naturligvis har jeg som du måske ved, skrevet hele mit liv, men det var først da jeg satte ud på min egen skriverejse i 2009 at mit nye univers begyndte at folde sig ud. Skridt for skridt, ord for ord, fik jeg skrevet mig frem til det sted, hvor jeg sidder i dag og skriver til dig. I min spisestue med udsigt over have og marker. Som selvstændig skrivecoach og underviser.

Skriverejsen er en proces

Ordene fragtede mig og ledte mig på vej i en proces, som på mange måder kan synes langsom, men som til gengæld er forandringsskabende på et dybt plan. Og som du måske har gættet er skriverejsen på mange måder en sjælerejse. Det er en måde at lytte til den indre stemme, sjælens stemme og sin egen intuition. Man kan gøre det på mange måder, men at skrive det og arbejde med sin indre udvikling gennem ord, stemninger og få hjælp af fortællinger og historier undervejs, det er en smuk og kraftfuld måde. Især hvis man har skrivelængsel og hvis man altså tør. Og hvad mener du med tør, spørger du måske og bliver lidt utryg. Jeg mener, hvis man altså tør overgive sig til processen. For det er en proces, det er en rejse og vi ved ikke på forhånd, hvad der kommer til at ske. Vi ved bare, at vi vælger at møde op og tage imod det, der gerne vil skrives. Fra sjælen.

Skrivelængsel er et tegn

Skrivelængslen er et tegn. Et symptom. Og mange tror, at hvis man mærker denne længsel, så er det fordi man skal skrive en bog. Jeg har en bog i maven, tænker man, hvis man mærker længslen efter at skrive, og kan på forhånd godt blive lidt stresset ved tanken. For hvad er det så egentlig, at man skal skrive om? Og hvordan? Man begynder at planlægge, kontrollere og jo mere man gør det, jo mere stift og sjælsforladt bliver udkommet. Det skrevne kan ligesom ikke rigtig få luft, når man forsøger at putte det ind i bokse og kasser på forhånd.

Og faktisk er der en anden måde at skrive en bøger på, men det kan vi tage en anden dag.

En bog er et produkt af skriveprocessen. Det kan være en ide eller noget, der opstår undervejs, men hvis du mærker en dyb og inderlig skrivelængsel, så er det sandsynligvis fordi din sjæl ønsker at tale til dig gennem ordene. Skriveprocessen er simpelthen en måde at folde det ud på, der ellers ville forblive usagt og skrevet og forblive en dyb længsel. Noget uforløst og ufortalt. Så du behøver på ingen måde at have bøger i hverken mave, hjerte eller nogen som helst andre steder. For det at skrive skal ikke nødvendigvis have et specifikt mål som en bog er. Det at skrive kan også være en rejse. En rejse i ord, stemninger og med hjælp fra fortællinger og historier. Hvem ved, hvad der vil skrives gennem dig, hvis du besluttede dig for at møde op, åbne dig og tage imod? Hvis du besluttede dig for at skrive dig selv, din sjæl og alt det, der føles som en dyb og til tider tung længsel indeni.

Den levende puls i en historie

Det går mere og mere op for mig. De findes dér allerede. Historierne, fortællingerne, brudstykker af noget, der gerne vil skrives og fortælles. I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie faktisk udsøger visse mennesker gennem hvilke, historierne ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Og ved du hvad? Jo mere, jeg arbejder med skrivning og historiefortællinger fra sjælen, jo flere kvinder, jeg har i skriveforløb og på skriverejse og jo flere workshops, jeg afholder, jo mindre bliver tvivlen. Det forholder sig faktisk sådan. Og som Harald, den gode krage fra min egen skriverejse, siger det:

Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden. Måske finder du en gren eller en kvist og begynder at snitte i den. Fuldstændig opslugt af at lade dine hænder arbejde og uden at vide det eller forstå hvordan, vokser en lille træske ud af grenen og fra dine hænder. Det føles som magi, for egentlig gør du ikke noget. Særligt. Du gør dig i hvert fald ingen anstrengelser og slet ikke umage. Det sker bare. Det opstår i det øjeblik, hvor du slipper kontrollen og griber den impuls, du får. En smuk træske, som uden ord har sin helt egen historie. Og som blev fortalt i det øjeblik, du lod den komme til verden og snittede den med din kniv. Målløs sidder du tilbage og stirrer på den perfekte træske, der ligger så hjemvant i dine hænder. Du berører den blidt og mærker kærlighed.

Det ene kreative felt fodrer det andet. Åbner op og skaber passage, så kreativitetens flod bedre kan strømme frit.  Om vi skriver, maler, strikker, laver mad eller i hvilket felt, vi vælger at åbne op for vores kreativitet, det ene giver liv til det andet.

Magiske hjælpere på skriverejsen

At skabe fortællinger til at guide os på skriverejsen virker meget stærkt. Og faktisk føles det ofte, som om det i sidste ende er fortællingerne, der skaber os. Det er som om de ved, hvordan vi skal have ordene serveret og hvad der skal siges, beskrives og fortælles, så netop vi bliver berørt, forundret og til sidst forvandlet. Jeg oplever, at der opstår de smukkeste og dybeste fortællinger på den enkeltes skriverejse, som den skriverejsende slet ikke havde set komme, da hun lagde ud på sit skrivende færd. Og det er styrken i skriverejsen og forløbene, som jeg tilbyder. De er ikke på forhånd defineret, de udvikler sig efterhånden som du udvikler dig. Jeg sidder klar til at adressere det, der fylder for dig og skaber nye skriveøvelser og opgaver undervejs, som har til formål at virke som trædesten over de floder af frygt og modstand, du måske ellers var strandet ved. Du skriver dig vej gennem indre landskaber og møder ofte dig selv gennem forunderlige historier og fortællinger undervejs. Dine helt egne fortællinger.

Fortællinger er som fyrtårne

Fortællingerne er som fyrtårne. For det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys og glæde. Når du ønsker at huske, det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os. Så hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Og apropos det perfekte tidspunkt. Lørdag d. 13. juni holder jeg endnu en intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel. Der er 2 ledige pladser, så tøv ikke, hvis du har lyst til og længes efter at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted. Læs mere i linket herover.

Og det var ordene. Jeg ønsker dig en dejlig juni, hvor du plejer dig selv og din sjæl. Og husk for resten det kommende sommersolhverv den 21. juni. Et magisk tidspunkt på året, men det kan vi altid skrives ved om en anden dag.

Kærlig hilsen
Lene Valmuevæg

Hvad sjælen ved

blomsterovergang

Da jeg gik tur med hundene kastede træer og hegnspæle lange skygger. Det var både koldt og varmt, for det er september nu og alting får en ny rytme. Vi går mod efterår og vinter. Vi går mod andre årstider og nye erkendelser. Så jeg vandrer i naturen hver eneste dag og ser, hvordan det hele skifter. Det sker langsomt og uden modstand. Der er en slags overgivelse til ALT, som inspirerer mig dybt.

Mine gåture er værdifulde og ud over at jeg selvfølgelig vil gå tur med mine hunde og bevæge mig, så er bevægelsen i sig selv vigtig i forhold til inspirationen. Vi skal ikke sidde så meget stille. Vi er skabt til at bevæge os, at gå og lade os inspirere. Der bor meget kreativitet og ubrugt glæde i kroppen, som skal bevæges for at kunne mærkes.

Og de lange skygger inspirerer mig. Duft af ild og efterår, der er noget frisk og krævende ved denne årstid. Tilstedeværelse, nærvær, dybde. September er fuld af inspiration, som vi kan spejle os i. Og derfor må jeg ud. Ud og se, mærke og være. Se fuglene, når de samles og trækker mod syd, betragte skyerne og deres himmelfærd, se hvordan de formerer sig og skifter form, bringer regn eller opløses udenfor min synsvinkel. Være med det hele, som en del af det hele og ære det hele. Som jeg ærer og elsker mig selv. Nu. Det er aldrig for sent. Men det kræver, at vi vender næsen hjemad. Vi skal hjem for at komme ud. Se, det er ny visdom. Jeg troede at det var omvendt. Men hvad ved jeg?

Mine  tanker tager et skridt tilbage i tiden og går ind på badeværelset. I går aftes. Jeg var i færd med at børste tænder, da lyset gik ud. Det slukkede sig selv og så kom stjernehimlen til syne. Jeg vidste det i samme sekund, som lyset forsvandt. Så jeg stod dér med tandbørsten og smilede gennem tårer. Det var et smukt syn. Som om nogen ville vise mig DET VÆSENTLIGE. Og du skal skal vide, at jeg var temmelig træt, trist og opgivende i går aftes, fordi jeg havde haft en tung dag, hvor jeg slet ikke var i flow.

Så slukkede lyset og jeg så stjernerne!

Jeg lærte noget vigtigt og derfor var dagen på ingen måde spildt. Det må vi huske, når vi har den slags dage. De er meningen. Vi skal lære noget! Jeg fik en værdifuld lektie og som det er med den slags, skal man ofte have den gentaget flere gange. Mange gange!

Lyt til dine følelser, det er sjælens sprog.

Herefter fik jeg en gave. Stjernehimlen. Hvor tit giver vi os tid, stopper op, slukker lyset og kigger mod himlen og stjernerne? Ser rummet og alt det, vi selv er en del af? Jeg glemmer det, selvom jeg ellers synes jeg er god til at se og værdsætte skønheden i naturen omkring mig.

Alting emmer af inspiration. Det rækkes til os hver eneste dag. Gaver, som vi ikke ser i vores travlhed. Farten er synderen. Sjælen hvisker noget om den ødelæggende fart og den stress, vi påfører os selv. Alt det, vi går glip af og som faktisk er gaver til os, gaver som skulle berige os og gøre os hele. Gaver, som peger på skønheden i livet og på skønheden i os selv. Det er meningen, vi skal spejle os! Men i stedet ser vi kun kort på os selv i spejlet om morgenen, i fuld fart på vej til job og gøremål, og vi ser trætte øjne, morgenhår og … Vi ser kun det ydre. Men hvis vi bare gav os tid, stoppede op og kiggede rigtigt efter. Hvis vi så os selv dybt i øjnene og fik øje på, hvor fine og smukke, vi egentlig er.

Vi er skabt til at lyse, men vi glemmer det. Vi er skabt til at skabe, men det glemmer vi sørme også!

Inspirationen. En fjer på marken. De lange skygger af september. Fugten, æblerne og duften af bål. Dagene, der bliver kortere og mørket,  som vokser, så vi kan være dér, putte os og se lidt indad. Sætte farten ned, det gjorde vores forfædre, når lyset blev sparsomt, det hele passede sammen. Det gør det stadigvæk, men vi vælger det fra. Fordi vi glemmer at huske.

***

Kære venner

September lærte mig noget, som jeg nu via egne ord forsøger at huske igen. Nu, hvor oktober nærmer sig november og vinteren kommer nærmere. Nu, hvor disen sniger sig slags marken udenfor hegnet og sigtbarheden er sløret.

September huskede mig på at følge hjertet og lytte til sjælen. Hun fortalte mig om vigtigheden ved bevægelse og hvordan kreativiteten også bor i kroppen og sætter sig som tunghed, smerte, depression – ja sågar sygdom – hvis vi ikke lader den danse igennem os.

Historier, der ikke skrives, kan give hovedpine. For de historier er ikke bare fortællinger, ord, der danner sætninger, nej når vi virkelig åbner os og giver dem fri passage, så strømmer kreativiteten gennem os som kærlighed. Det er ren healing. Hvis vi lytter og åbner vores hjerter, så skriver vi ikke længere fra tanker, begrænsninger og fra hvad vi ved rent intellektuelt, vi åbner os for hjertets sang og sjælens fortællinger. Og det er helt anderledes historier end dem, vi umiddelbart kan tænke os til.

Teksten er i øvrigt en del af en bog, som jeg skriver på. Den handler om kreativitet, skriveglæde og om at følge sit hjerte og lytte til sjælen. Det er en bog, som bare VIL skrives, så for det meste sætter jeg bare og tager imod. Jeg lægger spor og jeg er ligeså spændt på resultatet som I måske er. For jeg skriver den fra sjælen!

Kærlig hilsen
Lene